Weekendtesten: Danmarks bedste smørrebrød
Det er ingen hemmelighed at vi her på Gastromand er glade for en af Danmarks nationalretter – nemlig smørrebrødet. Det er skam heller ikke længe siden at at selveste Ida Davidsen opkaldte et stykke smørrebrød efter Gastromand. Så da jeg her for nylig fik fingrene i Ole Troelsøs nye bog “Danmarks bedste smørrebrød”, var det med stor interesse.
Ved første øjekast troede jeg egentlig at jeg havde fået fingrene i en kogebog med en masse opskrifter på smørrebrød, men helt en kogebog vil jeg nok ikke betegne det som. Det er nok mere en hyldest til smørrebrødet og dens historie, de bedste smørrebrødssteder i Danmark krydret med opskrifter og anekdoter.
Udseende og førstehåndsindtryk
Som så mange andre bøger vi får testet, så virker denne god og solid. Størrelsen er god og alene billedet på forsiden fortæller hvad det drejer sig om – nemlig smørrebrød og nok lige i den finere ende af skalaen. Bogen er på lidt over 250 sider og gemmer på 15 opskrifter (så vidt jeg lige kan tælle). Resten er sådan set portrætter af de kendteste danske smørrebrødsrestauranter.
Opbygning, struktur og indhold
En standard indholdsfortegnelse finder man ikke i denne bog. I stedet strækker indholdfortegnelsen sig over flere sider, hvor hver enkel restaurant får ret meget plads i form af billede og tekst. Det giver et lidt anderledes overblik, som jeg egentlig godt kan lide.
Som sagt så er der indhold og historier fra de mange gode restauranter vi har i Danmark. Dette er tilmed krydret med både gamle og nye billeder. Opskrifterne, de få der er, er gennemførte, men selve strukturen og gennemgangen i de forskellige opskrifter er ikke den simpleste måde at vise det på. Nogle opskrifter er dog relativ simple mens andre benytter sig af lidt mere avancerede teknikker – så her er der noget for alle.
Billeder
De mange sider i bogen præges af rigtig fine billeder, både af mad og menneskerne i køkkenerne landet over. Billederne af retterne er både afvekslende og appetitlige, og vækker også i nogle tilfælde dejlige minder.
Det er dejligt at se hvordan det ikke bare virker som om det hele er skudt på en dag eller to, men man rent faktisk fornemmer noget historie igennem nogle af dem.
Så selvom det i nogles øjne måske kan virke lidt rodet med sort/hvide billeder og så lige pludselig knivskarpe “nutidsbilleder” af moderne smørrebrød, så fungerer det altså for mig.
Dommen
Lad mig slå fast med det samme, dette er ikke en kogebog. Det er derimod en hyldest til det danske smørrebrød og historien gennem tiden. Bogen henvender sig til Gastromænd og kvinder, som interesserer sig for lige netop dette område, og fungerer desuden rigtig godt som godnatlæsning, hvor man lige kan nappe et afsnit ad gangen, og blive inspireret og klogere på kokke, spisesteder og tanker bag denne specialitet.
Desuden får du (trods alt) også få, men gode opskrifter på signaturretter du måske allerede kender, eller har smagt, så du selv kan trylle hjemme i køkkenet. Desuden formår Ole også at levere det på en velskrevet måde, som fanger en, når man først er gået igang. Vi svinger os op på 4 Gastromænd for et et velskrevet produkt, samt dejlige og afvekslende billeder. Det kunne sagtens være blevet til flere, men så skulle jeg også have haft lidt flere opskrifter med.
Fakta:
Forfatter: Ole Troelsø
Fotograf: Ole Troelsø, Jesper Rais, Steen Jacobsen/Scanpix, Erik Petersen/Scanpix, Jonas Pryner
Vejl. pris: 295,-
Sideantal: 255
Forlag: Forlaget Lucullus Aps
Smid en kommentar