I sidste indlæg var vi omkring “Toilets from out of space” på Sketch Gallery, shoppede i Carneby Street, spiste Fish Fingers til aftensmad og endte med complementary champagne på South Place Hotel… 

Sådan lød da det vi ramte London. I dette indlæg kigger vi på næste dag, som startede med en meget solid morgenmad på vores hotel. Egentlig er det sjældent at jeg vælger morgenmad på hotellet, men når der decideret er en restaurant til den slags er det gode tegn. Kvalitet koster naturligvis, men det er virkelig luksus at få morgenmad på bestilling frem for buffet. Jeg har en tradition med altid at bestille ”the whole nine yards” bedre kendt som ”fuld english breakfast” med pølse, æg, bønner, blodpølse, svampe og bacon – yes sir! Min medspiser napper en ”Eggs Benedict” og en croissant – også gode valg.

Det må siges, at maden er god på hotellet, men når de har en michelin-stjerne i huset, sætter det jo en god baseline og selvom der er flere køkkener. Prisen for vores værelse på 27 kvm med Kingsize bed, skrivebord, møbler, bad og masser af udstyr er i øvrigt ca. 1800 kr. i døgnet med morgenmad og ja, du kunne sagtens bo billigere, men for 5 stjerner med morgenmad i London, så er det ”billigt”.  

Speaking of Michelin 

Det er nemlig sådan, at jeg har en kaffe-date med Gary Foulkes som er køkkenchef på The Angler hvor vi har bord samme aften. Vi sætter os i lobbyen og nyder en kaffe og the, hvor vi egentlig bare snakker om mad, udvikling, konkurrence samt niveauet i London. Angler har 1 michelin-stjerne, men målet er klart at få en mere fortæller Gary mig, som i øvrigt er helt nede på jorden.

Jeg spørger lidt ind til konceptet på Angler som faktisk er ”seafood” og for mig første michelin restaurant kun med seafood. Gary forklarer, at Britain er omgivet flere fantastiske have så hvorfor ikke udnytte dem? Jeg er enig og glæder mig til aftenen. Vi slutter lige med lidt obligatorisk fodbold snak, da Gary er fra Liverpool og jeg er en sand mester til namedropping (bare spørg Webmasteren) – giver hinanden hånden og rykker videre i vores programmer.  

Shoreditch’s svar på Papirøen

Efter god snak sætter vi kursen mod Boxpark som er Shoreditch’s svar på Papirøen eller Light House i Aalborg, dog opbygget lidt anderledes. Det er nemlig containere som er stablet og så er der lavet små områder imellem, hvor der kan spises. De er overdækket hvilket er rart da skyerne begynder at samle sig over London og det traditionelle klime nærmer sig – undskyld men det regner altså altid i London… 

Der er masser af små butikker med tøj, mad, dessert og smykker. Vi har en date med 4 forskellige madboder, hvor vi er inviteret til at smage. Inden vi rammer maden, så skal der lige shoppes lidt igen og leges lidt, for det er der også plads til.  

Vores første stop bliver hos The Athenian som er græsk inspireret og slår et stort slag for souvlaki hvor du kan få smeltende mør gris og kylling i hjemmelavet fladbrød med tzatziki og rødløg. Jeg springer på en rulle og min dejlige medspiser napper en box, hvor hun ser lidt overrasket ud da maden ankommer – der er nemlig rigeligt! Men hun er rimelig hærdet og går i krig! Det er vildt lækkert og du får meget for pengene, navnlig nu hvor pundet er lavt! Vi ser på hinanden og snakker om hvordan vi lige skal klare tre måltider mere – det er hårdt at være Gastromand! 

