Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image

Gastromand.dk | 22. januar 2026

Scroll to top

Top

Ingen kommentarer

Sicilien i flydende form – tre dage med vin, mad og skjulte perler

Sicilien i flydende form – tre dage med vin, mad og skjulte perler
Fynboen

Gastromand deltog på denne vintur som inviteret gæst. Transport, ophold og oplevelser var betalt af arrangøren. Som altid er oplevelser, holdninger og vurderinger vores egne.

Sicilien rammer dig – ikke omvendt

Sicilien er ikke et sted, man bare lige besøger. Det er et sted, der rammer dig. Med varme, støv, temperament, mad der smager af noget – og vin, der nægter at være anonym.

Øen er et sammensurium af bjerge, vulkaner, hav, gamle traditioner og nye ambitioner, og det hele kan smages i glasset. Fra mineralske Etna-hvidvine og lokale druer, de færreste kan udtale, til internationale blends med både kant og power. Sicilien vil ikke være Bourgogne. Den vil heller ikke være Bordeaux. Den vil være Sicilien. Punktum.

Over tre dage har vi smagt os igennem masterclasses, familiedrevne vingårde, pizzatasting, skaldyr i bjergene og winemakers dinners i Palermo. Det har været intenst, lærerigt, overvældende – og ret overbevisende.

Sicilien er ikke poleret. Men det er netop det, der gør vinene interessante.

Dag 1 – Palermo, Etna-vine og en “light lunch”, der ikke var let

Alenetid i Palermo

Første dag starter stille og roligt – hvis man altså kan kalde Palermo stille. Tid til at gå lidt rundt, suge byen til sig og justere forventningerne. De skulle vise sig at blive overgået.

Smalle gader i Palermo
De smalle gader i Palermo er virkelig hyggelige.
Godt nok er det en vintur, men derfor kan man godt lige nappe en bajer.

Frokost: Siciliansk “light lunch” (ifølge Palermo)

Frokosten viser sig at være en fri smagning med 24 vine og et hav af små traditionelle retter. Deleretterne vælter ind: græskar, ost, ansjoser, kartoffelkroketter, kikærtepandekager og aubergineruller. Autentisk, uformelt og lavet med kærlighed.

24 vine til frokost er ikke lige hverdagskost.
Små autentiske hapsere. Klassisk siciliensk.

Pistaciepastaen stjæler rampelyset, mens Etna-hvidvinene binder det hele sammen med deres karakteristiske mineralitet og sprødhed. Og ja – mynte i maden. Overraskende meget mynte. Det fungerer.

Pistaciepasta. klasse ret.

Hvis sicilianere kalder det light lunch, bør du spise morgenmad med omtanke.

SOStain Foundation – vin, ansvar og fremtid

Resten af dagen foregår i Villa Zito med foredrag arrangeret af SOStain Foundation. Fokus er klima, bæredygtighed og ansvarlig vinproduktion – ikke som buzzwords, men som nødvendighed.

Mange indtryk, mange indlæg.

Aften: vin, hapsere og smukke omgivelser

Aftenen byder på receptionsagtig middag med lokale retter, masser af vin og den slags stemning, hvor man langsomt glemmer tidsplanen. En blød landing på dag 1.

Det kræver en indsats at nå igennem dem alle.

Dag 2 – Masterclass, vingårde og pizzatasting

Morgenmad? Nej tak. Masterclass kl. 8.30

Dag 2 starter brutalt tidligt med masterclass og otte vine. Fokus er Sicilien som vinregion: størrelse, diversitet og gastronomisk tyngde. Det er voldsomt, men lærerigt.

Hvornår er det for tidligt til vin? Åbenbart ikke kl. 8:30.

Vi kommer igennem bobler, hvidvine, rosé og rødvine – med Nero d’Avola som gennemgående referencepunkt. Niveauet er generelt højt, og variationen stor.

8 vine senere…

Winery #1: Alessandro di Camporeale

En familiedrevet vingård med ca. 270.000 flasker årligt – bevidst holdt på et niveau, hvor kvalitet kan styres hele vejen. Markarbejdet klares primært i hånden, med lokal arbejdskraft.

Fra vinmarker…
…til vinkælder.

Smagningen byder på alt fra Metodo Classico-bobler til Catarratto, Grillo og Nero d’Avola. Benedé Catarratto 2024 skiller sig særligt ud som rendyrket sommerslasker.

