Udskriv
5 fra 1 stemme

Smørrebrød: Sild i æble-purløgscreme

Ret: Smørrebrød
Køkken: Danish
Antal: 10
Forfatter: Gastromand.dk

Ingredienser

  • 1 kg saltede sild hjemmesaltede (se eventuelt nedenfor) eller de bedste du kan købe
  • 3 dl creme fraiche 38 %
  • 1 dl mayonnaise gerne hjemmelavet
  • 2 spsk. flydende honning gerne akaciehonning
  • 2 æbler
  • 1 dl hakket purløg cirka ½ bundt
  • Salt & peber
  • 3 æg
  • ½ rødløg hakket fint
  • Friske krydderurter for eksempel purløg
  • 10 skiver groft rugbrød
  • Andefedt

Sådan gør du

  • Skyl saltet af sildene, træk skindet af og træk fileterne af benet.
  • Læg sildene i en skål med rigeligt koldt vand, dæk med plastfilm og sæt skålen i køleskab i et døgns tid.
  • Skyl purløg og æbler og hak begge dele fint.
  • Bland mayonnaisen og creme fraichen i en skål og rør purløg, æbler samt honning i.
  • Smag til med salt og peber.
  • Læg sildefileterne lagvis med cremen i en beholder eller skål.
  • Sæt låg på beholderen eller dæk skålen med plastfilm, og stil den i køleskab i minimum et par timer, før du serverer silden.
  • Kog æggene i knap 7 minutter, til de er ”smilende”. Pil æggene og skær dem i kvarte.

Anretning

  • Når du serverer sildene, kan du enten skære fileterne i stykker på 4-5 centimeter og arrangere dem på det smurte brød. Eller – som Restaurant Kronborg - portionsanrette de hele sildefileter og lade dine gæster selv smøre brødet.
  • I begge tilfælde pynter du med æg, hakket rødløg og friske krydderurter.

TIP

  • Hvis du vil lave dine egne saltsild, som de gør på Restaurant Kronborg, klipper du hoved og hale af 1 kg sild, lægger sildene i en plasticcontainer og dækker dem med rigeligt salt.
  • Stil sildene mørkt og køligt – for eksempel i køleskab – i tre måneder. Så får du saftige saltsild med ”bid”.