Vi skruer lige tiden nogle måneder tilbage, hvor Familiefaren var i Irland, vi mangler nemlig lige det afsluttende indlæg, hvor vi besøgte 3 yderligere bryggerier og hvor vores afslutning naturligvis var Guinness…

Inden bryggerierne skulle indtages igen var der lige lidt kultur og besøg af endnu en gammel borg – jeg morede mig lidt med at lave billeder af min egen skygge. Jeg indrømmer det, jeg er simpelthen rastløs og bliver alt for hurtigt tabt i de mange årstal, konger og krige og kommer i stedet til at tænke på introscenen til Boondock Saints, hvor jeg så falder fuldstændig hen. Typisk bliver jeg “vækket” fra dagdrømmen når de andre rejsende råber “Matz!” (de kan ikke sige Mads…).

Inden vi kommer dertil, så starter vi lige med lidt refleksion. Ja jeg ved godt der er noget akademisk-hejs, men jeg kan sgu ikke lade være. På vores 3. dag satte jeg mig udenfor vores hotel i Kinsale, som i øvrigt havde den bedste morgenmad jeg har fået på turen – når tjeneren kommer og spørger hvad de skal lave til dig, så er det som regel lige en tand bedre.

Nå, mine tanker gik lidt på forskellen på bryggerier i deres måde at modtage gæster på. Tillad mig, at ridse det kort op, og dette er blot min betragtning:

Franciscan Well: Tja, da de kom i tanke om, at vi havde en aftale med dem, var alt perfekt og vi følte os meget velkomne, men lidt spøjst man glemmer at 3 journalister og en wannabe journalist dukker op (hehe).

Blacks Of Kinsale Brewery: Var klar på at tage imod os, meget loose-stemning, lidt tilfældigt, også vildt gæstfrie og åbne. Jeg kan være i tvivl om, hvovidt de vidste potentialet i det reach, som os 4 repræsenterer?

Smithwicks: Hold nu kæft en rundtur – det var med den helt store røde løber, innovativ og interaktiv rundtur men integrerede LCD-skærme og touch overalt. Klart dem, som havde gjort mest ud af rundturen og var meget veloplagte og imødekommende. Om det så er autentisk irisk kan diskutteres?

Carlow Brewing Company: Lignede faktisk Blacks Of Kinsale lidt, men havde sørget for en journalist fra en lokal sprøjte kom forbi for at dække det, at udenlandske journalister kom på besøg – lidt meta-meta der. Meget fokus på pressemateriale, Instagram og viden om vores formål med turen. Meget hooked på, at vi skulle fortælle “deres” historie, men lige så imødekommende som alle de andre.

 

Guinnes har nået den størrelse, hvor vi bare er en ud af mange besøgende, altså blot en dråbe i brønden. Med deres 1.3 mio årlige besøgende er det også forstående nok – vi blev dog modtaget som alle de andre steder, meget gæstfrie og åbne, men rundtyren er lidt “masseproduceret”. Jeg kan  dog varmt anbefale deres “Concierge Tur” som ganske vist koster 30 euro inklusiv a pint. Men du får lige lidt mere end normalt – privat smagning i Tasting Room fx.

Ligemeget hvordan man vender og drejer ovenstående, så er det helt tydeligt, at det irske folkfærd er stolte over deres produktion af øl. Det er naturligvis lettere at argumentere for, at de mindre bryggerier som Franciscan Well og Blacks Of Kinsale laver øl ud fra passion, uafhængighed og for folket. Smithwicks er det ældste bryggeri i Irland men solgt for 3 år siden til Guinness som er det største – betyder det så, at Smithwicks ikke længere har passion for ølbrygning fordi de har solgt deres navn? Det vil jeg ikke gøre mig til dommer over – det er I langt bedre til at vurdere…

Guinness

Det virker lidt fjollet ikke at skrive om Guinness når det nu har nået denne enorme størrelse den har Vi sluttede meget passende af på bryggeriet, hvor vi fik en glimrende rundtur. Meget professionelt men lidt uden den charme og passion, som vi så ved de andre bryggerier. Det er et eller andet sted fair nok, for hvem af de andre kan frasige sig, at de også stræber efter højere mål? Vi starter med en frokost hvor jeg fik Guiness Stew, ikke lige et billede værdigt, men det smagte skønt. Desserten var derimod mere fotogen – Guinness Chokolade Mousse, desværre uden Guinness det havde jeg faktisk troet.

Så går turen rundt, hvor vores guide Stuart leder an. Vi ser de forskellige etager på Bryggeriet, hvor vi traditionen tro starter med lidt historie, så detaljer om brygningen og indholdet. Jeg finder det faktisk interessant selv om jeg efterhånden forstår hvordan man brygger øl, mest fordi der er meget interaktivitet og ting der glimter og skinner, fx et stort indedørs vandfald.

Halvvejs under turen når vi til “The Tasting Room”, hvor Elin igen stiller op til fotosession. Der er masser af lyd og lys gennem en længere tunnel, som så fører os videre, lidt uvidende om hvad der gemmer sig bag dørene.

Dørene slås op og ind træder vi i ét fuldstændig hvidt rum, hvor der står damp op fra fire forskellige cylindere. Dette er aroma fra Guinness – bagved står tre bartendere klar til at skænke øl op. Der lyder et “wow” fra flere af mine medrejsende, hvilket er helt velbegrundet.

Vi bliver ledt videre til næste rum, hvor guiden fortæller en sjovt historie. Mellem 1759 og 1959 har Guinness smidt 150.000 flasker som indeholder en post i havet. De anmoder i brevet om, at man henvender sig til Guinness hvis man finder dem. Årsagen udover det sjove påfund er at teste om flaskerne er tætte, flere er begyndt at dukke op bl.a. i Australien.

Nå, så rammer vi afslutningen i “The Gravity Bar” som er placeret på toppen af Guinness med fantastisk panorama udsigt over Dublin. Vi skåler i Guinness (desværre en sidste gang) og takker pænt af for en fantastisk tur, hvor jeg i har fået nye venner i Irland, Sverige og Norge. Skål i Guinness herfra!

Hvad synes du? Kan man argumentere for, at de store bryggerier laver øl ligeså passioneret som de mindre?

Stik os en kommentar