Af uransalige årsager er det de sidste linjer af et 55 år gammelt Halfdan Rasmussen digt – dem om livets status som en morgengave, lykken over øller i maven og noget med at skrive heltekvad med kruspersille, der rammer mig usandsynligt hårdt, da min verden et kort øjeblik bryder sammen på en solbeskinnet juli-dag på Lower Manhattan i New York.

 

Noget Om Helte hedder digtet, og det virker på en gang både forunderligt og sært passende. Det er ikke, som man måske skulle tro, mindesmærket ved Ground Zero, der får de ellers uvante tårer til at presse på. Det er det faktum at vi på vejen mod Ground Zero passerer Brasserie Les Halles, scenen for folkets improviserede mindesmærke til den tidligere køkkenchef – madbranchens enfant terrible – Anthony Bourdain. Det er, som om at synet af de falmende blomster og de hundredvis af håndskrevne hilsner fra alle verdens afkroge får min hjerne til endelig at acceptere, hvad den egentligt godt ved, men  – som hjerner nu engang gør – har forsøge at fortrænge: Min helt… er død!

Det er vel de færreste levemænd (og kvinder), der ikke har hørt om Anthony Bourdain, den skarptskårne, højtbandende, kæderygende, dybt alkoholiserede freak af en politisk ukorrekt tidligere junkie, der med et 70’er speed freaks fart blev katapulteret til toppen af restaurationsbranchen for lige så hurtigt at vende det hele ryggen, og rive den totalt fra hinanden i hans selvbiografiske bestseller ”Kitchen Confidentials”. En bog som dannede baggrund for en karriere som hudflettende ærlig kulinarisk globetrotter, der i en serie af hæsblæsende, udmattende og dybt fascinerende rejseprogrammer blotlagde både populære destinationer, restauranter og kulturer for hvad de virkeligt var – på godt og ondt.

For bag det hærgede, flossede ydre og de helt åbenlyse indre dæmoner lå en gudsbenådet fortæller med en hudløs ærlighed, en uslukkelig appetit på at prøve alt og en kronisk modvilje mod at sige nej til nye oplevelser. Egenskaber der på trods af mandens åbenlyse fejl har inspireret mange, jeg selv inklusiv. Anthony lærte os at turde: At turde gå ud og smage på verden. At turde bide over mere end vi måske kunne tygge, og fucking gøre det alligevel. At turde mene noget om det vi oplevede, og at sige eller skrive hvad vi mente. Men ikke mindst lærte han os at stå ved det, vi mente, og til tider stå til måls for det.

Det lyder svært søgt at sige det nu, men jeg tør garantere, at var det ikke for Anthony Bourdain sad der ikke hvad der i bund og grund var en introvert nørd fra en dansk provinsby her og klogede sig på Danmarks største madblog… Jeg skylder ham alt. Vi er mange som skylder ham alt. Og det var DET, der ramte mig som en syngende lussing på siden af hovedet den juli-dag i New York. Solcreme i øjnene, prøvede jeg som undskyldning. Det virkede ikke… Min helt er død… Hvad fanden skal jeg gøre?

View this post on Instagram

A post shared by Johan Johansen (@johanjohansen)

Ironisk nok kom svaret i form af en besked fra de andre røvhuller på redaktionen: ”Skal vi ikke lave et eller andet sjovt omkring din tur? Kan du finde på noget? ”

Man kan altid diskutere det kloge i at give undertegnede carte blanche til noget som helst, men ikke desto mindre var det tingenes tilstand… Og hvis jeg måtte skrive lige hvad jeg ville, ville jeg skrive Gastromands hyldest til Anthony Bourdain, og jeg ville gøre det fucking bedste en dansk madblogger kunne gøre for at gå i kæmpens brændende fodspor. Jeg ville, i Anthonys forbillede, skrive Gastromands Guide til et 24 timers kulinarisk layover i New York!

Af uvisse årsager syntes holdet herhjemme at min plan om at bruge dele af min ferie på at slå mig selv halvt fordærvet med mad, alkohol og søvnmangel for herefter, essentielt, at opfordre vores læsere til at gøre nogenlunde det samme – lød som en fantastisk idé, og et tilnærmelsesvist underholdende eventyr.

