Så nemt kan det siges, og så direkte blev det sagt af årets førsteårs-farende, kokkelærlingen, da han med hvad der mindede om en ti-årigs barlinge entusiasme betragtede det helvedes cirkus, der er COPENHELL! Festivalen har i løbet af 13 år formået at skabe en verdensklasses festival på Refhaleøens rå beton med et fundament så solidt, at ikke engang metallens giganter fra MACHINE HEAD formåede at slå en revne i det under deres længe ventede, majestætiske magtdemonstration fredag aften!

Der er ikke rigtig noget, der kan sammenlignes med COPENHELL. Hverken i dens fuldendthed eller dens række af gavmildesponsorer, der for en weekend formår at gøre ikke blot Refshaleølen men halvdelen af Kongens København til et sort, co-branded paradis. Vi snakker firmaer som Tuborg, Movia, Volkswagen, VISA, Monster Energy med flere, som spytter i kassen for at skabe en helt unik stemning. COPENHELL er i sandhed blevet et monster af proportioner. Men resulterer den enorme kapitalindsprøjtning så, som man kunne frygte, i en art metaltræthed, rutinekørsel og griskhed efter alle disse år?

Det korte svar må blive nej: Der var traditionen tro svipsere, som kun kan skyldes dårlig planlægning. Tag for eksempel et betalingssystem der ikke lige var klar da 35.000 tørstige folk i alt for meget sort tøj vælter hegnet på en sommerdag. Eller er et pantsystem med så latterlig mangel på ensretning og mening, at selv verdens fremmeste stand-up fysiker Holger Bech Nielsen ville have svært ved at regne ud. Og ja, der var for en gangs skyld også direkte brølere blandt maden, og den traditionelle brok over inflation og ågerpriser…

Men der var ligeledes oceaner af krammere, glæde, kærlighed, fællesskab, aktiviteter, skøre sponsor-indslag samt fester i festen og en stemning som ville gøre selv en norsk black metal artist fra 90’erne varm om sit sorte, kolde hjerte. COPENHELL 2024 var alt, COPENHELL har været, og mere til. Følg med os en tur ned af de sorte minders gade mens vi genbesøger noget af det, der gjorde COPENHELL 2024 mindeværdig som bare fanden!

Flabet snaskeri

”Altså, det er noget værre griseri,” sagde den søde blondine med et smil. ”I kommer ikke til at kunne spise den uden at blive snasket ind overalt… Men fuck det er godt!” … Og bedre kan COPENHELL-debutanten Flankensteins steaks wrap med saftig, marineret grillet steakm snask og syltet chili nok ikke beskrives. Om det så var en wrap eller et uhåndterbart fladbrød med messy fyld kan vi diskutere herfra og til evighed. Vi var solgt ved første bid, og sandt nok snasket ind fra top til tå få minutter efter.

Flankensteins Steak Wrap

Gastromand har aldrig lagt skjul på vores gode forhold til Bagedystens Mester, Timm Vladimir, ej heller på vores kærlighed til hans allerede ikoniske meatball sub. Men når selv vores medudsendte, der som den eneste på holdet er ved at uddanne sig indenfor gastronomien, bøjer sig i Helvedes støv, må der være noget om snakken.

Timm Vladimirs Køkken laver en formidabel meatball sub: Sprød baguette, saftige kødboller (som man siger), snasket ost samt en flabet og intens tomatsauce… Og så lige lidt dobbeltfermenteret chili sauce til at toppe det hele af. Ikke så meget pis, blot et simplistisk mesterværk ud i simpel festivalvelsmag.

Timm Vladimirs Køkken

Fandens gode cocktails – med eller uden alkohol

Uden mad og drikke duer Helvede ikke. Og sådan er det bare. Spektret er igen i år bredt og favnede alt fra Grøn Tuborg til specialøl fra Brooklyn og Mikkeller, tequilashots, og whiskycocktails serveret af Danmarks (måske) eneste bitcoin-milliardær. Men der var også alternativer. I form af blandt andet lækre, læskende Æblerov Spritz Cocktails. Og noget, for en fyr som mig, endnu mere grænseoverskridende

Personligt er alkoholfri alternativer ikke noget, jeg opsøger. Ikke fordi jeg på nogen måde er imod konceptet, men fordi jeg finder at erstatningsvarer prøver at være noget, de ikke er, og sjældent gør det særlig godt. Ja, undskyld. Min fest, mine regler.

