Weekendtesten: Bourgogne vs. Bordeaux
Webmasteren er netop taget til Bordeaux i selskab med sommelier fra et par håndfulde af Danmarks bedste restauranter, så hvad er mere passende end lidt vin på bloggen?
Webmasteren og kæreste havde inviteret på carpaccio af rådyr, foie gras og dyreryg – alt sammen med lækker vin, og her kommer en lille pakke ind i billedet. Herluf – ejeren af “Nichevin” havde nemlig sent lidt fransk vin til test. Nichevin ligger i Valdemargade i København og har selekteret udvalgt af vin fra Frankrig, Italien, Tyskland, Spanien og Østrig. Det er efterhånden sjældent jeg ser vinforhandlere der holder sig 100% til Europa.
2009 Pouilly Fuissé ”les Crays”, Eric Forest, 100 % Chardonnay (kr. 235,-)
Vi bad Herluf om at finde nogle vine, som var maskuline og passer til en ægte Gastromand – her havde jeg nok ikke forestillet mig Bourgogne, og da slet ikke hvidvin – men jeg skulle blive klogere og min tvivl gjort grundigt til skamme! “Wow” udbryder Webmasteren ved første tår – det havde jeg slet ikke set komme, jeg må give ham ret – det er kraftige og kompakte sager det her. Der vælter duft af ananas, melon, toast, smør og lakrids noter op ad glasset, og det lægger sig i munden med fedme og masser af smag. “Jeg må vist hellere lige google den her” siger jeg og finder vinen på Herlufs hjemmeside. Jeg smiler for mig selv, da jeg læser om Eric Forest – som åbenbart har ry for at producere nogle af områdets kraftigste vine. Vinen har elegance og struktur, som er det jeg forbinder med Bourgogne, men ellers ville den overdådige frugt og markante syre nok nærmere have peget mig i retningen af Californien. Det er måske ikke en “tøsevin”, men det var jo bestemt heller ikke hvad vi bad om – vi er imponeret!
2009 les Malbecs de Tire Pé, Bordeaux. 100 % Malbec, 13,8% (kr. 170-)
Efter vores “velkomstdrink” så er det tid til at smage på lidt bordeaux, men igen ikke den “traditionelle” type – jeg havde nok tænkt Cabernet Sauvignon og Merlot – men nej det bliver skam Malbec, som jo kommer fra Bordeaux og er en af de 5 druer de benytter.
Der skal arbejdes en del med vinen for at få den “igang” og for at få nogle smagsnoter frem, i starten er den ekstremt lukket og ja burde nok have været åbnet for timer siden, det husker vi lige til næste gang. Efter noget tid og her snakker vi altså adskillige timer, så begynder der at ske lidt. Duft af brombær og blomme, men igen forholdsvis “reserveret”, det er muligvis fordi, at Malbec måske bare ikke er vores favorit-drue eller måske fordi vi bare ikke er erfarne nok til den franske fromme drue. Tidligere når vi har dyrket Malbec, så har det været oversøisk fra fx Argentina med fuld power, hvor alt syre og balance er en saga blot og tilbage står lag på lag af sødme – for nogle er det så alt for meget, sådan er det jo med vin – smag og behag.
Se mere på http://www.nichevine.dk/
Hvad er dine erfaringer med fransk dyrket Malbec?
Stik os en kommentar-
Hej Bisgaard
Forklaringen er meget enkel: Producenten er en af de mindste i området, og mængderne vi får er ikke uendelige. Prøverne blev sendt ind i januar, og i mellemtiden er årgang 2009 (som vi havde mest af på det tidspunkt) blevet udsolgt. Det samme gælder årgang 2010, som vi også havde i januar. Den gang valgte jeg at indsende 2009, fordi vi havde talt om hvidvin med maksimal koncentration.
Siden starten af juni har det været årgang 2011. Prisen har været den samme på alle årgangene. Og ja – der er absolut forskel på årgangene. 2011 er grønnere, mere frugtet og med mere syre end den anmeldte.
Herluf, Niche Vine -
Hej Bisgaard! Tak for rosen – bum bum bum, nej ikke denne årgang, det er jo lidt uheldigt – men måske er der en logisk forklaring, har du overvejet lige at smide en mail til Nichevin? Ellers så kan jeg lige prikke ham på skulderen.
Den tror jeg vist nok vi gemmer til en meget speciel anledning :-) Meget kan jeg ikke røbe lige pt.
-
Herlig anmeldelse, som altid!
Jeg besluttede mig for at prøve hvidvinen, men da jeg gik ind på nichevine.dk, måtte jeg jo konstatere, at årgangen der sælges er en 2011, hvor jeres anmeldelse bygger på en 2009. Har i kendskab til denne årgang? Jeg har ikke den store kendskab til årgangsvine fra Bourgogne, så det kan godt virke lidt suspekt, når årgangen der anmeldes ikke føres hos forhandleren (i hvert fald ikke over internettet). Det får det til at lugte lidt af ‘cheesy’ reklame fra forhandlerens side. Hvis årgangen i har anmeldt har en højere salgspris, end den som forhandleren har opgivet, er det jo vildledende. Prisen er den samme på 2011 årgangen. Ser frem til et klogt svar./Bisgaard
Ps. Hvorfor er der ikke lagt billeder/opskrift ud med den Rådyrs Carpaccio og ryg?! Det lyder jo fantastisk!
Comments