Som du måske husker var Webmasteren sidste år en tur på det 5-stjernede Alter Meierhof, som ligger på den tyske side af Flensborg Fjord med udsigt til bl.a. Fakkelgaarden på den modsatte bred. Fakkelgaarden vil naturligvis ikke stå tilbage og inviterede til spisning med efterfølgende overnatning.

Siden jeg begyndte at interessere mig for gastronomi og den finere madlavning, har jeg ønsket at besøge Fakkelgaarden. Min interesse for stedet blev for alvor vagt, da en gammel bekendt fortalte mig, at det var den bedste “bo og spis”-oplevelse han nogensinde havde haft – og det vel at mærke på trods af tidligere besøg på både Falsled og Munkebo Kro. Derfor var det også med høje forventninger, at konen og jeg satte kurs mod det sønderjyske (de trofaste læsere husker nok, at både Eksilsønderjyden og Webmasteren oprindeligt kommer fra netop dette område, så I må kunne forstå deres skuffelse da de begge blev fravalgt til fordel for en romantisk weekend).

Fakkelgaarden ligger i Kollund – lidt øst for Kruså og nord for Flensborg med smuk placering lige ud til fjorden. Det tidligere vandrehjem blev officielt kongeligt indviet af Kong Christian X i 1936. Omkring 1990 blev Fakkelgaarden opkøbt af Fleggaard-familien, som siden har drevet stedet som hotel med tilhørende  gourmetrestaurant.

Lad mig starte med at sige, at stedet har sin sjæl og atmosfære med sig – lige fra du træder ind i reception føler du hyggen og varmen – præcis som du har brug for, når du skal slappe af.

Vi bliver vist pænt til vores værelse, og får et lille kort med, hvor der står hvornår der serveres eftermiddagskaffe og kage, aftensmad og morgen samt lidt mere praktisk – så dybest set kan vi bare os læne og tilbage og så sørger personalet ellers for resten. På væreslet bliver vi mødt af endnu en hilsen og velkomst, denne gang ledsaget af bobler – af den rigtige slags!

Efter vi har delt vores champagne, slentrer vi ned i deres lille pejsestue “Gendarm”, som er opkaldt efter et korps som bevogtede den danske grænse efter krigen. Jeg synes sgu det er hyggeligt med lidt historiefortælling til at skabe stemning. Vi bliver nu mødt med valget mellem en hindbær-chokolade-tærte eller en pære-citron-tærte – ikke så meget at diskutere der, valget er foreviget ovenfor! “Tærten” smager lige så godt som den ser ud og bliver ikke dårligere af at blive skyllet ned med en god stærk kop stempelkaffe. Vi nyder vores “pre dinner dessert”, som konen øvrigt mener er et stærkt undervurderet koncept! Alt imens kommer vores tjener hen og spørger om vi vil høre aftenens menu…

Sort hummer med selleri, brunet smør, rå æble og hasselnøddeolie
~
Stegt slethvar med små porrer, cremet morkelsauce og karse
~
Andelever med kvædepuré, syltede løg, tørret bryst, cider og sauce med saltede kråser
~
Kalvefilet med saltet brissel, blomkål, svampe, slytede tranebær og sauce med frugteddike
~
Danske oste med stikkelsbær fra Bakkegaarden og smørstegt sønderjysk rugbrød
~
Blodappelsin, vanilje, mynte og sprødt

..og vi ser nu endnu mere frem til aftenens traktement.

Inden  skal vi dog lige et smut forbi værelset  – for at skifte tøj that is:-) Og mens konen skifter tøj, går gastromanden på udgik på hotellet. Jeg havde nemlig en formodning om at Fakkelgaarden husede en yderst interessant vinkælder – jeg tog et lille diskret kig.

Ambitionerne fejler bestemt ikke noget og der afspejler sig i vinkælderen. Der er rigelige mængder af 1. Cru fra Bordeaux, store Bourgogner og ikke mindst en dansker ved navn Peter liggende – meget bedre bliver det ikke i min verden. Mine forventninger får endnu et hak og jeg er klar til middag, så jeg sniger mig lige til at tage et billede af en klargjort restaurant.

Nå, tilbage til værelset, det er jo ikke godt at lade kvinderne vente. Og efter 90 minutters tid er hun da også ved at være klar. Den sidste ventetid blev fordrevet med den 23 års Single Malt på Sherry Oak whisky, som hun har givet mig i fødselsdagsgave – så venter jeg gerne!

