Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image

Gastromand.dk | 21. september 2019

Scroll to top

Top

Ingen kommentarer

Gastromand x Champagne: Dom Perignon 1996 – Stairway To Heaven

The Johan drikker Champagne
The Johan

”Hvad synes DU, er den bedste sang nogensinde skrevet,” spørger hun henover et glas i øvrigt henrivende Bollinger La Grande Année fra det sagnsomspundne år 2002. ”Stairway To Heaven,” flyver det ud af mig hurtigere end jeg kan nå at tænke mig om eller indse, at svaret måske ikke er optimalt i konteksten, men snarere en kende banalt.

Gastromands Dating-hotline kan da også i bagklogskabens ulideligt klare lys indskyde, at hvis man nu SKAL smide et 70’er rocktrack på bordet i en lignende samtale, havde et langt mere oplagt svar været Neil Youngs ”Like A Hurricane”, og hvis de brune øjne fortrækkes i undren, citerer man blot den der del med ”I saw your brown eyes turning once to fire… You are like a hurricane, there’s calm in your eyes.”

To glas Bollinger 2002 Champagne

Bollinger 2002 ved Slotsøen i Kolding og en snak om musik og Champagne.

Men lad det nu ligge! Banalt som det lyder, så er min yndlingssang nu engang Led Zeppelins udødelige og skamspillede rockklassiker Stairway To Heaven, og mit svar på den smukke kvindes næste spørgsmål er lige så banalt:

”Hvad er din yndlings-Champagne så,” følger hun op med næsen dybt i glasset og et smil på læberne. – ”1996 Dom Perignon,” svarer jeg lige så prompte, denne gang uden eftertanke eller fortrydelse… Og det på trods af, at man her ellers bevæger sig ud på kontroversiel grund.

For med valget af flagskibet fra Champagneverdens gigant, som i nyeste og ”billigste” årgange står til over 1000 kroner flasken, begynder vi altså, at stikke lidt til følelser: Det er ALT for mange penge for en flaske vin, vil nogle mene. Kvaliteten matcher ikke prisen, vil andre HELT sikkert indvende. Nogle vil påstå, at vinen er håbløst ordinær, og en helt fjerde gruppering vil måske mene, at det kan opfattes som et skamfuldt arrogant forsøg på at imponere en date ved at kaste et trumfkort med en flaskepris i omegnen af 3000 kroner på bordet… Helt ærligt? For mig var det egentligt blot et helt banalt svar på et helt banalt spørgsmål!

Og hvad er der nu galt med det? At mene at jeg ikke må have Stairway som yndlingssang eller Dom P i topopgang som yndlingsbobler, svarer lidt til at sige, at jeg ikke må synes at Scarlett Johansen er pæn at se på blot fordi resten af verdens mandlige befolkning synes det samme, og det er jo i virkeligheden bare noget forbandet vrøvl.

Men hvis det er så skide godt, hvordan smager så i det hele taget Champagneverdens svar på Scarlet Johansen? Og er den pengene værd? Det kunne jeg faktisk godt tænke mig at kvæde et par ord om… Og hvorfor er det så relevant for Gastromand? Altså ud over at være dyr, hedonistisk luksus?

Jo, det er det såmænd fordi Dom Perignon er et eksempel på hele to nicher indenfor Champagne, som vi endnu ikke har dækket på vores rock n roll Champagnerejse: Årgangschampagne (eller vintage, som de også kaldes) og det noget mere flygtige begreb: Cuvée Prestige.. Og så er det, trods pris og kontrovers, faktisk en vin, jeg mener alle bør smage. Så tag med os til toppen af poppen i Champagne og Gastromands forsvar for playboyens yndlingskærlighedsjuice!

 

Vintage, non-vintage og Prestige – hvordan klassificeres Champagne?

Vintage Champagne hører til blandt sjældenhederne og toppen af poppen indenfor Champagne. Hvor ”almindelig” Champagne frigives uden angivelse af årgang på flasken, og normalt produceres ved at sammenstikke den nyeste årgangs vin med ældre basisvine for at lave et genkendeligt produkt (det kan du læse mere om her), så indeholder årgangschampagner, som navnet måske antyder, udelukkende druer fra et enkelt år.

