Guide til Balkan, del 1 – En flæsketars bekendelser: Balkan Basics
Hvad sker der når man sender redaktionens største luksusdyr og manden med hang til overplanlægning på en 100 % spontan tur igennem udkants-Balkan? Tag med manden med træskostøvlerne og de sorte t-shirts på en uortodoks rejse i tre afsnit når The Johan giver dig Gastromands guide til Balkan på vrangen!
Vi skriver den 21. juli 2019, og jeg befinder mig midt i en landsbykirke i den lille østserbiske landsby Velika Kamenica. Solen bager, alle sveder i det lille kirkerum, og foran mig udspiller sig et af de mest specielle og forunderlige syn, mine rejser i den gode smags tjeneste til dato har budt mig:
Vi er midt i en ortodoks barnedåb, og foran mig bevæger præsten sig skiftevis messende og syngende i cirkler, mens han taktfast svinger et røgelseskar. Jeg tørrer, for jeg ved ikke hvilken gang, sveden af panden og mit hoved svømmer: Ikke så meget på grund af duften af røgelse, der fylder det lille rum, ej heller de små 35 graders varme eller for den sags skyld den anseelige mængde hjemmebrændt Rakija, vi ifølge traditionen har startet dagen med.
Mit hoved svømmer af de indtryk, der er gået forinden: På den halvanden uges tid der er gået op til denne unikke oplevelse, er alting gået stærkt. Sammen med min kick-ass chauffør og lokalguide Malene og min ligeså kick-ass veninde og med-balkan-novice Emelie befinder jeg mig tæt på afslutningen af et eventyr – et næsten 5.000 kilometers roadtrip tværs over det Europæiske kontinent og tilbage igen med et simpelt mål: at komme under huden på Balkan og finde alle de dufte, smage og sanseindtryk, som turister ikke nødvendigvis ville finde.
På vores vej er vi blandt andet faret vild i de østserbiske bjerge blandt vinbønder og Slivo-brændere og har fået råd om vinvalg af uniformerede Slovakiske betjente på smuglerjagt. Vi har nydt overdådige traditionelle måltider og vinsmagninger i ældgamle vinkældre. Vi har besøgt nationalparker og UNESCO verdensarv, har ladet lokale diktere vores madvalg på diverse restauranter, og er ved hjælp af fagter og absolut intet fælles sprog blevet ledt både på og af vildspor i vores forsøg på at navigere igennem egne så øde, at der ikke engang er er gadenavn at sætte GPS’en efter.
Og her, midt under den serbiske version af trosbekendelsen, og få timer før jeg sammen med René, Rune og en midaldrende sønderjysk mand i træsko danser kædedans med blandt andet Minnie Mouse og Marshall fra Paw Patrol, er min hjerne nærmest ved at brænde sammen. ”Det er svært at rumme alt dette,” tænker jeg, ”og det bliver endnu sværere at få nogen til at tro på det, når vi kommer hjem.”
Men tro på de beretninger og de råd der følger, det kan I, venner, for dette er det ægte Balkan… Det vidunderlige, skæve, farverige, favnende og betagende område, som blæste benene væk under jeres udsendte og gjorde ham stakåndet af indtryk.
Glem alt om øhavet, Sunny Beach eller den Kroatiske Solkyst. Dette er en flæsketars bekendelser. Dette er Gastromands Ultimative Guide til Balkan: Landene der flyder med svinekød, brændevin og honning!
Fem ting du skal vide om madkulturen på Balkan
Inden vi hopper ud i et sandt orgie af kød og sprut, tillader vi os lige at gøre hvad enhver rejseguide med respekt for sig selv ville gøre: Kommer med et par generelle observationer omkring kulturen vi er på vej ind under huden på samt et par DO’s and DONT’s, du skal være opmærksom på, når du rejser rundt i Balkan på vrangen.
Er du ikke så meget til etikette og velmenende råd, så hopper du fluks videre til næste del i serien. Redaktionen påtager sig dog intet ansvar for eventuelle fejltrin eller internationale diplomatiske kriser.
Vegetarer har det svært: Balkan er et flæsketarparadis
Lad os få en ting på det rene: traditionel Balkankost er bondekost. Tung, nærende og ofte fyldt med kød. Man diskriminerer ikke så meget i forhold til typen af kød: gris, ko og lam spises med største velbehag og blandes tit i diverse sammenkogte retter. Man lægger heller ikke altid nødvendigvis vægt på hvilken del af dyret, der bruges, men en ting man kan være sikker på, er at alt på en eller anden måde udnyttes. Balkanlandede hører ikke blandt verdens mest velhavende, og store dele af befolkningen har historisk set været bønder, og har derfor om nogen omfavnet begrebet ”nose-to-tail eating” før Kødbyens hipstere gjorde det cool.