Tør vi virkelig tage med ham her til New York? Vi siger JA! Hvad er det VÆRSTE, der kan ske?

 

Så, kære læser, skænk en øl af de store med sidevogn, smid noget tidligt Blondie, Ramones’ første skive eller noget andet helt klassisk shit fra dengang der stadig var gang i CBGB og New Yorks ikoniske rockundergrund (The Police, Beastie Boys eller Patti Smith, anyone?) og tag med os til New York i 24 hæsblæsende timer… HEY HO, LET’S GO!

 

Morgenmad: Zucker’s Bagels & Smoked Fish

Vi starter vores 24 timer i New York på the Lower East Side med et i alle henseender relevant spørgsmål: Skal man virkelig starte dagen i New York med noget så simpelt og forudsigeligt som en bagel?

Ja, for her er noget, vi som elsker byen der aldrig sover af hele vores hjerte aldrig fortæller dig, der aldrig har været der: Hun kan være en kælling og en mundfuld! Specielt hele processen omkring ankomst kan være opslidende. Tit er det enten sent eller i hvert fald senere end man havde beregnet før man ankommer til sit hotel inde i byen, man er godt prøvet, træt, og ofte en lille smule overvældet: Der er mennesker, biler og forholdsvis sære syn overalt. Alt blinker, larmer og, ja, lugter lidt af tis… Og man overvejer ofte stille, om det her nu også var en god idé. Igen. Men løsningen er simpel: find dit hotel, spis hvis du trænger, find en kølende og afslappende alkoholisk drikkevare efter eget valg, gå tidligt i seng. Stå herefter tidligt op og start dagen med noget velkendt og trygt.

Brød, korn, mejeriprodukter, proteiner, og kaffe… Alt sammen del af et varieret morgenmåltid!

 

I mit tilfælde består dette velkendte morgenritual af en akklimatiserende slentretur på Lower Manhattan efterfulgt af en breakfast bagel fra Zucker’s, en mindre lokal kæde. Det er ikke luksus, det er ikke over the top, men det er ren terapi og ren nostalgi. Det er ikke som sådan fordi Zucker’s håndlavede bagels er himmelråbende meget bedre end andre gode steder i byen, men gode er de, stemningen er god, personalet serviceminded og prisen er mere end rimelig, og kaffen god, rygende varm og rigelig… Og så er det egentligt bare som at komme hjem!

Personligt sværger jeg til deres classic breakfast sandwich med æg, ost og bacon på en Everything Bagel, fordi hvad er egentligt mere velkendt og velkommende end æg, bacon og ost? Men Zucker’s er også et besøg værd for endnu en New Yorker specialitet: Lox and cream cheese bagels – eller på dansk: bagel med flødeost og røget laks. Rækker appetitten ikke til hverken bjerge af laks eller store mængder transfedtsyrer, så gør som mange lokale: snup en bagel efter eget valg, toasted, med cream cheese… Så er dagen ligesom i gang, stemningen er sat og der er lagt en bund for sprut før middag!

 

Formiddag: Drinks med byens bedste udsigt – One World Observatory Sky Bar

Fra Lower East side er det en forholdsvis kort slentretur mod Battery Park og byens ikoniske skyline. Her bør enhver besøgende unde sig selv et par minutters refleksion ved mindesmærket ved Ground Zero, det er faktisk enormt smukt og rørende.

Vend dig herefter om, læn hovedet tilbage, og betragt verdens største fuck-finger, One World Trade Center, mens du meget passende kan stille dig selv følgende spørgsmål: Hvad er den dyreste drink, du til dato har bestilt? Lad os sige det med det samme, der er en vis chance for, at vi kommer til at toppe den her!

Alene den 48 sekunder lange Skypod elevatortur til toppen af One World Observatory på 102. etage kommer til at stå dig i den nette pris af ca $40. Læg hertil i omegnen af $20 for en cocktail inden salgsmoms og drikkepenge, og vi lander vel på i omegnen af 400 kroner for en drink. Men så sidder du også omgivet af ren luksus med, hvad der med en vis sikkerhed i stemmen kan kaldes den vestlige halvkugles bedste udsigt!

Fun fact: Hvis du drikker alkohol til middagsmad på en bænk er du alkoholiseret. Gør du det på 102. etage, er du sofistikeret!

