ANMELDELSE: Jensens Bøfhus – et familieparadis?
Familiefaren på Gastromand har intet mindre end 3 børn og er uden tvivl den som vi helst vil sende i marken for at anmelde en restaurant som Jensens Bøfhus, så denne opgave har vi givet ham. Årsagen er simpel – gennem de sidste år er det gået voldsomt ned af bakke for den tidligere folkekære restaurant der bestemt har haft sin storhedstid – men er det virkelig så slemt?
Som Familiefar sker det faktisk ofte, at jeg ender på en “Familievenlig-restaurant” i Aalborg hvor jeg bor med mine tøser – egentlig er det udenfor Aalborg – men der er ingen restauranter, så turen går til ”storbyen”. Min tøser er ikke børn som bare elsker at prøve noget nyt og higer efter at udforske smag og prøve nye ting. De elsker en burger fra McDonalds, de vil gerne have en pizza fra den lokale herlige “pizzamand” og så vil de gerne en tur på “King Sushi” fordi de synes “båndene” med små tallerkener er sjove. De nyder også en tur på Bones. Jeg pådutter dem på ingen måder mine vaner og behov – de skal nok med tiden finde ud af, at der er mere i livet end dette udvalg. For mig handler et restaurantbesøg derfor primært om, at jeg kan slappe af og det kan jeg når mine børn har det godt. Betyder det så, at jeg skal på Bones eller andet? Fine by me! Jeg spiser rigeligt på michelin og andet ”fine-dining”, så mon ikke jeg overlever? Nu forstår du vores udgangspunkt og lur mig om flere af jer ikke kan nikke genkendende til denne tilgang?
Jensens Bøfhus Skalborg ved Citysyd
Vi har siden Jensens Bøfhus begyndte på deres “tilfredshedsgaranti” hvor man kan få pengene retur hvis man ikke er tilfreds, talt om at besøge dem og undersøge om det virkelig kan være så slemt som vi hører om? Jeg er taget afsted med mine 3 tøser og min kæreste, som ret modvilligt har accepteret at tage med. Vi ankommer lørdag aften kl. 19.00 til en propfyldt restaurant, bliver budt velkommen og vidst til bords.
Kort efter bliver vores bestilling til pigerne modtaget samt drikkevarer til os. Min kæreste og jeg er ikke helt klar, så vi beder om lidt mere tid men siger, at pigernes mad gerne må ankomme. De får bestilt en “Burger med fritter”, “Nuggets med fritter” og “Spareribs med fritter”. Kort efter ankommer deres mad. Vi får sendt vores bestilling afsted.
Billig men uinspirerede mad
Imens kigger jeg lidt på deres udvalg. Det er sådan set ganske udmærket – men ikke noget specielt. Burgeren ser faktisk meget fin ud – blød bolle, ketchup og sprødt bacon. Bøffen er desværre gennemstegt – men min datter kommenterer ikke på det og lader til at nyde maden.
Deres nuggets er fra en pose og her kunne man godt lave nogle panerede kyllinge-inderlår, det ville være lidt mere indbydende end maskinudbenet kød. Til sidst er der spareribs som er møre og ”sticky” – smagen er okay. Alle har fået agurk og gulerødder-stænger til – plus herfra! Alt i alt er maden helt fin og til en pris på 49 kr. pr. ret kan man ikke klage, men for pokker det er uinspirerende det her, men hvis vi lige går tilbage til udgangspunktet, så er pigerne glade og jeg kan nyde min aften.
Det starter godt…
Så er der de voksnes tid: Jeg hopper på deres menu med “Favoritsnacks” 6 stk med osteindbagte jalapeños, mozzarella sticks, onion rings, hot wings og crispy hot wings. Herefter en “klassisk burger” med hakkebøf fra Wagyu, brioche med bacon, cheddar, mayo, BBQ-sauce, salat, tomat og
syltede rødløg til dessert en “Queens Delight” – belgisk vaffel med softice og chokoladesauce – det hele koster en lørdag aften 179 kr.
