Danske dråber fra himlen – Flor de Pingus 2003 & 2006
Vinsmagning er genial måde at smage og lære om vin man måske ikke ellers var kommet i nærheden af. Her på Gastromand har vi virkelig taget konceptet til os og har vel til sammen deltaget i 7-8 vinsmagninger det seneste halve år. I marts måned kastede Webmasteren og undertegnede sig så ud i selv at afholde en lille smagning for et par venner og det kom der bl.a. følgende anmeldelse ud af:)
Anmeldelse af Flor de Pingus 2003 og 2006
I forbindelse med vinsmagning har vi på Gastromand fornøjelsen af, at kunne komme med en anmeldelse af den danske vinproducent Peter Sissecks Flor de Pingus 2003 og 2006.
Den berømte vin Pingus laves af den danske vinmager Peter Sisseck på hans ejendom Dominio de Pingus i det nordspanske Ribera del Duero. Han fremstiller kun cirka 6.000 flasker om året, og priserne for en flaske ligger mellem 2.500 og 5.000 kr. – alt efter årgang.
Flor de Pingus er en anden vin fra hans lille vingård, men den må ikke opfattes som en 2. vin til Pingus. Druerne kommer fra nogle helt andre marker, og de to vine vinificeres hver for sig.
Flor de Pingus er lavet på ren Tempranillo, i Ribera del Duero, Spanien. Efter 14 mdr. på nye franske egefade tappes vinen på flaske og frigives til salg kort herefter. Vinen er skabt til at blive gemt i kælderen i mindst 5 år, og den kan med fordel gemmes i op til 20 år.
Vi har valgt to årgange, som lå forholdsvis tætte på hinanden vedvidende om, at der kan være en verden til forskel mellem årgange liggende helt tæt.
Flor de Pingus 2006 – ca. 650,-
Duften fremtræder først en smule lukket, men ”blød og behagelig”. Vinen har en meget flot balance, og silkebløde tanniner. Den står utrolig ”komplet” og velafbalanceret uden fejl eller unoder, intens og koncentreret med lang eftersmag af solbær og brombær og en anelse lakrids.
Der er absolut potentiale til at gennem denne vin mange år endnu, men det skal ikke opfattes som ”rovmord” at drikke den nu. Vores tanker leder os mod en stor Bourgogne i strukturen, meget frugtig og lækker med en hvis frugtsødme.
Flor de Pingus 2003 – ca. 750,-
Efterfølgende gik vi til 2003, som må siges, at være en helt anden vin! Meget mere kompleks med indledende duft af ”animalsk” præg. Duften ændrede sig og udviklede sig konstant.
Efter 5 min. i glasset gik den over i en mere ”acetone/lim-agtig” duft, som forsvandt igen efter 10-15 min. hvor den nærmede sig en mere rød bærfrugt smag.
Denne årgang fremstår som mere ”sprælsk” og livlig. Dens flirtende duft og udvikling gjorde den mere livlig end 2006’eren. Videre var der mere frugtsyre og mindre frugtsødme i smagen. Toner af friske lyse bær, fx ribs, fremstod klart. Hvis vi havde holdt blindsmagning mellem disse to, ville vores gæt være, at denne var den yngste. En smule pudsigt.
Det er vanskeligt at sige, om denne ville vinde meget ved yderligere lagring.
The final verdict
Mange spørger os, om vi virkelig synes det er pengene værd. Her må vores klare svar være ”ja”. Vine som disse er en oplevelse, og du behøver ikke nødvendigvis være vin-entusiast eller ekspert for at nyde disse, og for at se og smage, at der ligger en håndværk bag disse vine. Vores ”vinder” i denne smagning er absolut årgang 2006, som i den grad overraskede os alle. Duften var dog mest spændende i årgang 2003. Vi vil råde alle til, at være opmærksomme på priserne, da de let kan svinge med 200-250 på nettet. Ovenstående priser er de billigste, som vi fandt ved en hurtig google-søgning.
Du kan læse mere om Peter Sisseck, Flor de Pingus, samt få flere smagsindtryk på Bergholt.net
Du kan i øvrigt møde den danske kultvinmager in person på D’Angleterre tirsdag d. 4. maj – hvem der bare boede i Kbh:)
Slutteligt får du lige et stemningsbillede:
Stik os en kommentar
Submit a Comment