Kommentar: Send Michelin-guiden på pension!
Som de fleste med bare en perifær gastronomisk interesse nok har opdaget, ruller Michelin-hjulet endnu en omgang i morgen, onsdag. Dette betyder et par dages mediehysteri og stjernegætteri, efterfulgt af glæde hos de få udvalgte og skuffelse hos de mange forbigåede restauranter, for derefter at vende næsen mod endnu et år, med jagten på de forjættede stjerner.
Michelin-guiden er både uddateret og inkonsistent. Men det er ikke det største problem… det største problem er dig, kære foodie!
For over 100 år siden skabte de dækfremstillende brødre André og Edouard Michelin en restaurantguide til Frankrig som egentligt var tænkt som en måde at få sat gang i bilsalget, som var stort set ikke eksisterende i Frankrig dengang, og dermed også i dæksalget, som jo, ikke overraskende interesserede de to.
Nu om dage er guiden blevet ikke alene en succes, men pejlemærket, blåstemplet og referencerammen inden for al gastronomi. År efter år er det Michelininspektørerne der vender tommelfingrene op eller ned for det væld af restauranter, for hvem den årlige uddeling af stjerner er make or break for forretningen. Er der en ny stjerne, beholder man den man har eller, gys, mister man én? Spændingen I branchen er hvert år til at tage og føle på, kan jeg godt garantere.
Og selv om jeg har lovet mine dygtige venner i restaurationsbranchen ikke at hidse mig op over Michelinhysteriet i år, som jeg har gjort de sidste par år, så skal den bund-elitære og totalt uigennemsigtige guide, da lige have et kærligt ord med på vejen.
De eftertragtede stjerner…
Min hovedanke mod guiden er ikke, at den har skabt køkkenchefer, der er lige så kompetitive som elitesportsudøvere og opmærkomhedssyge som lokalpolitikere. Det har de altid været. Ej heller, at den har skabt et væld af køkkenchefer, som er holdt op med at lave mad til gæsterne men derimod til et spøgelse, en michelininspektør ingen ved hvordan ser ud. Som en hanrej, der prøver at gætte hvad en enigmatisk, humørsyg elskerinde behager lige netop den dag med udgangspunkt i hvad hun kunne lide sidst hos de andre hanrejer hun jævnligt frekventerer. Ej heller, at den lader hånt om det faktum at uforglemmelige spiseoplevelser med højt håndværksmæssigt niveau ligeså vel kan opnås i et hul i væggen i Shanghai som på Arpege i Paris.
Min hovedanke er dig, kære spiser. Guiden har skabt dig, den hovedløse gastro-turist som rejser rundt med guiden under armen som en pissedyr og inderligt ligegyldig tjekliste, der kan krydses af efterhånden som bestikket er lagt og munden tørret for sidste gang. Den spisende, som ikke er ude for at opleve med gode venner og familie men som blot ønsker at sætte et flueben og lave en indtjekning på det foretrukne sociale medie. Been there, done that, didn’t taste a thing.
266 nordiske restauranter nåede med i årets guide
På den gør du dit til, at den kulinariske udvikling stagnerer over hele verden fordi køkkencheferne kan se at michelingætteriet giver kunder. Så skide være med at man dagligt må gå på kompromis med kreativitet, lyst og egne ambitioner ude i køkkenet – så længe inspektørerne er glade og iphone-kameraerne knipser ude I restauranterne.
Over 100 år gammel og mere magtfuld end nogensinde – det er på tide at pensionere guiden. For smagens skyld.
Rammer Lars plet eller Michelin Guiden stadig det eneste rigtige?
Stik os en kommentarRelated Posts
ANMELDELSE: Michelin Stars II – Nordic by Nature... 24. september 2021 | Webmasteren
Michelin 2019: Noma må nøjes med to stjerner i nye nordiske Michelin-guide!... 18. februar 2019 | Gastromand
-
der er meget, man kan kritisere guiden for, og på det niveau kan man da godt have sympati for Lars Bjerregaards debatindlæg. Men. Men, jeg bruger en stor del af mit liv på at køre rundt i Danmark, og der er fandenedeme langt mellem snapsene derude. Måske burde vi sende alle Danmarks restauratører på kursus i stedet for at bygge på stranden, det ville både være billigere og mere effektivt, når det gælder at tiltrække flere turister.
