I hilste første gang på Rock’n’Roll-madbloggeren Johan Johansen – i Gastromand-regi – da han jagtede Danmarks Bedste Festivalburger på Copenhell. Vi er sgu ret tossede med Johan, så vi har overtalt ham til at skrive lidt mere for os. I færste omgang, om noget så smukt, som østeuropæisk gastronomi! Take it away, Johan!!

Hvordan holder en Gastromand ferie? Det er der nok mange gode bud på, men i år føler jeg mig tættere på svaret efter at have brugt det meste af sommeren som Gastromands gastronomiske korrespondent. I sommers pløjede jeg i den gode smags tjeneste igennem ukendt gastronomisk territorie i Centraleuropa på et kompakt gastronomisk roadtrip med det ene formål at afdække spændende lokale madvaner og svare jer, kære læsere, på hvad man egentligt bør spise (og ikke bør spise) når turen går til Centraleuropa.

I to hektiske uger har jeg og sammen med mine to smukke assistenter pløjet min venindes Peugeot 207 rundt regnet 5000 kilometer igennem Tyskland, Tjekkiet, Slovakiet med en afstikker til Wien, Polen, og endda lige et smut forbi Berlin på vejen hjem. På vejen har vi besøgt alt fra storbyer til landsbyer, middelalderborge, majestætiske bjerge og den skamplet på menneskeheden, som er Auschwitz-koncentrationslejren. Vi har været på storbysvandringer, minevandringer, kravlet på bjergsider og forceret vandfald, vi har endda kørt med bus! Kort og godt en tur, som ville have gjort de fleste rejsebloggere misundelige. Men nu er vi jo ikke rejsebloggere her på Gastromand, vi er madbloggere, så fokus her skal naturligvis være på mad! Mad hvor alle kan være med!

Det skal ikke være nogen hemmelighed at både de faste Gastromænd og jeg har nogle særdeles dyre vaner, når det kommer til mad og drikke, men denne gang har vi bevidst holdt det low key. God mad og drikke er latterligt billig i Centraleuropa set med danske øjne, men det er luksus sjovt nok ikke! Fokus med denne roadtrip har derfor (for en gangs skyld) ikke været på det ekstravagante, men på det overkommelige – på den gode smag, de traditionelle retter, sanseindtryk og kulinariske oplevelser, hvor alle kan være med rent økonomisk og ingen behøver at løbe tør for hverken penge, animalsk fedt eller proteiner lige med det samme.

Så tag med os over en række indlæg hvor Gastromand guider dig igennem Centraleuropa og dele af den gamle østblok, viser dig præcis hvad du skal spise, og hvor du skal spise det, og prøver et par udfordrende lokale specialiteter, så du ikke behøver at gøre det. Vi starter vores kulinariske roadtrip med ti gastronomiske rejsetips og iagttagelser om Centraleuropæisk madkultur generelt, og følger i senere indlæg op med en guide til ti centraleuropæiske retter, du bare MÅ smage – og et par svipsere, du godt kan undgå!

Gastronomisk Rejsetip #1 – I Prag kan du sove på et bryggeri!

Enhver rejse skal starte et sted, og hvis vi ikke lige indregner en mavepumper af en truckermorgenmad på en Østtysk motorvej, så startede vores gastronomiske rundrejse i Prag. Prag anses af mange som værende verdens førende ølhovedstad, og øl er bogstaveligt talt trukket ind i kulturen i denne smukke by: fra caféer til restauranter, over brew pubs til barer, ølhaver, hjørnebutikker, mikrobryggerier og enhver tænkelig kombination deraf – øl er OVERALT i Prag!
Når det så er sagt, så er der nok få steder hvor øl er SÅ markant og bogstaveligt talt trukket ind i sjælen på et sted som på U Medvidku Brewery Hotel i centrum af Prags gamle bydel… Ja, du læste rigtigt: et bryggerihotel! Som gastronomisk korrespondent for gastromand.dk overnatter man naturligvis med stil, og helst ikke længere fra det træ man er faldet ved, end at man ret hurtigt kan rejse sig igen, og derfor blev vores første nætter i Central Europa da også tilbragt i helt unikke omgivelser.