 

Vi skal ikke her afsløre for meget omkring den befriende korte følelsesporno-betonede tur igennem Manhattans grundfjeld, den svimlende interaktive elevatortur eller lyden af 100 mennesker der kollektivt tisser lidt i bukserne ved den pludselige afsløring af byens tage fra observatoriet på 102. sal. Vi skal nøjes med at love at du føler dig godt beruset og blød i benene allerede inden du kaster dig over de vellavede og meget potente cocktails i Skybaren. Vi hoppede meget symptomatisk på en Manhattan til herren mens min kvindelige medrejsende nød kontrasten i en lidt mere farverig og sødere men mindst lige så dødelig stærk cocktail ved navn Brooklyn.

Cocktail-kulturen i USA er noget mere hårdtslående end de fleste steder herhjemme, og bestiller du alt andet end en ”well drink”, skal du de fleste steder være beredt på at få serveret mere eller mindre straight-up spiritus. Til gengæld ser ingen skævt til dig hvis du bruger en time på at nyde din drink. Og netop herfor er OWTC et oplagt valg til dagens drink. For hvis du ikke kan finde fred i at nyde en times udsigt over New York Fucking City fra 102. sal sammen med en smuk kvinde (eller mand) og absurde mængder alkohol… Så vil vi seriøst opfordre dig til at finde en eller anden form for selvhjælps-kursus eller lydbog, der kan hjælpe dig med at få styr på dit skrantende liv og dine foruroligende prioriteter!

Gastromand tipper: One World Trade Center er klassificeret som et oplagt terrormål og derfor underkastet det, amerikanerne kalder airport-like security. Du skal forvente kø, metaldetektorer og en venlighed og tolerance, der i bedste fald kan klassificeres som ikke-eksisterende. Læs skiltene omkring retningslinjer og forbudte genstande, hold køen, hør efter og gør som der bliver sagt. Vi kan af bitter erfaring afsløre, at det kræver mere end almindelig gode forhandlingsevner at tale sig ud af at få konfiskeret og destrueret de to glasflasker man glemte, man havde i tasken, og at den tilkaldte sikkerhedschef kigger noget mistænkeligt når svaret på spørgsmålet omkring ”the nature of the contraband” besvares med tilsyneladende mistænkeligt ”It’s, uh, two bottles of novelty tabasco that I bought to impress a girl back home” … Safety first, people! Vi har testet sikkerheden så DU ikke behøver at gøre det!

Og med de lektioner i basal sikkerhed og samarbejde bevæger vi os ned fra 102. sal og lidt nordpå til Midtown, med alle gode intentioner om at skylle morgensjussen ned med byens måske vanvittigste og eklatante frokosttilbud… Og Champagne, altid Champagne.

 

Frokost: Byens billigste tre-stjernede frokost – Le Bernardin

Den fransk-fødte mesterkok Eric Ripert var rigtig gode venner med Anthony Bourdain. De rejste ofte sammen og det var efter sigende endda hans tvivlsomme fornøjelse at finde Anthony Bourdain hængt på sit hotelværelse. Det er dog så afgjort ikke derfor du skal besøge Erics ikoniske, smukke, elegante og lovpriste restaurant nær New Yorks svar på helvede på jord, Times Square.

Nej, det skal du fordi Le Bernardin tilbyder noget, der burde være for godt til at være sandt: En tre-retters frokost på en tre-stjernet Michelin-restaurant i New York til en pris, der absolut er til at betale! Det er ikke, og det bliver aldrig billigt at gå ud at spise i New York. En fuldblæst madoplevelse på Le Bernardin, Per Se eller et af byens andre gourmettempler kan nemt rende op i $200 per person for maden alene – altså før vi taler drikkevarer, salgsmoms, de 15-20% drikkepenge og hvad der ellers måtte løbe oveni.

Hamachi tartar og syltede agurker… Trestjernet agurkesalat, enhver jydes drøm!

 

Heldigvis for nærige Gastromænd tilbyder mange af de finere restauranter også mulighed for at spise i baren, hvor der ofte tilbydes snacks samt et reduceret a la carte-udvalg til priser hvor også almindelige dødelige kan være med. Dette gælder heldigvis også en af verdens bedste fiskerestauranter, Le Bernardin, som dog tager konceptet et skridt videre.

