Jeg erkender det blankt – der er gået lidt for længe siden I har hørt til mit lille gourmet getaway med min bedre halvdel i sommer, men der har simpelthen bare været for meget at se til på Gastromand. Nå, men ikke desto mindre havde jeg heldigvis gemt mine noter, så here goes.

Vi ankom tidligt til Barcelona for så at finde ud af, at hotellets Michelin-restaurant var lukket måneden før vi ankom – Damn! Det var ellers der, hvor vores første frokost skulle have været nydt. Skidt med det, for vi var lige ankommet, vejret var lækkert og Barcelona ventede jo på os. Vi besluttede os for, at finde noget mere afdæmpet, så jeg hoppede i nogle gamle knickers og en hullet t-shirt og af sted det gik til metroen. På vejen derind blev vi enige om, at vi egentlig bare gerne ville have noget let tapas, og grundig som man jo er, havde jeg researchet mig frem til, at Tapas24 var noget af det bedste! Derfor blev næsen vendt i  retning mod L’Eixample, men efter nogle timer,hvor vi havde gået lidt for længe og var lidt for sultne, måtte vi erkende at, det var sværere at finde end da jeg sad på google nogle måneder inden. På sultedødens rand og med lysten til at krybe i fosterstilling midt på fortovet, fik Marlene (den bedre halvdel) øje på et skilt hvor der stod ”Comerc24” – Jeg kunne huske, at jeg havde besøgt hjemmesiden hvor Comerc24 også var nævnt sammen med Tapas24 – så det måtte jo være der! Vi slæbte os ind og blev straks modtaget og vist til et bord – “Sådan!” tænkte jeg ved mig selv, vi fandt det!

Læs også: Familifarens tips til Barcelona: Can Paixano

Restauranten var lækkert indrettet med masser af varme træmøbler og fede malerier på væggene. Kort efter vores ankomst blev vi præsenteret for fire forskellige slags olier og spurgt om hvilket brød og hvilken slags vand vi foretrak – jeg synes godt nok niveauet på denne Tapas24 var pænt højt og undrede mig allerede en del. Vi fik menu og vinkort præsenteret og da gik det op for mig, at det vist ikke var Tapas24 jeg befandt mig på. Vi fik dog valgt en række forskellige lækre retter og en flaske cava til.

Første ret var eddikeblancheret blomkål og tilhørende blomkålsessens, som blev serveret i nogle asiatisk-inspirerede skåle. Blomkålen var vildt lækker, jeg er selv meget til syre, så det passede mig glimrende – essensen var dog en kende for kold til mig, men alligevel inspirerende.

Næste ret bød på “Cannelloni” med krabbesalat, serveret på en halvstor sort fedtsten. Efter tjeneren igen havde præsenteret, hviskede jeg til Marlene – ”jeg tror måske det er en michelin-restaurant vi er på”, hun nikkede og tilføjede – ”så er det da godt, du har taget det pæne tøj på” – jeg kiggede ned på mine slidte knickers og hullede t-shirt… tja det måtte jeg jo give hende ret i – men når man er Gastromand og har et sejt kamera med, så er man jo pr. definition rockstar – så mon ikke det går?

Næste lækre lille ret kom ind. Det er lidt svært at se på billedet, men det er faktisk minipizza med lokale ansjoser, tomat og rucola som gemmer sig – og ja, det var himmelsk – navnlig ansjoserne (som jeg normalt ikke er kæmpe fan af) var vanvittigt delikate.

I kølvandet på vores nærdødsoplevelse, havde vi i vores iver fået bestilt lige rigeligt med mad. Alligevel insisterede vores tjener på, at skubbe en ekstra servering ind: Sousvide-tilberedt havtaske med sesampasta og brændte hvidløg. Igen må jeg sige, at de spaniakker bare kan noget med fisk! Det var så lækkert og en fremragende blanding af den lækre næsten rå fisk med det sprøde hvidløg, bundet fint sammen af sesampastaen. Hver for sig var komponenterne ikke noget specielt – men sammen spillede det super.

Så nåede frokostens højdepunkt – tatar af tun med en rogn, lidt spæde urter og emulsion af æggeblomme. Prøv bare at se retten…perfekt harmoni! Både for øjet og ganen.  Den lækre sarte tun, de salte rogn og den fede emulsion var et perfekt team!

Så blev det tid til braiseret lammeskank med syltede løg og indkogt fond. En fond som var så tyk, klistret og mørk at man næsten fik ondt af at spise den – så meget smag i så lille en mundfuld – mere skulle der ikke til – vi var glade og tilfredse.

Lige meget hvor mæt du tror du er, så går du aldrig fra den slags restaurant uden at bestille kaffe, for den er som regel flankeret af de lækreste hjemmelavede petit fours. Naturligvis også på Comerc24! Chokolade med grøn the, “guldbar” med blød nougat og “hjemmelavede “oreo” med et center af is. Jeg var dybt imponeret over denne afslutning, som jo ikke koster andet end 40 kr. pr. mand, inklusiv kaffen – herligt!

Da vi betalte regningen, som i øvrigt lå på ca. 1500 kr, spurgte jeg tjeneren diskret om restauranten havde en stjerne, hvortil hun svarede “Oh yes sir, we have!”

Så sådan gik det til, at jeg besøgte en Michelin restaurant, iført kluns som ikke engang havde været en campingtur værdig.  Ja, hvis Webmasteren havde været med, så havde han formentlig beskyldt mig for at ligne en vagabond!

Jeg kan kun anbefale dig at lægge vejen forbi Comerc24, hvis du altså ikke kan finde Tapas24 som fruen og jeg – og hvis du gør, så skal du ikke stresse over påklædningen og etikette. Dette er en af de fantastiske “down to earth”-Michelinrestauranter, hvor man ikke skal være bange for at træde lidt ved siden af. Her får du en kongelig betjening – selv som vagabond.

Buon appetito!

Stik os en kommentar