Vigtigheden af udnyttelse af selv de sejeste dele af dyret gør også at traditionel Balkanmad har en overvægt af simreretter, fordi langtidstilberedning skaber stor smag ud af ingenting, og kan gøre selv den sejeste muskel blød i knæene.
Det er ikke som sådan fordi man ikke kan få grøntsager på Balkan, de bruges bare mest som tilbehør til kød eller fyld i kødretter. Vegetarer er ikke rigtig noget, man anerkender som trosretning, og man skal derfor ikke regne med nogen specielle hensyn.
Når det er sagt, er der skam grøntsager at få på Balkan. I sommermånederne bugner markerne af blandt andet de lækreste tomater og peberfrugter, som denne udsendte har sat tænderne i årevis. Salater laves også, ofte med vulgære mængder af traditionelle oste tilført, og deciderede grønsagsretter blev da også spottet enkelte gange af undertegnede. Igen ofte i langtidssimrede versioner fulde af smag og kraft. Dette kan undre når nu kvaliteten er så god, som den er, men et semi-kvalificeret gæt skal herfra være, at retterne tilberedes som de gør med henblik på efterfølgende henkogning og indtagelse henover vinteren. Man har simpelthen ikke haft råd til ikke at udnytte den overflod sommeren har medført.
Alle landene har opfundet de lokale specialiteter og alle lande laver den bedre end røvhullerne ovre på den anden side af grænsen.
Ja, nu prikker vi lidt til den, som alle mener, vi burde lade ligge… Men, nu siger vi lige noget: Balkans folk er ufatteligt stolte folk, og mange vil fortælle dig, at deres version af en specifik ret er den originale, og at den er absolut bedre end den i nabolandet. Denne udtalelse IKKE til diskussion… Og du skal nok heller ikke forsøge at forklare dem, at de fleste af deres retter jo alligevel stammer fra det tyrkiske eller græske køkken.
Balkan er et kludetæppe af kulturer som blev til én under Tito og derefter igen faldt fra hinanden. Man behøver kun at kigge på de sønderskudte huse, der stadig præger landskabet for at blive mindet om, at man bevæger sig i en forhenværende krigszone, hvor tidligere naboer og venner har kæmpet fra gade til gade og dør til dør, og utænkelige grusomheder og usigelige forbrydelser mod menneskeheden har fundet sted. Sorgen og tabet ligger tungt i alle – og det er på ingen måde svært at forstå.
Så lad nu bare være med at komme med en kommentar om at den Cevapi, du fik i Split i Kroatien var bedre end den fra Serbien, eller at der var flottere i Beograd end der var i Mostar… Det kommer der ikke nødvendigvis noget godt ud af, som vi skal se senere i denne rejseberetning. Igen begår Gastromand fejlene, så du ikke behøver at gøre det, men mere om det senere…
Deres alkoholkultur svarer til vores i 1970’erne
På Balkan drikker man… meget! Ikke på den måde som vi gør herhjemme i dag, hvor vi drikker, til vi gør noget dumt og/eller segner, men mere som vores forældre eller deres forældre gjorde det – støt og roligt henover dagen, og så lige lidt til aften.
Som vi gentagne gange måtte erfare er det på ingen måde ualmindelig at blive budt hjemmebrændt Rakija (en fællesbetegnelse for frugtbrændevin) til morgenkaffen, når man er på familiebesøg, og alle kan vel starte arbejdsdagen på to skarpe… Man skal jo alligevel ikke have øl før middag, synes ræsonnementet at være. Alkohol hører hverdagen til og tolerancen er høj. Man bliver ikke fuld og ubehagelig, den slags ses ned på i selskaber, men man hygger sig – gevaldigt – i behageligt overrislet tilstand.
Man har fundet et eller andet pace, hvor det bare fungerer – hvis man ikke spørger leveren – og det holder man hinanden op på. Igen skal du altså ikke blive overrasket, hvis du bliver budt en Rakija før morgenkaffen i visse selskaber – og apropos selskaber, så kan festlige begivenheder som bryllupper, dåbshandlinger, m.m. altså sagtens starte om morgenen – med alkohol – og vare til langt ud på aftenen – eller natten!
