VIN UDEN PIS: Du får for lidt… Riesling
Du drikker ikke nok riesling, så er det sagt. Og ikke nok med det, du drikker ikke nok tysk riesling. Måske er det fordi, man ikke kan få det i supermarkedet, hvor det eneste riesling available er fra Alsace og af beskeden herkomst. Men nu skal det være slut med at hive billig australsk chardonnay hjem fra føtex, fordi der mangler hvidvin til rejeforretten. Nu skal der noget riesling på banen og det skal være fra Tyskland.
Nabolandet mod syd er nemlig leveringsdygtig i kæmpe hvidvinsoplevelser på den megalækre rieslingdrue og det endda til priser, der vil få enhver bourgognevinbonde til at skamme sig. Man kan godt få vine, der vælter budgettet, hvis man fx insisterer på at smage Egon Müllers auslese, men mindre kan også gøre det. Hvis du selv gider at trille Mondeoen til Mosel er der masser af spændstig vin for 6-8 euro ved stalddørene, men hvis det er for meget, kommer du langt herhjemme fra en god hundredekrone og op.
Tysk riesling kommer i tørre og søde varianter. De traditionelle “fruchtsüsse” vine har alle restsukker i sig og typenavnet indikerer hvor sød vinen er. Typerne er kabinett, spätlese, auslese, beerenauslese, trockenbeerenauslese og eiswein. Nu skal du ikke tro, at det er det rene sauternes-bal og sukkervand. Der er nemlig masser af syre i riesling og det skaber balance og harmoni i vinene. Så er der de tørre vine, som typisk har ordet “trocken” på etiketten. Her er der også masser af syre som sammen med mineralitet giver sprøde, saftige vine.
Med alderen udvikler rieslingvine en karakteristisk duft af petroleum som kan være ret markant. Et godt “tell” i blindsmagninger.
Vinene i testen er også smagt blindt og det var herlige sager, så der er delt godt med gastromænd ud. Og nyd så at tyske vine har navne, der næsten er længere end anmeldelserne.
Riesling
Rosch Riesling Klostergarten Kabinett 2015
Pris: 120,- v. 6(normalpris 135,-)
Forhandler: Jysk Vin
Fin næse, ungdommelig men med et lille petroleumspift. Let sødme, men fin syre til at holde den i skak. Venlig vin til riesling-noobs.
K.H. Schneider Felsenberg Riesling 2015
Pris: 249,-
Forhandler: Vinomani
Mineralsk, rank næse med en del petroleum. Tør og slank vin med livlig syre. Ganske flot!
Karl Erbes Ürziger Würzgarten Riesling Kabinett Feinherb
Pris: 149,-
Forhandler: Propperiet
Fin og floralt velduftende næse. Subtil sødme, saftig mund, frisk syre. Harmonisk, med andre ord. We like this!
Bibo Runge Rheingau Riesling Halbtrocken 2014
Pris: 169,-(normalpris 199)
Forhandler: Kjær Sommerfelt
Heftig næse af færgedæk og citrus. Hardcore fans vil elske det. Juicy og smuk mund, med herlig næse.
Robert Weil Riesling Trocken Kiedrich Turmberg 2015
Pris: Pris: 259,- v. 6 (normalpris 289,-)
Forhandler: Jysk Vin
Afdæmpet, lidt fed næse med mælkeduft. God gummerevsende syre, flot mineralitet og lang eftersmag. Vi har fat i stor vin!
Franzen Calidus Mons Riesling 2015
Pris: 399,- (På tilbud til 319,-)
Forhandler: Propperiet
Flot parfumeret og inviterende næse. Supersaftig og frisk mund med både citrus og blomster. Meget smuk vin!
K.H Schneider Sobernheim Roter Tonschiefer Riesling 2015
Pris: 149,-
Forhandler: Vinomani
Afdæmpet petroleumsnæse med et pift af engelsk vingummi. Munden er knivskarp syre og flint. Ren, rank, aristokratisk vin.
Von Hövel Scharzhofberg Riesling Kabinett 2014
Pris: 170,- v. 3(normalpris 200)
Forhandler: Erik Sørensen Vin
Ret moden næse af kvæde, citrus og safran. Blid mund med afdæmpet syre. Sart og nydelig vin.
Von Hövel Hütte Oberemmel Riesling Spätlese 2015 [BEDST I TEST]
Pris: 210,- v. 3(normalpris 250,-)
Forhandler: Erik Sørensen Vin
Fed næse, citrus, pære, grønne syltede blommer. Smuk mund med sødme, afstemt syre og uendelig harmoni.
Drikker du selv Riesling? Og vigtigere: Tysk Riesling?!
Stik os en kommentar-
Drikker masser af Riesling ad den tyske slags… Markus Molitors vine, bade tørre og de søde, er mine favoritter.. Kan købes til fantastiske priser hos dansk vinlager iFlensborg.
-
Barrique Vin ApS. har et af Danmarks bedste tyske sortimenter💪💪💪
https://barrique.dk/shop/6-hvidvin/#!?filter=%7B”minPrice”:59,”maxPrice”:1999,”data”:%7B”c_3″:”c%7C3%7CTyskland%7C0″%7D,”lastUpdated”:”c_3″%7D -
Jeg drikker Riesling og næsten udelukkende tysk!!
Jeg vil gerne slå et slag for producenten Schloss Lieser, kanon kvalitet til pengene. Det går fremragende til stenbiderrogn, fisk, kylling eller bare alene.
-
Jeg hører til dem der burde drikke mere riesling. Men jeg er meget enig i, at tysk riesling (og i det hele taget tysk vin)er på højt niveau og har fået noget af en renæssance. Man får hvad man betaler for og ikke som andre steder (bourgogne?) hvor man også får lov at betale for, at vinene hedder det “rigtige”.
Som passioneret bourgogneelsker så har det taget lidt tilvænning da der kan være stor forskel på Meursault og så en tysk riesling. Begge kan udvikle sig fremragende, men man behøver som udgangspunkt ikke smide så mange penge efter en tysk, der kan holde mindst lige så længe og udvikle sig lige så længe som en bourgogne.
Jeg må simpelthen have fat i en tysker!!
God weekend.
Mikkel
-
Tysk riesling FTW!!!
Vild med den her test
Comments