Min kæreste bestiller en “Strip Steak” med bearnaise på 300 gram til 239 kr. og beder om “medium-rare” hertil deres salatbar til 49 kr. Til at drikke bestiller jeg en “GT” faktisk på Whitley Neill Gin og en FeverTree tonic til. Jeg ser dog altid nogen af delene, men mine smagsløg siger mig, at den faktisk er god nok. Prisen er 59 kr. Så prisen kan man på ingen måder klage over.
Fornuftig salatbar
Pigerne når at blæse igennem deres mad inden vi får mad, men det er egentlig okay for vi bad selv om det. Efter en god ventetid får jeg “favoritsnacksene”. Det er lidt som forventet – “alt godt fra køkkenet” som lige har ramt den samme “batter” inden den gyldne brønd. For mig er det ikke specielt lækkert eller inspirerende – det er hardcore ”tømmermændsmad”, så jeg napper i stedet en skål salat fra baren.
Den er derimod ganske fin og på trods af den mængde af børn der er i restauranten, så ser den rigtig fint ud – der er tørret af omkring skålene og der er fyldt op – også sidst på aftenen. Hvis du kommer steder med “tag-selv” og børn så ved du, at det kan blive en rodet affære. Det har de heldigvis styr på hos Jensens Bøfhus.
Steg jeres bøffer korrekt!
Vores hovedretter ankommer efter ca. 45 minutter og jeg langer til fadet. Jeg er skrupsulten og hånden på hjertet lidt “hungover”. Burgeren er faktisk god og havde bøffen ikke været gennemstegt havde det været rigtig fint. Jeg mangler lidt dressing men et skud mayo fra mine fritter klarer faktisk denne del.
Min kærestes bøf er desværre også stegt for længe – den er nærmere medium-well done og det er lidt synd for kødet er helt fint. Det er bestemt ikke en krogmodnet stykke okse vi har med at gøre – men til prisen er det vel acceptabelt. Så en opfordring herfra – steg jeres kød korrekt, så vil I øge oplevelsen fra kunden væsentlig.
Pulver-bearnaise eller måske fabriksfremstillet?
Det kunne man nok sige sig selv, men bearnaisen er desværre pulver eller måske fra en stor spand hvor den bliver varmet op under bestilling – jeg gyser ved tanken og samtidig med undrer jeg mig over, at saucen også er en kende sødmefuld? Er der sukker i? En bearnaise består af 3 ting – essens, æg og smør – ikke e-numre og stabilisator. Hvis denne var lavet fra bunden var det helt sikkert en anden oplevelse.
Den glemte dessert
Mine tøser har for længst fyret den af i “tag-selv-softice” og vi er færdige med at spise. Jeg beder om at få ryddet lidt fra bordet, da det efterhånden fylder en del. Tjeneren spørger om vi vil have en regning, hvor jeg minder om min dessert. Her spørger tjeneren så hvilken jeg ønsker? Jeg henviser til menuen og siger det vist var en “Queens Delight”. Hun tager imod bestillingen og iler videre. En lidt sjov betragtning er, at restauranten ca. 19.45 faktisk er ved at være halvtom men bemandingen virker også væsentlig reduceret, så der går endnu engang et godt stykke tid. Så kommer tjeneren tilbage og siger pludselig “Jeg har da vist glemt din regning ikke?” “Nej svarer jeg pænt – det var desserten” – “Det er rigtigt! Kort efter kommer hun så med regningen – jeg er for træt til at vente mere, så jeg betaler og slutter aftenen af.
Få sekunder efter kommer kokken så ud med desserten – ud af det blå! Få sekunder efter kommer der lige en dessert mere – chokoladekage med softice – den havde de lige i overskud. Vi griner lidt af oplevelsen og tager det ”oppe fra og ned”. Stemningen er god og tja – det er vel lidt sødt.
Er Jensens Bøfhus virkelig så slemt?
Hvis du har børn, og du er indforstået med at kvaliteten på deres råvarer er lav og kan leve med larm fra nabobordet der endelig skal på ”fin restaurant” og derfor lader deres unger terrorisere restauranten og tillader ”fangeleg” mellem de andre borde så er svaret nej – det er det ikke.
