De af jer, der har været i mit sted, ved præcis, hvad jeg taler om: Det er forbandet svært at holde balancen i forreste pit foran Centerstage til Rock Am Ring med et par fadøl i blodet og en ung, lavstammet blondine på skuldrene, som rocker ud til hvad der allermest minder om AC/DC på speed!

Champagnen til dette indlæg var en fødselsdagsgave fra Theis Vine. Fandme tak skal I ha’!

Vi skriver 2010 og foran os på scenen har de dengang purunge Australske speedrockere fra Airborne (flankeret af rundt regnet 50 Marshall-forstærkere) gang i et af numrene fra deres mainstream-gennembrud “No Guts. No Glory”.

I hvad der bedst kan beskrives som et halvgennemtænkt stunt, har bandet netop bedt om at se så mange smukke piger som muligt løftet op på skuldrene til nummeret ”Blonde, Bad and Beautiful”, og når nu blondinen ved min side med sine små 160 cm i forvejen har svært ved at se igennem menneskemylderet, måtte jeg og mine 183 cm jo træde til og få hende i vejret til eftermiddagens folkefest.

”BLONDE, BAD AND BEAUTIFUL!” skriger blondinen på mine skuldre taktfast sammen med små 70.000 andre mennesker på denne hede sommereftermiddag mens crowdsurfere vælter forbi, tomme ølkrus flyver igennem luften, og en sødlig duft breder sig fra flere kanter. Tyskeren ved siden af mig prikker mig på skulderen og sætter en fuld fadøl oven i det tomme glas, jeg står med i hånden. ”Blonde, Bad and Beautiful,” mimer han og peger op på pigen på mine skuldre hvorefter han forsvinder i et moshpit…

Ja, sådan har minder det på særeste vis med at dukke op, og det er sjovt nok netop denne episode, der dukker frem af min krøllede hjerne, da jeg en fredag aften næsten ti år senere sidder i en sporadisk forsamling af fire gode venner, til en spontan housewarming i en loftlejlighed i midten af Koldings gamle centrum.

I mine hænder har jeg en fødselsdagsgave fra Theis Vine i form af en 2012 Champagne Mandois Blanc de Blancs i magnumflaske, og et kort øjeblik er mine tanker et helt andet sted end ved det gode selskab. “Blonde, Bad and Beautiful,” tænker jeg, og minderne vælder frem, mens jeg forsvinder lidt ud af samtalen om bordet og forsigtig lemper proppen af den anseelige flaske…

Men hvad fanden har blondiner egentligt med Champagne at gøre? Jo, se, for at forstå det, skal vi lidt længere ind i min krøllede hjerne… Følg med!

 

Blanc de Blancs: Champagnens svar på den kølige blondine

Lad os lige for et øjeblik dvæle ved det første nye ord, vi stødte på her i tredje afsnit af Gastromands rock ‘n’ roll rejse ind i Champagneland: Blanc de Blancs. Blanc de Blancs er betegnelsen for en Champagne lavet udelukkende på grønne druer, og i Champagne betyder grønne druer én ting: Chardonnay; den i min optik mest kølige og sexede drue i verden.

Chardonnay kan under optimale forhold – og dem har man i den grad i Champagne – udvikle nogle af verdens smukkeste, dybeste, mest komplekse og sejlivede vine… Og det på trods af at druen i sig selv faktisk er en af de mere anonyme hele druespektret, der indgår i vinproduktion!

At kalde Chardonnay anonym er måske noget af en statement, men med denne betegnelse hentyder jeg såmænd blot til, at den i sig selv ikke giver meget smag og karakter, og at den i den grad afhængig af både undergrund, klimaforhold og vinmagerens kompetence for virkelig at folde sig ud . Det er nok netop derfor at Chardonnay er nerven i både Champagne og Bourgogne, to af verdens absolut bedst placerede, dyreste og mest prestigefyldte vinområder – da man her har klimaet, jordforholdene og bundkompetente vinmagere, der kan få Chardonnay til at stråle klarer end nogen sol og på måder der slet ikke kan sammenlignes med det halvtynde sprøjt, vi kender fra så supermarkedshylderne.

