Som tidligere nævnt her på Kanalen er Gastromænnerne taget på ferie under hjemlige himmelstrøg i år. Og i dagens afsnit lægger vi en maritim vinkel på sagerne og står til søs, sådan da, med en sand Christianshavner-original.

Christianshavns Færgecafé – Kaptajn Eriks farlige færgevand

”Jeg gider bare ikke billige råvarer eller kedelige smag, og så må det sgu koste, hvad det koster!” Ordene falder smilende men bestemt fra indehaver Erik ”Kaptajnen” Frandsen, som har sat mig i stævne til frokost en solrig sommerdag i Strandgade over en af hans monstrøse, hjemmelavede, velsmagende (og i øvrigt ikke vanvittigt dyre) wienerschnitzler og en kop øl med hjemmeblandet sidevogn.

Foran os i den bagende sol ligger et, selv for Christianshavn, forunderligt syn: En vidunderlig skæv, okkergul hjørnebygning i Christianshavnerstil, som bærer alle kendetegn af et brunt værtshus, hvis det da ikke lige var for de sirligt opstillede caféborde langs siden og rækken af maritime signalflag, der pryder bygningen. Det er måske ikke så forunderligt i sig selv, hvis det altså ikke lige var for den hundrede år gamle svenske passagerfærge, komplet med soldæk, salon og udeservering på fordækket, der i den svage sommerbrise vugger lystigt i sine fortøjninger foran bygningen.

Både bygning og det stolte skib bærer navnet Christianshavns Færgecafé, og beskrives af den tidligere sømand Erik Frandsen som en form for livsværk. Herfra serverer han – som det mest naturlige i verden – Færgecafeens helt unikke spin på klassisk dansk mad, litervis af kolde fadøl og et stadig voksende udvalg på hjemmelavede snapse. Ja, du læste rigtigt. På Christianshavn kan du stige ombord på en færge og få serveret farligt hjemmelavet færgevand af en vaskeægte færgemand! Og det er en oplevelse alle bør unde sig selv.

Det kan, hvis vejret tillader det (og du har bestilt i god tid), ske i solen på frontdækket på veteranfærgen, eller på det overdækkede og klimatiserede øvre dæk. Er alle vennerne samlet, kan det endda ske i selve salonen på den gamle passagerfærge, som fungerer som vippende maritimt selskabslokale og som ekstra buffer i spidsbelastninger såsom påske- og julefrokostsæsonen.

Er du mere til fast grund under fødderne, kan du i stedet søge Indenfor i den ikoniske, gule bygning der tidligere husede et brunt værtshus, og har krævet mere end et par hænder og mandetimer at få op til moderne fødevaremæssige standarder. Her finder du den nænsomt restaurerede, smukke og naturligvis behørigt skæve danske krostue med alt hvad sig dertil hører af træborde, træudskæringer, krummelurer, kakler på væggene og skæve plankegulve.

Hvad end du går den maritime vej eller vælger fast grund under fødderne, er du garanteret Københavns måske mest unikke stemning, store smil samt gak og løjer til din færgevand, som i øvrigt ledsages af særdeles god, klassisk dansk mad, som vor mor lavede den – hvis vor mor altså havde fuldskæg, kom fra Sverige og lystrede navnet Frederik.

”Min største udfordring med Frederik er jo i virkeligheden at han er svensker,” skraldgriner Erik, mellem mundfulde af Wienerschnitzel da snakken falder på køkkenchefen. ”Hvem fanden vil tro på, at en svensker laver god, dansk mad?” Men netop dét kan svenske Frederik, med en smule hjælp fra Kaptajn Erik. Og det smager præcist som man ville forestille sig dansk made ville smage, hvis det blev lavet af en svensk kok med hjælp fra en lettere flamboyant tidligere søulk: Klassisk dansk med et dogmefrit twist, lidt ekstra krydderi og fuld spark på grundsmagene: en lille smule frækt og eksperimenterende men med fuld respekt for danske traditioner og for dansk madkultur.

