Gastromand elsker Tour de France. Prologen!
Eller vel nærmere Gastromænd elsker Tour de France. Og vi elsker fransk mad, vin og livstil. Og nu kommer den så, gastromands gastronomiske Tour de France.
Vi kiggede lidt på hinanden og tænkte ved os selv, at det var ved at være lang tid siden, at vi sidst havde haft en stort projekt, som både skulle koste blod, sved og tårer. Vi kiggede så efterfølgende ned af os selv og måtte indse, at vi nok skulle konkurrere på andre parametre end kondi. Vi har ikke de eksplosive kræfter som sprinter, selvom folk vil mene, at vi kan løbe jævnt stærkt, når folk råber “gratis champagne”. Vægten dikterer at vi ikke vil gøre os godt i bjergene. Måske som vandbærere med dunkene fyldt op til randen med hvid bourgogne. Mulighederne er mange. I hvert fald er vi temmeligt glade for væskedepoterne, hvor vi får fyldt godt op. Vi sørger også for at proppe os med carbs, så vi kan stå igennem det meste. Men men men. Vi overlader jernhesten til dem med kondital som vores kolesteroltal og i stedet gør det vi kan.
Egentlig kom ideen af at jeg ville finde retter som skulle passe ind til den aktuelle rute. Det kunne jo være fedt, hvis man lige havde en tilsvarende egnstilpasset ret, når de kørte igennem Loire, Paris, Bordeaux, Nice og hvad der ellers er af dejlige kulinariske højdepunkter. Men til trods for disse kategoristigninger kunne jeg faktisk se at der var ret meget af landet, som vi ikke ville komme igennem. Så i stedet er vi gået benhårdt efter at finde retter, som har nedslag forskellige steder i Frankrig. Det kan være en råvare som dikterer det. Fx er der dejligt marsklam ved Somme, så der kommer der en ret med lam. Det kan også være retterne bare hører til stedet som fx en Aligot fra L’Aubrac. Caneles fra Bordeaux. Og vi skal ret bredt omkring. Vi har både søde og salte retter i spil. Både kød og fisk. Sådan lidt af hvert. Hvis vi er heldige kan vi måske også lige rundere et væskedepot med noget sprit. Dog vil jeg sige, at det eneste vi ikke når er hviledage. Badum-tisch.
Skulle du blive fristet til at følge den gastronomiske tour de france, så vil vi virkeligt gerne se det. Smid et @gastromanddk på din post på instagram eller facebook og så kommer vi og hepper!
Og nu, tataren.
Jeg synes vi skal sparke touren godt i gang. Selvom det ikke er den officielle start. Der starter vi den 1. juli. Men for at give en idé om hvad planen med alt det her er for noget, så skal vi da lige have en tatar.
Jeg var så heldig, at jeg for et par år siden endte i Paris på en pressetur. Da en kollega hørte det, sagde han, at jeg for guds skyld måtte tage på Les Philosophes i Marais og spise tataren. Det gjorde jeg, da jeg tilfældigvis væltede forbi og den var god. At jeg så i utallige rejseguides har set den blive anbefalet efterfølgende, havde jeg ikke regnet med. Så se mig, jeg spiser alle de hippe steder uden at vide det.
Jeg har faktisk lavet et par tatarer her på bloggen. Men den her er lidt mere klassisk end dem jeg plejer at lave den, da jeg ofte bare vender kødet i lidt olie, sennep mm og kommer blommen på toppen. Her laver man næsten en lille mayonnaise med også tomatpuré, som det vendes i og så selvfølgelig smager til med cognac og tabasco, for at holde den helt oldschool. Kødet på Philosophes var noget finere hakket end min, som var hakket i hånden. Men det er jo forskellen på at lave til to og til 200 på en dag 🙂 Jeg serverede med pommes frites og lidt bittert salat til.
Jeg beregner cirka 100-150g kød til en hovedret. 75-100 til en forret.
Ingredienser
Ingredienser
- 400 g okseinderlår
- 3 stk æggeblommer
- 1 tsk dijon sennep
- 3 spsk olie
- 1 spsk tomatpuré
- 2 stk skalotteløg
- 2 tsk grov sennep
- 2 spsk kapers
- 1,5 spsk Cognac
- Tabasco Efter behag
Herudover
- Bitre salater Her mizuna og radicchio
- Pommes frites
Sådan gør du
- Skær kødet i helt små tern. Så fint som muligt. Det er en god idé at være en smule struktureret, når man arbejder sig fremad, så du sikrer at du gør det lidt ensartet.
- Rør æggeblommer, dijonsennep, tomatpuré, salt og peber sammen. Tilsæt olien af et par omgange. Derefter grov sennep, finthakkede kapers og skalotteløg. Smag til med tabasco og cognac. Vend kødet heri. Smag til igen.
- Fordel på tallerkner og brug eventuelt en udstikker til at gøre det lidt ensartet. Det er slet ikke nødvendigt.
- Top med de bitre salater. Suppler eventuelt op med lidt urter, tomater og radisser. Server med pommes frites på siden.
Submit a Comment