Dom Perignon 2008 er årtiets ubestridt største årgang fra Champagnegiganten i Épernay. Flaskerne er revet af hylderne, priserne har taget skyfart, og anmelderne ryster den ene høje karakter efter den anden ud af ærmet. I anledning af at vi på Gastromænd for nyligt har rundet 40.000 følgere på Facebook og Instagram tager vi et nærmere kig på den måske mest hypede Champagne i skrivende stund: Dom Perignon 2008.

Hun smiler med det samme den karakteristiske buttede flaske rammer bordet. Bredt og hjerteligt. Dom Perignon kan altså noget. Det med at smile fortsætter hun i øvrigt med, mens jeg prøver at virke enormt cool og overskudsagtig i forsøget på at fjerner folien og lempe proppen af flasken i nogenlunde få, kontrollerede bevægelser.

Som altid ryster hænderne lidt. Det er alligevel ikke hver dag man – som den første – får lov til at servere Dom Perignon for sin yndlings-Champagnetøs, og når man nu (også af selviske årsager) har lovet hende lidt af en oplevelse i fødselsdagsgave, så føles presset pludseligt, når man står der som en anden dum jyde og fumler med formaliteterne.

Heldigvis vedbliver hun med at smile mens de gyldne dråber fylder de langstilkede glas, og aromaerne begynder at danse i luften omkring os. Og da hun endelig dufter og smager, fortrækkes hendes ansigt først i dyb eftertænksomhed for derefter at lyse op i det funklende smil, der – indrømmet – fik mig til at tabe kæben, da jeg mødte hende den dag i juni på Nørreport til hvad der skulle have været et enkelt glas Champagne… Men vidst endte i et par flasker, og her knap halvandet år efter er eskaleret til et smukt venskab funderet, blandt andet, i en form for regulært blandingsmisbrug af både vintage og non-vintage Champagner fra stort set alle kommuner i det forjættede Champagne. Dog indtil i dag uden at have omfattet stilikonet og blærerøvsboblerne over dem alle, Dom Perignon.

”Wow,” er det første af overraskende få ord ud af hendes mund, og det karakteristiske lille smil bliver siddende, hele vejen igennem det første glas og endda mens vi går igennem det usædvanligt flotte septembervejr til min usædvanligt smukke baghave ved Slotssøen i Kolding, hvor vi nyder resten af flasken over en snak om alt og intet…

Og det er her et sted i grænselandet mellem at nyde min smukke venindes selskab til fulde drag samtidig med at jeg forsøger at tage mentale smagsnoter til et indlæg til Gastromand, at en ca. 45-år gammel, skinger Canadisk stemme hvisker mig i øret: ”I saw your brown eyes turning once to fire” – hvorefter det hele falder på plads!

You are Like a Hurricane – There is calm in your eye

Det er blevet en stolt tradition i disse indlæg at blande Champagne, rock-poesi og smukt selskab i en berusende cocktail af eufori og saglighed, men denne gang kneb det ærligt talt, det med titlen og den røde tråd. Jeg havde smagt Dom Perignon 2008 ikke mange uger før denne smukke septemberdag og været lige dele forundret, blæst bagover og forvirret. Hvordann satte man de rigtige ord og den rigtige rock-metafor på? Det spørgsmål havde trukket tænder ud– men pludseligt lige der, under de rigtige omstændigheder, faldt det på plads:

Dom Perignon 2008 er fuldstændig som en 30 år ung Neil Young, der på en lille smule skinger, en lille smule falsk men overraskende gudesmuk og poetisk maner, fræser sig igennem en 8:20 minutter lang fuldstændig underkastende kærlighedserklæring til nattens brunøjede dronning i hans 1975 klassiker ”Like a Hurricane”:

Som selve sangens lidt skæve guitar-lick starter smagen af Dom Perignon 2008 en lille smule pludseligt og nærmest overvældende i en eksplosion af kalk, krudt og kraftig – næsten overmoden – æblesmag, som toner ud i hvid peber og en lille smule røg. Sensationen der rammer en allerede midt i første slurk er så absolut mærkbar og kraftfuld, men på ingen måde ubehagelig. Åbningssalutten gribes da også snart af en markant, piblende syre, som i løbet af åbningsverset tøjler udbruddet og blidt fører smagsindtrykket over i et hvinende friskt og særdeles behageligt omkvæd af æble og pære krydret med solmoden appelsin, fersken og friskrevet limeskal på en endnu spinkel bund af blød vanilje og lette toner af brioche.

”There is calm in your eye” konkluderer gode, gamle Neil i omkvædet til sit noget uventede og skæve monsterhit om kvindens blændende skønhed, og præcis sådan forholder det sig nu på en bænk ved en sø i Kolding. Efter en massiv åbningssalut er den fyrige 11-årige faldet til på et leje af sand harmoni af frisk, parfumeret og perfekt modnet frugt.