Det betyder at smag og udtryk kan og vil ændre sig fra år til år, og det giver et ganske specielt og sejlivet produkt. Hvor non-vintage Champagner (som fingerregel) produceres for at nydes nu og her, laves vintage med henblik på at udvikle sig (positivt) over årene, og kan ofte gemmes i årevis, ja endda årtier. Det er altså blandt vintage Champagnerne, vi finder Champagneverdens svar på samleobjekter og gemmevin, og det gør jo selv sagt noget for prisdynamikken på de gyldne dråber:

Mængdemæssigt er vi med vintage Champagne nede på under 10 % af den samlede produktion og produktionsmæssigt er der strengere krav til tilblivelsen, kvalitetskontrollen og lagring af produktet, og dermed kan det heller ikke overraske selv den mest håbløse økonomistuderende, at vi allerede er hoppet et par trin op af prisstigen i forhold til normen, men det kan sagtens blive endnu vildere og med dagens andet nye ord, “Prestige Cuvéerne” tager vi så lige fem hop højere op ad stigen.

 

Cuvée hvaffor’noget?

Dom Perignon produceres kun som vintage. Intet standard-“sprøjt” uden årgang her. Alligevel er der lang vej fra Moëts “standard” vintage og op til Dom Perignon, som tilhører det, man ofte kalder Cuvée Prestige – den noget diffuse titel for et Champagnehus flagskib. Her går vi skridtet forbi både non-vintage og vintage, og sigter mod den absolutte top af Champagne. Det er blandt Cuvée Prestigerne, man finder de største, dyreste og mest omtalte legender fra Champagne: Cristal fra Louis Roederer, Belle Époque fra Perrier-Jouët, Blanc de Millenaires fra Charles Heidsieck (det kan du læse mere om her), Cuvée Winston Churchil fra Pol Roger (ham vender vi tilbage til!), og så naturligvis Dom Perignon fra Moët & Chandon.

Fælles for disse er, at der er tale om vintage Champagne, som kun produceres i de absolut bedste år af det absolut bedste druemateriale, som er udsat for den absolut hårdeste selektion og ofte lagres betydeligt længere end almindelig vintage inden udgivelsen. Det er vintage-champagne på crack og det ypperste, huset kan præstere, så at sige… Og startpriser på 1000 kroner flasken er bestemt hverken sjældne eller ublu.

Og kan det så på nogen måde være pengene værd? Tja, i mit privilegerede liv har jeg haft lykken af at smage alle ovenstående, men det er sket ved absolut sjældne og forunderlige lejligheder, så lad os for pokker kigge lidt nærmere på én sådan lejlighed.

 

Mig og Perignon: Hvordan jeg endte med en flaske 1996 i rystende hænder

Mit møde med Dom Perignon 1996 startede egentligt med at min gode veninde, faste støtte igennem halvdelen af livet og trofast korreturlæser, Tina aka Korrektøsen, ikke ville drikke øl… – ”Er du gravid, eller hvad,” fløj det ud af mig midt i selskabet, og det noget stille svar var noget i stil med at hvis jeg venligst kunne lade være med at alarmere flere, så var svaret nok ja. At blive mor var Tinas helt store drøm, og det skulle naturligvis fejres. Sundhedsstyrelsen og de fleste rettænkende mennesker har dog efterhånden etableret, at gravide eller ammende ikke bør konsumere større mængder alkohol, og løsningen blev at afsætte vores faste månedlige vinbudget i opsparing til nogle rigtige gode flasker den dag ude i fremtiden, hvor korrektøsen igen måtte drikke vin.

