Restaurant Bedre Byggeskik i Vejen
Ind imellem dumper der mere eller mindre interessante mails ned i vores postkasse. Denne gang lød ”tilbudet” så tilpas langt ude til, at vi takkede ja, nemlig at tage den lange vej fra Aalborg til Vejen (for de ikke indviede ligger Vejen et sted mellem Kolding og Esbjerg og har i følge Wikipedia 9.080 indbyggere) for forhåbentligt at få lidt godt at spise og drikke på Restaurant ”Bedre Byggeskik”.
Da der samtidig var tilbud på Grey Goose Vodka og Bollinger Champagne på den anden side af grænsen, stod det klart at Familiefar’ns Pasat skulle pakkes, fyldes godt op med benzin for efterfølgende at samle Århusianeren op på vejen (til Vejen…).
Vel ankommet til Vejen efter den lille (men dyre) omvej syd for grænsen, blev vi budt pænt velkomme af værten og ejeren Allan, som viser tilrette ved et bord ved vinduet. Vi befinder os i en ganske almindelig murermester villa, som bryster sig af, at være bygget ud fra projektet omkring ”Bedre Byggeskik” fra 70’erne – heraf navnet. Det er som at sidde i en dagligstue og alt er bevaret således restauranten fremstår både atmosfærisk og hjemlig.
Fem retter med tilhørende vine stod på menuen. Til hovedret skulle der vælges mellem due og lammeskank. Da undertegnede spiser masser af vildt i disse jagttider sprang jeg på lam mens Webmasteren og Århusianeren røg på duen.
Vand blev stillet på bordet akkompagneret af hjemmelavet grissini med pesto og saltede nødder – klassisk og fornuftig start. Herefter første vin – en Riesling fra Tyskland. Her ville jeg nok have gættet på Gewürtstraminer, pga. en meget sød smag af ananas og modne æbler. Vinen kørte videre til første ret, som var ristede kammuslinger på hjemmesyltet agurk med mayonaise rørt på jordnøddeolie og ristede nødder. Selv om vinen nok var en anelse for sød til denne ret smagte det sgu godt og især samspillet mellem kammuslingernes let karamelliserede overflade, jordnøddemayoen og de ristede nødder gav mening inde i munden.
Det er længe siden, at jeg har spist rørt tatar, det er som om, at retten er døet hen – jeg antager det skyldes cocktailen af råt kød og rå æggeblomme. Det er en skam for det er altså rigtig herremad. Æggeblommen var da også bagt, hvilket vi så som et tegn på tilpasningen til de sydjyske smagsløg. Retten blev komplimenteret af en Chardonnay og sammen med den rå oksekød resulterede det i en potent servering med masser smag og mætningspotentiale.
Hvis tataren gav indikationer på, at vi befandt os blandt sultne frænder, bekræftede hovedretten virkelig dette – positivt forstået that is. For som Allan fortalte, så forventer folk, at de går godt mætte derfra. Både due og lam blev serveret med samme tilbehør, kartoffelmos, løgringe, rødbede og en fabelagtig glace! Lammeskanken var godt tilberedt, mørt og velsmagende, tilbehøret komplementerede retten. Duen kunne derimod ikke helt leve op til de andre serveringers standard – en rosa midte havde været at foretrække. Tilbehøret fungerede til gengældt fint om end ”vildtvinklen” godt kunne have været dyrket yderligere. En udmærket Côte du Rhone gjorde det overraskende godt til såvel lam som duen.
Så blev det ostetid, hvilke jo altid er en sikker vinder, hvis du vel at mærke er til den slags (og det er jeg altså). Tre forskellige slags, som udviklede sig i styrke – klassisk. Dertil en lækker hjemmelavet æble/senneps garniture og blomme marmelade. Indtil videre havde vi undret os over, at der ikke blev serveret portugisisk vin, da værten fortalte, at deres importør gjorde en del indenfor dette område. Men nu kom den endelig til glæde for især Webmasteren.
Tit og ofte husker gæster på restauranter bedst desserten, da vi jo dybest set er nogle sukkergrise i Danmark. Derfor er det ofte det led, som virkelig kan afslutte og lukke en god menu og aften af. Her leverede restaurant Bedre Byggeskik virkelig varen og sluttede dermed på samme høje niveau som de startede. En æblekage med sabayonne creme, æblekrystaller og chokolade – ja tak. Endnu bedre blev det med en Moscato d’ Asti med passende sødme hertil.
Aftenen blev rundet pænt af med kaffe og så kunne der heller ikke klemmes mere ned af hverken spise eller drikke.
Mætte og positivt overraskede trillede vi stille og roligt nordpå med et håb om at syddanskerne vil tage deres nye gourmetrestaurant til sig. Vi har i hvert fald en klar idé om hvor middagen skal indtages næste gang der er tilbud på Grey Goose.
5 retter koster i øvrigt 398 kr. mens den tilhørende vinmenu koster meget fornuftige 268 kr.
Stik os en kommentar-
JO, det kan man altså!
Jeg har selv haft den store fornøjelse at spise hos Bedre Byggeskik, og det var forhåbentlig ikke sidste gang!!
Da der nu var en professionel i køkkenet valgte jeg en unghane-terrine til forret og fisken (Jeg mener, det var multe) til hvovedret. Den slags binder jeg ikke selv an med, og det var en udsøgt oplevelse. Under desserten gik samtalen i stå, og selskabet sad hensunket i stille nydelse. – Og det er i sig selv er en bedrift, når man, som jeg, ellers er en ret veltalende “københavner”! ;-)
De hyggelige omgivelser leder tanken hen på et privat besøg, og betjeningen er imødekommende og opmærksom, uden at være påtrængende. Så næste gang jeg krydser broerne, er jeg helt sikkert kandidat til et besøg mere.
Mine bedste anbefalinger
Venlig hilsen Annette-
Vi er meget enige Annette, de gør det godt, og har stærke ambitioner. En lignende koncept blomstrede op i Aalborg for nogle år siden, “La Maison” men desværre holdt det ikke længe. Faktisk lidt underligt, da lignende koncepter i KBH (2. TH.) og nu i Vejen kører derudad!
-
-
Lige en kommentar til ‘Bedre Byggeskik’ som opstod i 1920’erne (ikke i 1970’erne som angivet i anmeldelsen) – der er vist ikke meget byggeri fra 70’erne der kan påhæftes ord som kvalitet, holdbarhed, æstetik !
-
Akk – sikke noget, det er for dårligt, vi ikke har den slags knivskapt – tak Nikolaj! :)
Jeg retter den ind. Kender du restrauranten?
-
-
Overvejer at tage min kæreste med på en overraskelsestur til Vejen :-)
Tak for tippet!
-
Lyder til at I havde en god aften, det glæder mig :-)
Mange hilsner
Birthe
Kommentarer