Disse ord og denne opfattelse måtte jeg så æde råt, da de yderst sympatiske drenge fra Ish diskede op med en shocker af en læskende alkoholfri frisk og vidunder Paloma, for derefter at feje benene væk under mig med en overraskende dyb og kraftig Negroni der trods sølle 3% alkohol bestemt ikke manglede hverken punch eller karakter. No alcohol and low alcohol is here to stay. Been there, got the t-shirt, coming back next year!

Ish Bar

Meeeeen, skulle man nu fristes til de lidt hårdere sager må bestemt også fremhæves Copenhagen Distillery, som fra festivalens R.I.P, område leverede krammere, shots, masser af sort kærlighed og fadlagret gin af en anden verden. Udvalgte af cocktails fra pladsens måske mindst cocktailbar var her både stort, favnende og altid serveret med et kækt smil og garneret med en røverhistorie eller to!

Copenhagen Distillery

Årets grønne håb: KUKU

Vi nævnte det i vores opvarmningsindlæg at Iransk madkultur nok var noget, de fleste blegfede danskere ikke var så synderligt bekendte med. Og da heller ikke undertegnede blegfede dansker. Og det er nok lidt en skam for KUKU leverede i sandhed en djævelsk velsmag i deres plante og urtebaserede stuvning med bønner og varme krydderier serveret over safran-ris, og hvis man lystede enten oksekød eller kylling.

Læg dertil en ægte persisk varme, glæde og imødekommenhed hos venlige og åbne personale. Som for denne blegfede dansker formåede at skabe en ægte fest i festen på de blot to minutter besøget varede . Mere af dette, tak!

KUKU Iranian Street Food

Årets shock-rocker: Bloody Inferno

Der skal være et chok element i rock n roll, og for nogen ville tanken om pasta eller risotto med insekter sikkert vække samme afsky som da Iggy Pop i sin tid gjorde sit indtog på scenen. Jeg selv har egentligt et afslappet forhold til de crunchy små kræ. Så hvorfor ikke? Vi var derfor hurtige til at ramme Bloody Inferno boden på første dagen, og måske var dette et held, for deres risotto fremstod perfekt cremet med dejligt møre svampebidder, som fik perfekt og allerhelvedes sprødt modspil fra en lille hær af stegte fårekyllinger samt en lettere spicy sauce lavet på blandt andet blendede fårekyllinger… Og lidt urter på toppen. For du husker jo at spise salat til dine insekter, ikke?

Bloody Risotto

Fire, spice and everything nice

Kvinderne i mit liv vil bekræfte dette: Jeg er en idiot… Og det er givetvis idiotisk af en pasty white boy at spille smart i en Vietnamesisk madbod… Men det siger også noget om autentiteten hos District Tonkin, når vietnameseren bag disken med et smil fra helvede hiver sin “secret stash” af rød chili frem fra under disken og siger ”Okay, I’ll show you real Vietnamese spicy”.

At de gemmer ild undre disken i Tonkin skal der ikke herske tvivl om. Men det skal der sådan set heller ikke om smagen og aromaen af deres yellow chicken curry med saftig kylling og grøntsager med smag og bid, eller om sprødheden af de tilkøbte og ligeledes hotte rejechips. Vietnamesisk gadekøkken med ægte ild i på en metalfestival. Så har vi prøvet det med og kvittere med et Hell Yeah!

District Tonkin

Ild af en helt anden slags faldt vi derimod lidt ved en fejl på festivalens dejligt rolige og tilbagetrukne skovområde. Hvor vi blev draget af synet og duften af marineret kød over åben til, til Nomames som bragte et stænk af Mexicos fantastiske street food kultur til Helvede på Jord.

Det syner måske ikke af meget at råbe hurra for, men hvad fanden gør det når deres Mexican grillplatter med trevlet grillet kød, chorizo, indtil flere former for salsa og tortilla chips bogstaveligt talt svømmede i dyb, autentisk velsmag fra min måske højst elskede madkultur.

”De kunne da godt lige have puttet koriander på,” mente kokkelærlingen som absolut eneste anke til rette. Og ja, ret har han, men han måtte til gengæld også æde mit argument om at der måske ikke just var grund til at gøre sig uvenner med 50% af festivalens gæster.