Denne glædelige dag lod vente på sig, hvilket blandt andet muliggjorde investeringen i føromtalte 1996 Dom Perignon, og da den endelig oprandt, startede jeg ud med en mindre krise:

Det er faktisk ikke en helt stressfri opgave at forestå åbningen af en over 20 år gammel flaske Champagne til en markedsværdi på omkring 3000 kroner. Det sker vel vidende, at det formentligt er en af de få gange i sit liv, man får den ære, og man bliver i de få sekunder, dåden tager, smertelig bevidst omkring ting som køkkengulves  hårdhed og glasflaskers evne til at splintres ved tab. Også detaljer vedrørende korkproppers skrøbelighed og alt man nogensinde har læst om opbevaring af vin samt den alenlange liste af sygdomme og fejl, vin kan pådrage sig med årene, synes pludselig meget nærværende mens folien fjernes, gitteret løsnes og proppen forsigtigt lempes fri af flasken.

Dom Perignon 1996

Dom Perignon 1996 befriet af flasken. Bemærk indskrumpet prop til højre.

Og så pludselig er proppen fri, uden videre kamp og helt uden fanfare eller pop… Faktisk overraskende stille gik det for sig. Kun en lille lavmålt lyd samt en lille sky af røg blev det til, og mens man står der, dukker tvivlen og frygten igen op: er vinen oxideret, var proppen overhovedet tæt, er boblerne forsvundet med tiden? Et forsigtigt snus til den indtørrede paddehat af en prop, man står med i hånden, viser dog ingen tegn på dårligskab eller fejl, blot en mild dunst af kaffe, champignon og surdej.

Og så med et ved ophældning vågner den halvgamle dame op i et funklende fyrværkeri af gyldne bobler. Hun er langt fra død, viste sig, men nærmest blændende, brusende og forunderligt ungdommelig i sin leg i glasset.

Som jeg husker det, hørte vi Édith Piaff i øjeblikket. Symboliknørden havde nok ment at ”Non je ne regreette rien” var et passende soundtrack til åbning af en flaske af den kaliber. Men ikke desto mindre er det stadigvæk London-drengenes føromtalte mesterværk fra Led Zeppelin IV, der spiller for mit indre øre mens vinen nærmest stiger op ad glasset og indlemmer køkkenet i sine aromaer.

Denne fænomenale, nærmest æteriske intro hvor Jimmy Pages nærmest legende letter seksstrengede fingerspil omringes af fire forskellige svævende blokfløjtenoter (hey, det var 70’erne), og endelig blandes med Robert Plants melankolsk håbefulde vokal, og langsomt bygger op mod noget man ved, bliver stort… Denne intro er så sigende for hvad, der foregår her:

Først op af glasset er nærmest nærmest paradoksalt ungdommelige noter for en dame på over tyve år. Langsomt, langsomt folder de sig ud og vokser i glasset og i luften omkring os… Her er både masser af grønne æbler, syrlige pærer, jasminblomster og eksotiske punch, der kun med et lille hint af gylden karamel i duften og en gylden tint i glasset viser et tegn på vinens sande alder.

Bobler i Dom Perignon 2002

Masser af liv i gamle bobler!

Snuser man dybere, begynder man langsomt at opfange noter af ristet brioche, brunet smør, ristede nødder, champignon og endda en smule kaffe. Oplevelsen minder i det hele taget lidt om det vidunderlige splitsekund i Stairway hvor salig Jon Bonhams trommer efter 4 minutter og 18 sekunder endelig sparker ind og giver netop den fylde og dybde, man slet ikke anede oplevelsen manglede.

Smager man forsigtigt på de kostbare dråber, belønnes man ikke overraskende med mere af det samme. Frisk, syrlig frugt med noter af noget bagt og stødt: Blomster, eksotisk frugt, gylden karamel, en note af noget ristet, smørret og kaffeduftende… Alt sammen komplimenteret af noter af kalk og den for Champagne så altoverskyggende og vigtige syre.

Netop syren kan være hvinende intens og ærligt talt nærmest afvisende i årgangschampagner i deres yngre år, men her fremstår den ikke helt overraskende som en modnet og mildnet men dog alligevel intens og mærkbar kile i baggrunden. Imponerende klar i sin intensitet efter mere end to årtier.

