Efter et par restaurantture over atlanten, er det tid til at vende hjem til Danevang.

Han hedder Mikkel, han er studerende, bruger hele sin SU (og garanteret mere til) på at spise ude og er vel det menneske vi kender, der har spist på flest restauranter i Aarhus og så er han er den ene halvdel af parret bag Gastropassion.dk – er du til god mad og lækre restaurantbilleder, så slå lige et smut forbi. Sidst men ikke mindst er han flinker fyr og det nyder du, som gastromand-læser, nu godt af lige her:

Skærtorsdagsaften, mens andre madglade mennesker sad til påskefrokost eller måske plejede  tømmermændene fra gårsdagens snaps, besluttede vi os i stedet, meget spontant, for at kigge indenfor på det roste brasserie (årets brasserie 2011 i Den Danske Spiseguide) for enden af åen i Aarhus, Restaurant ET.

Til trods for at listen af gode spisesteder i Aarhus er noget mere overskuelig end i hovedstaden, så er der alligevel nok til, at vi aldrig før havde fået lagt vejen forbi Restaurant ET, der ellers har været kåret Årets brasserie. Det måtte og skulle der rodes bod på.

Restauranten serverede en lækker påskemenu, men vi besluttede os for selv at sammensætte en 3-4 retters menu ud fra kortet. Inden vi nåede til maden, skulle der selvfølgelig bobler i glasset. Vi spurgte tjeneren om, hvilke champagner der var at finde på glas, og til vores store overraskelse siger han: ” I princippet åbner vi hele kortet for at servere på glas, så det er bare at vælge.”

Om dette gælder 5000 kroners vine, og det der er værre, ved jeg ikke, men vi fik senere uddybet, at glasprisen regnes som 1/5 af flaskeprisen, og at det indtil nu har kunne løbe rundt økonomisk for restauranten.

Efter den besked fra tjeneren gjorde vi det eneste rigtige – hvis ikke vi da ville sidde og lure vinkort i halve og hele timer – vi fik ham til at finde et godt glas. Og sådan gik det til at champagneelskerne fik serveret en glas crémant – og blev glædeligt overraskede.

Sprængtfyldt med små bobler, masser af syre og smag af alskens citrusfrugt gjorde crémant’en en godt stykke appetitvækkende arbejde. Sammen med sine ristede noter af brød og mandel var glasset, der kostede 88,-, et fantastisk alternativ til champagne.

Første ret stod på varmrøget torsk i en salat vendt med fileter af pink grape, tynde strimler af agurk og en god portion stenbiderrogn. En flot forret, stor i både størrelse og smag og med en dejlig harmoni.

Til rognen fik vi en stadig rank og grøn Sauvignon Blanc fra Loire, der dog havde en røget note over sig – et perfekt vinmatch efter min smag.

Når nu man er på et fransk brasserie, der kan bryste sig af at være et af de bedste i Danmark, så synes jeg, det er på sin plads at prøve stedets foie gras. Anden forret denne aften lød derfor på leveren i en stegt udgave med syltet rabarber og en intens sauce gastrique.

Den velvoksne skive smeltende blød foie gras sad lige i skabet efter min smag. De syrlige elementer i form af rabarber og sauce holdte fedtet i skak på fineste vis, og selvom foie gras, i så store mængder, godt kan blive for meget af det gode, var denne servering velsmag til sidste bid – for mit vedkommende.

Men man skal altså være til den kraftige, intense og fede foie gras for at juble over en sådan ret. Min kæreste var ikke helt så begejstret som jeg – men anerkendte velsmagen. I bagklogskabens lys erkendte han, at han måske bare skulle ladet de sidste bidder blive på tallerknen. ’Med foie gras skal man stoppe, mens legen er god’, må være aftenens læresætning.

I glasset havde tjeneren anbefalet en alkoholrig rødvin på 16%, der næsten havde en snert portvin over sig. Vinen havde en fin sødme, der dog blev holdt i skak af alkoholen og en dejlig syre, hvilket gjorde, jeg fandt den perfekt til både foie gras’en og gastrikken. Igen var kæresten dog lidt tilbageholdende med at uddele stjerner til dette glas. Han ville gerne have set et glas vin der gav mere modspil til den tunge ret – fremfor, som det var tilfældet med denne sag, at ramme rigtig mange af de samme noter og på den måde øge smagsoplevelsen.