U Medvidku er, selv efter danske forhold, et ret gammelt bryggeri med ca. 600 år på bagen. På et eller andet tidspunkt fik nogen den geniale idé, at når man alligevel bryggede på stedet, kunne man jo lige så godt lave en krostue. Senere blev nogen åbenbart sultne, og der blev udvidet med en restaurant. Den ene gode idé tog den anden, indtil man også havde fået bygget et øludsalg, så folk kunne købe varerne med hjem, og sidst men ikke mindst byggede man i forbindelse med en renovering af bygningen en hotelafdeling, så folk også havde et sted at sove, hvis det nu gik helt galt. Eller man som turist ville have den fulde øloplevelse i Prag.

Og hvilken øloplevelse! I dag anses det tilbageværende bryggeri godt nok som Prags mindste, men lidt har også ret og få steder finder man en mere helstøbt oplevelse. Man svømmer i øl på U Medvidku lige fra den gratis fadøl, der serveres som velkomstdrink ved check-in, igennem ølmuséet i kælderen til de gratis Beer Cosmetics produkter til badet, man finder på de lettere slidte men hyggelige og rummelige værelser… Og naturligvis også i restaurantens rige udbud af lokale retter tilsat lokal øl, både som ingrediens og påkrævet tilbehør!

Nu tænker I nok, kære læsere, at det godt nok lyder lidt gihmmicky, og det kan I da have fuldstændig ret i. Men det føles bare ikke sådan, selv når man svajer velmarineret fra restauranten ned af de lange gange udsmykket med historiske bryggeredskaber mod sit værelse for et par timers søvn, inden man vågner op, vasker håret i ølshampoo og starter forfra: Man tager øllet seriøst på U Medvidku og selvom man har gjort det til et gimmick, så gør man det med anstand og respekt: Staben er yderst høflige og kompetente, servicen er fantastisk og både maden og øllet er billigt, velsmagende og serveret i rigelige mængder. Vi kigger gerne forbi igen!

Gastronomisk Rejsetip #2 – Børnevenlig absinth softice – kun i Prag!

Hvis det på nogen måde skulle være uklart, så lad os slå det fast med det samme: Øl er så afgjort ikke den eneste måde at blive godt gammeldags fuld på i Tjekkiet. Dertil findes også en anden tjekkisk metervare: La Fée Verte, den grønne fe, Absinth.

Absinth er det tjekkiske spin på en gammel Schweizisk klassiker Absinthe: en kradsbørstig satan af en malurt-holdig bitter, som nok er mest kendt for at have inspireret store kunstnere som Manet, Van Gogh og Oscar Wilde… Nogen til en sådan grad, at de efter sigende blev sindssyge og derfor hjalp med til at udløse et længerevarende forbud mod produktion og indtagelse af absinthe i Europa med henvisning til folkesundheden.

Selv med min ret store interesse for kulinarisk nørderi har jeg ikke kunnet finde noget godt bud på, hvorfor tjekkerne har fundet på at blande ufattelig stærk og dårlig alkohol med farvestof og smagsstoffer, og kalde det en pendant til den stolte, klassiske urtebitter. Men tjekkernes veje er uransagelige, og faktum er, at absint er overalt dernede – i alle tænkelige og utænkelige afarter. Endda i ”børnevenlige” udgaver. Her ser vi for eksempel Gastromands udsendte nyde en absinth softice i eftermiddagssolen.

Skulle man få lyst til selv at prøve, kan jeg, før man nu booker flybilletten til Prag, oplyse, at der ikke er større nydelse i sådan en fætter, end i produktet hvorfra den stammer. Det altoverskyggende indtryk er pebermynte mundskyld og kunstig vanilje aroma, men den sidste dumme danske turist er jo tydeligvis ikke født endnu, og absinthsofticen er derfor stadig fast inventar i mange af Prags absint-butikker – i øvrigt sammen med et farverigt udvalg af (ikke-aktive) cannabis-relaterede produkter som sodavand, øl, slikkepinde og tyggegummi.

Gastronomisk Rejsetip #3 – Du kan få hvad som helst at spise, når bare det er kød, fedt og stivelse!

De fleste centraleuropæiske lande er gamle landbrugsnationer, og hårdtarbejdende landmænd har nu engang brug for næring. Og i Centraleuropa, kan næring mest oversættes til kød, fedt og mel… Måske med lidt kål eller kartofler til afveksling… Grøntsager og salater har vist ikke for alvor slået an endnu. Det stod hurtigt klart, efter vi havde bevæget os videre på vores færd igennem Tjekkiet og Slovakiet.

