Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image

Gastromand.dk | 21. november 2024

Scroll to top

Top

No Comments

VIN UDEN PIS: Sommerbolsjer – endnu en stortest

VIN UDEN PIS: Sommerbolsjer – endnu en stortest
Vinhjernen

Så kan du godt tage læsebrillerne på, så du kan finde ud af hvor resterne af dit sommervinbudget skal dirigeres hen. Vi har nemlig stortest på blandede sommerbolsjer og der er både søde, røde, hvide og lyserøde vine i blandt. I sagens natur er det svært at skrive en sammenfattende artikel om et så bredt felt af vine, der denne gang spænder fra cirka en halvtredser til knap et par hundrede.

Læs også: VIN UDEN PIS: KÆMPETEST AF GRILLVINE

Lige under 30 vine blev det til i denne omgang og det er nok til at give selv en erfaren anmeldergane sved på tungen. For ikke at smagningen skulle blive alt for kaotisk denne gang, blev vinene grupperet efter type og også underinddelt efter druesort(hvis der var flere) inden de blev smagt blindt. Der er både simple, læskende terrassebaskere og mere seriøse madvine i mellem et felt, hvor der denne gang ikke var så langt mellem ekstremerne som vi har set det tidligere. Udover de to titelvindere vil jeg gerne fremhæve to vine, der gjorde sig positivt bemærket. Den ene er Casa Benasal White, der må være 2021’s bedste terrassevin. Saftig, parfumeret og lige til at drikke sig småberuset i før grilltid.  Desuden den røde ”La Campine” på ren syrah, der er et kup for fans af Nord-Rhône.  Saftig, krydret og meget lækker. Stik den noget lammefilet.

Ellers er der bare tilbage at ønske dig god og coronafri sommer, næste omgang her på kanalen er BOBLER!

Kæmpetest: Sommerbolsjer

De lyserøde:

La Campagne Pinot Noir Rose 2020 [BEDST TIL PRISEN]

Pris: 59,- (normalpris 99,-)

Forhandler: Kjær&Sommerfeldt

Ikke meget næse på denne unge rosé, men godt afvejet mund med struktur og balance. Drik til en solid frokostsalat. Rigtigt godt køb.


Perette Rose Pays D’Oc 2020

Pris: 69,- (normalpris 109,-)

Forhandler: Kjær&Sommerfeldt

Blid, bærduftende vin, der ikke vil andet end at behage dig i varmen og det gør den sådan set udmærket. Let rosé med subtil sødme.


De røde:

Cortonesi Léonus Toscana Igt 2020

Pris: 99.95 v.6 (normalpris 122,-)

Forhandler: Jysk Vin

Vi er i Montalcino, hvor brunello kommer fra og det er da også ren sangiovese. Lidt lukket blommenæse men munden er dejligt krydret med medgørlige tanniner og ditto syrebid. Veldrikkende ”brunello light”.


Cepa Lebrel Rioja Reserva 2016

Pris: 59,-

Forhandler: LIDL

Svesket og blommet næse med moden frugt. Behagelig, om end lidt kort mund. Drik til grillet gris.


Jean Michel Gerin La Campine Syrah 2019

Pris: 119,- v. 6 (normalpris 135,-)

Forhandler: Jysk Vin

Ødsel næse med modne brombær, garrique og røg. Krydret og elegant mund, meget harmonisk og virkeligt flot. Mini côte-rôtie til flot pris.


De hvide

Casa Benasal White by Pago Casa Gran 2019

Pris: 99,-

Forhandler: Sprit&Co

Gewürztraminer og Moscato ligger i ske her og skaber en vin med parfumeret og charmerende næse . Munden er ligedan, saftig og hamrende drikkevenlig. Der er billige svigermorpoint at hente, men du bliver også selv glad, hvis du har købt nok. Indbegrebet af uforpligtende sommervin.


Henri Bourgeois Sancerre “Les Leunes Vignes” 2019

Pris: 149,- (normalpris 219,-)

Forhandler: Kjær&Sommerfeldt

Sancerre kan altså noget med sauvignon, selv på unge stokke som her. Sart og blid næse uden hysterisk aroma, æterisk let, men cremet og meget harmonisk mund. Få så åbnet nogle østers.


Minkowitsch Riesling Alte Reben 2015

Pris: 149,-

Forhandler: Sprit&Co

Afdæmpet næse med et lille floralt pift og citrusfrugt. Cremet og behagelig mund med god fylde. Dejlig og blid vin.


Minkowitsch Silver Edition Ried Rochusberg 2019

Pris: 159,-

Forhandler: Sprit&Co

100% riesling, hvor halvdelen af vinene har undergået malo. Skøn næse, der oser af blomster og citrusfrugt. Blid og venlig mund med let sødme. Meget samme stil som ”alte reben” fra samme hus men endnu blidere pga malo-gæringen.


Minkowitsch Chardonnay 2019

Pris: 129,-

Forhandler: Sprit&Co

Mild næse af gule æbler. Rank og mineralsk mund med god syre i chablis-agtig stil. God østrigsk chardonnay.


Minkowitsch Weissburgunder 2018

Pris: 129,-

Forhandler: Sprit&Co

Sart næse med blid ananasduft. Krydret og tør mund, der slutter lidt kort.