Skal vi generalisere en smule, har vi med Chardonnay at gøre med en dame, der er lidt svær at tæmme, ved hvad hun vil, kræver opmærksomhed og skal bejles godt til før hun giver sig hen… Men som samtidig er smuk, dragende og kan vende hoveder: Som ung er hun rank, stolt, fuld af syre, kant og intensitet, med en duft og smag lidt hen ad æbler, lime og tropisk frugt. Med lidt alder mildnes hun og bliver lidt mere rund og fløjlsblød med elegante gyldne strejf og en mere afdæmpet personlighed med uendelig dybde… Med andre ord, vinverdens svar på den klassiske, smukke blondine, som kender sit værd.

Og nej, jeg siger ikke at mit ræsonnement og logik giver mening, og jeg ved jeg netop har forpligtet til også at skrive et kærlighedskvad om mørke druer og lunefulde brunetter, but so be it… Vi iler videre! Hvordan dufter og smager hun så, Champagnens svar på en blondine? Og hvordan arter hun sig i så relativt ung en årgang som nu 2012? Det satte jeg fire venner i stevne for at finde ud af.

 

2012 Mandois Blanc de Blancs: ung, frisk og lækker!

Lad det være sagt med det samme: Mandois 2012 ER både blond, slem og smuk! Som den type, man lidt for nemt falder for… Hun er ikke afvisende og vrissende som, visse andre unge årgangschampagner kan være, men nærmere sky og tilbageholdende i sit duftindtryk fra start.

Giver man hende lidt tid og tålmodighed udfolder hendes duft i glasset sig hurtigt i et behageligt mix af limeskal, abrikos, hvide blomster, citronsaft og fuldfed fløde… Intet overspillet, intet underspillet, bare helt perfekt balanceret i et mix, der kræver lidt tålmodighed og vilje at trække op af glasset.

View this post on Instagram

A post shared by Johan Johansen (@johanjohansen)

Det første smagsindtryk er en underfundig cremethed, en smule flødekaramel og en fløjlsblød mundfylde, der brydes af noter af abrikos og syrlig ananas, krænger over i kandiseret lime og ender i en stringent, stram men veltøjlet syrlig note af Granny Smith æbler, som langsomt toner ud i en eftersmag af kalksten, mere tropisk frugt og en vedvarende cremet flødenote. Ikke på overdreven eller bombastisk vis – intet springer ud af glasset, men alt forgår på et subtilt, igen nærmest underspillet og ret så lækkert plan, som alle bør kunne sætte pris på.

Dette understreges på smukkeste vis denne fredag aften i en taglejlighed i Kolding, hvor min ene, smukke speedsnakkende medsmager midt i en sætning nipper fraværende til glasset, ruller med øjnene og – i hvad der lynhurtigt bliver til det nye fagudtryk Chamgasme – får fremstammet et ”Åh min gud” og taber tråden. ”Jeg ved ikke meget om Champagne,” mumler hun endelig, ”men det her er fucking vidunderligt!” – og så burde den købsanbefaling vel egentligt være på plads?

2012 Mandois Blanc de Blanc er naboens datter indenfor Champagner: Ung og sprød. Blonde, Bad and Beautiful! Det er forførende og drikkevenlig Champagne med rigelig af ungdommelig syre. En Champagne hvor alle vil finde en harmoni, der er til at danse med, Champagne, der tydeligvis uventet kan slå benene væk under drikkeren, og Champagne hvor nørder som jeg alligevel kan få skældud af selskabet for at trække sig fra samtalen om bordet for at sniffe, slurpe og smage i et forsøg på at hive noter og accenter ud af glasset.

Det behøver ikke ta være så skide svært eller kompliceret. Vi er ikke i tvivl, og tøver ikke et øjeblik med at smide 4 FULDFEDE Gastromænd med topmave efter en ung, sprød, ligefrem og frugtig Champagneoplevelse til SÆRDELES fornuftige penge! Det burde ærligt talt have været 4,5 Gastromænd, men da skalaen ikke vil lade sig springe på denne måde, må vi nøjes med at lade bukseknapperne springe.

