Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image

Gastromand.dk | 28. marts 2024

Scroll to top

Top

7 kommentarer

Gæsteblog: Forfør hende på Valentinsdag

Webmasteren

I anledningen af Valentinsdag har vi headhuntet Gastromands første kvindelige gæsteblogger, som forhåbentligt kan fortælle os lidt om hvad kvinderne forventer en dag som i dag (tipsene kan dog også bruges alle andre dage:). Nadia Mathiasen er uddannet journalist og står bag en af Danmarks bedste og mest populære madblogs – foodfanatic.dk.

Forfør hende med den rigtige Valentinsmiddag

Man siger, at vejen til en mands hjerte, går gennem maven. Selv om dette udsagn blot er en halv sandhed, er der en del faktorer, der spiller ind, og der er en vis sandhed i, at evner inden for det kulinariske kan være en medvirkende faktor til, at interessen vækkes hos det modsatte køn – præcis som humor eller et velsmurt mundtøj kan være det.

Det er dog ikke kun mænd, der kan forføres gennem maden. Som en ægte gastromand (som jeg tillader mig at formode, at du er, hvis du læser med her), så forestiller jeg mig, at den udkårne hører til den type kvinde, som er en ægte livsnyder med interesse for god mad. Derfor kan der være en del billige point at hente, hvis du dropper de sædvanlige blomster og kort og i stedet vælger at diske op med den helt store scoremiddag her på Valentins dag. Dagen er opkaldt efter Sankt Valentin, som ifølge historien var en romersk præst, der blev henrettet, fordi han trodsede kejserens forbud og viede soldater og deres elskede. Selv om dagen endnu ikke har slået helt så meget igennem herhjemme, som blomsterbutikker og chokoladeproducenter kunne ønske det, så er det en fin, lille reminder om at gøre noget særligt, for kvinden i dit liv – i dag eller på hvilket som helst andet tidspunkt.

Foto - Creative Commons: Casanova startede dagen med østers...

Madens forførende egenskaber

For at stable en succesfuld scoremiddag på benene er der dog nogle enkle regler at huske på. Først og fremmest handler det om planlægningen, der starter allerede ved menusammensætningen. Her kan man naturligvis vælge at bygge sin middag op omkring særlige ingredienser kendt for deres effekt på “lysten” såsom chili, chokolade og østers (Casanova skulle angiveligt have indtaget adskillige østers til morgenmad hver dag). Selv om disse madvarer efter sigende skulle have en forførende effekt, så er det endnu ikke videnskabeligt bevist. Derfor kan det være en sikrere vej at nå målet, om det så er en aften, der slutter i soveværelset eller evig kærlighed, hvis du tager disse få forholdsregler.

Først og fremmest bør du finde ud af, hvad hun kan lide, og hvad hun ikke kan lide. Der er intet som den pinlige tavshed, når tallerkenen tages af bordet med den urørte lam, mens hun surmuler over, at du ikke hørte efter, da hun gentagne gange nævnte, at hun er vegetar under jeres forrige date.

En anden vigtig faktor at huske på er, at det ikke er gutterne, du laver mad til. Pulled Pork og spareribs er begge retter, som både smager fantastisk, og som kræver tid og omhu, men det er alt for tung mad, som efterlader jer trætte, oppustede og drænet for energi. Server i stedet en mindre og lettere anretning, der gør, at i ikke har lyst til at falde i søvn på sofaen efterfølgende…

Her er det også vigtigt at huske på, hvordan og hvor elegant retten kan indtages. Ja tak til mad der kan spises med fingrene. Nej tak til mad hvor du risikerer at se fjollet ud. Det er intet så usexet som et mislykket forsøg på at bide et stykke nigiri-sushi i to, hvorefter halvdelen af fisken hænger ned ad hagen.

Inddrag et element af “fare”

Lige så vigtigt er det at vælge retter, der kræver minimalt arbejde lige inden, der serveres. Sørg derfor for, at størstedelen er forberedt i forvejen, så din opmærksomhed primært er forbeholdt hende i løbet af aftenen frem for dine pander og gryder. Når det er sagt, så er der nu intet i vejen for, at hun udstyres med et glas vin, mens hun ser dig lave noget af maden – især hvis det indebærer flambering, der med sit element af fare får dig til at fremstå vanvittig modig og maskulin.

Coq au vin blanc - kylling i hvidvin...

Her er mit bud på forretter, hovedretter og desserter til en rigtig scoremiddag:

Forretter
  • Blåmuslinger med hvidvin og safran
    Fordi muslinger er hurtige at tilberede, så længe du har skrubbet dem rene på forhånd. Der er også en del gratis wow-faktor at hente, da de er en af de ting, som mange ikke tør kaste sig ud i derhjemme, til trods for at de egentlig er legende lette at lave.

  • Jomfruhummersuppe
    Fordi suppen smager forrygende, og fordi den kan laves i forvejen. Kommer hun tidligt, kan hun også se dig flambere.

  • Blinis med stenbiderrogn
    Fordi stenbiderrogn er i sæson netop nu, og fordi de kan laves i forvejen. Lav dem gerne i mini-udgaven, og spis dem med fingrene.

Hovedretter
  • Flamberet peberbøf
    Fordi bøffen flamberes lige inden serveringen, og så er det en ret, som de fleste elsker. Server ikke alt for store bøffer, da de ligger noget tungt.

  • Ølbraiseret svinekæbe rødbede perleløg
    Fordi det er en ret, der færreste har prøvet at lave selv, og så kan den tilberedes i forvejen.
  • Coq au Vin blanc
    Fordi det er en smuk ret, der kan laves i forvejen. Kombinationen af hvidvin og fløde er altid en vinder.
Dessert
  • Chokoladefondant
    Fordi de små chokoladekager kan laves i forvejen, og så blot smides i ovnen kort før, de skal serveres. Desuden er der noget særligt over første skefuld, når der tages hul på chokoladefondanten, og dens flydende indre løber ud.

Stik os en kommentar

Kommentarer

  1. “Nej tak til mad hvor du risikerer at se fjollet ud…” Herhjemme holder vi begge af et godt grin, så mon ikke det går, hvis een af os skulle træde i spinaten :-)
    Tak for et godt gæsteindlæg, lækker inspiration og den venlige reminder om at det er Valentines Day… Bon appetit

  2. Flamberet peberbøf vil være et hit
    muslingerne ser rigtig lækre ud :-)

  3. Lækkert lækkert lækkert – og godt med en undskyldning for at lave lidt ekstra god mad – dog synes jeg Valentines dag er noget underligt noget – heldigvis synes konen det samme :-)

    • Det skal hun jo sige, når nu du ikke har gjort noget ud af det (på den anden side var I vel trætte ovenpå Ramsays;)

      Her var kæresten fint tilfreds med såvel blomster som maden fra San Giovanni…

  4. Mums med Nadia. We love it.

Smid en kommentar