VIN UDEN PIS: Nytårsbobler 2020
Er det ikke året i år, hvor nytåret skal have en ordentlig rusketur? Sådan rent kulinarisk? Vi må jo nærmest ikke være sammen med nogen, så lad os da, med de få udvalgte skeje lidt ud. Giv den gas med skaldyr, vildt og trøffel. Få lært at piske den hollandaise, dér og få taget din wagyu-mødom.
Selv regner jeg med at isolere mig med hustru og afkom og svælge i hummere og østers. Måske en solid dåse caviair. ”Luksus til fem”? Så gerne.
Og bobler skal der jo til, i et eller andet omfang. Hvis ud vil, kan du køre champagne hele aftenen, om end jeg nu selv sætter pris på en god rødvin, når der kommer animalsk protein på bordet.
Hvis du kører bobler hele aftenen, er det godt med en logisk rækkefølge på vinene. Til dine lækre, hjemmelavede kanapéer kan du køre friske, spændstige blanc de blancs champagner, altså lavet på ren chardonnay og gerne med lav dosage (sukker-tilsætning), så de er tørre, mineralske og med god syre.
Til retter med fisk og skaldyr kan du gå et niveau op i tyngde. Gode NV-champagner med fylde til dine fiske- og skaldyrsretter eller fyrige vintage-bobler. Insisterer du på bobler til din krondyrryg, så gå efter kraftige, blanc de noirs champagner eller kraftige roséer som der også er nogle stykker af.
Til et udvalg af oste er moden vintage champagne altid dejligt, og hvis din dessert ikke er for sød, kan en demi-sec måske lige akkurat være med.
Til gengæld findes der ikke en champagne, der kan klare kransekage. Så spis den til kaffen og drik en god avec til og lad champagne være champagne, når klokken slår 2021.
Dagens test omfatter både champagne og lidt alternative bobler og der er masser af gode vine imellem. Godt nytår!
Bobler til nytår
Nicolas Feuillatte Blanc de blancs 2014
Pris: 399,- (normalpris 459,-)
Forhandler: Kjær&Sommerfeldt
Dejlig, autolytisk næse med brødduft og gule æbler. Sprød mund med ivrig mousse og herligt, heftigt syrebid. Dejlig vin med god tyngde.
Doyard-Mahé DM Empreinte Blanc de Blancs
Pris: 245,- v. 3 (normalpris 289)
Forhandler: Jysk Vin
Forsigtig næse med hvide blomster og citrusskal. Meget behagelig mund med relativt høj dosage og rustik mousse. Aperitif-venlig champagne med bred appeal til fin pris.
Henri Giraud Hommage au Pinot Noir [BEDST I TEST]
Pris: 599,- (normalpris 699)
Forhandler: Kjær&Sommerfeldt
Let reduktiv, men behagelig næse af ristet brød, æble og blid vanilje. Munden har rustik mousse, masser af kompleksitet og smager virkeligt dejligt.
Champagne Philippe de Nantheuil Brut
Pris: 179,- (normalpris 269,-)
Forhandler: Kjær&Sommerfeldt
Ret beskeden næse, udover en klædelig kvædeduft. Læskende mund med mundvandsfremkaldende syre og tør finish.
Pommery Blanc de Blancs
Pris: 389,- v. 3 flasker (normalpris 459,-)
Forhandler: Jysk Vin
Venlig næse med gule æbler og citrus. Cremet og behagelig mund med blid mousse og spændstig syre. Meget dejlig Bdb.
Zuschmann Schöfmann Rosé Brut Reserve 2017
Pris: 186,75 (normalpris 249,-)
Forhandler: Propperiet
Kraftig, krydret næse med syrlige hindbær. Dejlig og tør, let tannisk mund med let og luftig mousse. Meget dejlig og alsidig vin til både aperitif og mad. Måske til hønsefugl? Din premiere på ”Cailles en sarcophage”
Cava Gran Funàmbul Equilibri Natural
Pris: 186,- v. 3 (normalpris 249,-)
Forhandler: Propperiet
Spøjs, men ikke urar næse af småkagedej og petroleum. Tør og stram mund med lille tannisk haps og et bitter bid til sidst. Drik til fede, cremede oste.
Melanie Pfister ”Breit” Extra Brut Cremant d’Alsace [BEDST TIL PRISEN]
Pris: 183,- v. 3 (normalpris 229,-)
Forhandler: Propperiet
Indbydende næse med citrusskal og brøddej. Saftig, harmonisk og behagelig mund. Fremragende Alsace-boble, der sparker mange billige champagner af banen. Bravo!
Stik os en kommentar
Kommentarer