Efter en halv time i selskab med fed lever og tung sødmefuld vin havde vi brug for et lille glas pausevin, inden menuen skulle stå på delikat pighvar. En god måde at gøre overgangen knap så brat, og selvfølgelig endnu vigtigere – så kunne vi også få sneget et glas rød Bourgogne ind.

Igen var det umuligt for os at vælge på ET’s vinkort, i hvert fald for os som relativt grønne i Bourgogne-faget. Men heldigvis ledte den kyndige tjener os godt på vej, spurgte ind til præferencer og lod os smage på tre vine, før vi besluttede os for hver vores favorit. Det er helt tydeligt, at ET brænder for det, de gør – og det er både på mad- og vinsiden. Vores tjener gik til opgaven med et engagement, som bare gør én glad, når man nu er ude og spendere.

Min pausevinsvalg faldt på en frugtig hindbærpræget sag fra 2009, nemlig  Les Charmottes fra Domaine A. Chopin et Fils, Nuits-Saint-Georges. Et elegant glas efter min mening.

Mikkel fik en lidt anden type pausevin. Han faldt ikke for nogle af de bourgogner, som tjeneren diskede op med, så han tog i stedet en tur til Rhone. Valget faldt også på en 2009’er men en Siléne, Crozes-Hermitage fra Domaine Chave.

Her var vi ovre i en mere rustik smag, dog igen domineret af friske bær (denne gang de mørke af slagsen) og med en tydelig pebernote fra Syrahdruen. En god, blød og saftig sag uden barske tanniner.

Herefter stod den på brødstegt pighvar med rå æbletern og grønne oliven i en sauce med vanilje og citron. Det var en spændende ret med smagsnuancer der pegede i hver sin retning men som alligevel lod sig samle af den perfekt tilberedte pighvar og det knasende sprøde smørstegte brød. Det eneste, jeg kunne ønske mig, var, at selve udførelsen havde været lidt mere skarp. Her tænker jeg på de lidt for grove æbletern og olivenstykker, der ikke helt blev integreret i retten.

I glasset fik vi serveret en syrerig mineralsk hvid bourgogne, som stod godt til den fine fisk. Havde jeg skulle vælge om, havde jeg nok gået efter mere fad og krop for at balancere med vaniljen og de grønne oliven.

Før desserten spurgte vores tjener, om vi havde lyst til at se restaurantens vinkælder, og det blev en hyggelig lille rundtur med masser af historier. Selve invitationen viste os igen den stolthed og det engagement, der hersker på Restaurant ET.

Selvom jeg var mæt, hoppede jeg glædeligt om bord i dessert-klassikeren chokolade fondant – og jeg fortryder ikke en eneste kalorie. Let knasende uden på, et svampet mellemste lag og flydende kulsort chokolade i midten. Som tilbehør fik jeg vaniljeis, passionsfrugtcoulis og små marengstoppe. En dejlig syrligsød kombination.

Kæresten snuppede fire fine petit fours til sin kaffe.

Vi droppede dessertvinen, men jeg røg direkte i mersalgsfælden, og købte en lille avec i form af en ”blomme-eau de vie”, altså  fransk brændevin med en styrke på små 50% – som jeg faktisk nok havde haft det bedre foruden – det var altså en herredrik!

Regningen kravlede op på små 2000,- men sikke en dejlig aften at tænke tilbage på: Et engageret og ikke mindst interesseret personale tog sig kærligt af os, hyggelige lokaler med en dejlig atmosfære og ikke mindst virkelig lækre retter – vi kunne faktisk ikke bede om mere. Vi følte os så at sige i rigtig gode hænder.

Restaurant ET er et oplagt valg til både lange romantiske kæresteaftener med masser af vin, men den afslappede stemning indbyder også til alle mulige andre anledninger. Her er noget for enhver smag, og man kan altså sagtens have en god aften for noget mindre, end den tusse vi slap per næse.

Du kan som nævnt følge Mikkel og kæresten på deres hjemmebane Gastropassion.dk

Har du spist på Restaurant ET? Eller er der andre brasserier i Århus der fortjener et besøg?

Stik os en kommentar