Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image

Gastromand.dk | 21. september 2019

Scroll to top

Top

Ingen kommentarer

VIN UDEN PIS: Naturvin…og så’n

VIN UDEN PIS: Naturvin…og så’n
Vinhjernen

Vi har jo været inde på emnet før. Det, der med naturvin. Vores glade vinpushere sendte alt muligt ind, der både var økologisk, biodynamisk eller bare ”bæredygtigt”. Og det var sådan set fint nok, da der stadig ikke rigtigt er en klar definition på begrebet ”naturvin”. Vi lavede her på kanalen vores egen definition for et par år siden. Den lød således:

”Naturvin er fra nu af betegnelsen for vine, der er dyrket økologisk eller endnu bedre biodynamisk, som er fremstillet uden moderne tekniske hjælpemidler som ”omvendt osmose”, ”flash detente” etc. Druerne er sikkert håndhøstede, vinen er kun gæret på vildgær, der er ikke anvendt nogle enzymer eller tilsætningsstoffer udover måske en lillebitte smule svovl.”

Nå, men anyways, så går bølgerne stadig højt, når det gælder naturvin.  Hardcore fans vil drikke nærmest hvad som helst, så længe det lever op til de etiske krav, de finder vigtigst. Gamle stivstikkere, der har fået bordeaux ind med modermælken, vil slå korsets tegn, bare sommelieren har utrimmet fuldskæg.

Her på ”Vin uden pis” er vi fuldkommen ligeglade med om en vin definerer sig som en ”naturvin” eller ej. Vi drikker hele pibetøjet, så længe det smager godt. Og så længe, det i et vist omfang afspejler hvilke druer, det er lavet af, og hvor det kommer fra. Det er nemlig problematisk, hvis man som vinnyder genkender metoden, fremfor oprindelsen.  Altså, hvis man kører emfanget i glasset og tænker ”naturvin”, før man tænker ”Loire” eller ”cabernet sauvignon”.

Ligesom sidst, er de indkomne vine i forskellige grade af ”naturvins-rigtighed”, men de er i hvert fald alle sammen lavet med særlig omtanke for naturen, økologisk eller biodynamisk og med minimal brug svovl, flere endda usvovlede.

Og det faktum til trods, var der altså ingen af dem, der skreg ”naturvin” på den ufede måde. Tværtimod var niveauet utroligt højt. Nu går jeg ud og drikker resterne. Naturligvis.

Naturvin

 

 

 

Marc Kreydenweiss Cremant d’Alsace Brut Nature

Pris: 190 v. 2 (normalpris 220)

Forhandler: Erik Sørensen Vin

Den biodynamiske boblevin fra Kreydenweiss dufter krydret og forførende af kvæde, honning og vildgæret øl. Moussen er afdæmpet og blid, munden koncentreret, men let. Syren er tydelig og der er et homøopatisk volatilt pift, der her blot er klædeligt.  Dyrere end din supermarkedscremant, men sandelig også bedre.

 

 

 

Menade Nosso Verdejo Natural 2018

Pris: 135,- (normalpris 165,-)

Forhandler: Kjær&Sommerfeldt

Usvovlet vin på verdejo fra Rueda i Spanien. Fed næse med cremet pæreduft. Munden er ligeledes fyldig og rig, men der er også syre og flydende grus til at skabe balance. Spændende vin med bred anvendelighed. Fx kylling i stegeso med løg, urter og fløde.

 

 

 

Naturaleza Salvaje Azul y Garanza 2018 [BEDSTE HVIDVINSKØB]

Pris: 149,- (normalpris 199,-)

Forhandler: Propperiet

Spansk orangevin fra amfora kan godt provokere adskillige naturvinsfordomme, men de kommer alle til skamme her. Der er ikke meget næse på den ravgule og uklare vin, men munden er til gengæld meget gavmild med lige dele parfumeret frugt og stålsat syre, der niver behageligt. En nærmest insisterende saftig vin med et diskret afsluttende tannisk bid.

 

 

 

 

Marc Kreydenweiss Wiebelsberg Grand Cru 2016 [BEDSTE HVIDVIN I TEST]

Pris: 295,- v.2 (normalpris 360,-)

Forhandler: Erik Sørensen Vin

Altså, jeg kan sgu ikke stå for de der Kreyden-næser. Her er det sød petroleum viklet omkring henkogt pære og en sart floral duft på toppen af det hele. Munden lægger ud med markant syre-attack, og nøgleordene for denne vin er vel ”friskhed” og ”kompleksitet”. #jesuisfan

 

 

 

 

Sottimano Langhe Nebbiolo 2018

Pris: 169,- v. 6 (normalpris 189,-)

Forhandler: Jysk Vin

Næsen er blidt krydret og meget behagelig med støvet duft af sød tobak. Munden har god balance mellem frugt, ru tanniner og fint syrebid. Saftig og dejlig vin, der skal drikkes af store glas.

 

 

 

 

 

Cuna 2015 [BEDSTE RØDVIN I TEST]

Pris: 299,- (normalpris 399,-)

Forhandler: Kjær&Sommerfeldt

Nu bliver det eksotisk. Pinot noir fra Toscana, lavet på hele klaser i store, åbne fade. Næsen har også en del fad ovenpå gavmild, moden frugt. Munden hænger utroligt flot sammen, her er modne tanniner, veldoseret syre og behageligt krydret finale. Charmerende og meget flot vin.

 

 

 

 

 

Domaine Alary Cairanne La Brunote 2015

Pris: 125,- v. 6 (normalpris 139,-)

Forhandler: Jysk Vin

Ret reduktiv næse, der kræver en solid luftetur inden du får sød frugt og garrique. Munden er relativt let, med en tand af sødme og lidt hård alkohol. Kræver masser af luft, før den hænger sammen.

 

 

 

 

 

Maris Le Zulu 2017

Pris: 179,-

Forhandler: Propperiet

Det dufter af syrah fra Frankrig! Sort frugt, nyt læder og viol. Jatak.  Munden er tæt, krydret og fyldig, men ikke gumpetung. Tværtimod slutter vinen læskende og elegant af. Biodynamisk, uden svovl og pisseflot. Prisen trækker lidt ned.

 

 

 

 

 

Musso Terra 2015

Pris: 174,- (normalpris 198,-)

Forhandler: Kjær&Sommerfeldt

Igen en ”skør” italiener, på pinot noir, marzemino og merlot. Vinen er en hyldest til vingårdens æsler (musso). Det giver herlig og kompleks næse af efterårsskov, æselstald og mørk frugt. Munden tilføjer engelsk lakrids på en bund af finkornede tanniner og tør, spicy finish.

 

 

 

 

Domaine Enclos de la Croix” Oh Yeah” 2016 [BEDSTE RØDVINSKØB]

Pris: 100,- v. 6 (normalpris 140,-)

Forhandler: Erik Sørensen Vin

Vi er i det allersydfranskeste med en vin på ren cabernet franc. Næsen har moden sød frugt og et pift af nylagt asfalt. Munden er en charmetrold af rang, vinen glider uhindret ned og efterlader kun velbehag og lidt tannintørre gummer. Herlig vin, og ikke et milligram svovl. Smukt!

 

 

 

Stik os en kommentar

Smid en kommentar