Champagne Mandois 2012 Blanc de Blancs forhandlers af Theis Vine til 579,95 for en magnumflaske.

 

Encore: Kan det blive meget bedre? Det tror vi!

Meeeen… Vent nu lige lidt. Kom vi i vores teenage-crush ikke lidt rigeligt nemt henover smagsindtrykkene? Hvad med alle de forunderlige noter af brød, gær og malerisk forfald, vi tidligere har lovprist ved årgangs-champagner? Er der slet intet af dette? For at være ærlig… Nej, ikke det store! Men det har så afgjort sin grund.

Foruden en cremet, flødeagtig note, er der ikke mange såkaldte sekundære indtryk at spore hos Mandois Blanc de Blanc. Her er ingen fremtrædende gærnoter, ristede brødnoter, smør, svampe eller andre af de herlige indtryk, vi har lært at forbinde med og elske ved vintagechampagner… Men hun er stadig kun en vårunge på syv somre, og har slet ikke haft tid til at udvikle de træk, vi tidligere har skamrost med andre. Disse noter kommer alle med alderen, og kræver tålmodighed og pli fra Champagneelskeren.

Vil man have disse indtryk i sine Champagner, skal man være villig til at investere – og det gælder både tid og penge. Har man tålmodigheden til at invitere hende med hjem og behandle hende godt et par år, er vi dog overbeviste om, at man vil blive endda meget positivt overrasket og belønnet for sin tålmodighed.

Naboens datter fra Mandois har nemlig noget, få i hendes prisklasse kan blære sig af to ting: en tæt på perfekt fødselsattest og en ordentlig størrelse!

 

Gastromand kigger i krystalkuglen: 2012 – det nye kongeår I Champagne?

Vi har tidligere i en længere artikel berettet om forskellen på Champagne og årgangs-Champagner, og skal ikke kede jer med det igen. Der findes Champagne uden årgang, som er lavet til at drikke nu, og så findes der Champagne med årgang, som afspejler et givent år og er lavet til kælderen og specielle stunder. Til denne opsummering af en længre smøre skal blot knyttes den kommentar, at som med alle andre steder i verden, er der ikke to årgange, der er ens i Champagne, og nogle år er bare bedre end andre. Jo bedre et år, jo større finesse og nuancer i den færdige vin – og jo større potentiale for gevinst ved lagring af.

Du finder sjældent dårlige år i Champagne, dertil er producenternes ry for vigtige. Er kvaliteten ikke til det, springer man simpelthen en årgang over og bruger druerne til noget andet. Dermed kan den generelle skala for årgange i Champagne vel også bedst rangeres fra gode over meget gode til exceptionelle år.

Kigger vi på de seneste 20-30 vil mange år kunne klassificeres som gode, herunder 1998 og 2005. Årgange som 2004, 2006 og 2009 hører blandt de meget gode, men ser vi på de exceptionelle er vi nede på et enkelt eller to. 1996 må nemt klassificeres som det absolut bedste Champagne-år i undertegnede og de fleste af vores læseres levetid, men beskyldes af flere kilder for at være ved at løbe tør for sjæl og kraft. 2002, derimod, runner-up til titlen bedste år i nyere tid, buldrer stadig derudaf uden tegn på træthed eller overhaling… Og det er i forhold til denne legendariske og pengemæssigt pebrede årgang, at årgang 2012 står til at blive rigtigt interessant!

Læs også: Wine Spectators Champagne Vintage Chart

Allerede her, mindre end 7 år efter høsten, hvor både vinene og priserne er på kravlestadiet, udnævnes 2012 nemlig af både producenter, branchefolk og anmeldere som et bud på en seriøs arvtager for kongeårene 2002 og 1996… Og det gør det jo på ingen måde mindre interessant for en Gastromand at stå med en magnum af netop denne årgang i hånden! Bliver 2012 det nye kongeår? Står vi her med et sleeper-hit af en Champagne? Disse spørgsmål bliver faktisk kun mere spændende af det faktum, at det netop er en magnum man står med! For jo, vi er sgu kede af at sige det, men…

 

Size does matter: bigger IS better!

