“Hvilke Champagner har du på glas? Noget fra Theis?” – Hun kigger fra kortet og op på tjeneren med det der lille, skæve og dødsensfarlige smil, som alle mænd frygter. ”Vi… Jeg… Tror… Jeg tjekker,” svarer han en smule befippet, og forsvinder mod baren. Jeg har set kortet. Jeg ved godt, de ikke har noget Champagne fra Theis Vine på glas.

Og så vender hun sig mod mig med præcis det samme smil og de samme betagende øjne: ”Har du noget imod at damen har overtaget bestillingen,” spørger hun mens tjeneren dukker op med to højstilkede glas og en halvfuld flaske Billecart-Salmon Brut Réserve fra Theis Vine, som på forunderlig vis lige var dukket op. ”Går det dig på,” fortsætter hun – og i netop det øjeblik ved jeg, at det bliver en særdeles privilegeret, særdeles våd frokost…

Jeg har sandt at sige ikke noget imod at damen har overtaget bestillingen, og da slet ikke denne dame. Jeg er på frokost-date med Theis Vines’ dygtige og dødsensfarlige sveske af en branding manager, og en af Københavns dygtigste PR-damer. Men i dag er hun nu ”bare” min gode veninde, yndlingsfixer og verdens dejligste Anne – et af de få mennesker, jeg kender, der er mere over the top end jeg selv. Planen var at mødes, kramme, sludre, dunke lidt Bourgogne og få en bid brød, men jeg mærker hurtigt, at der er et mindeværdigt Champagne-moment under opsejling.

Anne har sat mig stævne i den finere ende af København. Vi befinder os i Bredgade i Frederiksstaden sådan cirka midt imellem Kongens Nytorv og Esplanaden. I ved, den bombastiske del af København som vores forfædre byggede, fordi de ikke syntes København stod mål med andre Europæiske storbyer. Dronningen bor her, Marmorkirken ligger lige om hjørnet, omkring os knejser høje palæer, og vi sidder midt i smørhullet blandt stive duge, sølvtøj og smukke kunstværker – lige der hvor det elskværdige franske dampbarn Francis Cardeneau svang gryderne på Le Sommelier. Nu hedder stedet Salon, og i køkkenet står ingen ringere end den levende legende Claus ”Røde” Christensen.

Der lander østers på bordet imellem os – friske, fuldfede og helt klassiske, sortfodsskinke fra Iberico, hjemmelavet brød og et par gavmildt skænkede glas kølig, rød bourgogne af den mest sexede skuffe fra Chambolle-Musigny. Sådan lige som sidevogn til den betagende Champagne. Jeg begynder at overveje, om jeg ikke i virkeligheden elsker når kvinden tager kontrol, mens vi i første omgang vender opmærksomheden imod Champagnen og østers.

Vi skåler i smukke, strågule dråber med lange ben af små, perlende, vedholdende bobler. Hun smiler igen, og Billecart-Salmons blide, velkendte bobler ruller over tungen. ”Pretty eyed, pirate smile, you’ll marry a music man,” hvisker en ung Elton John i mit øre som musikalsk reference, og alt er perfekt.

Champagne, pirater og rock n roll

Det var Webmasteren, der tidligere på året fik den ide, at Champagne skulle være rock ’n’ roll. Dengang anede jeg ikke, hvad det betød, eller hvad det skulle indebære, men siden er der på forunderlig vis hver gang, jeg har smagt de gyldne dråber, dukket brudstykker af klassiske rock-sange op i mit hoved som underlægning til øjeblikket. Og i dag bliver tonerne af Elton Johns klassiske, simple og småsentimentale Tiny Dancer altså soundtracket til denne eftermiddag og denne flaske.

Hvorfor, spørger min hjerne? Tøsen er jo for fanden gift med en bankmand, ikke en musiker! Men det er til dels smilet der gør det, og nok det faktum, at mit kælenavn for hende siden vores første møde har været Pirat. Læg dertil tryghedsfaktoren i velkendte smage og total ro med gode mennesker i en travl hverdag, og soundtracket er perfekt. Elton Johns famøse, småfjollede kærlighedserklæring til Californiske kvinder har trods alt altid indgydt mig en vis form for ro og nostalgi. Måske er den ikke længere end det? Og hvem bekymrer sig i øvrigt, når alt er perfekt?

Harmonisk, blid og genkendelig Champagne

Champagne Billecart-Salmon er også på denne dag lige, som den skal være allerede i duften. Frisk, frejdig, let drillende og underspillet med tydelige noter af hvide blomster, moden pære, syrlige æbler og en let parfumeret citrusnote. Ganske som den i dag altid nærværende, genkendelige og smukt underspillede klaverintro til et 70’er soft-rock hit, der af uransagelige årsager aldrig blev et hit i sin samtid. Der er ingen slinger i valsen her, eller store armbevægelser for den sags skyld, det er snorlige, smukt og velspillet uden at blive bombastisk eller udfordrende.

Smagen derimod byder på lidt mere modne noter af æble, samt frisk pære og modne røde bær omkranset af subtile gærnoter fra tre års flaskelagring i Billecart-Salmons kølige kældre samt en rig og overraskende friskhed, som cementerer helhedsindtrykket af en harmonisk, frisk, subtilt elegant vin. Hjemme i Elton Johns og sangskriver Bernie Taupins verden i 70’erne, har vi metaforisk set nået det punkt i verset hvor Paul Buckmasters stryger-arrangement nærmest uhørligt falder ind i baggrunden, og skaber den bund og harmoni, som du nok kun ville savne, hvis den ikke var der. Elegant og virkningsfuld. Ligesom syren der elegant og afdæmpet smyger sig om helheden, som guitaristen BJ Coles harmoniske hvin af lap steel, der teknisk set burde være i vejen, og stikke ud, men i stedet fungerer som formfuldendt indpakning for balladen.

