Kan du fylde en tarm, du selv lige har trukket ud af grisen, og spise medisteren bagefter? Smager en rødtunge bedre, når du har dykket Kattegat tyndt i blæksort hav efter den – med din harpun som eneste ven? Lapin a la moutarde smager forrygende, men gør den også det, når du stadig kan høre kaninens kranie knuses?

Når du tøvende trykker aftrækkeren i bund, og en byge af stål sender et af dine elskede lam til jorden, sker der så også noget med dig selv? Med andre ord – hvad ville der ske med dit kødindtag, hvis du selv skulle slå alle de dyr ihjel, du ville æde? Det har jeg tænkt mig at finde ud af i løbet af det næste år!

 

 

Vi lever i et land, hvor kødproduktion er pakket godt og grundigt ind i staldene, og hvor den moderne forbruger kun ser husdyrene i ungernes playmobil-udgaver, eller i de der praktiske gaspakkede emballager i supermarkedernes køledisk. Der ligger de, de “fine” stykker kød, nænsomt placeret på noget der af funktion bedst kan sammenlignes med et hygiejnebind, med lang holdbarhed, smag som fugtige sportssokker og en konsistens selv hjemmets dværghamster kan mønstre bedre.

Millioner af dyr ender deres korte og ofte elendige liv på denne måde. Men det skal jo ikke være så trist det hele, så ofte påsættes et lille mærke med en glad høne på en gårdsplads eller en gris med krølle på halen og skuffen fuld af græs. Så har alle det godt, og vi behøver ikke tage stilling til det kød, vi slæber med hjem. Produktionsmetoden sikrer, at kødet ikke mætter nævneværdigt, og prisen appellerer til at købe en stak bakker, for det er noget billigere end matadormix!

 

 

Når en radiovært sniger sig til at gokke en kanin for åben radio, eller en zoo skyder en giraf, så vælter verden. Disse fine nuttede dyr må da ikke dø, hvad fanden bilder de sig ind?? Forargelsen er stor, men ikke ligeså stor som stakken af kødpålæg fra det gode Bilka-tilbud i indkøbsvognen.

Det er sgu ikke rigtig til at holde ud det der hykleri, men hvordan reagerer jeg på selv at skulle slå alt det ihjel, jeg spiser? Hvilke følelser kommer der snigende?

Det er nogle af de mange spørgsmål, jeg vil prøve at finde ind til i løbet af det år projektet løber. Siden 1. august har jeg praktiseret denne, for mange, ekstreme praksis: Har jeg ikke selv slået det i ihjel, så spiser jeg det ikke. Jeg taler ikke bare om det rene kød, jeg snakker alt animalsk – kan jeg ikke selv lave det, så skal jeg ikke have det. Og for fanden hvor jeg dog savner en Chokofant af og til. I øvrigt pæn genial idé at putte grissegelatine i næsten al slags slik… Hvem ligger i øvrigt inde med en opskrift på Chokofanter?

 

 

Projektet er godt og vel 3 måneder henne, og selvom jeg har været tæt på at blive tvunget vegetar flere gange, så kører det støt og “roligt” nu. Før var det fuldstændig uvirkeligt for mig at stå med dampende, varme tarme og rense dem. Nu efter de her 3 måneder er det nærmest blevet hverdag. Og proklamerer jeg, at jeg lige smutter ud og tømmer tarmen, så kan jeg højest sandsynligt findes ved tarmrensebordet af stål ude på gårdspladsen.

Jeg kommer til at fange, skyde, slå, harpunere, koge levende og hvad jeg ellers kan finde på af humane bestialske ting den næste tid, og du kan følge projektet en gang imellem lige her på Gastromand – for der findes da ikke noget mere mandigt, vel? Når det første år er gået, vil du kunne købe en sanselig rejse gennem drab, parteringer, opskrifter, tanker, lommefilosofi og skabelse af sand gourmet direkte fra dyret, der aldrig føltesamme frygt, som ham der med rystende hænder udløste boltpistolen!

 

 

Tænker du over, hvor dine fødevarer kommer fra?!

 

Stik os en kommentar