Vi kommer simpelthen ikke omkring det lidt ømtålelige emne omkring størrelse… Does size really matter? Og hvorfor denne pludselige og konstante fokus på størrelse og ikke gørrelse? Jo, det er ganske simpelt: Size does matter! I hvert fald når vi taler vin!

Lad det være sagt med det samme. På trods af redaktionens status som drengerøve, kan vi garantere, at vi med denne udtalelse ikke søger at provokere, og at der faktisk er en ganske fornuftig grund til at Theis Vine til tider forærer undertegnede flasker i delestørrelse!

Det der med store flasker kan måske virke lidt vulgært, lidt drengerøvsagtigt og lugte lidt af påtaget overskud og en kronisk vilje til at imponere… Helt uden tvivl forholder det sig også sådan for visse opmærksomhedshungrende vinkonsumenter, og det er en forbandet skam, for der er faktisk en mening med galskaben og med de store flasker.

Foruden at være perfekt til deling ved særligt festlige lejligheder (som nu en 38 års fødselsdag eller en onsdag eftermiddag på Christianshavn), så tjener de store blæreflasker faktisk et formål: Vin holder sig ganske enkelt friskere og udvikler sig langsommere og bedre på store flasker. Hvor almindelige flasker relativt hurtigt vil begynde at udvikle modne noter, vil vin på større flasker beholde dens friske og intense indtryk i længere tid – sideløbende med at nuancerede ældningsindtryk langsomt begynder at sætte deres præg og danner en meget mere harmonisk og bred helhed.

Griber man et par flasker af de store og lægger dem ned i absolut ro og mørke nogle år, vil man opleve, at de ved siden af de forfriskende ungdommelige udtryk, vi netop har lovprist, vil begynde at udvikle flere af de såkaldte sekundære noter, som mange elsker ved champagner: det være sig toner af smør, nødder, ristet brød, ølgær eller endnu større cremethed. Venter man længe nok, vil disse noter efterhånden overtage, men under rigtige forhold og i beholdere af ordentligt størrelse, er det en proces, der kan tage flere årtier. For eksempel tog denne Gastromand for et års tid siden en for holdet, og smagte på en næsten 30 år gammel Charles Heidsieck fra dobbelt-magnum (læs om oplevelsen her), og fandt den forunderligt ungdommelig med et slør af forførende ælde:

View this post on Instagram

A post shared by Johan Johansen (@johanjohansen)

Netop derfor er store flasker et oplagt valg, hvis man ønsker at købe vin med henblik på at nyde den flere år ude i fremtiden – og netop derfor er vin på større flasker også generelt dyrere end den tilsvarende mængde i normalflasker.

Det var i hvert fald vores opfattelse indtil for ganske nyligt, og netop derfor føler vi også her brug for at råbe vagt i gevær siden Theis Vine tydeligvis har slået hovedet og netop nu lader dig erhverve en magnumflaske Mandois i (måske) kongeårgangen 2012 for lige over en plovmand – eller 500 kroner, som I unge mennesker i dag ville kalde det. Det bliver slet og ret ikke meget billigere for vin i denne kvalitet, hvad end du drikker den nu, eller gemmer den godt væk. Veltømret Vintage Champagne til denne pris for en magnum udløser en klar anbefaling af ”Køb, for satan, køb!” herfra!

… Så kan du altid overveje om du vil hive et par flasker med hjem til kælderen, og lægge dem et par år under rolige, mørke og kølige forhold – eller om du vil poppe den i gode venners lag til tonerne af lidt god, langhåret rock ’n’ roll!

Her på Kolding-redaktionen af Gastromand kommer vi nok til at gøre begge dele. Sir’ det bar’!

Stik os en kommentar