Tilbage i nutiden er vi nået til det punkt, alle gentlemen frygter. I ved, det hvor man forsøger ikke at ligne en total idiot, mens man får manøvreret en ikke helt velåbnet østers ind i munden foran en smuk kvinde. Det går bedre end forventet – mest fordi den smukke kvinde har travlt med at tage billeder af vine, mens jeg hælder østersvand ud over mig selv i forsøget på at løsne den fuldfede, cremede og salte lækkerbisken fra sit hjem, og dagens næste østers forsvinder i gabet, skyllet ned med en gavmild slurk Champagne.

”Er det ikke bare herligt,” spørger hun, med et ledende smil – og hun har jo ret! Man skal jo som mand være direkte idiot, hvis man har noget imod østers, Champagne og kvindeligt selskab på en tidlig fredag eftermiddag, hvor hovedet allerede svømmer lidt af bobler og bourgogne på tom mave… Men netop her på en halvsnalret fredag på Salon i Frederiksstaden med østers og Champagne midt i en kakofoni af dårlig akustik og frokosttravlhed, går tingene faktisk op i en højere enhed.

Følelsen er faktisk en af overraskende harmoni. Smagen af østers er frisk, mild, lettere cremet og mineralsk – og det samme er i øvrigt vinen, hvilket gør den til en fin og blid medspiller – både til østers, men faktisk også til den fede og henrivende sortfodsskinke, vi nipper til ved siden af sådan bare fordi. Brut Réserve fra Billecart-Salmon gør sig tydeligvis ikke kun godt som aperitif, eller stille eftertænksomme øjeblikke, men vil også være en god og blid medspiller til snacks, skaldyr og de fleste lette retter med lyst kød.

Meeeeen…. Er det måske en smule kedeligt?! Det var faktisk det mest stillede spørgsmål i mine private beskeder efter jeg postede et billede af en flaske Billecart-Salmon, og det vil onde tunger måske nok påstå. Men simpelt er et bedre ord – simpelt på den helt rigtige måde, simpelt og elegant. Billecart-Salmons Brut Réserve er en vin, der ikke stikker af i nogle retninger. Det er harmoni på flaske – af den slags, der måske nok ikke slår benene væk under en, men som altid henrykker. Det er en tryghed og genkendelighed, som aldrig er vulgær eller overspillet – tværtimod. Og ved I hvad? Det er faktisk helt okay.

Nogle gange er det bare de simple og genkendelige ting i verden, som bliver vigtige: om det så er smilet ved et musikalsk minde om dengang, vi alle crushede en lille smule på en ung Kate Hudson i Almost Famous, frokost med østers eller sortfodsskinke med en smuk blondine i Frederiksstaden, eller et velkendt, blidt kys fra Billecart-Salmon.

Det går hastigt ned ad bakke herfra, da djævlen langsomt går i min medspiser, og simpliciteten går fløjten. ”Rødes” signaturret ryger på bordet. Hvalen. Indbagt pighvar og hummer i gigantisk størrelse, skyllet ned med de sidste gylde dråber Champagne afløst af storslået, fræk, stram og purung Meursault Les Forges fra Domaine de Bellene og endnu et glas Chambolle-Musigny til kaffen. Og så summer min telefon: ”Hvor langt er du i planen?”

”Smut du bare, hun har også savnet dig,” smiler Piraten, ”jeg skal også videre.” Jeg har sgu egentligt været heldig her i livet, tænker jeg, da jeg fanger min jakke, og ud af øjenkrogen netop når at se tre mænd fra nabobordet lynhurtigt kaste opmærksomheden over min frokostdate mens jeg sætter kursen mod Nørrebro og dagens næste aftale.

Bund-solid præsentation af øverste middelklasse

Pirat-Anne og jeg er endnu engang mislykket i vores plan om at nyde et enkelt glas sammen en fredag eftermiddag, hvor jeg er landet i København. Jeg er mæt til bristepunktet, tynget af indtryk og rent udsagt småberuset, da jeg glider forbi Frederiksstadens andre vartegn på en barmhjertig tør og lun vinterdag i København. Og alligevel er det simpliciteten og glæden ved et godt, enkelt glas Champagne, der hænger ved mig, selv da jeg passerer Dronning Louises Bro med kurs mod Nørrebro og nye eventyr. Det var nu et dejligt glas Champagne i dejligt selskab.

Skal vi op og rasle med point, så befinder vi os karaktermæssigt midt på skalaen, og det er der absolut ingen skam i. Vi lander på tre fuldfede Gastromænd for en vin, som altid er i skabet, harmonisk og pleasende uden større udsving – på godt og ondt. Og det mener vi faktisk som en fair og god karakter!

Der er immervæk et stykke vej fra vores indtil videre topscorer i Champagne-test Dom Perignon 1996 ned til en standard cuvée til 349,- (fang den her!) og Billecart-Salmon viser om nogen med denne flaske, hvor tårnhøjt mellemniveauet i Champagne kan være:

Den er hverken kedelig, eksperimenterende eller voluminøs. Bare ren harmoni og snorlige middle-of-the-road håndværk. Dette er vinen som alle Champagne-elskere burde kunne nyde under alle forhold uden at have en finger at sætte på oplevelsen.

Stik os en kommentar