Igen må man minde sig selv om, at man har at gøre med en flaske fra 1996, da hjernen simpelthen kæmper med at forstå det. Det virker for friskt, for ungt, for syrligt… Men det er netop det, årgangschampagne kan, virke overraskende ungt – til tider afvisende – selv efter årevis på flaske, og i nogle tilfælde først begynde for alvor at åbne op efter årtier – netop på grund af syren, som medvirker til at holde vinen frisk og skarp.

Og i bunden af det hele er der så igen det her hint af champignon og alder. Jeg fatter det ikke på stedet, og det er først langt senere, jeg kommer i tanke om, at det smager som de fermenterede champignoner, jeg engang fik som tilbehør til en ret på NOMA i en helt anden sammenhæng, og som nu pludselig står knivskarpt i min hukommelse. Sådan er smagsnoter så vidunderlige og nostalgiske. Og sådan er nogle Champagner så vidunderligt komplekse.

 

Tilgængelig men uendelig kompleks Champagne

På præcis samme måde som salig Jon Bonhams utraditionelle tidssignaturer og rytmer fik det utrænede øre til at tro, de bare hørte fed rock ’n’ roll mens musiknørder nærmest væltede over hinanden for at råbe op om hvor nyskabende, teknisk og absolut prangende Led Zeppelin var for musikhistorien, således er det også med Dom Perignon:

For den utrænede gane er det smuk, rendyrket og velstemt rock ’n’ roll; sammenhængende, æstetisk og smukt, men under overfladen bobler kompleksiteten af kontraster, skæve beats og overraskelser. Det er Champagne for livsnydere og for nørder, og ingen vil formentligt føle sig snydt for en oplevelse i en flaske velopbevaret, aldrende Dom Perignon.

Dom Perignon 1996 vs Krug 1996

Gammel vin på mere passende men mindre sexede glas. Her har vi i øvrigt gang i vores eget lille showdown of the ages: Dom Perignon 1996 vs Krug 1996. Bemærk hvordan Dom til venstre fremstår noget mere levende og ungdommelig i glasset.

Det er Champagne, der bør nydes over tid af store glas, gerne hvidvinsglas eller endda Bourgognebaljer. Det kan lyde en smule forkert at forlade de traditionelle sexede flute glas, men her (og med mange andre aldrende årgangschampagner) er der altså tale om Champagne, der fortjener luft, tid og ilt – og her yder de traditionelle glas altså bare ikke fuld retfærdighed til de mange indtryk, der kæmper for at komme ud efter årtiers indespærring i en flaske.

Giver man vinen den tid, opmærksomhed og tankeaktivitet, der skal til, bliver man hlet uden sammenligning belønnet med en magtdemonstration af de store fra forrige århundredes måske mest ikoniske år i Champagne… Og så kan man efterfølgende jo altid tage en indædt diskussion om hvordan en sådan oplevelse er pengene værd.

 

Dommen: Er luksus på samlebånd stadig luksus?

Hvordan anmelder man på fair vis en flaske vin til 3000 kroner? Og kan det nogensinde på nogen måde være pengene værd? Se, det er fandme et svært spørgsmål.

Jo, indrømmet, det er dyrt skum, det her. Det er meget, meget dyrt. Samtidig er det også produceret i nærmest vanvittige mængder (produktionens størrelse er en hemmelighed, men et gæt på et par millioner flasker er nok ikke urealistisk), og har et noget blakket ry… Men det er ikke overvurderet! At alt for mange, alt for dyre og alt for unge flasker åbnes på alverdens natklubber af kåde unge mænd med fars platinkort i lommen, det er ikke som sådan Moëts skyld, det er lige så meget en uheldig konsekvens af luksusbranding der møder flabet ungdom med alt for mange penge på lommen.

Hvad man dog kan klandre Moët for, er konsekvent at producere kvalitetsvin i så store mængder, som de nu engang gør, og afsætte det til en pris der, om end eksorbitant, i et tosset øjeblik af sanseløs forelskelse fremstår aldeles rimelig – også for os uden platinkort i blazerlommen. Se det er til gengæld imponerende.

Champagne og Caviar

Champagne fra Frankrig og Caviar fra Kolding. Livsnyderi kan hurtig blive en dyr sport!