I deres bar og lounge tilbydes nemlig en ugentligt skiftende ”City Harvest” menu, hvor håbefulde stjernejægere kan vælge tre retter blandt et mindre udvalg for den vanvittige pris af $57, hvoraf køkkenet endda donerer de 7 direkte til byens hjemløse.

Det betyder, reelt, kære læser, at du kan nyde en tre-retters, tre-stjernet Michelin-frokost for den nette sum af $50 mod at du samtidig donerer $7 til værdigt trængende, de syge og forkomne sat på gaden af et samfund, der har vendt dem ryggen. Det er ikke kun byens billigste tre-stjernede menu, det er vanvittig god gastrokarma, og–  med al den jyske tilbageholdenhed, jeg kan præstere – fænomenal god mad til prisen!

Givet, maden og teknikkerne er ikke så ekstravagante, som hvis man spiste i de hellige haller bag den diskrete afskærmning til ”the main dining room”, men råvarerne, tilgangen, tilberedningen og –  frem for alt – betjeningen er præcis den samme til en brøkdel af prisen. Og oplevelsen? Nærmest magisk!

Jeg har sandt at sige aldrig i mit liv fået friskere, mere velsmagende, eller mere veltilberedt fisk end jeg gjorde her – og sjældent har jeg følt mig bedre og mere professionelt behandlet end af Le Bernadins pertentligt høflige, kronisk afpudsede men alligevel forunderligt hjertevarme tjenerstab: Man holder døre, og stole, forsvinder diskret med min medbragte rygsæk og kommer tilbage med et garderobenummer mens man spørger damen om hun vil beholde sin taske hos sig.

Damen benævnes i øvrigt ”Miss” mens jeg er ”Sir” – som det mest naturlige i verden har man bemærket fraværet af ringe på samtlige fingre på bordet – og justeret tiltalen derefter. En fuldstændig neurotisk men på ingen måde påtrængende fokus på detaljer, som i øvrigt fortsætter igennem hele måltidet: Da min medspiser på et tidspunkt under hovedretten sidder med sin sidste bid på gaflen midt i en sætning passerer en tjener adræt forbi, hun færdiggør sin sætning, tager den sidste bid, lægger gaflen mod tallerkenen og tjeneren, som på dette tidspunkt er nået måske to skridt videre, slår en naturlig bue, vender tilbage, bukker, smiler til damen, tager hendes tallerken og fortsætter med hvad end han nu var i gang med. Du har aldrig oplevet topmålet af service før du har spist på en fransk-inspireret top-restaurant i USA. Her lægger jeg mit hoved på blokken!

Laks, yuzu og smør… Min sjæl, hvad vil du mere?

 

Og når vi nu snakker om at spise, hvordan så med maden? Jo tak, også her er vi et godt stykke over weekendbrunchen fra Dalle Valle! En hamachi tartar trækker i smag og intensitet mere tankerne i retning af kylling fra Bresse end en tunfisks japanske fætter, og den tilhørende yuzu-vinaigrette balancerer mere snorlige imellem syre, sødme, fedme og skarphed en Kim Larsens linedanser i sing-a-long klassikeren fra 1986 mens den anbefalede Blanc de Blancs champagnes festfyrværkeri af frugt og intensitet får mig til at overveje om det i virkeligheden er en gal franskmands farlige leg med gynger og karruseller, der gør denne oplevelse mulig til denne pris… Og det vel at mærke to bidder inde i et måltid der strækker sig over yderligere to retter plus kaffe at slingre videre på.

Og videre skal vi, til den del af vores fortælling, som måske vil falde enkelte såkaldte kendere og purister for brystet. Vi fortsætter turen fra trendy Midtown og stik syd tilbage mod Lower Manhattan og udkanten af Chinatown, hvor vi finder endnu en af byens kulinariske institutioner.

 

Anden frokost: Lombardi’s – Amerikas ældste pizzeria

Nogen skal jo som bekendt sætte ild til lortet, og ligesom General Beuregard d. 12. april 1861 åbnede ild mod Fort Sumner og kickstartede den amerikanske borgerkrig løsner vi hermed første skud i hvad der vel kan ende med at blive den store internationale pizzakrig!

