Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image

Gastromand.dk | 3. oktober 2024

Scroll to top

Top

13 kommentarer

GM Anmelder: St. John – from nose to tail

Gastromand

I anledning af mine nu 30. somre hoppede fruen og jeg på en lille gourmetweekend til London. Første dag skulle vi møde i alt 4 michelinstjerner (1+3 that is), hvor du kan læse om den første del – St. John i dette indlæg. I næste uge kommer anden del, hvor vi besøger Gordon Ramsays første restaurant.

Det startede som et røgeri af bacon og skinke tilbage i 1967, siden da er der sket meget. I dag er St. John i visse kredse kendt som værende den ultimative manderestaurant. Blandt gastromænd har St. Johns således haft næsten mytisk status. Konceptet går på ”Nose to tail-eating” – altså at bruge hele svinet (grisen altså) og det skal jeg så ellers love får de gør – Mere om det senere. St. Johns ligger meget bekvemt i St. Johns Street i London og har foruden en 1-stjernet michelinrestaurant et bageri.

and here we are - typisk 1-stjernet restaurant, eller...

Hele molevitten er meget rustikt og åbent – her er ikke en hyggerestaurant med stearinlys og fin dug på bordet, næ nej. Men misforstå endelig ikke – det her har charme og sjæl som intet andet. Restauranten minder vel mest om et folkekøkken – almindelige træborde, knagerækker rundt langs væggen og et halvåbent køkken, hvor en ordentlig omgang tjenere fiser ind og ud. Betjeningen er i top og menukortet i en klasse for sig.

Endnu engang er min kritiske medspiser min bedre halvdel, og indrømmet hun var lidt chokeret over retterne; ”Grilled Ox Heart”, ”Roast Bone Marrow” og ”Rolled Pig’s Spleen”, derfor hopper hun på Mackerel, Potato og Spinach. Jeg derimod skal ud i det vilde, så jeg napper en Crispy Pigs Skin & Dandelion, altså grillet grisehud og mælkebøtte. Og naturligvis smagte det lækkert, makrellen var frisk og smagfuld – meget rustikt anrettet. Grisen og mælkebøtterne som var overhældt med rigelig mængder vineddike (vi er jo i England) passer sammen på en fed – nærmest provokerende måde. Måske skyldes min iver, at det her bare var en oplevelse. Vi nappede et par glas hvidvin hertil – fransk, som de i øvrigt havde rigeligt af på både flaske og glas. Godt så.

Makrel, tomat og spinat

Skin, mælkebøtte og kapers

Ejerne af St. John hedder Fergus Henderson and Trevor Gulliver og er udover ”Nose to tail-eating” kendt for ”Trotter Gear”, som de bruger som ingrediens i en del retter. Det er grisetæer der er indkogt i store mængder Madeira. En opfindelse som jeg måtte smage. Derfor spurgte jeg naturligvis tjeneren hvilke ret dette indgår i. Her skulle vi hoppe på Trotter Pie, som kun blev serveret for to. Det gjorde vi så, uden helt præcist at vide hvad det var, mens vi spændte ventede på retten fik vi endnu et glas vin, denne gang Cöte du Rhöne, som var særdeles udmærket. Så kom Trotter Pien ind. En slags stuvning eller sammenkogt ret af forskellige slags kød, meget mørt og meget smagfuldt. Efter første portion kom jeg til at se nærmere på kødet, og pludselig gik det op for mig, hvad vi egentlig spiste. For at være helt sikkert spurgte jeg tjenere, og ja min opfattelse var korrekt – tryne, hale og tæer fra den kære gris. Og ja det smager altså godt! Prøv det! Dertil fik vi nye kogte kartofler.

Trotter Pie

Tryne, hale og tæer

Det lagde en solid bund så vi valgte at dele en dessert (Ramsay ventede jo trods alt med et arsenal af retter senere på dagen:-). England har jo en hel kultur omkring budding eller ”pudding”, så det måtte jeg smage. En Bread Pudding & Butterscotch Sauce blev det til – en perfekt afslutning på vores lille feast.

"Budding" med karamel - en rigtig mandedessert!

Jeg har tænkt meget over, hvorfor St. John har ligget så højt på listen over verdens bedste restauranter. I 2009 lå den på en 14. (fjorten!) plads, i 2010 dog helt ned på en 43. plads og så æret med en michelin-stjerne. Det er på ingen måde en gourmet restaurant i den forstand jeg normalt forbinder med disse, og det er hverken fornemt eller klassisk stilfuldt. Men atmosfæren er i top og konceptet er stramt – alt på grisen skal fortæres. Som gastromand, kan jeg kun anbefale dig at besøge St. Johns!

1. april 2011 åbnede Danmarks første Nose2tail restaurant i København.

Er du ligesom os fan af at gå på restaurant, hvorfor så ikke oprette dig som brugerabonnere på indlæg eller følge os på Facebook eller Twitter!

