Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image

Gastromand.dk | 11. december 2019

Scroll to top

Top

34 kommentarer

Weekendtesten: NOH Raadvad vs. Scanpan IQ

Weekendtesten: NOH Raadvad vs. Scanpan IQ
Gastromand

Det er efterhånden længe siden vi har testet pander (senest testede Aarhusianeren Zwilling) så da tilbudet om at afprøve to nyudviklede pande fra henholdsvis Raadvad og Scanpan blev smidt på bordet, var det tids til en heads up.

Jeg tror rigtig mange glade amatørkokke, som os selv, ofte tænker dybe tanker om hvilke pande de skal investere i – skal det være det ypperste til flere tusinde kroner, eller går vi efter de billige, som holder et par år og så geninvesterer eller et helt tredje alternativ? Selv har jeg pander i begge kategorier – jeg ejer et par Le Creuset støbejernspande og så et par godt nedslidte Tefalpander. Og der er naturligvis en verden til forskel – jeg holder meget af mine Le Creuset, men de er tunge og ikke videre handy i køkkenet. Jamie Olivers Tefal  holder ikke længe ved høj varme, og du skal virkelig være nænsom med dem ellers er de færsige. De er dog lette, handy og bliver lynhurtige varme, og fungerer ganske fint i hverdagen.

Nå, nok om det lad os kigge på panderne og hvad de duer til!

Scanpan er fremstillet i Danmark – det kan vi lide!

Udseende og førstehåndsindtryk

Panderne er en smule forskellige fra hinanden. Begge er sorte, Scanpan har sort smalt håndtag med et lille dannebrogsflag for enden, meget lækker detalje. Raadvad har et bredere gråt håndtag og har ca. 2 cm højere kant end Scanpan. Begge er 28 cm i diameter, altså en mellemstor pande, som er nødvendig i ethvert køkken. Jeg synes begge ligger godt i hånden og har en god balance, men med en lille præference for Raadvads, da den er en smule lettere.

Skal man være subjektiv på designet, så synes jeg nok, at Scanpan overhaler Raadvad en smule, den er lidt smartere at se på. Men nu er det jo også effekten som er relevant her. Det vender vi tilbage til.

Scanpan IQ

Lille fin detalje på Scanpans IQ

NOH Raadvad har noget højere kant end Scanpan…

Materialevalg og kvalitet

Ja, der var engang hvor en pande var en pande, og som på en god dag kunne blive varm, og måske også stege lidt kød for dig uden at brænde det særlig meget på – den tid er slut nu. Navnlig Raadvad NOH kommer med en længere udredning af dens “tekniske detaljer”, hvor Scanpan IQ er lidt mere tilbageholdende. Tro mig, du ville blive lidt træt, hvis jeg skulle gennemgå det hele, så her kommer en lille “short and sweet version”:

Scanpan er lavet i keramisk titanium, som burde sikre, at du kan bruge alle former for redskaber på panden. Den er lavet i genbrugsaluminium og miljøvenligt non-stick – så samvittigheden er på plads hvis du vælger Scanpan. Endvidere leveres den med et specielt låsesystem i håndtaget, så det med garanti aldrig bliver løst. Den kan klare op til 260 grader og dermed også en tur i ovnen. Så langt så godt.

Raadvads NOH , som betyder Non-Overheatable Hard Face, er designet til ikke at blive varmere end 230 grader. Begrundelsen er simpel – når en pande bliver over 250 grader varm, så bliver non-stick belægningen langsomt ødelagt, dette accelerer så efter som varmen stiger. Dette skulle eftersigende ikke ske på Raadvads pande. Designet går i sin enkelhed ud på, at magneten mister sin effekt efterhånden som temperaturen stiger. Årsagen til at det overhovedet kan lade sige gøre er, at legeringen er lavet af “Invar 36” som består af nikkel og jern. Nu bliver det noget teknisk, men “curiepunktet” for dette ligger på 230 grader, og derfor er det ikke muligt for panden at blive varmere. Det tager vi altså hatten af for – hvis det vel at mærke er sandt!

Selve testen

Det der er interessant ved en pande er naturligvis varmefordelingen og dens holdbarhed jf. pandens slip-let-overflade. I denne test er der så en ekstra dimension i og med, at vi skulle have testet om den specielle belægning af Invar 36 rent faktisk også fungerede eller om det bare var “varm luft” – for at blive indenfor de metaforiske rammer. Når man tester varmefordelingen kan man benytte vand eller sukker, jeg valgte vand i denne test.