New York har mange pizzeriaer, mange af dem historiske, en del legendariske, og overraskende mange er udnævnt til bedste pizza i bydelen, byen, landet eller verden… Men kun ET New York pizzeria er officielt anerkendt som det ældste pizzeria i Amerika: Lombardi’s mellem Mott og Mulberry street.

Og selvom denne påstand, som det sig hedder og bør, er anfægtet af de første tyve steder i nabolaget, så står vi fast: Skal du prøve et stykke pizza i New York, er det her, du skal gå hen. Helt ærligt, hvis Kanye ”Bigger than Jesus” West kan udråbe sig selv til historiens største rockstjerne, så kan jeg sgu også være selvudnævnt pizza-ekspert, og bedyre, at hvis du er i New York og skal prøve blot én pizza, så er Lombardi’s et solidt bud på en solid og historisk funderet oplevelse.

Har du ventet de berømte og berygtede halvanden time på en slice hos Di Fara i Brooklyn, eller drukket din daglige Munchies-juice og crusher på Frank Pinello fra Best Pizza i Williamsburg elller noget helt tredje, så råb op i kommentarfeltet og lad os få andre bud på bordet. Vi skal alle starte et sted, og vi starter på Lombardi’s!

Er Lombardi’s den bedste pizza i byen? Formentligt ikke! Men det ER god pizza, det er historisk pizza, og betjeningen er lynende hurtig men høflig… Og så er vi ude i noget så relativt sjældent som en amerikansk tradition, som ikke har ændret sig nævneværdigt i en verden i forandring.

Da man åbnede her for små 115 år siden, var det på et stille hjørne af en overvejende italiensk bydel. I dag er Little Italy en skygge af sig selv og i de omkringliggende gaders larm snakkes der primært kinesisk, blandet med tandløse grin og kraftudbrud fra enkelte tilbageværende crackheads, der endnu ikke er fordrevet af gentrificeringen, som mærkes i form af både et franchise af David Changs komplet ulødige Milk Bar koncept, nok trendy caféer og barer til at gøre en Kødbyhipster rundtosset, og en begyndende underlig ensrettethed i Manhattan Chinatowns unikke funk.

Indendørs er dog ikke sket meget. Interiøret og inventaret har nogenlunde samme stil, alder og stand som det, man finder hos Chicky Grill, Kødbyens originale brune grillbar i København, og hver eneste kvadratcentimeter, som ikke er hensat til hædersbevisninger, kitsch eller små, kringlede manøvregange, som ville gøre en dansk brandmajor nervøs, er besat af gæster.

Men lad nu ikke det skræmme dig. Sæt dig trygt i baren med en fadøl, drink eller blot et glas vand – serveret gratis i heden, smukt træk i byen hvor alt koster ekstra – det bliver din tur før du ved af det.

Indrømmet, vi var i starten selv en smule betuttede ved det forhold, at størstedelen af køkken- og tjenerstaben ret bramfrit taler spansk indbyrdes. Men vil man spise ude i USA, lærer man at acceptere, at sådan er reglerne – latinobefolkningen bærer servicefagene, og de gør det enormt godt, effektivt og respektfuld, Mr. So-called President! Noget beroligede må vi heldigvis også konstatere, at latinoer godt kan fortolke italiensk-amerikanske klassikere med hjerte, følelse og respekt. Maden er god på Lombardi’s, ikke prangende, men velsmagende, vellavet, billig efter New York standard, simpel og med et tilpas touch af italiensk bedstemor til at man et øjeblik tvinges til at overveje, hvad fanden det lige er, der foregår her når de originale pizzaer, tilberedt i brændefyrede ovne som traditionen foreskriver forlader det klaustrofobiske køkken.

Hvad angår pizzaer er valget simpelt, du har tre! Original Margarita, White Pizza eller Cake Boss special. Slår dette ikke til kan du I bedste provinspizzeria stil tilkøbe toppings til du skammer dig… Men hvorfor dog det? Den originale New Yorker pizza består af essentielt tre ingredienser: bund, tomatsauce og ost, og det er også her vi anbefaler, du starter.

Dejen er sprød i bunden, men stadig sej og chewy, tynd men ikke for tynd, luftig uden at være let, og velsmagende. Saucen er lige dele sød, spicy og syrlig, som den slags nu skal være og osten cremet og rigelig uden dog at tage over.