Vi tager næste sted hurtigt da vi tænker det sikkert er godt inden mætheden sætter ind! Det bliver nabo boden som er ”Poptata” der laver frensh frites på forskellige måder og med hjemmelavet dressing og ost! Min medspiser kan ikke helt se ideen med, at komme ost på fritterne, jeg synes derimod det er awesome, men for pokker det er tungt lige nu. Alligevel afholder det mig ikke fra at hoppe på deres ”Lucifer” som er pommes frites med chili-dressing og masser af ost – videre napper vi den lidt mere afdæmpede ”Portebello” fra området og ikke svampen, som har en lidt mindre stærk dressing. Jeg kunne faktisk godt have klaret mere chili på Lucifer, men jeg er også hærdet og har nok svært ved at adskillige de to bestillinger. Vi spiser så meget som overhovedet muligt og kigger på hinanden og tænker ”pause” – uden at sige noget.  

 

En Gastromand kan blive for mæt 

Vi sætter kursen mod Shoreditch’s mange små butikker og kryber i læ for den massive regn der rammer London lige nu. Hvis du er i området så ligger Brick Lane i dette kvarter, hvor du kan finde noget af det bedste indiske i hele London – desværre er vi for mætte.  

Efter et par timers shopping vender vi tilbage til Boxpark for at besøge ”What The Pitta” og ”NosTeagia” hvor første er et vegansk sted som inspireret af den tyske dönerkebab og er helt nyåbnet i London. Det ser lækkert ud, men jeg er jo carnivor i aller højeste grad, så det bliver kun til en lille smagsprøve. Det bliver nok aldrig helt mig – jeg synes kød skal spises, men alt respekt for andre, som ikke spiser kød. Det må dog siges, at stedet er populært og konstant er der gæster som strømmer til for at bestille.  

Vi slutter af med NosTeagia som ville have sendt en utrænet i gulvet, men ikke Familiefaren da! NosTeagia laver som du måske har gættet te i forskellige afskygninger men det serveres med flødeis. Årsagen er, at de i østen elsker te, men også gerne vil køles ned, så løsningen er denne finurlige blanding. Jeg får en grøn-te som faktisk smager godt, men blandingen er lidt underlig for mig. De sælger også ”bubble-waffles” som er vafler fyldt med alverdens lækkerier – flødeskum, oreos, nutella, karamel, friskebær, lakrids og alt muligt syndigt, det er mere mig! Vi napper en med friske bær, oreos , chokolade sauce og flødeskum – jeg er helt vild, men min medspiser synes ikke det er det helt store, så jeg napper den selv!  

Så går turen hjem til hotellet nu, hvor der skal tænkes op til aftensmaden! Jeg er lidt træt men tager en tur i deres Fitness lokale og brænder lidt kalorier af. Efterfølgende tager jeg i deres sauna og dampbad for at komme helt ned i gear – men så er det også GT tid!  

Seafood Heaven: The Angler

Vores GT nydes på 7 etage, som desværre blegner lidt i forhold til Londonds skyskrapere – men ikke desto mindre kan vi da kigge ned fra deres terrasse og se gaderne myldre af englændere på vej hjem fra job. Imens vi nyder vores cocktail sludrer vi om maden – jeg er ret spændt hvilket primært skyldes, at jeg aldrig har spist på en fisk og skaldyrsrestaurant med en michelin-stjerne.

Vi bliver vist pænt til bords og kort efter kommer der bobler i glasset – den slags behøver man slet ikke spørge en Gastromand om vel – altid bobler! Jeg må sige, at der starter godt med en ualmindelig lækker vintage fra 2004 fra et hus jeg faktisk ikke kender, men godt smager det og har en helt perfekt duft af nybagt brød i næsten. Den ryger hurtig ned, men heldigvis efterskænkes der gavmildt.

Hertil napper vi lidt friteret fiskeskind med en urte mayo. Vi tager en smule nord på da vores næste vin er fra Mosel – Bischöfliche Weingut Trier – en lækker sag med en smule fedme og den rest sødme du sikkert kender fra området. Retten dertil er en kold gaspazio på avocado (og I må altså undskylde, hvis udtrykket ikke er korrekt – men en kold suppe så 🙂)  hertil også friteret fiskeskind med et lille wasabi mayo – meget godt fundet på og selv om wasabien kan bide er den holdt i ro.