Klar til test – dog ikke med sukker denne gang…

Da det jo er Gastromand.dk synes vi også det er afgørende hvor hurtigt panden bliver ordentlig varm – tænk hvis du pludselig får uventede gæster og du skal stege ja lad os bare sige 4 stk. 600 grams T-bone steaks – hvilket jo kunne ske for selv den bedste ikke, ja så er det en afgørende faktor hvor hurtigt dyret bliver varmt?

And they are off…

On your mark, set – GO!

Begge pander bliver fyldt med præcis 500 ml. vand og mit Voss Induktion sat på niveau 9. Efter ca. 60 sekunder begynder det inderste af panden at småboble på begge pander. Efter 90 sekunder koger vandet lystigt på begge pander, men dog ikke helt ud til kanten.

Efter ca. 90 sekunder…

Indenfor de næste 30 sekunder (altså 2 minutter i alt) koger begge, men Scanpan rykker fra Raadvad og får i løbet af 2,5 minutter varmet panden grundigt op, hvor stort set alt vandet koger. Efter ca. 1 minut er Radvaad på næsten samme niveau, men alligevel er det tydeligt, at Scanpans fordeling af varme er lidt bedre, Raadvads kommer aldrig helt ud til kanterne.

Scanpan efter 3 minutter…

NOH Raadvad efter 3 minutter…

Så hvis du skal bruge fart på din pande, så er det Scanpan, som du skal gå efter. Her er varmefordelingen også en kende bedre. Nu kommer vi så til det spændende i testen, spørgsmålet om hvorvidt Invar 36 er ren fup eller det rent faktisk virker. Denne gange valgte jeg at varme panderne op helt tørre – udfordringen er at et infrarødt termometer (som i øvrigt er udlånt af Gastromands gode kollega Kim Schulz) ikke kan skyde igennem vand.

Begge pander fik lov til at få den hårde test og blev startet op på “Power-funktionen”, som jeg faktisk aldrig bruger på mine pander, da det bliver en meget hård varme. Mine pander fra Jamie Oliver er afgået ved døden efter for meget af den slags.

“P” – Power funktionen på et induktionskomfur…

Panderne fik lov til at rase igennem i 5 minutter alt i alt. Under opstart tog jeg løbende målinger og skød faktisk mere end 100 billeder med forskellige temperaturer. Allerede efter ca. 2-3 minutter var Scanpan godt oppe i temperatur, og efter 4 minutter slog termometret faktisk fra, da vi nåede over dens maksimale måling for temperaturen (360 grader!).

355 grader ramte Scanpan…

Jeg gætter på, at panden bliver varmere, men kunne ikke måle højere end 360 grader. Jeg var pænt optaget af Scanpan, da den bankede derudaf, så efter jeg havde taget sidste billede her, rettede jeg laseren imod Raadvad og blev overrasket –

235 ramte Raadvad…

Den kom på trods af fuld ild på komfuret aldrig over 235-236 grader, hvilket imponerede mig dybt! NOH Raadvad holder altså hvad de lover! næsten da, den bliver i hvert fald ikke mere end 235 grader, selv skriver de 230 grader, men absolut bestået. Jeg har efterfølgende stegt både bøf og kylling og det er intet problem at lave stegeskorpe og få en velstilberedt stykke kød.

Dommen

Jeg må sige, at begge pander gør det overraskende godt, og de har hver deres fordele. Scanpan ligger godt i hånden, den er hurtig til at blive varm og har en perfekt varmefordeling. Den er lidt mere robust en Raadvads og tager ikke så let imod skrammer og ser også lidt bedre ud. Den har ikke samme evne til at stoppe overophedning som Raadvad, så du skal selv passe på den.

Raadvad er en smule lettere end Scanpan men også lidt lettere modtagelig overfor ridser og skrammer, den er ikke så hurtig og mangler en smule varme i den yderste kant, dog har den indbygge den “idiotsikre” funktion, som gør at din bedre halvdel (hvad enten vi snakker det ene eller andet køn) ikke ødelægger den ligemeget hvor meget de prøver. Desværre hjælper det ikke meget, at pande er idiot-sikker på dette område, når den er modtagelse overfor ridser, hvilket er årsagen til, at den får en karakter mindre end Scanpan.

Scanpan ligger på 799,- og Raadvad på 899,- og det er begge gode køb, som du dog roligt kan investere i og om det skal være den ene eller den anden er en smagssag, men hvis du vælger Raadvad, så skal du passe godt på den – gør du det, ja så har du også en trofast pande i lang tid.