Skal vi gætte er der sgu nok en grund til, at man har lavet pizza her i næsten 115 år, og kan man leve med, at der kan risikere at flyve et enkelt ”ARRIBA LA RAZA” ud af køkkenet mens tjeneren med en for en Puerto Ricaner overraskende god men noget unødig påtaget accent tilbyder den instagrammende udsendte ”Olio e Parmeggiano for to try with the pizza”, har man i Lombardi’s Pizza en forholdsvis autentisk klassisk italiensk-amerikansk pizza-oplevelse i det underlige grænseland imellem Chinatown og gentrificering.

Skal Lombardi’s gøre det ud for anden frokost, vil vi anbefale to normalt til moderat sultne mennesker at dele en lille pizza, hvorimod en stor sagtens kan gøre det ud for et regulært måltid for to. Uanfægtet af metode bør oplevelsen i hvert fald give nok brændstof til turen videre, som bliver dagens længste og den eneste afstikker fra Manhattan. Vi skal en tur til Long Island City for at se hvad der sker når Mexicansk temperament og simplicitet møder Michelin-stjerner, og – en eller anden form for musik opstår.

Gastromand tipper: Vores næste mål har åbent til klokken sent, så brug lidt tid på bare at se på byen. Tag eventuelt turen via Brooklyn: Hop på en Subway til City Hall Park og nup den ikoniske og veltravede gåtur over Brooklyn Bridge (PAS PÅ CYKLER!), stop på den anden side ved Brooklyn Bridge Park og nyd en af byens absolut bedste udsigter over en fadøl eller to. Drinks i solnedgangen over byens broer og Manhattans skyline bør være på alles bucket list. Når tiden er moden, så hop på toget videre mod Long Island City, og stil dig selv spørgsmålet: Hvad definerer egentligt en Michelin-restaurant?

 

Aftensmad: Michelin-stjernede Tacos og kaos – Casa Enrique

Vi er forbandet forkælede når det kommer til restauranter i Danmark. Bundniveauet er solidt, mellemklassen er forbløffende og når vi rammer Michelin-niveau er selv vores et-stjernede restauranter ganske enkelt fremragende, både hvad angår velsmag og betjening! I New York… Er det samme ikke nødvendigvis helt tilfældet! Her kan alt godt være lidt mere afslappet. Men det er ikke det samme som at det ikke kan være en oplevelse at prøve en af de billigere stjerner byen har at tilbyde.

Jeg har blandt andet været ud for at måtte instruere en tjener på en nu lukket et-stjernet vinbar i Queens i hvorledes hun betjente en vinoplukker, efter ejerens formentligt lettere demente mor havde gjort sit bedste for at seate os forkert mens hendes søn tankede med vennerne i baren.

Jeg er da derfor heller ikke helt overrasket da vi ankommer til Casa Enrique og finder alt i en tilstand af… lettere afslappet kaos… Baren sejler, stemningen er løssluppet høj og lydniveauet absolut det samme. Vi bliver bænket ved plasticborde imellem et yngre par på date og en kvindelig udgave af Ole Vedel, der overfor den meget yngre latino giggolo flere gange i løbet af aftenen bryder ud i en dyb, soulet og enormt gennemtrængende version af ”Rolling on the River” fordi, som hun flere gange højtrystet informerer hele restauranten, ”it’s my birthday, bitches! I’m 50, bitches! Woo!” … Så er vi ligesom i gang, og får serveret sprøde majssnacks, tre fabelagtige (og spicy) hjemmelavede salsas og vand – det meste af vandet endda i glasset!

Michelin-stjernede tacos med Mexicansk Chorizo… Vi er fan!

 

Betjeningen er om muligt mere kaotisk end lydbilledet. Den tjener, hvis eneste opgave synes at være at hælde vand op formår både at spilde på vores bord og være i vejen for resten af betjeningen, og selvom husets frisklavede ceviche ser lækker ud, kan vi kun undre os over at den serveres for min medspiser før vi overhovedet har bestilt vores retter – og ikke for kvinden ved nabobordet, som faktisk havde bestilt retten. Helt galt gør det som sådan først, da min medspiser bestiller en ølcocktail med saltrim, som I hvad vi må formode er Casa Enrique tradition serveres delvis ud over bordet – fordi hvis du vender en kold øl hastigt i et smalt glas med salt på kanten, så skummer den – vi ved det, tjenerfaget er fuld af overraskelser!