Og hvis du nu sidder der med en invitation til et Balkan-bryllup og tænker ”hvordan fanden overlever jeg en 24 timers drukfest?” Så lad os videregive det tip vi, vi selv modtog fra en Serbisk morfar: drik lidt, dans lidt, spis lidt, drik lidt, snak lidt, grin lidt, drik lidt, kig lidt på de smukke Balkan-kvinder – og gentag til den lyse morgen! Det er faktisk ikke så svært, hvis blot du glemmer din danske evne til at råbe skål hver femte minut eller din stålfaste tro på, at du sagtens kan drikke en øl med alle omkring bordet.
Du kommer til at tage på – så er det sagt!
Hvis du er typen, der går meget op i ernæring og ligevægt og sådan så… Så læste du nok ikke det her… Men hvis du gør, så skal du lige være opmærksom på at en investering i en tur til Balkan også er en investering i en ekstra måneds fitnessmedlemsskab, når du vender hjem!
I bunden af Balkan-madpyramiden finder man nemlig alle de ting, der gør livet værd at leve: animalsk fedt, kød, bacon, hvidt brød og ost! Alt sammen i rå mængder… Til gengæld er deres desserter stærkt græsk og tyrkisk inspirerede, og derfor ofte dejbaseret, måske endda dybstegt, og søbet til i sukker og honning. Tilføj dertil et alkoholforbrug på den forkerte side af de 21 genstande, sundhedsstyrelsen i min glade ungdom anbefalede som ugentligt max, og du har en cocktail der gav selv denne grovædende madblogger en begyndende dad bod og en flot ekstrahage.
Jo, Balkan er hård ved kroppen og ved formen, og derfor kan du måske, som os, undre dig over at Balkan-kvinder ofte fremstår umådeligt slanke og veltrimmede uden et overflødigt gram af fedt. Jeres udsendte spurgte en karismatisk, storrygende, midaldrende lokal levekvinde herom under en sand syndflod af vin, og modtog følgende kryptiske forklaring: ”Kender du det der med, at hvis man får olie på kjolen, så kan det ikke vaskes af. Fedt, derimod, er lige til at vaske af. Det samme gælder for kroppen.”
Vi indrømmer, at vi ikke lige havde afsøgt denne mulighed… Så måske er det bare på med sommerkjolen inden turen går til Balkan, Gastromænd?
Giv den gas: det koster ikke en skid!!
Når du nu så står der på Balkan i din nyindkøbte sommerkjole og betragter udvalget af sprut, bajere, fedtdrivende kødretter og syndige desserter, mens du tænker, hvad skal jeg dog vælge? Så tillad os at komme med et forslag: Tag en af hver! Det koster alligevel ikke en skid!
En halv liter flaskeøl i et supermarked i Kroatien kostede os for eksempel lige i underkanten af 3 kroner, mens vi på en restaurant måtte slippe lige over en 5’er for samme øl. Et måltid på restaurant i Bosnien kan klares for noget der ligner 25 kroner og opefter, et leje hvor alle vist kan være med. I den helt himmelråbende ende måtte undertegnede slippe svimlende 600 kroner for middag for syv i udkants-Serbien… Men det var så også inklusiv tilbehør, en flaske vin, seks gin og tonics, fire store fadøl og fire flaskeøl! Så er den aften ligesom skudt i gang!
Med andre ord: Priserne er mere end rimelige for turister med en dansk gennemsnitsindkomst, og priserne svinger ikke nævneværdigt fra land til land. Bosnien-Herzegovina viste sig, som det fattigste og mest krigshærgede land, dog nok alligevel at være det billigste. Lige under 20 kroner kunne du her visse steder slippe med for et mere end mættende aftensmåltid, men så røg der altså også en 5’er ovenpå til drikkevarer.
Undtagelsen, der bekræfter reglen, er Beograd, Balkans eneste sande metropol, hvor vi var chokerede – nærmest fornærmede – over at blive mødt med noget, der mest af alt lignede vestlige priser: 900 kr. for en juniorsuite og 105 kroner for en overdådig morgenbuffet, her MÅ galskaben da stoppe!
To be continued…
Således en smule klogere over forholdene, der venter os på Balkan, stopper vi her første del af vores hæsblæsende rejsebeskrivelse. Følg med meget snart her på Gastromand, når vi kigger nærmere på fem steder af kulinarisk interesse, du SKAL besøge, når Rejsen går til Slivoens Land.
Stik os en kommentarRelated Posts
Gastromand goes Bourgogne #1 10. juni 2014 | Sommelieren
Belgisk øl på ambassaden 15. september 2015 | Beertenderen
-
Ja, ja det var engang meget billigt i Kroatien. Det synes ikke det er mere. Har rejst i landet siden 1984 og i år gav vi 70 kunar (stort set det samme i DKK) for 2 øl og en skal pommes frites. Det var på en restaurant lidt syd for Zadar.
Comments