Copenhell 2019: Den grimme ælling er blevet til en smuk, sort svane
Festivalernes sorte ælling er blevet voksen. Mere rammende kan man vist ikke beskrive Copenhell efter festivalen i denne weekend kunne fejre sit 10 års jubilæum på Refshaleøens rå betonflader.
Da Gastromands – den gang lidt mindre tyndhårede udsendte – for seks år siden første gange trak i sort tshirt og tjekkede ind på Copenhell sammen med små 15.000 andre fysisk eller mentalt langhårede iført læderjakker, denimveste og nittebælte, var det ærligt talt et bedårende uorganiseret syn, som mødte undertegnede: Et væld af food trucks og madboder samlet om scenerne, samt et drinksudvalg, som ærligt talt primært afspejlede Royal Beers status som hovedsponsor.
Senere er det gået støt fremad for både festivalen, organiseringen, afviklingen og for maden, hvilket stadig bedre placeringer i interne konkurrencer i forbindelse med Gastromands festivaldækning over de seneste år da også bevidner.
Og lad det være sagt med det samme: Set i forhold til den bedårende, pjuskede, ælling, vi oplevede for en 5-6 år siden, var det som om en sort svane i sidste weekend spredte sine mørke vinger over Refshaleøen, da rundt regnet 27.000 sortklædte metalhoveder for tiende gang indtog de gamle, rå B&W-områder og dermed moshede sig langt forbi tidligere års tilskuerrekorder.
Med et sådant billetsalg begynder Fenrisulven fra Refshaleøen at pruste varmt og ubehageligt i nakken på de større etablerede festivaler, og en sådan nyvunden position blandt toppen af Danske festivaler forpligter selvfølgelig. Ikke kun i forhold til booking og afvikling, men i særdeleshed også i forhold til mad og drikke. Et større publikum, som indrømmet er en smule overrepræsenteret i ”midaldrende mænd på udgang”-segmentet, betyder større diversitet, større købekraft og større krav til kvalitet.
Hvor vi som langhårede 17-årige måske knap havde råd til en fransk hotdog og en flaskeøl efter at have erhvervet den nye Iron Maiden CD fra Stereo Studio (om føje år vil nogen læse dette, og ikke forstå denne reference), har vi nu som lidt mindre hårfagre 37-årige opnået en bedre levestandard og privatøkonomi. Copenhell er blevet vores årlige fristed, hvor vi kan koble af med vennerne, høre noget tråd, drikke os lidt for fulde og spise ude fire dage i streg… Og det er vi faktisk villige til at ofre lidt mønt på!
Så hvordan ser det ud når et tyndhåret medlem af Copenhells kernesegment for fjerde gang i Gastromand-regi trækker i en forvasket sort t-shirt og tager på jagt blandt band shirts, korsetklædte skønmøer og attrapsværd-svingende barbarer i det kaotisk, larmende og absolut vidunderlige fire-dages parallelunivers af støv, bajere, beton, nedstemte guitarer og fedkalorier, de kalder Copenhell?
Meget ved det gamle – med et drys af Michelin
Lad os med det samme male til bero for trofaste fans af den gamle skole. Meget af det I kender og elsker er stadig ved det samme: Man kan stadig drikke Jägermeister og skråle sig hæs til metalkaraoke i Biergarten, man kan stadig hoppe i varme bade og undersøge de berusende egenskaber af mjød hos vikingerne i Udgård inden man svinger hammeren og smadrer biler i Smadreland… Og ja, bare rolig, både Santa Maria, Tulip bacon og Royal er stadig rigt repræsenteret på pladsen.
Men på mange måder har Copenhell igen formået at fortsætte den positive udvikling, som denne Gastromand med slet skjult fryd har fremhævet over de seneste år… Klassikere som Tulips bacon-orgie Grill ’em All og Big Bad Wolfs ikoniske stegt flæsker her stadig, men får i år følgeskab af blandt andet luksusgrillbaren Grisen, som går all in på svin, Le Trang Vietnamese food, indtil flere veganske madboder, anmelderroste burgere fra Tommi’s Burger Joint, latinamerikansk fusion fra PMY… og ja, endda, den ikoniske NOMA-lillebror 108!
Men hvordan smager det så? Jo, det har vi prøvet at dykke lidt intenst ned, og har som i måske læste i vores Northside-reportage valgt at udvide vores dækning. Hvor vi tidligere år har haft et overordnet tema til vores festivaldækning: burgere, snacks eller luksus, har vi i år valgt at dække tingene lidt mere generelt og vælge vores favoritoplevelser indenfor en lang række at kategorier.
Så uden yderligere udenomssnak giver vi jer hermed højdepunkterne fra syv kategorier til Copenhell:
Burgeren
Ingen festival uden burgere, sådan er det bare! Og Copenhell har da heller aldrig over årene udvist mangel på burgere… Rigtig mange burgere har Gastromands udsendte guffet i sig over årene på Refshaleøen, men i år bed vi specielt mærke ved en af de store spillere fra den Københavnske burger-krig, Tommi’s Burger Joint, som om nogen forstår hvordan en simpel burgereuden de store dikkedarer skal skrues sammen.
Blød, saftig, perfekt stegt – ikke så meget pis, og tak for det!
Tømmermændsdræberen
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det går hårdt for sig, når Gastromand er på festival. Der bliver levet så at sige, og man kan da også godt føle sig en lille smule vingeskudt og fortumlet når man vælter ud af teltet til sin 8 o’clock Mojito… Og efter endnu nogle timer vælter afsted mod pladsen.