Louis Jadot Domaine du Bouchet Mâcon-Lugny 2019

Pris: 119,- (normalpris 169,-)

Forhandler: Kjær&Sommerfeldt

Skøn næse med blidt fadpræg på toppen af honningmelon og et lille floralt pift. Harmonisk og fyldig mund med saftig syre. Glimrende.


Ressò ) do Catalunya 2018

Pris: 59,-

Forhandler: Sprit&Co

Der er begyndende oxidering i bade næse og mund og det gør den ellers velstrukturerede vin lidt slap. Drik på terrassen til grønne oliven og saltmandler.


Hachon Verdejo Ecológico Rueda 2019

Pris: 50,-

Forhandler: LIDL

Mandelduftende og urtekrydret næse.  Krydret og fyldig mund med god stuktur og saftig finish. Udmærket verdejo til fin pris.


Dr. Wehrheim Weissburgunder Buntstück 2020

Pris: 159,-

Forhandler: Sprit&Co

Blomsterkrydret og indbydende næse. Velstrukturet, mineralsk og fyldig mund med god syre og tør finish.


Dr. Wehrheim Riesling Buntstück 2020

Pris: 159,-

Forhandler: Sprit&Co

Håndsæbeduftende næse med fersken.  Frisk, syredrevet mund med godt bid. Savner lidt fylde til prisen.


Nucli Blanco 2020

Pris: 109,-

Forhandler: Sprit&Co

Økologisk vin på blend af macabeo og sauvignon blanc. Næsen er dejligt floral og blid, munden er knastør og fast i kødet. Drik til kylling piripiri eller paella.


Henri Bourgeois Quincy ”Haute Victoire” 2020 [BEDST I TEST]

Pris: 119,- (normalpris 179,-)

Forhandler: Kjær&Sommerfeldt

Cremet og pudder-parfumeret, flot næse. Skøn mund med blid fedme, struttende syre og fin balance. Flot vin.


Bourgogne Chardonnay 2018

Pris: 59,-

Forhandler: LIDL

Småoxideret næse af stødt æble. Cremet mund, der savner syre og balance og afslutter lidt kradsende.


Domaine de La Vauvise Sauvignon ”La P’tite Vauvise” 2019

Pris: 89.95 v. 6 (normalpris 99,95)

Forhandler: Jysk Vin

Afdæmpet, behagelig næse med blid hyldeduft, der forstærkes lidt i munden. Tør og balanceret mund, der afslutter læskende.


Lukas Lehner Riesling vom Schotter 2017

Pris: 109,-

Forhandler: Sprit&Co

Dejligt kraftig rieslingnæse med begyndende petroleumsduft. Slank, rank og let vandet mund med overraskende blid syre. Læskende riesling i den lette ende.


Lukas Lehner Weinviertel Grüner Veltliner 2019

Pris: 99,-

Forhandler: Sprit&Co

Næsen er let reduktiv, men munden er dejligt grünersk med saftig mineralitet. Dejligt læskende vin i vanlig let Lehner-stil.


Lukas Lehner Sauvignon Blanc vom Schotter 2018

Pris: 109,-

Forhandler: Sprit&Co

Klassik næse af knækket hyld og stikkelsbær. Fyldig, læskende mund med blidt prik på tungen.


Louis Jadot Coteaux Bourguignons Blanc 2019

Pris: 99,- (normalpris 149,-)

Forhandler: Kjær&Sommerfeldt

Lidt nondistinkt næse af ananas, brøddej og krudt. Behagelig, cremet og letkrydret mund med lidt kort finale. Lidt svagere end tidligere årgange, men stadig en fin vin.


Balthasar Ress Riesling Hallgarten 2019

Pris: 119,- (normalpris 199,-)

Forhandler: Kjær&Sommerfeldt

Gavmild og liflig næse af hvide blomster og pære. Munden har subtil sødme og er yderst drikkevenlig.


De søde:

Alkoomi Frankland River Late Harvest 2018

Pris: 119,-

Forhandler: Sprit&Co

Sødlig vin på blend af sémillon, sauvignon blanc, verdelho og viognier. Det er sauvignon, der dominerer næsen med blid duft af hyld. Munden hænger fint sammen, der er syre og struktur til at holde sukkeret i skak. Hyggelig terrassevin, mens du griller.


Fabio Perrone Brichet

Pris: 99,-

Forhandler: Sprit&Co

Sød vin på den blå drue brachetto. Dufter af jordbær og sød pibetobak. Blid mund med tydelig sødme og lav alkohol. Meget venlig, men boblerne er næsten væk og så bliver den  lidt banal.


Fabio Perrone San Martino

Pris: 89,-

Forhandler: Sprit&Co

Hvid pendant til ”Brichet”, bare på moscatodrue. Den dufter af champagnebrus og prikker ligeledes kun blidt i tungen. Spøjs, mere end god.


Fabio Perrone Moscato d’Asti

Pris: 129,-

Forhandler: Sprit&Co

Let og læskende moscato d’asti, hvor parfumen ikke bliver alt for kvalm. Meget let mousse. Drik pivkold til frisk frugt eller frugttærter.


Stik os en kommentar

Submit a Comment