Jeg kvæler et, for mit vedkommende ganske sjældent, negativt udbrud og tænker der nok kommer en ny eller et afslag i regningen. Det gør der ikke. Til gengæld får vi efter lidt forvirring vores mad… Og det gør alt godt igen. For maden er magisk. Slet og ret mexicansk comfort food leveret til perfektion. Guacamolen serveret med hjemmelavede tortillachips er, uden sammenligning, den bedste, jeg til dato har smagt – cremet, syrlig, smagfuld og i total balance. Vores tacos, serveret på et backdrop af dacapo-versionen af CCR’s udødelige 1988 hit ”Rolling on the River” og tjenerstaben der for tredje gang synger en tonedøv udgave af ”Happy Birthday”, er simple, smagfulde, tilpas mættende og perfekte – som tacos nu engang skal være.

Medspiseren får taco de lengua – ja, tunge – der må betragtes som en vaskeægte benchmark-taco, da detofte er netop denne taco Mexicanere traditionelt bestiller, når de skal bedømme et nyt sted. Hos Casa Enrique sidder denne da også lige i skabet med møre, saftige men stadig faste stykker af tungekød, krydret perfekt med et hint af varmende krydderier og den alstedsnærværende koriander, på en bund af en perfekt blød majstortilla med ikke meget andet i vejen til at forstyrre udtrykket.

Det samme kan siges om mine tacos al pastor bestående af fedt, saftigt svin marineret i røde chilier serveret helt klassisk og simpelt med et drys af ternet ananas, salatløg og koriander: Simpel velsmag, krydret, sødmefuldt, varmende med en snert af bid og friskhed fra løgene.

Hele vejen igennem er det bare god og solid mad uden dikkedarer, vi får serveret lige ned til den hjemmelavede chorizo som brænder om kap i munden med min serrano-chili-infuserede Margarita med agurk og lime (drinkskortet er også udmærket!), og cementerer Casa Enrique som lige netop den officielle definition af en Michelin-stjerne: En smagsmæssig rigtig god restaurant i sin kategori! En meget underlig restaurant, selv i sin kategori, men dog en fabelagtig smagsoplevelse.

Gastromand tipper: Slemt trætte af ”Rolling on the River” og ”Happy Birthday”, valgte vi at takke pænt nej til dessert og drinks, men alle andre dage havde vi nok uden problemer kunne tilbringe en time eller to i baren – bare til lukketid – med et par af Casa Enriques ganske udmærkede og forræderisk potente Margaritas.

Nu skulle man måske ikke tro, man var mere sulten efter en sådan omgang, men man er vel Gastromand, og når man nu har lukket baren – om det så er på Casa Enrique eller et sted hvor man væltede på vejen – kan den lille sult (i Ingeniørens og undertegnedes tilfælde store sult) jo melde sig. Og hvad gør man så sidst på aftenen eller først på natten? Tjo, de kalder det jo ikke ”The City That Never Sleeps” for ingenting, og specielt i weekenderne kan man opleve at de gode madsteder har åbent sent, hvis endda ikke i døgndrift! Vi vender snuden tilbage mod det nedre Manhattan og en sand New Yorker tradition.

 

Natmad: I’ll Have What She’s Having – Katz’s Delicatessen

I mange danskeres bevidsthed er Katz’s Delikatessen nok bedst kendt som stedet hvor Meg Ryan fakede en gedigen orgasme foran Billy Crystal, men for New Yorkere – og amerikanere generelt – er Katz’s en institution. Den 130 år gamle deli leverer fremragende, traditionelt jødisk comfort food og endnu bedre sandwiches! Og det i et omfang, der for en menig provinsunge fra Danmark, virker nærmest uvirkeligt. På et hvilket som helst tidspunkt i løbet af sin åbningstid bespiser Katz’s flere hundrede mennesker i sine historiske lokaler, og i weekenderne gør de det endda døgnet rundt!

