6 efterårsvine der kræver sin mand
Vi fortsætter vores amerikanske tema i forlænge af præsidentvalg. Og hvad er mere oplagt end noget go’ amerikansk vin til – nej vel? Vi har længe fulgt bloggen Vinens Vilde Vesten og været imponeret over det ekstremt høje vidensniveau om specielt Californiske vine. Bag bloggen står Nanna Wang Carlsen som har boet 2,5 år nærmest midt i Napa Valley. Vi har overtalt Nanna til at give alle os gastromænd et par tips til gode kraftige efterårsvine – enjoy!
Det er kulsort udenfor, når jeg står op om morgen. Det kulsort, når jeg kommer hjem. Sæsonen for vinterjakke, støvler og strikvanter er gået ind. Og jeg er mere end en gang i den seneste uge blev overrasket af en dyngvåd byge på min daglige cykeltur til Vesterport. Jeg kan ikke lukke øjnene for det længere. Efteråret har fået et klamt tag i Danmark, vinteren truer i horisonten, og det gør ekstra ondt på ex-californier som mig, der stadig har en smertefuld craving for klipklapper, t-shirts og solbriller.
Der er ikke andet at gøre end at slå sig på flasken, og til ære for det fornemme maskuline selskab her på Gastromand anbefaler jeg seks efterårsvine, der kræver sin mand – eller i hvert fald sin bøf eller en god kraftig simre-ret. Det er vine, der hjælper til at modstå mørke og kulde, og her er noget for både halvslunkne og mere velpolstrede tegnedrenge.
2011 Borsao Tinto Selección Joven
Eneste old-world vin i dette selskab, men den skal med, fordi den tilbyder rigtig god value for money. Baseret på 70% Grenache, 20% Syrah og 10% Tempranillo fra Campo de Borja lidt syd for Rioja og Navarra. Fyldig, krydret, blød og lækker. Noter af jordbær, kirsebær, svage undertoner af ene, sødlig fad, vanilje og skovbund. Ligefrem og let at gå til uden at være kedelig eller simpel. En ung vin, som lige nu bugner af ungdommelig, charmerende frugt.
5.5-6 stjerner hos GASTRO (red: et gastromedie på noget så gammeldags som papir)
90 kroner hos Laudrup Vin
2009 Beringer Knights Valley Cabernet
Fra en af de ældste og største producenter i Napa Valley kommer denne bassemand med stor frugtdrevet aroma uden de grønne urtede indslag, som man ofte finder i mere high end cali-cabs. Solbær og blomme og lidt sødlig pibetobak. I munden giver tanninerne en lille smule bid, men fornemmelsen er stadig først og fremmest blød og behagelig på den chokoladelækre måde. Bestemt drikkemoden trods den unge alder, og det har den sådan set været, siden den ramte butikshylderne for godt og vel et år siden. Selvom der ikke er tale om en topmodel, får du her rigtig meget Cab for pengene.
91 pt. (WS (red: Wine Spectator))
195 kroner hos H. J. Hansen Vin – p.t. udsolgt, seneste årgang lander iflg. forhandlerens hjemmeside 20. november
2008 Ridge Lytton Springs
En usædvanlig blend af 74% Zinfandel, 21% Petite Syrah, 5% Carignane fra den traditionsrige producent Ridge i St. Cruz Mountains på Californiens Central Coast. Huset er mest kendt for sin Montebello-blanding, men Lytton Springs kan bestemt måle sig med sin storebror. Hjemmegroede haveblommer, mirabeller, vanilje og penalhus. Fine velintegrerede tanniner, der giver lidt bid uden at skygge for den behagelige og bløde mundfornemmelse.
93 pt. (RP (Robert Parker)
215 kroner i 2010-udgaven (som også har scoret 93 RPP) hos Bergman Vin
2010 Turley Duarte Contra Coste County Zinfandel
Zinfandel er det nærmeste, man kommer på en californisk nationaldrue, men er genetisk ækvivalent med den syditalienske Primitivo-drue. I dag er mange af de ældste vinstokke i Californien netop Zinfandel, og disse marker udsøger winemaker Larry Turley sig og producerer takket være dem enestående Zins. Denne model kommer fra Contra Coste, som ligger i højdedraget bag San Francisco-bugten. Her får du en fuldfed basse med noter af blommekompot, blåbær, svedske, røg, brown spice og hvid peber. Silkeblød med kakaoagtig mundfornemmelse. Vinens svar på Pavarotti.
240 kroner hos KK Wine
2009 Alta Colina Toasted Slope Paso Robles Syrah
Alta Colina er helt ungt winery fra Californiens Rhone-region, Paso Robles, der ligger lidt nord for Santa Barbara. 2007 var husets første årgang, som med det samme satte huset på det vinøse landkort, da Robert Parker honorerede årgangen med flere topscorer. 2009-årgangen fik også ros med på vejen fra Parker, og med god grund. Koncentreret, dyb, intens. Stadig lidt ung struktur med let kantede tanniner, men næsen og smagsprofilen er forførende med noter af mørke stenfrugter, vanilje og ristet kaffe.
94 pt. (RP)
295kroner hos California Wine Aps
2004 Yarra Yerring ‘Underhill’ Shiraz
Vi slutter af med en tur om på den modsatte side af jordkloden. Yarra Yering er et af australiens tophuse, og enkeltmarksvinen Underhill er noget af det bedste, som huset kan præstere. Vidunderlig aroma af solmodne solbær med krydret, herbalt islæt, som solbærbuskens blade og friske krydderurter som salvie, kørvel og estragon. Moderat styrke og smukt integrerede tanniner, der giver vinen en lækker, blød mundfornemmelse med en rank struktur bag det bløde ydre. En vin med stor wow-effekt ikke bare første gang, men hver gang man sætter glasset til sin læber.
96 pt. (RP)
698 kroner hos Laudrup Vin
Nana øser som sagt ud af sin Californiske vinviden på Vinens Vilde Vesten <– Tjek den ud!
Stik os en kommentar
Submit a Comment