Michelin guiden giver restauratørene noget at stræbe efter, et mål og en idé om kvalitet. Det synes jeg er godt. Uanset om et par detaljer smutter. -
Jeg er helt enig med Troels, guiden er det bedste forsøg på en umulig opgave. Smag og behag er forskellig og man kan da godt være uenig med guiden, men generelt holder guiden og har gjort det tæt på altid.
Jeg har det fint med at de holder kortene ind til sig – vurderinger er subjektive og restauranter kan ikke let sættes i bås – det ved enhver der har forsøgt sig med ratings i denne branche.
Jeg besøger rigtig, rigtig mange restauranter i ind og udland og anvender ofte guiden som en guide (ikke en lov) til hvor jeg kan få en oplevelse der matcher mit behov. Det er sjældent det går galt hvis man også lige har sin egen fornuft med. Jeg har også besøgt rigtig mange på The Worlds 50 Best Restaurants og må sige at jeg er langt mere enig med Michelin end det her Oscar lignende setup bag The Worlds 50 Best, hvor det mere er hvor meget “buzz” der er om en kok end den egentlige kvalitet. Det har jo også været fremme at mange af de der kan stemme på The Worlds 50 Best slet ikke har besøgt de restauranter de stemmer på.
Her i DK syntes mange at The Worlds 50 Best bare er en bedre liste fordi den har haft NOMA på en førsteplads flere gange hvor Michelin har anmeldt stedet til 2 stjerner. Hvis man har besøgt en række 3 stjernede restauranter vil man opleve et andet og mere konsistent niveau i kvalitet, service og velsmag end jeg i hvert fald har oplevet på NOMA.
Jeg er bestemt ikke enig med Michelin i alt. F.eks. her i Aarhus hvor jeg er en del rundt så giver det slet ikke mening at Gastromé og Substans har fået en stjerne. Spændende steder, men absolut ikke en stjerne værd. Her mangler guiden noget lokalkendskab og har ikke oplevet f.eks. Castenskiold som altid laver mad af høj klasse selv om det nok undgår det nordiske ukrudtstyrani.
Guiden fortjener bestemt respekt for at have holdt ved i så mange år. At den holder ved sine egne holdninger og ikke lader sig manipulere af små selvfede landes egenforståelse, men holder på sit.
Derfor er der ingen andre guides eller lister som når Michelin til sokkeholderne. Det gør dem ikke perfekte, bare de bedste.
-
Jeg synes, at det er temmeligt forsimplet billede, han tegner. Jeg bruger selv guiden meget, når jeg rejser. Af flere årsager. Hvis man nu tager til Spanien eller Italien, hvor skal man så starte? Jeg vil altid gerne spise godt, når jeg rejser. Jeg hader at gå rundt, blive sulten, men ikke kunne finde noget for så at ende et rigtig dårligt sted. Det har jeg prøvet et par gange, bl.a. i de føromtalte lande. En guide er jo behjælpelig her. Jeg kunne selvfølgelig gå på de sociale medier eller Tripadvisor, men jeg har ikke lige stor tiltro til det hele. F.eks. er der på Tripadvisor negative anmeldelser til high end restauranter fra brugere, som bagefter roser Jensen’s Bøfhus. Smag er jo forskellig, men det gør jo ikke mig klogere at læse denne brugers kommentar.
Derudover taler jeg ikke spansk eller italiensk, så at begynde at fedte rundt i en masse lokale guides på sprog, jeg ikke kan, er delvist omsonst. Jeg får jo alligevel ikke det hele med. Og hvad med en udenlandsk turist i Danmark for et par år siden, hvor skulle han/hun søge råd? Her er Michelinguiden jo særdeles brugbar. I øvrigt glemmer Lars Bjerregaard, at langt de fleste restauranter i Michelinguiden ikke har stjerner eller bib. Netop de kniv og gaffel-restauranter undersøger jeg gerne også, for her ligger også fine madoplevelser; og de er ikke altid dyre. Selvfølgelig skal man have sin egen nysgerrighed med, og guiden er da heller ikke sandheden selv. Den er en hjælp. Så mit svar på spørgsmålet er hverken-eller.
Comments