Det betyder også, der er et par ting, du bør vide om Katz’s. Først og fremmest skal du være forberedt på kø, kø som sagtens kan strække sig langt ned af gaden. Det næste du skal være beredt på er at blive råbt af stort set øjeblikket, du træder ind af døren ”Welcome to Katz’s,” lyder det, ”this is your ticket! One ticket per person! Hold on to your ticket! Do not lose your ticket!”- Med de høflighedsfraser får du stukket et lille stykke papir i hånden, som også gør det ud for din endelige regning. Alle køb bliver noteret herpå, og du betaler så totalen ved udgangen. Slutteligt bliver du så venligt som kun New Yorkere kan ledt over I en af flere køer, hvor du kan vente på at afgive din bestilling efter endnu en kø-oplevelse. Alt laves ”to order” her, og kødet til din sandwich skæres først mens du venter, hvorefter du kan igangsætte søgningen efter et ledigt bord i junglen af medspisere.

Og er det så overhovedet stresset, larmen, ventetiden og besværet værd? JA! Om end hverken jeg selv, min medspiser eller andre omkringsiddende syntes at have fået ” what she had,” så er der noget borderline madorgasmisk over Katz’s nærmest vulgære sandwhiches og en grund til, at de blandt mange autoriteter betegnes som blandt de mest ikoniske sandwich i verden.

Som ægte Gastromand skal man kunne sætte kæben af led… Mellem os er demonstration af denne evne faktisk en del af det ellers hemmeligholdte optagelsesritual for nye medlemmer af redaktionen.

 

Katz’s Pastrami sandwich er således legendarisk på flere kontinenter, men det er deres Reuben, vi ender med at gå efter i form af saftigt, krydret oksekød toppet med sauerkraut, smeltet ost og en besynderlig, rødlig mayonnaise-baseret pærevælling lystrende navnet ”Russian dressing”, alt sammen imellem friskbagt surdejsbrød af den industrielle men absolut ikke dårlige skuffe.

Synderlig billigt er det ikke til $23 pr sandwich, men taget i betragtning at de fleste voksne mænd sagtens kunne nøjes med en halv, får man alligevel en del velsmag for pengene hos Katz. Vi snakker omkring et halvt kilo kød pr sandwich, plus brød, og andet fyld, serveret under sloganet ”we dare you to finish one” – hvilket jeg naturligvis gjorde, men af hensyn til folkesundheden ikke nødvendigvis anbefale vores læsere, at gøre mig kunsten efter… Selvom det smager godt, forbandet godt!

Gastromand tipper: Velsmag er nøgleordet her, Katz’s er et sted man spiser for den velsmagende mad og historien – ikke så meget for stemningen, som er larmende, kaotisk og meget New York. Det går stærkt, og tonen fra personalet kan godt være temmelig bestemt, hvilket dog på ingen måde skal forveksles med den uhøflighed, som mange beskylder New Yorkere for at lide af. På den måde er Katz’s et perfekt billede på New York og New Yorkere. New Yorkere er ikke uhøflige, de har bare travlt i en by fuld af mennesker, og det kan give gnidninger hvis du opfører dig lige lovligt passivt. Smil, ret ind og vær klar med et svar på tiltale eller spørg venligt, hvis der noget, du ikke forstår, så bliver tonen straks bedre. Opfør dig som en ignorant kortgranskende turist, som stopper op midt i mylderet på Times Square, og du risikerer en hurtig lektion i eder og kraftudtryk på yiddish.

 

Der er sikkert også en bar et sted…

Med kødsveden piblende på panden opgiver vi at nedlægge den sidste halve sandwich og det sidste halve pund kød og siger farvel til Katz’s. Skulle man have valgt at følge denne guide til punkt og prikke, vil vi nok på nuværende tidspunkt foreslå at man ligeledes opgiver sit foretagende og forsvinder ud i New Yorks nattemørke og hjem til sit hotel. Skulle man – mod forventning og al fornuft – ønske at følge i mesteren Bourdains fodspor må det blive uden kyndig vildledning herfra på en af New Yorks late night dives. Vi ville stå af her og finder en seng, med den pris man betaler for et hotelværelse i New York er vi selv på nuværende tidspunkt oppe på en anseelig timepris for denne nat.

Tak for turen Anthony!

Stik os en kommentar