Det hele kan jo ikke gå op i hat og briller bare fordi vi har vundet en enkelt pris, så her får du lige 2. halvdel af Familiefarens besøg på verdens bedste restaurant El Celler de Can Roca.

Nå, vi forlod første del ved “tivoli-vognen” som jeg var meget begejstret for, og som vi også vender tilbage til.

Men inden da forbliver ved fiskene, og ind kommer den næste ret – jeg tænker ved mig selv, at det faktisk er utroligt, at man efter så mange retter fortsat har appetit, men det har man, og jeg har lyst til mere! Du skal på ingen måde lade dig narre af det lidt enkle udseende på denne ret – skinnet bedraget (altså ikke fiskens). Det var smukt og helt korrekt tilberedt og den delikate fisk faldt fra hinanden. Tjeneren fortalte, at barsen var tilberedt ved 30 grader sous-vide i nogle timer, hvorefter den blev stegt langsomt og forsigt på skinnet – Gastromand likes!

Vores ledsager var en Herr Von Bassermann fra Pfalz, som må siges at være enhver rieslings-elskers drøm – en helt utrolig finesse og friskhed som igen var et perfekt match. Faktisk var vi så forførte af vinen, at vi bad tjeneren om at hente flasken igen, så vi lige kunne nyde synes af den endnu engang. Det resulterede naturligvis i at han skænkede efter – there’s a tip for you!

Heldigvis gik vinen igen til denne ret, og det gjorde bestemt ingenting – et lækkert stykke letsaltet torsk  på torske-oliven-skum, små glaserede skalotteløg flankeret af mynte og chili. Det var svært at finde fejl denne aften, også selv om min skarpe altid observerende kone holdt et vågent øje og tunge. Men heller ikke denne ret var der andet en roser til. Det var som om, at det hele bare gik op i en højere enhed.

Jeg havde smugkigget på vores menu og havde set specielt meget frem til denne ret – specielt riesling-matchet. Det var en lille pattegris som var kogt i sit eget fedt i adskillige timer og derefter sprødstegt. Dertil en slags hollandaise sauce, dog noget tyndere også lavet med riesling – bedre kan jeg vist ikke forklare det. Den lille blomst som ligger på kanten kunne naturligvis også spises – og var yderst delikat.

En fingerregel er jo at man ikke skal putte noget på tallerkenen der ikke kan spises, men man kan jo komme i tvivl og når vi er så højt oppe på resturantskalaen, skal man ikke være bange for at spørge tjeneren – hverken på NOMA, The Fat Duck, Gordon Ramsay eller på El Celler har jeg oplevet noget snobberi – tværtimod. Nå, men her skulle pyntet altså spises.

Og så har jeg en tilståelse og jeg beklager dyb. Men næste ret forførte mig og tog mig fuldstændig med storm – her var jeg solgt! Og i ren ekstase glemte jeg at tage et billede. Vi fik serveret et lille stykke duelever med langtidsstegte løg – det lyder simpelt men damn hvor det smagte! Her fik vi i øvrigt en mindst lige så forførende priorat “Vall Llach” fra 2006.

Det er ligefør jeg ikke behøver sætte ord på dette billede, men vores desserter startede nu og de kom i en byge ind over os. Først denne karameliserede abrikos, som i sig selv var et lille mesterværk.

Så til noget næsten dansk – jordbær med fløde eller her også med mælk – læg mærke til skinnet, som faktisk er mælkeskind lavet på sødmælk. Ja det ser lidt underligt ud, men i kontrast til “sukkerbuerne” gav det en fed effekt. Jeg er egentlig glad for, at vi “kun” fik 3 desserter. Denne var naturligvis sød, men når der er brugt mælk og friske bær og sukkeret er begrænset, så fungerer det glimrende.

De var lidt vilde med det her mælk, så her havde de lavet et frossent stykke mælkeskind, som sammen med mokka og mælkeis udgjorde aftenens sidste dessert. Måske kan I gætte en af dessertvinene? En 20 år gammel Maderia “Henriques and Henriques” – som var enestående og slet ikke som man kunne forestille sig – på trods af alderen virkede den ung og fyldt med frugt.

Jeg tror vist jeg har nævnt det flere gange, men lige meget hvor mæt du er, så skal du bestille kaffe på sådanne restauranter, også selv om du ikke rigtig drikker det – årsagen er, at mange af restauranter gør et usædvanligt stort nummer ud af, at lave “signatur petit fours”, som i sig selv er små kunststykker – El Celler var absolut ingen undtagelse!

Så da tivoli-vognen endelig kom forbi efter vi havde bestilt kaffe, som i øvrigt kostede sølle 5 €, var jeg ellevild – mest forbi vores tjener stod med en lille tang, hvor hun anrettede vores lækkerier inden servering, som var lidt sjovt. Endvidere brød tivoli-vognen også det meste stilrene rum, og ja – så var det bare festligt.

Joan Roca stod pænt og fulgte gæsterne til dørs og talte længe med flere af dem – jeg må beundre en mand som ham og i øvrigt også hans brødre, som virkelig er indbegrebet af dedikation. Du skal på ingen måde tro, at El Celler De Can Roca er snobbet eller fremstår som værende hævet over andre – det ville være en stor fejltagelse. Stemningen var afslappet og såvel vores tjenere som Joan selv var helt nede på jorden. Nu har jeg spist på en række michelin-restauranter efterhånden og for mit vedkommende, så er det bedste faktisk, når man ikke tænker så meget over stjernerne, men man bare føler at det hele spiller uden at være anspændt og falskt – nogle restauranter har det med, at overdrive hele det her show lidt for meget – men ikke her, og de skal de have ros for!

Jeg må sige, at jeg faktisk blev lidt glad, da jeg så El Celler De Can Roca nu kan brøste sig af at være verdens bedste restaurant – navnlig efter mit besøg som naturligvis efter denne oplevelse smitter positivt af. Inden vi forlod restauranten satte vi os faktisk med en lille hyggelig “G/T de la casa” og diskuterede vores aften igennem. Om det er den bedste restaurant jeg nogensinde har besøgt har jeg spekuleret meget over – det er tæt på – også nå regningen for den store menu, vin menu, vand til maden og kaffe lyder på 497 €, ja så synes jeg bestemt du skal lægge vejen forbi!

Hvad synes du om Worlds 50 listen med El Celler på 1. pladsen og Noma på 2. pladsen? 

Stik os en kommentar