Stik os en kommentar

Kommentarer

  1. Thumbs up! det lyder som en rigtig dejlig frokost, den pie skal helt klart smages en dag den ser for vild ud. Glæder mig til at høre om jeres besøg hos GR.
    MadFar

    • Takker – Det var også en oplevelse… GR skulle gerne være klar mandag :-)

  2. Trine

    St. John Bread and Wine er endnu bedre og dejlig billig ;-)
    Tak for et dejlig gensyn

    • Hej Trine,

      Endnu bedre siger du? Hmm…. nu håber jeg ikke jeg har snydt mig selv ved ikke at spise der? Hvorfor? Fordi det er mere enkelt eller mindre “gris” eller? Og selv tak :-)

  3. Tak for en frisk anbefaling. St. John har stået på min liste i alt for lang tid. Mira Arkin kunne i Spiseliv for nyligt afsløre, at et lignende koncept er på trapperne i Kødbyen i KBH. I kan læse om Nose2Tail her http://www.spiseliv.dk/artikel/spis-hele-dyret-paa-nose2tail-madbodega

    At spise dim sum på Hakkasan i London står også højt på listen. http://w3.hakkasan.com/hanway-place. Spændt på at læse, hvem I ellers har besøgt.

    • Hej Marie,

      Selv tak, og ja det er jo oplægt, at vi i Danmark også får noget mere “Nose to Tail” eating, hvis nogen kan rumme dette må det da være danskere. Ærgerligt at det kun er i KBH. Et andet koncept, som dog er i den helt anden boldgade, men som vi også mangler her i Danmark er konceptet med dessertrestauranter. I New York har de forlængst indført dette, mens vi bare står her i Damark og skriger på det :-)

  4. Lyder rigtig interessant, den må på listen til næste London tur. Som den fattig-lus jeg er, hvordan er prisniveauet så? Jeg kunne forestille mig at det ikke er helt oppe i skyerne.

    Som vinmand er jeg vild med din helt afslappede indstilling til det med vin, jeg må prøve at overbevise dig om mystikken ved dette herlige emne på et senere tidspunkt.
    “Vi nappede et par glas hvidvin hertil – fransk” – så er den beskrevet!

    Fortsat god tur rundt i London.

    • Hej Frederik, det var også meget interessant, faktisk en af de bedste madoplevelsen jeg har haft. Jeg glemte simpelthen prisen i min iver – den lå på ca. 90 pund. som omregnet svarer til ca. 800 kr.

      Ja delen med vin var ikke i højsædet her, ikke noget videre imponerende, men nu tvinger du mig til at rode lidt i hukommelsen; den røde var en Cotes du Rhone Cuvee Jules, fyldig med noter af kirsebær røg og viol, som sagt ganske udmærket. Den hvide var en Chateau Mourgues du Gres også fra Rhöne, mineralsk og frisk – den gik fint til begge retter. Men min forventning til vinene her var slet ikke høje, det var maden som jeg var spændt på.

      Ellers fordyber jeg mig meget gerne i vinen og elsker historierne og mystikken bag emnet. Drak fx Molly Dookers The Boxer i weekenden – et hook af en shiraz fra Aussie med 16.5 % volt – tak for kaffe siger jeg bare. I næste weekend kaster jeg mig over 3 af Spaniens perler – Vega sicilia unico reserva 2001, Flor de Pingus 2004 og Clos Erasmus 2004. Jeg ved hvad de koster og køber dem sjældent på restauranter medmindre der er en meget speciel anledning, der sætter jeg hellere min lid til de dygtige vintjenere, som må sammensætte vine til retterne. Det valgte vi også på den sidste restaurant vi besøgte. Måske er det mig, som er nærig? :-)

      • Det har desværre intet med nærighed at gøre, det er bare sund fornuft. Se evt. Rasmus H’s indlæg om dette emne… relevant.
        Lyder som en god smagning i weekenden, jeg er desværre optaget, ellers ville jeg have fedtet voldsomt for en plads ved bordet.

        Boxer og Mollydooker har jeg aldrig været rigtig glad for, eller andre overvoldsomme Australske vine. Giv mig super intens Australsk Riesling, det kan jeg lide…

      • Det er jeg glad for du siger Frederik – jeg frygtede også The Boxer, ikke mindst pga. alkoholstyrken, men blev positiv overrasket. Ikke at der er tale om en direkte elegant vin, men den har en vis balance – jeg har oplevet oversøiske som var langt “værre” Torbrecks Run Rig fx :-)

        Synes The Boxer passer meget godt til en drenge aften, hvor alle måske ikke synes så godt om vi, så har man da en sikker vinder her. Du må gerne smide et link til Rasmus H’s indlæg…

      • Hmm… Torbreck har jeg nu altid været pænt tilfreds med. De er lidt køligere i stilen end så meget andet. Lad endelig den diskussion ligge til en anden god gang.

        Rasmus skriver her: http://hipsomhap.wordpress.com/2011/02/21/hvorfor-skal-vin-vaere-sa-dyrt-pa-restaurant/

      • Jeg foretrækker The Factor frem for Run Rig anytime :-) Tak for det…

Smid en kommentar