Hvis du forventer en restaurant-oplevelse så er det sgu slemt. Det duer simpelthen ikke, at et ”bøfhus” ikke kan stege en bøf. Det duer heller ikke, at maden kommer med 45 min mellemrum and dont get me started on the bearnaise! Jeg er helt med på, at prisen er lav og flere vil udtrykke ”jamen vi blev da mætte” – fair nok – men for de ca. 1100 kr. det hele kostede kan du altså lave en del lækkert mad af gode økologiske råvarer. Kommer jeg på Jensens Bøfhus igen? No sir – det gør jeg ikke – men alt respekt for dig og dem som gerne vil. Til sidst vil jeg godt udfordre begrebet ”restaurant” for det er en kende overdrevet. Reelt er det et cafeteria eller på en meget god dag en bistro.
Fordele
- Du får et billigt måltid
- Ingen ser skævt til dig hvis dine børne smider softice op i loftet
- Salatbaren er ganske fim
- Du får sikkert en morsom oplevelse ud af dit besøg
Ulempe
- De er et Bøfhus som ikke kan stege en bøf
- Deres sauce er lavet på pulver/fabriksfremstillet
- Kvalitet af råvarer er lav
- Der er utrolig mange børn på Jensens Bøfhus
Hvad synes du om Jensens Bøfhus? Er de på vej tilbage eller har deres tid været?
Stik os en kommentar
Tags
Jensens Bøfhus-
Fin anmeldelse men syntes at du burde have klaget over bøffens tilberedning for at se hvordan de håndterede dette. Hvis man ikke har givet dem en chance for at rette fejlen er det måske ikke helt fair at skælde dem ud. De er jo desværre ikke de eneste der ikke kan stege en bøf. Det sker for mig ca hver 3 gang på Mash, men de er normalt flinke til at rette det.
-
Hej Jens – det magtede jeg ærlig talt ikke – mine piger var færdige for længst og risikoen for at vi skulle vente yderligere 30-45 min ville jeg ikke løbe. Jeg tvivler også på, at det ville være bedre anden gang… Men ja alle kan jo lave fejl – men Jens, det virker til, at det sker meget ofte på Jensens – har du set kommentarene på vores Facebook site?
Lidt langt link :-)
-
-
Altså ikke at jeg er lige har været forbi, det har jeg heldigvis ikke haft behov for eller blevet lokket til. Men hvordan kan du sige deres råvarer standart er lav? En hvilken som helst strip der er stegt forkert vil virke svært utiltalende, og ellers skal man op i en kvalitet, som den utroligt lave pris du har punget ud for menuen ikke retfærdiggør, træerne vokser stadigt ikke oppe i himlen! Og forudsat de rent faktisk har hakket wagyu til deres burger og det var 100% og ikke bare tilsat. Så betaler det nærmest menuen med et sædvanligt mark up i den branche…
-
Hej Faster – Jeg siger ikke alt er lav standard – fx var deres salatbuffet ganske fin – om det var økologisk ved jeg ikke – men det var helt fint.
Men nuggets fra en pose, som nok er lavet af maskinudbenet kød og pulver bearnaise som er fyldt med e-numre er i mit univers lav standard…
-
Hej vi fik mad forgiftning i dag i Kolding Jensen bøfhus jeg køret til kolding sygehuset
-
-
Et godt råd til alle jer , der syntes Jensens Bøfhus er så forfærdelig..
spis hjemme eller find et sted som lever op til jer og jeres børns krav til en spiseoplevelse …..
Ingen er tvunget til at spise på Jensens Bøfhus …..
…du får endda en anden bøf eller gratis …..hvis du mener bøffen ikke er som Du syntes …
Jeg har kun gode oplevelser på Jensens Bøfhus ….med og uden børn ..-
Hej Carsten – Bare rolig – vi kommer der ikke igen :-) En anmeldelse er jo til for at skabe oplysning og vores ydmyge mening om Jensens Bøfhus – vi forventer ikke at alle enige – og gudskelov for det da – ellers var de jo lukket for længst. Men Carsten, alene det, at du får en gratis bøf hvis den ikke er som du synes skriger jo til himmelen – det vidner jo om, at kødet må være så billigt, at du bare får smidt en ekstra bøf i nakken hvis du brokker. Hvad med “do it right the first time” i stedet?