Skal vi stille det en smule på spidsen, vil denne Gastromand nok påstå, at mange af de mennesker, der kalder Dom Perignon for overvurderet, har smagt den for ung, uden den fornødne respekt, eller slet og ret har ladet sig provokere af andres opførsel.

Jeg vil sige det derhen, at du til de rundt regnet 1000 kroner, en flaske af nyere årgang koster, vel nok kan finde noget, der er mere unikt og interessant, men du finder ikke samme ånd, nerve, intensitet og frækhed andre steder…. Og det er så absolut værd at tage med, og betale lidt for! Purung som moden er der bare er en eller anden umiskendelig aura af forundring, forførelse og et snert af sex over Dom Perignon, som gør at man husker den – år efter år, ung som gammel.

Jeg var i sin tid blandt de første der smagte den purunge Dom Perignon 2005 ved frigivelsen i 2015 (anmeldelse her), og den dag, det glas husker jeg stadig tilbage på med glæde her fire år senere.

skåler i vintage champagne

Life on earth is good!

Året efter faldt jeg over den lidt mere modne men på ingen måde toppende årgang 2002 (anmeldelse her), som står om muligt endnu klarere mejslet i min hukommelse, og med 1996 i glasset må man blot konstatere at Dom Perignon er lidt som en smuk kvinde. Giv hende tid og omsorg, så ældes hun med ynde og ender med – i en moden alder – at sparke benene komplet væk under dig.

 

Epilog: Hvordan prissætter man lykke?

Det må have været et forholdsvis mærkværdigt syn, der mødte taxachaufføren den aften da fejringen af korrektøsens førstearving var overstået med rå mængder god mad og dyr vin. En mand i jakkesæt og en smuk blondine i aftenkjole siddende på trappetrinnet foran min hoveddør i Koldings værtshuskvarter. Imellem dem et bourgogneglas med gyldne dråber, ved deres fødder en væltet, tom flaske, der ved nærmere inspektion ville have vist sig at være en Krug Vintage 1996, og på deres læber to solide smil.

”Det har været en god aften,” konstaterede han på gebrokkent dansk mens han hjalp damen på plads i bilen, og jeg hjalp glasset med de dyrbare dråber op i lejligheden.

Jeg havde egentligt alle intentioner i hele verden om, at hun skulle have haft det sidste af flasken med hjem til sin fantastiske mand som tak for lån af hans dejlige kone for en aften… Og ja, undskyld Jeppe, men der var noget, der måtte gøres… Derfor røg det sidste glas altså også sidst på natten i stille, ensom refleksion over livet på godt og ondt til tonerne af Robert Plan, som kaster essensen af sin sjæl og nerve ind i rockhistoriens største klimaks: ”And as we wind on down the road, our shadows taller than our souls, there walks a lady we all know who shines white light and wants to show, how everything still turns to gold…”

The Johan drikker Champagne

Rock ‘n’ Roll Can Never Die!

Efter 8 minutter, to sekunder og det uigenkaldeligt sidste “and she’s buying a stairway to heaven” er flasken endegyldigt væk… Og ja, den var alle pengene værd! 3000 kroner er fandens mange penge, men hvordan prissætter man lykke? Hvad er 15 års venskab værd? Og hvad koster et smil fra en smuk kvinde?

Der er så mange ting her i livet, der er uvurderlige og trods alt gratis. Det er de ting, man skal tænke på når man de få gange i livet åbner en flaske (eller flere) til svimlende beløb i godt selskab.

Note: Indlægget er løst baseret og videreskrevet ud fra et gammel indlæg fra min egen blog. Vinen blev i sin tid købt fra en troværdig broker, som stod inde for opbevaringen af flasken indtil salgsdato. Gastromand påpeger at køb af ældre flasker af vin er forbundet med risiko, og at der sjældent er garanti for fejl. Vi anbefaler på det skarpeste, at man kun handler med troværdige personer, og at man stiller spørgsmål til flaskens stand samt opbevaring. Det kan du ligeledes læse mere om i det originale indlæg.

Stik os en kommentar

Smid en kommentar