Nomames Mexican Grill

Dining in Hell: Church Restaurant

Er du til en lidt mere stille og rolig sid ned og spis oplevelse, finder du den selvfølgelig også på COPENHELL. Du kan for eksempel booke bord til smørrebrød og klassisk dansk mad i Tutten… Eller du kan, hvis du vel at mærke er i besiddelse af et R.I.P.-armbånd, betragte en af festivalens mest aparte og imponerende konstruktion: Det 11,5 meter høje kirketelt, som danner rammerne om Paté Paté og Husted Vins ugudelige samarbejde: Church Restaurant.

En full-size sæt-dig-ned og spis social dining restaurant med tilhørende imponerende velassorteret vinbar. Vi gav deres Paté de Campagne og snaskede grillede svin et skud, og begge dele var om end ikke imponerende, så fuldt ud velsmagende – specielt efter de kaotiske forhold – og ganske på højde med hvad man havde fået i Kødbyen.

Og til en festivalpris på omkring 1100 kroner for 2 x 2 retter og en ganske fin flaske hvidvin, samt god service, høj stemning stemning og fin bordherre i form af instruktøren af stumfilmsmesterværket Gutterdammerung, skal der ingen klager lyde herfra. Og skulle de komme, kan vi altså godt bestikkes til tavshed med Husted Vins overraskende fine Champagne til overraskende rimelige 475 kroner. Champagne, rigtige glas og borddame fra de gamle Haven Festival dage på samme spot… Så er vi sgu på metalfestival!

Church Restaurant

COPENHELL 2024: Er der plads til malurt i bægeret?

475 kroner for en flaske Champagne på en festival lyder som et scoop. Og det er det også. 64 kroner for en standardbajer er egentligt heller ikke galt som sådan. Ej heller er standardlejet på 100-120 kroner for et hæderligt måltid eller 70-90 for festivalklassikere.

Der er blot en ting ved det hele: Portionerne synes at være skrumpet over årene, men det er priserne til gengæld ikke. Det lugter lidt af kløgtigt købmandskab, og det er det ganske sikkert også. For COPENHELL er gået fra hjertebarn til hjertebarn OG pengemaskine. Og så vil den slags ting ske. Er det godt eller skidt? Det må den enkelte vurdere, men det er i hvert fald dagsprisen på en oplevelse der transcenderer både musik, mad, drikke og hygge men også har pop-up koncerter, egen Con, foredragsområde og rock academy. For blot at nævne få ting.

Hvis vi medregner transport, hotelovernatning, billet, mad, drikke og en enkelt souvenir eller to rammer vi på den forkerte side af 20.000 for en weekend for to i København. Eller med andre ord smertegrænsen som Smukfest har været med til at sætte. Ville jeg hellere til COPENHELL end til Smukfest? Ja! Er COPENHELL efterhånden en endnu mere gennemført helhed end Smukfest? Uden tvivl! Men vi er stadig her i et leje, som vil være en stopklods for mange, og så kan det jo diskuteres om den ellers så omtalte folkelighed går lidt af metallen.

Det skal jeg ikke gøre mig til dommer over, modargumentet vil lyde, at omkostningerne stiger og at bands bliver dyre, spiller længere, og stiller større krav i deres tekniske riders. Dette er ligeså sandt, og dette argument køber jeg, men jeg falder jo også lige midt i målgruppen: den midaldrende, hvide, velhavende mand. Så lad det blot være sagt, at mon ikke der er en grund til at det mest hørte svar på spørgsmålet: ”Hvad arbejder du med?” var: ”Jeg arbejder i IT,” og ikke ”jeg er kokkelærling.”

Men dyrt eller ej, så lad det være sagt: Kvalitet koster, helhed koster, oplevelser koster, og de hundredvis af skjulte overraskelser og sid quests, som er at finde på COPENHELL koster. Dyrt eller ej. Der er INGEN som COPENHELL! Så hvad end 10 klik er et greb i lommen for dig, eller du må spinke og spare i måneder og holde lidt igen på pladsen. Så gør det for fanden. COPENHELL er en oplevelse for livet!

COPENHELL 2024

Stik os en kommentar