Dahl med hjemmelavet karry, paneer og chili
Nu rabler det da helt for dem på Gastromand? Ikke siden vi valgte at få vores bedre halvdele til at lave et indlæg er vi gået så meget “off the rails” – men inden I udråber os til at være “onboard the crazytrain” så kan I være helt rolige – der er mening med galskaben her…
For ikke så længe blev vi kontaktet af Karolines Køkken, som havde en udfordring til os. Først var vi tætte på at give op, men heldigvis kunne Webmasteren lige samle tropperne og minde os andre om, at vi aldrig har sagt nej til en udfordring – og indtil videre heller ikke tabt en kamp. Om det så handler om at spise verdens stærkeste chili eller spise levende bænkebiddere, eller lave en række retter uden kød og fisk kommer sig ikke så nøje! En udfordring ér en udfordring and we wont back down!
De har lavet en række nye oste, som vi hos Gastromand, Nadia fra FoodFanatic.dk og Emma fra Emmamartiny.dk kommer til at kokkerere med over de næste uger. Det her er altså ikke det sidste kødfri indlæg du ser hos Gastromand. Stay tuned. Du kan også finde inspiration til kødfrie opskrifter hos Karolines Køkken.
Ostene er blandt andet halloumi der er cypriotisk inspireret, og som du måske har nydt på en ferie engang? Videre har de deres queso fresco som vist egentlig betyder “frisk ost” på spansk, denne tager afsæt i det mexicanske og er inspireret derfra.
Til sidst har de deres paneer som er indisk inspireret. Jeg har selv fået den flere gange da jeg var i Indien for nogle år siden. Paneer er generelt god i gryderetter, men du kan også både stege den eller rive den til en fars.
I dette indlæg kigger vi på en meget klassisk ret “Dahl” som faktisk indeholder netop denne ost – det var jeg sgu ikke klar over. Dahl er en nem ret som passer sig selv, derfor er den ret god til de hverdagsaftener hvor du ikke har tid til at bruge timer i køkkenet, men stadig vil have knald på smagen.
Du har sikkert hørt og Dahl men måske aldrig helt forstået hvad det var? Hånden på hjertet, så var det præcis sådan jeg havde det, men med lidt hurtig søgning blev jeg klogere. Det er en indisk linsegrød, som kan laves på mange forskellige måder – og inden du nu tænker “er det ikke lidt frelst” så vil jeg godt garantere dig, at det er noget af det mest smagsrige du kan forestille dig.
Til denne ret har jeg valgt at lave min egen karry som faktisk er temmelig enkelt – hvis du altså har et krydderiskab som ligger udover det sædvanlige, ellers er der god grund til at investere nu. Karry består typisk af 15-20 forskellige krydderier hvor du så kan justere og lave det præcis som du ønsker det.
Ingredienser
Dahl
- 1 spsk smør
- 2 løg
- 3 fed hvidløg
- 4 cm. ingefær
- 100 gram paneer
- 2 tsk. hjemmelavet karry
- 150 g røde linser
- 4 dl grøntsags bouillon
- 2 dåser hakkede tomater
- 1 stort bundt koriander
- Salt og peber
Karry
- 2 stk chilier små og befriede for kerner
- 2 spsk. korianderfrø
- 1 spsk. spidskommen
- 1 tsk. sorte peberkorn
- 1 tsk. nellike
- 1 tsk. bukkehornsfrø
- 1 tsk. sennepsfrø
- 1 tsk. havsalt groft
- 1 tsk. muskatnød revet
- 2 tsk. stødt gurkemehe
- 2 tsk. stødt ingefær
- 2 cm kanelstang
Sådan gør du
Karry
- Varm en helt tør pande til middelsvag varme og læg alle krydderier på panden og rist dem langsomt i 3 min til krydderierne begynder at "poppe" så er de nemlig færdige.
- Tag dem af og lad dem køle lidt af.
- Så skal de knuses i en morter eller en krydderi-blender hvis du har sådan en.
- Herefter har du dit færdige produkt.
- Du kan altid varme det op inden brug for at vække det til livs igen.
Dahl
- Smelt smørret en stor gryde. Hak løg, hvidløg og ingefærd og tilsæt det. Svits i 2-2 min.
- Tilsæt så karry og lad det stege yderligere 2-3 min.
- Skyl dine linser i en sigt. Tilsæt linser, osten, grøntsags bouillon og hakkede tomater i gryden. Lad det simre i ca. 30 minutter under låg. Smag til med salt og peber.
Jeg har aldrig lavet karry før og var faktisk overrasket over hvor meget mere duft og smag du får med når du selv laver det – det blev ret vildt og hele køkkenet duftede af det orientalske køkken! Selv min tøser, som ellers godt kan være lidt kræsne og nogle gange lettere uinteresseret i Fars madlavning kom rendende ud for at ville være med.
Hvis det skal være autentisk, så køber du nogle indiske øl, Meny har dem som de eneste jeg kender medmindre du går i en specialbutik. Det smager glimrende og størrelsen på dem er helt korrekt!
Papadums er også noget nyt for mig – jeg må tilstå, at jeg snød og købte en pakke som man blot pensler grundigt og så ensartet som muligt med olie og smider i mikrobølgeovnen i 30 sekunder og vupti så har du en indisk inspireret chips eller brød som det vist egentlig er.
En lassi hører sig til og det hjælper på det stærke. Nu vælge jeg at pynte med frisk chili i forskellige styrker fordi jeg bare elsker spicy mad og så er den altså god til at dulme lidt med.
Håber retten har givet inspiration og endnu engang en ret på Gastromand uden kød – og vi lever sgu endnu! Du kan få endnu mere inspiration på Karolines Køkkens hjemmeside.
Stik os en kommentar
Submit a Comment