Den næste ret er lidt spøjs og egentlig ikke den smukkeste jeg har set – faktisk virker den en kende klodset at se på, men fair nok alt ikke er et mesterværk (eller?). Det er tomat med spanske nødder, basilikum, oliven og en lækker olie – smagen fejler bestemt intet! Det gør den næste vin heller ikke, faktisk er det første gang har jeg smagt en hvidvin fra Graves, hvilket måske er en kende pinligt, men man kan jo heller ikke have smagt alt!  

Jeg gyser en kende ved næste ret, da det går op for mig, at det er rå rejer med melon og olie fra figner. Det er bestemt ikke fordi jeg ikke kan spise alt, for jeg har skab spist hjerne, øjne og diverse larver og kryb, men oplevelserne med rå skalddyr har endnu ikke imponeret mig. Men tvivl og fordomme bliver dog gjort til skamme, for det smager faktisk godt og den cremede fede sauce gør sig godt til – min medspiser driller mig lidt over min angst og understreger at retten er lækker og vellavet – hun har ret!  

Blæksprutte kan være noget af det bedste der findes, hvis det er lavet korrekt – og det er det her. Vi får den i en ristet udgave med taramasalata, kartoffel og en reduceret rødvin – det fungerer vildt godt – dog er min medspiser og jeg lidt uenige om retten. Vores kartoffel er nemlig kogt temmelig meget og tenderer til udkogt – jeg mener det er korrekt for at skabe noget cremet til blæksprutten og hun mener den er overkogt – desværre har vores vine så småt taget over, så hukommelsen rakte ikke til at spørge.

Næste ret er også med “Mr. Octopus” – dog på en helt anden måde – som sagt kan det laves på flere måder – først var det ristet nu er det letkogt og serveret sammen med pighvar fra Cornwall og nogle japanske små svampe. Retten er temmelig awesome og nok en af dem, som står tydeligst i min erindring – mest fordi hele retten har så meget smag og kraft fra fiskene. Værre bliver det bedst ikke da min gamle ven Kumeo River bliver skænket op – desværre “kun” deres Estate, men fair nok – den ligger sikkert også til 600 kr. på kortet.  

 

Vores sidste varme ret er skinstegt rød mulle fra Newlyn som jeg faktisk husker Gary nævnte samme dag. Det ligger helt nede ved det sydligste af England, hvor der efter hans mening er der bedste mulle i det gamle kongerige. Det serveres med en cremet tyk sauce med bløde løg og en ustyrlig lækker rosé som ledsager.  

 

Efter en meget passende kunstpause er det dessert tid som starter med engelske jordbær, “schezuan pepper cream” og lidt knust marengs. Jeg gætter på cremen er en form for råcreme som er virkelig rich og udgør den fede del af retten, hvor jordbær er det fiske og margens’ene det sprøde. Either way så passer det godt sammen.

Egentlig er vi mætte, men vi skal lige have den sidste dessert, som er den bedste og mest intense dessert jeg længe har fået – måske overgik de den på Falsled Kro – men ellers står den sgu højt på listen – jeg har nu lært hvad “Praline” er og det er sgu syndigt!

Efter et par glas gode dessertvin er vi klar til at få kaffe og fordøje aftenen. Restauranten er ved at lukke ned, men efter en del glas vin og en cocktail til at starte på kan aftenen jo ikke slutte vel? Så vi spørger pænt om den nærmeste bar hvor tjeneren peger ud af vinduet og op imod nogle røde lys. Her ligger “Duck and Waffle” på 42. etage, hvor vi sætter kursen mod – det var måske ikke jordens bedste ide set i bagklogskabens klare lys – men når det er lørdag nat og du er i London så melder man sgu ikke fra!   

 

Stik os en kommentar