-
-
Helt enig også med de fleste kommentarer.
Har dog en anke ifht. de som nævner Bones.
Bones er stort set samme koncept – måske en smule bedre men til gengæld meget dyrere.Desuden vil jeg også mene at det er skidt at kalde sig Bones og ikke havde de bedste “ben” i byen. På Bones venter man også nogle gange lang tid for mad som egentlig burde kunne opvarmes på et par
minutter i en mikroovn😱-
Bones er vel nogenlunde samme – dem må vi kigge forbi næste gang 😁
-
-
Dette minder mig om den legendariske Price-anmeldelse af buffeten på Rødby-Puttgarten, hvor alt var indkøbt færdiglavet, og hvor hummersuppen fra forretten på forunderlig vis kom tilbage som sovs til hovedretten.
Anmeldelsen sluttede med nogenlunde sådan her: For oplevelsen kan jeg kun give en enkelt kokkehue. Gid der var nogen, som ville tage den på!
-
Haha – Fantastisk skrevet – gætter på det var Adam ikke?
-
Det var Adam ja :-)
-
Savner sgu ham som anmelder på Politiken :-)
-
-
-
Nu skal vi lade være med at være så højrøvede og snobbede, at vi ikke kan unde stakkels hr. og fru Jensen et besøg på en restaurant, som de kan betale. De som besøger Jensens er dem, som køber papkyllinger til 20 kr. og synes de er vidunderlige. Det er jo desværre ikke alle, som har fået øjnene op for økologiens mangfoldigheder. Hvis man følger Madmagasinets udsendelser, ser man ofte smagstest, hvor smagerne vælger det “dårlige” produkt som det bedste. Det gør de, fordi det er det, de er vant til at smage, og så synes de, at det smager bare bedst. Ligesådan med Jensens – det er det, de er vant til. Derfor synes de det er godt. De synes også det er godt, fordi de kan slappe af, når de har børn med. De behøver ikke hele tiden, at holde øje med, om børnene nu opfører sig, som de skal. Hvis Jensens ikke var der, kom de måske aldrig på “restaurant”.
Som min søn siger: “Kig på din familie. Nyder de det? Så gør jeg det også, selvom jeg synes det er et røvsygt sted”.
Trods ovennævnte – lad det være sagt. Jeg har også prøvet Jensen, og jeg kommer der aldrig mere.-
Hørt Jette – der skal være plads til alle her i samfundet og så er det jo meget rart, at der er plads til børnene – din søn lyder sgu fornuftig som dig Jette :-)
Du skal næsten se tråden på Facebook – der er mange gode og sunde argumenter – og faktisk skriver nogle stykker, at Jensen ikke er billigt når man ser på, hvad andre restauranter tager for deres mad – fx vores små Bistroer i Aalborg – Deja Vu eller Bistro 59 er egentlig ikke særlig dyre og der er altså velsmag og godt lavet…
-
-
For en hel del år siden var min familie og jeg en tur på Jensens bøfhus i city Syd. Fra vi havde fået vores drikkevarer gik der 1- 1,5 ti.e, før vi opgav at få vores mad, annullerede ordren og forlod stedet. Heldigvis havde Kinesergrillen på Hobrovej stadig åben, så vi fik forårsruller i stedet( hvilket nok var held i uheld😁). Da Jensens bøfhus åbnede på Nytorv, besluttede min mand og jeg at give dem en chance til. Nu var der trods alt gået en del år siden sidst og vi skulle bare have en hurtig frokost. Efter vi bestiller går der igen langt tid. Alt for lang tid. Da maden endelig kommer ser vi at den burger som min mand har bestilt, ikke er hvad han har fået serveret. Vi hiver fat i chefværtindeaspiranten, som er hende der servicerer vores bord; hun fortæller at køkkenet har lavet noget andet mad, fordi at de ikke havde mere af det min mand bestilte!!! Det var absolut sidste gang vi nogensinde sætter vores ben i en Jensens bøfhus restaurant. Og ja, cafeteria vil være en langt bedre betegnelse end en restaurant
-
Jeg sidder og griner for mig selv – sikke en undskyld at fyre af – “Her er deres suppe Hr. – jamen jeg bestilte en bøf!?” “Meget muligt – men det er hvad vi har i køkknet” – det er altså verdensklasse – og helt enig – vi gav faktisk også Jensens Bøfhus i Aalborg en chance efter de var åbnet – men det var noget rod – og så skar det virkelig i mit hjerte, at de nedlagde den smukke bygning :-(
-
-
Og måske er det det, der er forandret. Da Jensen kom frem kendte de fleste af os kun bearnaise fra Knorr. En god bøf var som regel er hakkedreng og rødt kød en culottesteg og skulle hele familien ud at spise var det Kvicklys bistro. Men så kom Jensens Bøfhus!