Vi ankommer til restauranten og bliver tilbudt at indtage en aperitif og tilhørende snack i pejsestuen – det siger vi stemt ikke nej til. Vi får valget mellem forskellige typer champagne, asti, cava og drinks – you name it! Vi hopper på en Kir Royale (her champagne og solbærlikør) og kaster os over vores snacks, som består af lækre røgede pølser, rejechips, oliven, chilimandler og aioli. I situationen tænkte jeg ikke over det, men i skrivende stund synes jeg faktisk, der mangler en rød tråd i vores snacks – lækkert, men ikke den store sammenhæng.

Herefter til bords med udsigt til Flensborg Fjord. Endnu en appetitvækker rammer os i form af duelår og duelever på små gulerødder og gulerodspuré. Duelåret er stegt til perfektion og den let søde gulerodpuré er lige i skabet – en indbydende lille lækkerbisken.

Med appetitten vagt er vi kampklare og det er vores tjenere og køkken tydeligvis også. Vi får skænket vores første vin – en riesling fra producenten Sepp Moser i Kremstal i Østrig. Den er frisk, sprød og masse af duft af æble, græs og en kende citrus.

Kort efter ankommer dens makker så i form af en velvoksen sort hummer med broccolicreme, trøffel, hummeressens og saltet citron.

Vinmatch er ofte en svær ting – også for restauranter, men denne gang var bare en af de gange hvor 2+2 giver 5! Maden er perfekt tilberede og fyldt med smag af de helt rigtige råvarer.

Da tjeneren ser, at jeg ivrigt knipser løs med mit kamera bliver jeg inviteret en tur i køkkenet, hvor jeg var heldig at skyde endnu et par billeder af forretten, som kokkene Michael og Carsten koncentrerede var igang med at anrette.

Spændte på næste ret læner vi os tilbage og nyder de sidste dråber af vores Sepp Moser. Kort efter få vi skænket vores næste vin, som vores tjener fortæller er Spaniens bedste chardonnay – en Mas Escorpi 2011 fra Gramona, Penedés. Denne er naturligvis langt mere fed og fyldig end forgængeren med duft af smør, citron og næsten lidt lakridsagtige undertoner.

Ledsageren til den fede spanier er en stegt sletvar med selleri, hasselnødder, brunet smør og hønsereduktion. Denne ret står krystalklar i min hukommelse, da det var den mest velstegte fisk jeg længe har fået og sammen med det brunede smør og den koncentrerede hønsereduktion, ja så har du opskriften på et bravo!

Jeg erindrer, at vi også skal forbi en gammel klassiker, som jeg faktisk ikke har fået siden jeg selv bad en restaurant lave den, da den ikke var på kortet – foie gras, og ja ja jeg ved skam godt, at det er noget med noget som halter med de stakkels dyr her, men de ofrer sig i sandhed! Det ville næsten være synd at sige, at vi får aftenens bedste vin serveret her, for de er virkelig svært at vælge, men præcis denne passede helt fantastisk ind – Bruno Sorg, som er en ekstrem perfektionistisk vinmager fra Alsace og hans Pinot Gris Florimont fra 2010. Et suverænt glas med sødme i smagen og duften af melon, abrikos og grapefrugt.

Pinot Gris er en klassisk ledsager til den fede foie gras, som her serveres med kvædepuré, tørret andebryst, kråser og sauce med æble – jeg tror faktisk, jeg savler lidt på dette tidspunkt.

Egentlig havde jeg opfattet menuen indtil nu som rimelig klassisk og ja old-school, men pludselig tager vi et lille sidespring – i hvert fald hvad vinen angår. “She-devil” er navnet, og Washington State er området. Druen er syrah og producenten er Bergevin Lane – ren Rock and Roll . Jeg forstår fint navnet, for det er faktisk en elegant syrah (derfra “She”) og slet ikke så voldsomt som man kunne frygte – nej mere kontrolleret, men stadig med masser af Volt, duft af brombær, solbær og lidt syrebid som afslutning. Det er sjældent, jeg oplever den slags i en oversøisk syrah. Jeghar Fakkelgaarden mistænkt for selv at stå bag importen, da jeg ikke har kunnet finde vinen efterfølgende.

Aftenens hovedret er langtidssteg kalvefilet med saltet brissel, blomkål, svampe, syltede tranebær og sauce af frugteddike – lige min stil. Igen en flot ret, men nok den som jeg vil mene er præget mest af det almene. Ligesom foie gras har jeg bare savnet brissel så meget – underligt at den spise kan være så fantastisk – men tilberedt korrekt som her, ja så er det bare så lækkert.

