VIN UDEN PIS: Blandede bolsjer 2022
Kære vindrikker og -læser. Dette er årets første Vin Uden Pis og dermed kan jeg vel godt tillade mig et vinøst godt nytår. Måske har du holdt hvid januar eller hvid onsdag formiddag? Her på kanalen har anmelderganen fået sin traditionelle januarspause mens årets temaplan blev gjort færdig.
Temaet denne gang er ”blandede bolsjer” hvor vores vinpushere får helt frit valg til at sende hvad som helst ind til bedømmelse, så længe det er vin. Enkelte er stadig i mental vinterdvale og har ikke sendt noget endnu, så vi lægger blidt ud med en god håndfuld flasker af blandet herkomst.
Men hen over året kan du godt glæde til temaer som ”billigt sprøjt”, ”dyrt sprøjt” og et par omgange Italien, bl.a. ”Piemonte” og ”Den perfekte pizzavin”. Sidst på året tester vi i god tid julevine og nytårsbobler og inden da kommer vi omkring det forkætrede ”Rødvin til ost” som mange danskere ynder selvom alle fagfolk råber hvidvin.
Vi kommer altså endnu en gang rødt og (h)vidt omkring og håber at du hænger på og får inspiration til hvordan dit allokerede budget skal (v)investeres.
Nå! Stik mig en proptrækker, der er vine på køl.
Blandede bolsjer 2022
Florian Mollet Sauvignon Blanc Val de Loire 2020 [BEDST TIL PRISEN]
Pris: 79,- (normalpris 149,-)
Forhandler: Kjær&Sommerfeldt
Textbooknæse med hyldeblomst og stikkelsbær og noget mere aromatisk end Loire er normalt. Munden lægger sprødt ud med afsluttes med cremet mouthfeel og blid syre.
Liberated Pinot Noir 2020
Pris: 129,- (normalpris 149,-)
Forhandler: Jysk Vin
Solvarm pinotnæse med duft af hindbærsylt og kirsebær. Munden er markant friskere med (lidt for) heftigt syrebid og til den slanke side. Jeg savner lidt mere substans og balance.
Botijo Rojo Garnacha 2020
Pris: 75,- (normalpris 129,-)
Forhandler: Kjær&Sommerfeldt
Fin krydret næse af både anisfrø, blomme og vilde urter. Munden er også ganske blommet, men rank og tør med afsluttende syrehaps og kun blidt tanninbid. Fin til tilbudsprisen.
Acinatico Valpolicella Ripasso 2019
Pris: 109,95 v. 6 stk. (normalpris 159,-)
Forhandler: Jysk Vin
Indbydende peberkrydret næse med masser af kirsebær og et pift af frisk laurbær. Krydret og dejlig mund med både friskhed og tyngde. Saftig og dejlig ripasso i læskende, slank stil.
Louis Jadot Coteaux Bourguignons Blanc 2020
Pris: 119,- (normalpris 179,-)
Forhandler: Kjær&Sommerfeldt
En gammel kending og i tidligere årgang også testvinder her på kanalen. Årgang ’20 her starter let reduktivt, så giv gerne en tur på karaffel, så kommer der blid duft af enghø og honningmelon. Munden er slank og læskende, men stadig lidt forknyt. Gem et halvt år.
Mâcon-Fuissé Les Pelées 2019 [BEDST I TEST]
Pris: 169,- v. 6 (normalpris 189,-)
Forhandler: Jysk Vin
Gavmild og dejlig næse af gule stenfrugter og et kamilleagtigt pift. Herligt fyldig og charmerende cremet mund med blidt krydret finish. Smuk vin!
- Vinderne i Årets ret med gris og Årets ret med fisk & skaldyr er fundet
- Langtidsstegt and – den perfekte opskrift til Jul og Mortensaften
- Bliv madklar til præsidentvalget i USA med Gastromand
- Årets Ret Med Fisk & Skaldyr: Se de nominerede
- Årets Ret Med Gris: Her er de nominerede
Submit a Comment