Men nu vores spisevaner ændret; vi kan få gode bøffer og Jensensfavoritsauce i supermarkedet – og det at gå ud at spise er mainstream, også i børnefamilier – med mange flere og gode restauranter og spisesteder til følge. Men Jensens Bøfhus – de har ikke forandret sig siden de glade 90’ere…-
Helt sikkert – og uden at det skal lyde som om vi har ændret noget – så har alt det fokus som bl.a. vi de sidste 9 år har pushed på med om at være “Gastromand” lave sin egen bearnaise – være gorumetkok i eget hjem + alle de andre gode blogs, influenter og ikke mindst alle de TV-programmer og hele michelin-bølgen jo også ændret noget…
Synes din betragtning er god – jeg husker da tydeligt min eks-eks-eks svigermor ofte sagde “Altså en god bøf er sgu en god hakke-dreng – det ved mand hvad er!” Og så svingede hun lige en Knorr Bearnaise opbagt med e-numre og mælk samt margarine sammen – så var der sgu lørdagsmenu :-)
-
-
Jeg er enig i stort set det hele. Børnene er glade for deres skodmad, isbaren og farveblyanterne og de er velkomne og så er alle jo glade. Næsten. For maden er skuffende og de er længe om at hælde den ud af posen og varme den og selvom det er billigt kan man få meget andet og endnu bedre for de samme penge andre steder. Eller lave det selv – det vil ikke tage længere tid end køreturen derind.
Så næsten hellere McD eller Bones, som er ca samme familievenlige koncept, en my bedre og hurtigere serveret.
Men altså bearnaise – det skal man holde sig fra på den slags spisesteder!-
Hej Sanne – lyder til vi er rørende enige – og ja, faktisk rammer vi ofte Bones som ligger 100 meter derfra – det er som om, at det fungerer noget bedre. Jeg kommer nok ikke til at spise der igen, så ingen fare for at indtage “bearnaise” – underligt den er så sødmefuld? Er der sukker i?
-
-
Meget enig i alt, der står i indlægget. Krisen hos Jensens Bøfhus virker ikke til at mane til nytænkning hos ledelsen.
Børn har tit en god oplevelse, og det er nok det bedste, der er at sige om Jensens Bøfhus. De kunne for min skyld strege “bøfhus” fra titlen og skrive “legeland- og cafeteria” i stedet.Har gode barndomsminder fra Jensen Bøfhus i Holsebro, og skal lige have spurgt nogen fra mine forældres generation, om maden også var af så lav kvalitet dengang.
-
Vi må sige desværre Mikael – måske skulle de blot kalde det hvad det er :-)
Jeg har faktisk selv gode minder fra flere besøg i Aalborg hvor de lå på Klostertorvet (inden de overtog den ellers smukke gamle bygning i Østerå, som tidligere husede Danske Bank – som var en flot gammel stenbygning som havde ligger der i mange år). Men der besøgte min familie faktisk “Bøfhuset” og det var vel anset som værende ganske fint – jeg var en ung knægt som egentlig blot ventede på “ta-selv-softice” hvor jeg altid havde store ambitioner om at spise 5-6 skåle – men måtte give fortabt efter 2 stykker :-)
Gode minder, men idag ser jeg naturligvis lidt anderledes på tingene :-)
-
Kommentarer