Gastromand.dk | 1. September 2014

Til toppen

Top

4 Kommentarer

Blackbird – business lunch på budget

avatar

Der er flere gange her på bloggen blevet advokeret for det såkaldte business lunch koncept. Navnlig Gotham Bar & Grill i New York er anerkendt som værende blandt de fornemste repræsentanter for dette koncept, der kort sagt går ud på at restauranten ”vises frem” til frokost ved at tilbyde en tre-retters menu til favorabel pris. Hvad Gotham er for NYC, det er Blackbird for Chicago. Jeg havde ved mit seneste besøg i the windy city mulighed for at besøge denne restaurant, der med den prisvindende kok Paul Kahan som ejer kan karakteriseres lidt som et Madklubben/Cofoco deluxe koncept. Hans restaurantportefølje tæller udover den et-stjernede  restaurant Blackbird blandt andet cocktailbaren The Violet Hour og den uformelle bibendum restaurant The Publican, der specialiserer sig i øl og østers. Det er ikke for sjov at Anthony Bourdain, da han blev spurgt hvor han spiste i Chicago, svarede: ”hos Paul Kahan”.

Den ligger lidt afsides, men facaden afspejler den simplicitet og elegance, der møder dine smagsløg når du træder ind ad døren.

Business lunchen byder på valget mellem 2 forretter, 2 hovedretter og 2 desserter. Vi valgte at hoppe om bord i begge muligheder og så bytte over halvvejs.

Trods en pris i omegnen af 2 Big Mac menuer er der hverken sparet på brød, smør eller opdækning. Man sidder måske en smule tæt, men det skal de ikke høre et ondt ord for.

Første punkt på dagsordenen var konfiteret babyblæksprutte med fennikel, kastanjer, lime og chili. Dette var mit første bekendtskab med konfiteret blæksputte og det kan klart anbefales, da konsistensen forbedres og sødmen fremhæves når sprutten tilberedes i fedt. Min medspiser fik en lun broccolisuppe med et stykke af perlehøne, syltede gulerødder samt karamelliserede hasselnødder. Begge retter viser med al tydelighed hvilke herligheder der kan frembringes for $22 når kokke i verdensklasse får lov at lege med billigere råvarer end hvad der normalt forbindes med en restaurant i denne kaliber.

Konfiteret babyblæksprutte med fennikel, kastanjer, lime og chili. Friskt og velsmagende!

Nogen siger at suppen ofte er den bedste indikator for en restaurants kvalitet. Hvis det er tilfældet, så har Blackbird bestemt bestået. Her broccolisuppe med perlehøne, gulerod og kandiserede hasselnødder. Sødt, men afbalanceret.

Efter de meget velsmagende forretter ankom hovedretterne prompte (det er jo trods alt business lunch og restauranten domineres da også af folk i velstrøgne skjorter). Første hovedret var veltiberedt konfiteret and med hvide asparges – simpelt, men lækkert! På den anden side af bordet blev serveret grillet spadestør (mit første møde med denne) med kål, enoki svampe og valnødder.

Konfiteret and med hvide asparges, salturt og friske urter. Sprødt, mildt og veltilberedt.

Grillet spadestør med sprød kål vendt i smør, enoki svampe (fløjlsfod), valnødder og friteret scorzonerod. Den svageste af retterne, men der kunne dog ikke sættes en finger på tilberedningen.

Allerede efter de to første retter var vi langt over hvad man kunne forvente til små 120 kr. Desserten bar dog på ingen måde præg af mådehold og satte en stor prik over i’et. Den bedste af de to desserter bød på espresso sponge cake med blodappelsin, honning og majroeis. Absolut glimrende smagskombination mellem det bitre og søde. Anden dessert var dog heller ikke at kimse ad; Valhronabånd, pistacie pain perdu (french toast), smørcreme og karamelliserede beder.

Espresso sponge cake med blodappelsincreme, honning og majroeis. Verdensklasse!

Valhrona chokolade i et blødt bånd i selskab med pistacie pain perdu, smørcreme og karramelliserede beder (persillerod?). Lækkerier!

Beskrivelsen taler næsten for sig selv og til $22 kan man næsten ikke undgå at knibe en tåre. Blackbird er uden tvivl et besøg værd!

Har du tips til business lunch, set lunch, prix fixe rundt omkring i verden, så hit med dem!

Kommentarer

  1. Tak for en fin gennemgang, Anders. Lige som dig, får jeg lyst til at knibe en tåre, over at jeg ikke lige umiddelbart kan få lov til at brænde 22 dollars af på Blackbird. Er niveauet umiddelbart sammenligneligt med nogen restauranter, du har prøvet i Danmark?

    Alt godt,
    Rasmus

    • Anders K

      Jeg vil umiddelbart sige at den sagtens kan måle sig med danske michelinrestauranter, af typen der fokuserer på velsmag. Det er klart at man ikke får dyre råvarer for $22, men smagsmæssigt ville jeg ikke blive skuffet hvis jeg fik serveret retterne på restauranter som fomel b, tidligere the Paul og restaurationen. Så det er bare at få købt en flybillet. Chicago er en fantastisk by der har alt hvad New York kan byde på (i mindre mængder, men i hyggeligere omgivelser).

  2. Det både ligner og lyder som et super sted at spise, det skal prøves! Tak for dejlg info.

  3. Many will try to reel you in during your consultation, but be sure to
    shop around. The best way to advertise is by giving excellent service.
    The Sacramento Horror Film Festival also hosts filmmaking workshops
    in all elements of filmmaking to encourage more experienced or
    first-time filmmakers to engage in the production of horror films.

    Here is my homepage :: let you guests be amazed on your parties

Smid lige en kommentar, ik'

Smid lige en kommentar, ik'