Med andre ord: Kød og stivelse er Gud i Centraleuropa! 120 gram perfekt rørt tartar med seks skiver toastbrød er for eksempel klassificeret som en let forret, eller hvad med 250 gram pølser, sauce og brød? Så er appetitten ligesom skærpet til hovedretten, som jo kunne bestå af et kilo langtidssteg svineknæ serveret på benet med sennep, peberrod og chili? Eller måske blot et halvt kilo spareribs til den lette sult?

Jo tak. Hvis det ikke lige var for de ekstremt bastante og stivelsesholdige dumplings, der tit serveres som tilbehør, ville Centraleuropa være Dr. Atkins og enhver LCHF-fanatikers våde drøm! Apropos tilbehør, så hold lige øje med kortet. I blandt andet Tjekkiet og Slovakiet er det ganske normalt, at en hovedret kun indeholder kød, sauce og surt – ønsker du andet tilbehør, eksempelvis et halvt kg brasekartofler til dit svineknæ, skal det ofte bestilles separat.
I det hele taget er der god grund til at studere menukortet! Stort set alle menukort vi mødte på vores vej opererede nemlig med et begreb, jeg af mangel på bedre har valgt at kalde fuld kødmæssig transparens, og gjorde stolt opmærksom på vægten af de enkelte retters kødkomponenter. Der er altså ingen grund til at blive tøsesur, hvis du kun får 250 gram kød i din gullasch – du kunne bare have kigget i kortet!

Gastronomisk Rejseråd #4 – I Slovakiet er bacon en grøntsag

Vegetarisme er nok ikke et problem, mange af Gastromands læsere kæmper med til hverdag, men skulle der alligevel være nogen derude med pårørende, der bekender sig denne alternative trosretning, må en advarsel være på sin plads: husk at dobbelttjekke vegetarkortet når I bestiller i Slovakiet!

Hvor vi herhjemme kæmper med nye begreber som pescetarer og flexitarer, er de i Slovakiet noget mere old school og operer primært med begrebet flæsketar. Ja, det er sandt venner, i Slovakiet er bacon, bogstaveligt talt, en grøntsag, og kan sagtens optræde på vegetarkortet. I øvrigt sammen med kylling, fisk og andet godt! Se bare dette menukort fra det landlige Slovakiet:
Indrømmet, jeg havde hørt ovenstående fra flere lokalkendte inden afgang, og egentligt grinet af det og slået det hen, men Herre Jemini, det er sandt… Bacon ER en grøntsag, og mit liv er komplet! Har jeg nogensinde nævnt at jeg elsker Slovakiet?

Gastronomisk Rejseråd #5 – I Centraleuropa er der kommen i alt andet end ost!

Når nu vi snakker om velmenende råd og advarsler, så var en af de ting, jeg hørte før afgang faktisk, at Centraleuropæisk mad kunne være lettere… smagsforladt.
Dette synes jeg ærlig talt ikke, vi oplevede på vores vej. Snarere vil jeg sige, at centraleuropæerne elskede krydderier, men nok helt på linje med danskerne holdt sig til et par klassiske og velkendte, i deres tilfælde salt, peber, paprika, chili og kommen. For at det ikke skal være løgn, er kommen endda kongen af centraleuropæiske krydderier. De putter det på ALT! På morgenbrødet, I gullaschen, på kartoflerne, endda i rødkålen til andestegen – vi fik sågar serveret kylling Gordon Bleu garneret med rå mængder kommen!

Selv pizzasnedkere, kebabtømrere og andre producenter af etnisk gademad har tilpasset deres opskrifter, så du som det naturligste i verden kan få en Döner kebab serveret i kommenbolle, når du vælter hjem fra morgenværtshus i Bratislava.

De fleste vil mene, at kommen er en tilvænnet smag. Giv det to uger i Centraleuropa siger jeg, og selv større mængder kommen vil være svære at detektere. På bizar vis var stort set de eneste steder, vi ikke stødte på kommen, netop de to steder, en dansker ville forvente det: i osten og i brændevinen! Det sidste, tænker jeg, må klart bero på en fejl. Giv mig to timer på en natklub i Bratislava med en liter Rød Aalborg i hver hånd, og jeg ville være nattens konge!

Det var de første fem af Johans ti bud…følg med i næste uge, for de sidste fem…i mellemtiden, kan du jo fortælle os, hvad du mener der skal være blandt de sidste bud…

Stik os en kommentar