Jeg husker tydeligt at jeg som yngre ikke var den store fan af fisk. Den lette smag og ideen om at man skulle fjerne benene tiltalte mig på ingen måde. Det har dog ændret sig drastisk siden og jeg ser i dag i høj grad fisken som et udtryk for et køkkens tekniske kunnen. Det er alt andet lige lettere at ødelægge en torskefilet end en rib-eye. Det var derfor også med en vis forventningens glæde at jeg for et par uger siden besøgte den flotte og historiske Krogs Fiskerestaurant.

Aftenen startede med et lækkert sprødt glas Gosset Blanc de Blanc, der trods chardonnayens lækre syre havde en rund smag af nødder og næste brioche. Ind kom lækre snacks i form af perlebygchips med hummermayo og sprødstegt torskeskind med citronmayo. En god måde at starte måltidet på, der samtidig viste at køkkenet er fulgt med tiden.

Efter snacksene fulgte en kroket af hvad jeg husker som brandade. Særdeles velsmagende, men meget svær at fotografere. Champagneglassene var så småt ved at være tomme, men det gjorde skam ikke det store for i glassene (de nye vel at mærke) kom nu en tør Markus Molitor Riesling fra Mosel (2011). Der var generelt ikke nogle af vinene, der satte sig dybt i hukommelsen, men heller ikke nogen, der faldt igennem og de passede alle fint til retterne. Næste ret var klart aftenens bedste og et eksempel på en særdeles velkomponeret repræsentant for havets goder. Mere konkret bestod retten af jomfruhummer med blomkål, både som pure og i brunet smør, samt macadamianødder og soya. Kombinationen af nødder, blomkål og hummer er uden tvivl noget jeg vil forsøge at eftergøre hjemme i køkkenet.

For næste vin skulle vi en tur til støvlelandet – nærmere bestemt Piemonte. Området er primært kendt for de Nebbiolo-baserede rødvine, men hvidvinen på den eftersigende rimelig besværlige drue Roero Arneis var et fint indslag, der passede godt til laksen. Nærmere bestemt var der tale om en 2010 fra producenten Malvira, der holder til i Roero lige nord for Alba. Hertil kom en nyfortolkning af gravad laks med honning, dild, radiser og fennikel. Selve laksen var ganske velsmagende, men retten var i mine øjne en smule for stor. Navnlig fennikelspaghettien på toppen gjorde den en smule ensformig ca. halvvejs igennem.

Det var nu blevet tid til aftenens hovedret i form af endnu en nyfortolkning af en klassiker. Bagt torsk med rødbeder, peberrod og sennep. Alt i alt en ganske velsmagende ret og torsken var tilberedt til perfektion. Eneste anke var igen rødebedespaghettien på toppen, der omend det passede fint til, udgjorde en lige lovlig stor af den ellers ganske flotte ret. Vinvalget var dog ganske godt og sendte os en tur til endnu en af vores sydeuropæiske venner. Hvid bourgogne fra Ambroise 2011 med en let og elegant syre, der stod godt til torsken og den tilhørende sennepssauce.

Sidste skud på stammen var en lækker og enkel jordbærdessert med marengs, skovmærke, mascarpone og lakrids. Kombinationen af jordbær, marengs og lakrids har jeg tidligere fået på Søllerød Kro og synes det passer ganske fint sammen. Jordbærsaucen trak dog desserten i den lidt (for) søde retning og Eisweinen på Blaufränkisch fra den østrigske producent Godenits var bestemt medvirkende hertil. Når det så er sagt, så er jeg selv en smule hurtig til at synes at det hele bliver lidt for sødt og man kan ikke komme udenom at det var en ganske fin dessert.

Til den afsluttende kaffe blev der budt på bagt hvid chokolade og profiteroles. Det satte punktum for en god aften i hyggelige omgivelser. Om Krogs kan måle sig med andre af byens restauranter i samme prisleje må stå hen i det uvisse. Det skal nævnes at vi havde fået middagen som et tilbud online, men når det så er sagt, så er Krogs uden tvivl et besøg værd hvis man er på udkig efter en lidt finere fiskerestaurant i det københavnske.

 

 

Stik os en kommentar