Solidt udvalg, skarp kvalitet.
Vi trængte også til lidt vin…

Medium størrelse, maksimal kontrol – Camporeale viser, hvordan det gøres.

Frokost: Pizzatasting (ja, selvfølgelig)

7–8 pizzaer senere står det klart: Sicilien tager pizza seriøst. Sprød bund, masser af smag og toppings, der tør noget andet. Broccoli/pølse, græskar/skinke og kødsauce-pizzaen er højdepunkterne.

Græskar/skinke. Kæft det var godt!
Pizzatasting er undervurderet. Specielt, når det hele smager så godt.

Winery #2: Tenuta Rapitalà

Her bliver det mere internationalt. Franske druer, franske fade og et udtryk, der skiller sig ud fra det klassisk sicilianske. Nogle vine rammer plet – især Hugonis 2021 (Cabernet Sauvignon & Nero d’Avola). Andre knap så meget. Spændende, men ujævnt.

Tenuta Rapitalà: Nogle hits, nogle misses… sådan kan det gå.

Aften: Winemakers Dinner i Palermo

Middag på Osteria Ballarò med lokale vinmagere ved bordene. Masser af vin, masser af snak og buffet med klassiske Palermo-retter. En Etna Bianco, “Sul Vulcano”, stjæler aftenen.

Vi er snart vant til det. Vin ad libitum.
Haps, haps og flere hapsere. Vi går ikke sultne i seng – så er det i hvert fald vores egen skyld.
Husk nu at tage billeder!

Dag 3 – Hidden Gems, skaldyr i bjergene og full circle

Masterclass: Hidden Gems

Endnu en tidlig start. Temaet er skjulte perler, og her sker der noget. Inzolia, Frappato, Perricone – men især Zibibbo stjæler opmærksomheden. En drue med overraskende alsidighed og karakter.

Godmorgen! Der skulle vel aldrig lige være 8 vine til mig?

To vine på samme drue og årgang smager vidt forskelligt – et skoleeksempel på, hvor stor betydning terroir har på Sicilien.

Zibibbo fortjener langt mere opmærksomhed, end den får.

Frokost: Skaldyr i bjergene

Virker bekendt.

Ja, det lyder forkert. Men det fungerer. Frisk fisk køres dagligt op fra kysten, og resultatet er store fade med skaldyr, pasta med dagens fangst og ravioli med markante smage. Citrus-semi-freddo lukker frokosten med stil.

“Stille og rolig start”.
Skaldyrsballade følges op af to gange pasta.
Enkelt og skarp smag.
Måske en anelse oldschool, men det virker.

Winery #3: Baglio di Pianetto

100 % økologisk produktion, lokale og internationale druer samt både fransk og amerikansk eg. Smagningen er blandet, men Syrah/Nero d’Avola-blendet imponerer med elegance og balance.

Nu er det bare blevet hverdag…
“Smagelokalet”. Slap lige af.

Vi smager også ufærdige vine direkte fra produktionen – råt, lærerigt og sjovt.

Smagning fra tankene. Vinene var ikke helt “færdigbagte”.

Afslutning hvor det hele begyndte

Turen rundes af med middag på samme restaurant, som lagde lokaler til første frokost. Full circle. Et højdepunkt.

Jeg føler vi kommer hele deres menukort igennem.

Sicilien – derfor skal du drikke vin herfra

Hvis du stadig forbinder siciliansk vin med anonym supermarkeds-Nero d’Avola, er det tid til en opdatering.

Sicilien er Italiens største vinregion og en af de mest komplekse. Varmen balanceres af højde, havbrise og – omkring Etna – vulkansk jord. Resultatet er vine med friskhed, mineralitet og personlighed.

Her arbejdes der med lokale druer, økologi og håndværk. Ikke for storytellingens skyld, men fordi det giver mening. Vinene er ikke perfekte, men de er levende, ærlige og sjældent kedelige.

Siciliansk vin er personlighed på flaske – og det er dens største styrke.

Sicilien er ikke færdig med os

Tre dage i Sicilien gør én ting klart: Øen er midt i noget. Noget spændende. Noget uforudsigeligt.

Ikke alle vine rammer plet, men de bedste har kant, identitet og et tydeligt aftryk af stedet, de kommer fra. Sammen med maden, stemningen og menneskene giver det en oplevelse, der hænger ved.

Sicilien er ikke en vinregion, man tjekker af. Det er en region, man vender tilbage til.

Igen. Og igen.

Stik os en kommentar
Næste historie

This is the most recent story.

Smid en kommentar