Århus’ ældste gourmetrestaurant kan endnu
Den 14. april afholder Phillipson Winemakers Dinner med Marcel Guigal (verdens bedste vinmager i følge Robert Parker) på restaurant Miro i Århus – pris 1299,95. Skal man tro vores über webmeister som han selv har udnævnt sig, eller Klaus som er hans borgerlige navn, er de små 1300 godt givet ud!
Restaurant Miró går for at være Århus’ ældste gourmet restaurant under samme ejer Toni Leichtle. Som mange andre restauranter udskifter Restaurant Miró månedligt deres menu for at kunne matche årstidens råvarer. En af de sidste dage i marts slog vi et smut forbi til følgende menu:
Marts Menu
Salat af kongekrabbe med krydderurter, fennikel, dild mayonnaise, blå kartofler og varm krabbefløde
2008 Sauvignon blanc – Southern Right – Walker Bay – Syd Africa
* * * * *
Helleflynder – løg – brioche
2006 Fess Parker – Chardonnay – Santa Barbara – Californien
* * * * *
Stegt foie gras serveret med langtidsbraiseret svinebryst og variation over rødbede
2006 Moulin-a-Vent – Pascal Colvray – la Chapelle de Grunchay – Frankrig
* * * * *
Vagtel fyldt med kalvemørbrad hertil røget kartoffelcreme, kraftig kalve/vagtel glace, hyben, enebærolie samt tyttebær og grønt
2007 Arboleda Carmenèrè – Valle de Colchagua – Chile
* * * * *
Udvalg af europæiske oste med hjemmebag, syltede valnødder
2005 Gewürztraminer Spätlese – Weingut Geil – Rheinhessen – Tyskland
* * * * *
Citron mazarin i selskab med mango, passionsfrugt og hvid chokolade
2008 Muskat Ottonel – Auslese – Tschida – Østrig
* * * * *
3 retter kr. 389,- Tilhørende vinmenu kr. 389,-
4 retter kr. 458- Tilhørende vinmenu kr. 458,-
5 retter kr. 528,- Tilhørende vinmenu kr. 528,-
6 retter kr. 598,- Tilhørende vinmenu kr. 598,-
appetizer – Miró version af den klassiske rejecocktail med tangsalat, stenbiderrogn
Under dette besøg fik vi smagt på 5 af 6 retter, hvor det var osten, der blev sprunget over. Ost er udemærket, men jeg er vist ikke blevet gammel nok til at ville betale 70 kr. for det. Appetizeren, en lille nytænkt version af den klassiske rejecocktail, smagte fint, og det er ingen tvivl om at tilstedeværelsen af tang, var et passende smagfuldt indslag.
Forretten, kongekrabbe, smagte uden tvivl rigtig godt. Retten var dog en smule grov og rustik, hvilket på en måde var et kritikpunkt, men omvendt havde det også sin charme. Vinen hertil var en sauvignon blanc kendetegnet ved en duft af modne stikkelsbær med en underliggende sødme.
Herefter helleflynder, som helt sikkert også faldt i min smag. En dejlig let ret med en sprød brioche. Vinen hertil var en chardonnay kendetegnet ved en duft fyldt med frugt som ananas, pære, citrus, lime og hasselnødder:
Foie gras tror jeg skiller vandene, og som udgangspunkt tiltaler det mig egentlig ikke i særlig høj grad. Men i denne omgang lod jeg mig overtale, da det som noget nyt var i selskab med langtidsbraiseret svinebryst. Svinebrystet var lækkert og mørt, givet vis pga. tilberedningen, hvor det havde tilbragt 17 timer vakuumpakket i tempereret vandbad. Jeg ved ikke hvad det er med mig og foie gras, men det bliver nok aldrig min favorit spise:)
Hovedretten, vagtel fyldt med kalvemørbrad, var helt sikkert det smagsmæssige højdepunkt, det smagte simpelthen fantastisk. Udseendet var dog ikke overvældende. Det skal her siges, at glacen blev overhældt ved bordet, og billedkvaliteten bestemt ikke er noget at skrive hjem om (iPhone er måske ikke lige det bedste kamera valg). Selv om udseendet for mig bestemt har en betydning, er det stadig smagen, der er det afgørende. Tilbehøret, diverse grønsager, glacen og ikke mindst vagtelbenet var rigtig lækkert. Vinen hertil var en chilensk carmenere kendetegnet ved en duft af brombær og kirsebær, en vin helt efter min smag, som efter min mening smager af langt mere end den koster. Her var det selvfølgelig en bonus, at Toni Leichtle ikke var ked af at hælde en ekstra “skvis” vin i glassene gennem vinmenuen:
Desserten var dejlig frisk, fremfor de noget tungere chokolade desseret, jeg normalt vælger. En god muskat vin er altid på sin plads. Og ja, jeg har spist det halve inden billedet blev taget, man bliver sgu lidt ukoncentreret efter en hel vinmenu :)
Alt i alt er Miró helt sikkert et besøg værd, omend Marts menuen er udskiftet. Jeg er helt sikker på, at de kommende menuer også har meget at byde på, og det er ikke sidste gang Miró får besøg herfra.
Læs også: Gastropassions anmeldelse af Miró
Velbekomme!
Stik os en kommentar-
Godt at se at Wassim Hallal ikke har eneret på at servere gourmet i Århus – næste stop må være Malling & Schmidt…
Comments