I sådanne tilfælde er der kun fire ting, foruden alkohol, der duer: hvidt brød, svin, fedt og syrlige sager. Derfor kom Grisens ikoniske flæskestegssandwich da også som sendt fra himlen torsdag da hegnet til festivalpladsen endelig blev åbnet, og vi fik vores årlige fix af blødt og sprødt svin. I øvrigt som de to første gæster på pladsen.
Tørstslukkeren
Copenhell har i tidligere år fået en smule på puklen for ikke at have et godt drikkevareudvalg. Og jo, helt ærligt. Det er fadøl og ” Blå Cola” fra Royal, som dominerer størstedelen af drikkevareudbuddet. Vil man have andet at slukke tørsten med, må man lede lidt efter det, hvilket da også varmt kunne anbefales i år.
Det lykkedes således vores udsendte at få indtil flere overraskelser indenfor vesten. I år var Anarkist for eksempel repræsenteret med en kulsort IPA på symbolske 6,66%, ligesom det på festivalens VIP (eller R.I.P. som det selvfølgelig hedder i Copenhell regi) kunne findes op mod 20 specialøl på fad fra blandt andet Kissmeyer og Anarkist.
Et par øko-cocktails fra Nohrlund og lidt dansk luksusmjød fra Mjødgård blev de da også til, og helt godt blev det for vores udsendte, da vi godt gemt i bagenden af VIP-området snublede over Husted Vin og Paté Paté, der med en fornøjelig skarp og præcis Extra Brut Blanc de Blancs fra André Jacquart leverde denne Gastromands daglige fix.
Den politisk korrekte
Nu skulle man måske ikke tro, at vegansk, bæredygtig og politisk korrekt mad havde meget at gøre på en festival som Copenhell, vel? Men nu forholder det sig nu engang sådan, at der specielt blandt fans af metalmusik i den hårde ende findes en del vegetarer og veganere.
Således fik vi under dette års benspænd guffet os igennem både falafel og afrikansk linsegryde inden vi hos Le Trang Vietnamese food fangede en overraskende lækker nudelsalat med tofu og fuld spark på friske aromatiske urter!
Vi medgiver at det måske tæller som doping at bestikke Gastromands anmelder med Sriracha, men ikke desto mindre fandt vi i denne ret festivalens måske bedste og mest autentiske mundfulde.
Crowdpleaseren
Igennem de efterhånden mange år undertegnede har været med drengene på Copenhell har der ikke just manglet crowdpleaser.
Alle år har vi i vores lille campingfællesskab fundet mindst en ret, som snakken blev ved med at falde tilbage på, og som vi alle måtte vende tilbage til mindst en gang i løbet af festivalen. Der er dog kun én enkelt ret, som vi alle her og en er vendt tilbage til igen og igen, år efter år, og det er naturligvis intet mindre end helstegt pattegris med flødekartofler fra Pigs From HELL.
Det er måske ikke større gastronomi, men det er simpelt, tæskelækkert, mættende og serveret i rigelige mængder. Det er simpelthen comfort food af bedste skuffe, og vores eneste og største anke mod Pigs from Hell er sådan set bare, at der nu skal gå sådan ca. 51 uger inden vi igen kan sætte tænderne i deres saftige svin!
Den eksotiske
Vi kan lige så godt sige det, som det er. Det har ikke været nogen helt nem opgave at finde årets eksotiske indslag på Copenhell. Og det er sgu ikke på grund af manglende indsats herfra. Når madudvalget bugner af muligheder som burgere, falafel, shawarma, Indisk og Vietnamesisk, er det lige før at den klassiske danske, brændende kærlighed, som vi også fik nedlagt i farten, forekommer fremmed og eksotisk.
Efter et sandt sansebombardement af både afrikanske, asiatiske og europæiske smage vælger vi dog at lade æren for årets eksotiske indslag gå til Latinamerika og til Michelin-hædrede PMY, der med deres arepas (en art stegte majsmelsboller) med fyld af pulled pork skabte det tætteste Copenhell kom på ægte latinostemning. Gracias, Amigos!
Overraskelsen
Som tidligere skrevet har det ikke været den store udfordring at finde eksotiske og veganske alternativer på årets Copenhell, men at Gastromands selverklærede flæsketar skulle finde en af sine bedste madoplevelse hos en bod ved navn Vegan Hell havde de færreste, manden selv inklusiv, nok regnet med.
Men sådan kan det jo åbenbart gå, og indrømmet, det ser ikke ud af meget sådan en gang afrikansk linsegryde med peanuts – men når bare smagen og krydderierne sidder lige i skabet som de gjorde onsdag aften foran Pandæmonium-scenen, så lever vi altså med det, og smider et par kæmpe djævlehorn efter Vegan Hell.
Copenhell kort og godt
Diversitet, størrelse og fart har været tre af nøgleordene for Copenhell i år. Både når det gælder festivalen selv og dem, der har spillet på madscenen. Alt er vokset ved Copenhell: festivalområdet, deltagerantallet og madudbuddet er eksploderet, men på trods af stigende deltagerantal, bemærkede vi ikke urimelige ventetider i forbindelse med maden. Tværtimod oplevede vi faktisk generelt hurtigere og bedre service i år end vi tidligere har set under langt mindre forhold med langt færre gæster. Derfor skal da der også her fra redaktionen lyde en kæmpe tak til de mange ansatte og ikke mindst frivillige, som enormt effektivt har smurt vores ganer i denne weekend.
Det spændende bliver så, om Copenhell også i kommende år kan holde deres vanlige standard – det glæder vi os faktisk til at se.
Vi takker for endnu fire dage i Helvede, vi ses næste år!
Stik os en kommentar
Relaterede indlæg
Heartland Festival 2024: Magisk, medrivende og mættende... 18. juni 2024 | Fynboen
En DM-i-Grill-debutants dagbog 5. juli 2013 | MadFar
Kommentarer