Syren i vinen – som gode, gamle Neils sært distortede lead guitar – er alstedsnærværende og markant, som det sig hedder og bør i en yngre årgangs-champagne, men på ingen måde dominerende. Duftnoterne, der vælter op af glasset stadig er friske, frugtige og blomstrede men begynder at trække i retning af ristet franskbrød, fløde, vanilje og et strejf af eg.

Der sker ufatteligt meget i et enkelt, lille glas her, uden at det på nogen måde bliver overvældende eller uforståeligt. Faktisk er det, som den skønne medsmager påpeger, en del mere blidt og tøjlet end mange andre vintage-champagner og enormt charmerende.

Og netop heri har vi charmen i Dom Perignon. Den kan stadig noget. Selv i unge årgange, hvor den endnu ikke er færdigudviklet. Fra det øjeblik den ikoniske flaske rammer bordet til smagsindtrykkene lægger sig og tankeapparatet går i gang, er det det rendyrket hedonistisk nydelse og fornøjelse fra start til slut. Selv i sin unge form hvor indtrykkene ikke helt har samlet sig i sin helhed, men stadig trækker lidt i hver sin retning uden dog at trække fra hinanden.

For på trods af at være et imponerende stykke håndværk, så er Dom Perignon stadig en ung rock n roller, der ikke helt har fundet sig selv, spiller et my usammenhængende og endnu ikke er åbnet helt op. Som en ung Neil Young der formår at skrive verdens måske smukkeste og meningsfyldte kærlighedserklæring på en kakofonisk syrebund af overraskende helhed.

Smager man eftertænksomt efter giver det ikke helt mening, og så alligevel. Det forvirrer momentant, men charmerer hurtigt for at ende i dyb betagelse og håb for fremtiden. Og som med gode, gamle, skæve og skingre Neil Young skal Dom Perignon 2008 nok finde sit leje og sin tid med stil. Giv den tid, og så skal denne betagende 11 år gamle rock-ballade nok udvikle sig til enten ren rendyrket powerrock-klassiker som ”Rockin’ In The Free World” eller – måske mere nærliggende – en charmerende ballade i klasse med ”Heart of Gold.”

Der er to flasker tilbage i kælderen, og jeg har ikke travlt… To år til får de som minimum… Ti eller tyve ville være mere passende for den sidste, men så tålmodigt et menneske er jeg ikke sikker på, jeg kan være!

Legacy of Kings: en svanesang for en kældermester

Dom Perignon 2008 er en unik vin. Ikke blot fordi den efter sigende er den bedste årgang siden den ikoniske årgang 2002 (anmeldt her) eller endda 1996 (som vi smager her),  ikke blot fordi det er en af de få, der blev udgivet udenfor kronologisk rækkefølge (2009 blev dømt hurtigere klar til frigivelse), men snarere fordi det er Dom Perignons svanesang til deres afgående kældermester, Richard Geoffrey, der efter 28 år som chef for produktionen nu har givet faklen og ansvaret for firmaets stolte tradition videre til sit mangeårige føl Vincent Chaperon.

Og skal man stoppe et sted, så lad det dog være lige her med en kraftpræsentation som denne. Vinen, som bliver Geoffreys svanesang ender med at blive vinen, der kommer til at overleve mesteren selv. Med sin subtile underspillede kraft, sin kraftige syre og sin vidunderlige og sin ungdommelige kluntethed krydret med hints om noget større på vej, er dette en vin med plads til mange årtiers udvikling. En vin vi nok skal komme til at se mere til om både ti og tyve år i ekstravagante og vanvittigt prissatte relanceringer i Dom Perignons P2 og P3 serier.

Vinen er da også allerede, med Dom Perignons vanlige subtile sans for marketing udgivet i en Chef du Cave Legacy Edition, som ramte markedet i slutningen af 2018, blev revet væk og siden har opnået kultstatus som samleobjekt. Skulle du være heldig, kan et eksemplar af denne enormt smukke flaske i dag erhverves til en pris i omegnen af 2500 kroner – men så får du også gaveæsken med!

Forskellen på denne og den næsten lige så udsolgte ”standardudgave”, som i dag handles til omkring 1300-1400 kroner? En flottere etiket og en lidt tidligere frigivelsesdato. Så ved I det. Hype, marketing og blær er en del af gamet med gode, gamle Dom Perignon – og for fanden hvor vi dog elsker dem for det!

Dommen over Dom Perignon

Hvordan dømmer man med retfærdighed en vin, der stadig er i sin spæde ungdom og med årtiers potentiale i flasken? Det er svært. For fanden hvor er det svært. Specielt når det, på trods af vokseværk er så forbandet veludviklet, pivfrækt og lækkert lige nu?

Vi gnider os kælent op af seks fuldfede Gastromænd på karakterskalaen, men holder i et sjældent stille øjeblik en anelse igen. 2008 står endnu ikke så stærkt som vores tidligere topscorer, 1996 udgaven fra samme hus (anmeldt her), og der er stadig så uendeligt meget potentiale for udvikling i disse flasker… Det bliver til 5 kollossale Gastromænd herfra… Om ti år springer du skalaen… Og vi kan godt den dag!

Stik os en kommentar