Fiskefileten er friskfanget, håndpaneret, sprødstegt men stadig flagende og saftig, og serveres med en grov, hjemmerørt remoulade lavet på hele stykker af picalilly. Tarteletterne, som jeg i øvrigt hylder blandt landets bedste, har fået et skud svampe med i fyldet for ekstra dybde og smag, og Færgencafeens 200 grams kleppert af en kalve-Wienerschnitzel serveres godt nok med både kartofler, ærter og skysovs, men ikke med klassisk ”dreng”. I stedet garneres med kryddersmør lavet på ansjos, citron og kapers og et heftigt skud friskrevet peberrod. Det er den slags små friheder, man tager sig. ”Det er måske ikke helt klassisk, men det smager og fungerer bare bedre på den måde,” siger Erik, og det er en påstand, der er svær at argumentere imod, for alt spiller bare i det tossede parallelunivers på Christianshavn, hvor klassisk dansk krostue møder bølgeskvulp, gak og løjer.

Råvarerne er friske og gode, og tilberedningen lige i skabet. Hvor det giver mening, bruges der lødigt halvfabrikata, men saucerne laves til gengæld altid fra bunden. Brødet til frokosten leveres fra den lokale bager, dressingerne er hjemmerørte, fisken er frisk og der gås aldrig (i profittens navn) på kompromis med hverken kvalitet eller pris – uden at prisen dog stikker af set i forhold til så mange andre, gode frokoststeder.

Og så er der jo det med snapsen, Eriks anden store lidenskab, og en efterhånden kæmpe del af oplevelsen og stemningen på Christianshavns Færgecafe… Ja, også for dem, der hårdnakket påstår, at de altså ikke kan lide snaps!

Det startede, som de fleste projekter med en mand bag roret, ganske simpelt som et sideprojekt omkring en hjemmelavet kryddersnaps kaldet Christianshavnerurt på lokalhøstet estragon og fennikel, og herfra eskalerede det en anelse… Okay, en hel del… Til en produktion, der nu omfatter indkøb af klar snaps i 30 liter dunke og flasker i pallevis, for det er præcis så meget snaps der skænkes på Københavns mest gyngende værtshus.  

Kortet tæller talrige varianter på alt fra salvie (prøv den til schnitzlen!) eller peberrod til dessertsnapse på rabarber eller kirsebær. Hele produktionen foregår ved håndkraft i restaurantens baglokale, og lagres i maskinrummet på Eriks elskede færge. Bliver udvalget uoverskueligt, tilbydes som det mest naturlige i verden et såkaldt snapse-batteri, hvor man i ro og mag kan smage sig igennem fem forskellige snapse til sin frokost – så er dagen ligesom i gang!

En brat opvågning og et farvel til Færgen

”Ej, men nu må du SIMPELTHEN have mig undskyldt, Johan, jeg skal være dommer i en pølsehornskonkurrence i Slagelse…” Med disse noget overraskende ord bliver jeg hevet ud af den noget maritime dagdrøm om snaps og smørrebrød, som jeg et øjeblik er drevet ind i.

De bliver dermed også de sidste ord i mit noget utraditionelle interview med Københavns måske mest farverige restauratør. Vi har på lige over tre time været igennem en Wienerschnitzel, et par små fadbamser, en tour i køkkenet, en improviseret snapsesmagning på kontoret og er nu af uvisse årsager endt på en naturvinsbar under Knippelsbro til en snak om livets glæder… Og jeg er på ingen måde overrasket.

Sådan kan det gå på Færgen. Det ved jeg efter et par år som stamkunde. Tingene stikker af på hyggeligste, mest forunderligste og absolut småberusende vis. Jeg er i øvrigt heller ikke et øjeblik i tvivl om at Erik på ingen måde stikker mig en plade, men faktisk skal bistå 12 husmødre fra Slagelse i at bedømme pølsehorn denne fredag eftermiddag. For sådan er Erik. Det ved jeg efter et par års venskab med verdens mest farverige, bindegale og elskværdige færgemand. Erik er præcis som sit livsværk: anderledes, dragende, vidunderlig og ulig noget du for alvor har set før.

Jeg krammer Erik farvel på Christianshavns Station og sender ham på vej mod Slagelse med en flaske vin i tasken og trasker selv hjemad igennem Christianshavns smukke gader. Jeg smiler da jeg passerer færgen på min vej tilbage mod Kongens Nytorv. Synet gør mig simpelthen glad helt ind i sjælen. Her kommer jeg hver gang, jeg er i København, og det bør du også gøre.

Gastromand anbefaler: Kaptajnens frokostplatte, det store snapsebatteri (samt en lur) og tarteletter.

Pro tip: Færgen kan være overrendt i højsæson og under højtider. Så book gerne bord Har du nemt til søsyge, så book dit bord i Krostuen. Færgen kan vugge ganske anseeligt i blæsevejr.

Stik os en kommentar