Testmiddag på Asador – Copenhagen Restaurant Week
På fredag løber endnu et ”nyt” tiltag i den københavnske restaurant-verden af stablen, når Copenhagen Restaurant Week’s 60 restauranter slår dørene op og byder gæsterne på to retter mad for sølle 150 kr.
København har gennem de sidste par år set flere lignende tilbud i form af bl.a. Copenhagen Cooking og Dining Week. Intet har dog befundet sig på et så lavt prisniveau.
Derfor havde jeg ikke de store forventninger om, at blive blæst bagover af store kulinariske indtryk og spidsfindigheder denne aften, da jeg begav mig mod Christianshavn mandag aften.
I forbindelse med CPH Restaurant Week havde jeg nemlig, sammen med en håndfuld dejlige med- bloggere, fået æren af at være blevet inviteret til prøvemiddag på det argentinske bøfhus Restaurant Asador.
Konceptet på restauranterne i Restaurant Week vil som sagt være to retter for 150kr, hvortil du skal købe drikkevarer. De fleste restauranter vil have to valgmuligheder i forret- og hovedretkategorien, samt muligheden for at tilkøbe en dessert.
Asador havde sammensat en ganske fin menu med valget mellem empanadas eller en salat af gedeost til forret, kylling eller tournedos af oksemørbrad til hovedret og til dessert enten en chokoladekage eller en crème brûlée (håber mine “streger” er korrekte, Anne :)).Mit valg faldt på salaten, tournedos’en og chokoladekagen.
Specielt salaten med gedeost viste sig at være på et væsentligt højere niveau end jeg havde forventet. En fin skive gedeost, med en fræk detalje i form af et tyndt lag karamelliseret sukker, udgjorde basen i salaten der herudover bestod af spæde salatblade, pære, syltede rødløg, selleri og lidt nødder samt en balsamico reduktion. Samlet set virkelig velsmagende – og flot – ret, der dog var en smule til den søde side.
Jeg smagte desuden en lille bid af de argentinske empanadas, med oksekød med oliven. De virkede umiddelbart ret intetsigende.
Videre til hovedretten, bestående af en pæn størrelse tournedos, kartoffelmos og rødvinssauce.
Bøffen var perfekt tilberedt, men jeg syntes det skinnede igennem at det (naturligvis!) ikke var kød fra den øverste hylde. Her ville jeg nok have foretrukket en lidt billigere og mere smagfuld, udskæring i en bedre kvalitet. Kartoffelmosen var ganske udemærket, selvom jeg personligt gerne havde set køkkenet være lidt mere rundhåndet med fløden. Sovsen var rettens svageste punkt, med en udtalt mangel på syre og salt. Alt for sød til mine smagsløg. Ikke desto mindre må man igen ikke glemme at skele til prisen, og så er det nok meget svært at gøre bedre.
Chokoladekagen, som blev serveret med en noget svag jordbærsorbet, var intet specielt, og det største samtaleemne omkring denne var, hvorfor man til stadighed vælger at tilføje appelsin til noget som fungerer ganske fint uden.
Alt i alt en fornuftig middag, krydret med en enkelt meget positiv overraskelse og et par skønhedsfejl.
Påfører vi os endnu engang ”value for money”-brillen, fremstår tilbuddet som værende overordentligt fornuftigt – og klart bedre end forventet.
Du kan booke bord til Copenhagen Restaurant Week her.
Samtidig kan du læse mere og få nyheder på deres Facebook-side.
Har du planer om at skulle til Copenhagen Restaurant Week? Og hvad synes du egentligt om de mange rabatter, de Københavnske restauranter lokker med?
Stik os en kommentar
-
Vi har efterhånden prøvet et par stykker af de her tilbudsrunder – sidst var vi på Orangeriet en mandag aften.
“Lækker mad – billigere!” er jo en udemærket idé men min kone og jeg ender måske med at være for forkælet eller noget i den stil; vi ender ihvertfald hvergang med at være skuffet over de ting der er skåret væk, en fornemmelsen af at være til besvær og følelsen af at blive gennet rundt som kvæg fordi man ikke er blandt dem der kommer og smider den store $$
-
Har du billeder af min forret? (empanadas). Jeg havde jo glemt mit kamera, så er ude på lånemarkedet. Det er lykkedes mig at få fat i billeder af al det andet, undtaget den forret…..
Ikke helt ok, min veninde døde jo desværre tirsdag :-(
Mange hilsner
Birthe -
Det var hyggeligt at møde dig. Jeg ved ikke hvor godt selskab jeg var…..
Mange hilsner
Birthe -
Kære Brian!
Tak for godt selskab og en fin anmeldelse. Jeg deler dine konklusioner hele vejen igennem.
Alt godt,
Kasper
-
Brian, tak for godt selskab og for korrekte accenter :-)
-
Fuldstændig enig med appelsin-chokolade kommentaren, hvad i himlens navn sker der for det.. Også i chokolademousse er det en perversion der gentages gang på gang. Det må stoppes!
Comments