VIN UDEN PIS: Hvidvin og træ
Jeg er så vellagret, at jeg kan huske dengang californisk chardonnay var 80% egetræ og 20% drue. Voldsomt, opulent og næsten ikke til at drikke. Men indimellem rammes jeg af den der trang til at få et glas hvidvin med smæk på fadet. Vanilje møder smør møder majs…….
Derfor dette tema, ”Hvidvin med træ”. Vi har vist haft et lignende for år tilbage. Men….den slags vine hænger åbenbart ikke lige så længe på træet længere. Der var ikke en eneste vin, der kunne leve op til min 80’er nostalgi og det er måske meget godt. Alle vinene afslørede at vinbønderne har fået styr på deres faddosering. Det var saftige og balancerede vine et langt stykke hen ad vejen. Så jeg må vente med at få en dosis af vanillin, guaiacol og eugenol, som er nogle af de duftstoffer et egetræsfad kan afgive til vinen. Påvirkningen skyldes både egetræets eget indhold af diverse godter, men som du måske ved, så rister man også fadene indvendigt, inden der kommer vin på. Man kan som vinbonde bestille sine nye egefade med forskellige grader af ”toasting”. Jo hårdere ristet, desto flere karamel/smøragtige noter får vinen.
Termen ”Oak management” opsummerer en vinproducents brug af træfade. Skal man bruge fransk eller amerikansk eg? Hvordan skal de toastes? Skal det være nye eller brugte fade ? Og hvor lang tid skal vinen ligge på fadet?
Alt det, behøver du heldigvis ikke at bryde dit kønne, vindrikkende ansigt med. Du skal bare tage stilling til om du kan lide vinen eller ej og om du synes den passer til det det, du spiser. Og her kan du se, hvad jeg mente om en halv snes hvidvine med træ.
Hvidvin og træ
Jean Monnier Beaune-Montrevenois Premier Cru 2019
Pris: 315,- v. 3 (normalpris 359,-)
Forhandler: Jysk Vin
Sprød, blidt aromatisk næse af pomelo og hvid fersken med et nænsomt strejf af træ. Munden er ditto sprød, meget læskende og mineralsk. Dejlig vin til fx fjordrejer, krabbekløer eller pighvar stegt på ben.
Ramon do Casar Nobre 2019
Pris: 189,- v. 3 (normalpris 219,-)
Forhandler: Jysk Vin
Dejlig åben næse med gule æbler og saltcitron. Fyldig, kælen og yderst behagelig mund med cremet mundfornemmelse og spicy finish. Glimrende vin.
Louis Jadot ”Les Petis Pierres” Bourgogne Chardonnay
Pris: 149,- (normalpris 195,-)
Forhandler: Kjær&Sommerfeldt
Her er der både liv og fad i næsen. Det oser af hvid bourgogne på den fede måde. Munden har veldoseret smørret fedme, men der er balance og friskhed. Skøn vin til røverkøbspris.
Louis Jadot Montagny Les Chanots Premier Cru 2019 [BEDST I TEST]
Pris: 199,- (normalpris 319,-)
Forhandler: Kjær&Sommerfeldt
Kraftig næse med tydelig fadduft og krydret tropisk frugt. Herlig og kraftig mund med smukt syrebid og flot intensitet.
Domaine de Champvallon Chardonnay Bourgogne 2019
Pris: 199,95
Forhandler: Sprit&Co
Lettere lukket næse med æble og et pirrende, peberagtigt pift. Rank og ren mund, der ikke bærer synderligt præg af kontakt med træ, men fremstår saftig, slank og nærmest salt. Dejlig vin, dog, så her bæres ikke nag.
Alkoomi Frankland River Chardonnay 2018
Pris: 169,95
Forhandler: Sprit&Co
Smaskhamrende reduktiv næse til start, så lad den plaske fra god højde over i en karaffel og tilbage igen. Så er der ananas med et touch af vanilje. Munden er cremet med god fylde men slutter af med forfriskende syrebid.
Heinrichshof Weissburgunder Reserve 2020
Pris: 179,-
Forhandler: Sprit&Co
Aromatisk, æblekerneduftende og fin næse. Prikkende og læskende mund med masser af charme. Purung weissburgunder fra Mosel, what’s not to like? Kom så, forår!
Domaine de Champvallon Pinot Beurot Bourgogne 2018
Pris: 219,95
Forhandler: Sprit&Co
Dejlig og sart næse af tørret hø, mandel og kvæde. Salt og knastør mund a la fino sherry. Mundvandsfremkaldende, intens og spændende vin. Få åbnet nogle østers eller noget. ”Pinot Beurot” er Bourgogne-lingo for pinot gris.
Ste. Michelle Vineyards Columbia Valley Chardonnay 2019
Pris: 99,- v. 6 (normalpris 169,-)
Forhandler: Kjær&Sommerfeldt
Ret anonym næse, der ikke afslører meget. Munden er smooth og behagelig og alt er venligt og poleret. ”Housewife-chardonnay” i den pæne ende. Jeg keder mig lidt.
Murphy Goode California Chardonnay 2020
Pris: 109,95 v. 6 (normalpris 149,-)
Forhandler: Jysk Vin
Blid næse med honningmelon. Cremet mund med fed, krydret frugt. Tung, men velsmagende vin. Til fisk og fugl i fløde eller cremede oste.
Rayos & Truenos Rueda L´Vieux 2018 [BEDST TIL PRISEN]
Pris: 139,95
Forhandler: Sprit&Co
Æblet og udviklet næse, nærmest som vintage champagne. Munden følger trop med fin kompleksitet og stadigt et saftigt bid. Flot moden vin og perfekt til gode, kraftige oste.
- Vinderne i Årets ret med gris og Årets ret med fisk & skaldyr er fundet
- Langtidsstegt and – den perfekte opskrift til Jul og Mortensaften
- Bliv madklar til præsidentvalget i USA med Gastromand
- Årets Ret Med Fisk & Skaldyr: Se de nominerede
- Årets Ret Med Gris: Her er de nominerede
Submit a Comment