Nu er der heldigvis lagt en lille velfortjent pause ind, som jeg bruger til at skrive lidt noter ned om vores tur. Min bedre halvdel bemærker meget korrekt, at det er dejligt, at vi har den slags spisesteder som Fakkelgaarden, der holder deres stil til de klassisk franske, hvor der ikke nødvendigvis skal være levende rejer inde i billedet for at skabe et koncept. Her er det bare fransk/nordisk gourmetmad når det er bedst.

Inden vi skal til aftenens dessert tager vi lige en smut omkring Portugal, hvor vi skal nyde en Late Bottle Vintage Ramos Pinto fra 2005 – det gode ved at få en “ung” portvin er, at frugten er mere dominerende end sødmen er, på den måde virker vinen mere frisk, og på trods af lagrede portvine som er langt ældre, så holder jeg meget af at få dem serveret på denne måde.

Vi får 8 danske oste til, med stikkelsbær kompot, ristet sønderjysk rugbrød og hjemmelavet knækbrød. Nogle gange behøver det ikke være så svært – en “ret” der smager godt og en vin der smager godt. En dejlig kombination på trods af, at vi efterhånden er ved at være pænt mætte!

Efter vores ost tillader jeg mig at snige mig i køkkenet igen, jeg synes det er på sin plads, at sige pænt tak for mad til de gode kokke – og så egentlig også fordi jeg gerne vil skyde et billede af desserten imens den laves og i et ordentligt lys. Heldigvis er der den dybeste forståelse, og igen bliver jeg faktisk opfordret til at kigge med – sådan skal det være! Imens køkkenchefen Michael lægger sidste hånd på værket spørger han om jeg har læst om deres næste menu, som er bygget op om sanserne, en ide som han længe har gået med, om som nu er færdig og klar til at blive testet – næsten ærgerligt at vi ikke kigger forbi igen i næste uge udbryder jeg. Hvortil han, uden at flyttet sit blik fra desserten, svarer, at man aldrig kan komme ofte nok på Fakkelgaarden! Jeg kan kun give ham ret.

Konen er vild med blanding af det sure og søde i desserter. Personligt vil jeg helst all-in på det søde og gerne chokolade i alverdens afskygninger! Jeg har eksempelvis svært ved at forstå hvad blodappelsin skal i min is – men hun beder mig bestemt om nyde min dessert og ikke mindst den fantastiske vin, vi får serveret til. Nå, blodappelsin, vanilje, mynte og sprødt, som bl.a. er karameliseret blodappelsin – se så duer det! Vinen dertil er en Neusiedlersee, 1998, Sämling TBA fra Østrig – ukendt for mig, men ikke længere. En charmerende dessertvin (som allerede er bestilt hjem til privaten) med duft af modne æbler, abrikoser og fersken – et næsten oplagt valg til netop denne dessert.

En dejlig aften med stabil og flot serveringen hele vejen igennem lakker mod enden. Fakkelgaardens personale er der for at sikre, at du får en god oplevelse – præcis som det bør være. Vi valgte at få vores kaffe med på værelset og nød det sidste af aftenen der…

Fakkelgaardens klare styrker ligger i deres stabilitet og mange års erfaring, som skinner igennem på både hotel og restauranten. Det er skønt at være gæster, når værterne har fuldstændig styr på hvad de vil. De driver et ærligt køkken, hvor gode råvarer, smag og kvalitet er i fokus uden at være ekstravagant, og det holder jeg virkelig af. Deres vine er indbydende og heldigvis ikke alt for præget af rutine. Sidst men ikke mindst, så er det gamle vandrehjem fyldt med atmosfære og indbydende stemning. Jeg kan varmt anbefale dig, at lægge turen forbi, og så naturligvis stikke over grænsen efter en omgang forsyninger nu du er der:-)

Køretid fra København: Ca. 3 timer

Køretid fra Aalborg: Ca. 3 timer

Køretid fra Århus: Ca. 2 timer

Køretid fra trekantsområdet: Ca. 1 time

Vis på kort…

Du kan besøge Fakkelgaardens hjemmeside her, og hvis du agter at lægge vejen forbi kan det betale sig, at benytte Eatcard, hvis du tilfældigvis skulle sådan et, så er der temmelig mange penge at spare op et ophold.

Go’ weekend!

Stik os en kommentar