Efter nu godt 2 år er jeg vendt tilbage til denne test, da jeg kan berette at begge pander faktisk er afgået ved døden. Raadvad er derfor justeret ned til 3 stjerner og Scanpan 4 stjerner. Raadvad mistede efter ca. 1,5 belægningen og måtte derfor smides væk. Scanpan kunne muligvis godt have holdt 6 måneder mere, men belægningen var ved at være godt ødelagt. Senest har jeg testet disse pander fra Le Creuset, hvor jeg kom i tanke om denne test og tænkte det ville være givende for jer læsere, at høre hvordan det var gået.

Scanpan IQ

Tekniske specs
Virker til alle komfurtyper
Belægning af keramisk titanium – tåler brug af metalredskaber
PFOA fri non-stick belægning
Tåler maskinopvask
Ovnfast op til 260°C –
Forhandler: scanpan.dk

NOH Raadvad

Tekniske specs
NOH-teknologi
Legeringen Invar 36
Tåler maskinopvask
Ovnvarme op til 180º C
.
Forhandler: radvad.com

Hvilke pander foretrækker du?!

Stik os en kommentar

Kommentarer

  1. michaelmichael

    imponerende at der kan være så stor forskel på varmen på panderne

    • Hej Michael,

      Jeg var meget overrasket, jeg troede faktisk det var noget værre fup, men nej det virker skam, de har også brugt meget krudt på at beskrive den tekniske forklaring, så det ville jo også se skidt ud, hvis det ikke virkede :-) Men ja, og Raadvad er en god pande og så burde den jo alt andet lige holde længere.

  2. Spillekant

    Se det er jo god information til næste gang, der skal købes stegepande. Tak for det. Det ville måske være på sin plads at pointere, at Raadvads temperatursikring antageligvis kun fungerer på et induktionskomfur.
    Monstro den ringere varmefordeling på samme skyldes den højere kant, som jo kunne tænkes at lede varmen hurtigere væk fra periferien af stegefladen? – men det er blot en forklaring, det ændrer jo ikke på at det kniber en anelse med varmen i kanten.

    God weekend!

    • Det er helt korrekt – det vil ikke fungerer over gas og el :-) Kunne dog være meget fedt hvis det gjorde, men nej det er jo magneten som aftager sin effekt – men helt rigtigt. Jeg har selv tænkt det med varmen og de lidt højere kant – det er lidt ærgerligt, for det kan jo sagtens lade sig gøre at få god varmefordeling på pander med høje kanter.

  3. Fedt af scanpan endelig er kommet med noget til induktion. Inden vi skiftede komfur havde vi kun scanpan Titanium 1000 (mener jeg de hed) og de var helt fantastiske. Jeg brugte alle redskaber på dem og brugte sågar en stål skuresvamp en gang på den ene – selvfølgelig uden at belægningen tog skade overhoved.
    Da vi fik induktion måtte vi skifte det hele ud, men nu ser det da ud til at jeg skal tilbage over til scanpan igen :-D

    • forresten er et lignende IR termometer på tilbud i Aldi for 175kr (mener jeg det var).

      • Halvamerikaneren

        Tak for tippet – et stk IR termometer er hermed købt :)

      • Sådan – fungerer det fint nok?

      • Halvamerikaneren

        Har ikke haft lejlighed til at sammenligne med andre termometre, men umiddelbart virker det upåklageligt. Er bedre kvalitet end hvad jeg havde forventet efter at have købt det i Aldi

      • Peter Sørensen

        Husk at IR målinger ikke virker på metal overflader, kun på maling eller plast.

      • Hej Peter – det har jeg aldrig hørt – lige umiddelbart hedder det, at der kan være nogle småafvigelser, men den måler da ganske fint på metal – eksperterne taler her: http://www.thermoworks.com/blog/2012/03/infrared-thermometry/

    • Det kan du roligt gøre Kim, det er robuste og også mere robuste en Raadvads i denne test, jeg har givet den gas med diverse redskaber og den holder skam – bare lidt synd, at den vejer lidt mere og at den ikke har den her “idiot-sikre” funktion som Raadvad har – det kan jo være, at Scanpan bukker under efter den er blevet brugt for meget på grund af varmen? Har du erfaringer fra dine tidligere omkring dette.

      Tak for tip med IR – det må jeg nok hellere lige få købt så du kan få dit tilbage :-)

      • Mine gamle scanpan pander fik tæsk med både varme, hurtig nedkøling under vandhanen og skarpe redskaber. På de 5-6år jeg nåede at bruge dem var de så gode som nye til det sidste.

      • Jeg må tilstå, at jeg går det samme – også i testen, og de holder altså, så enig Kim og dejligt med lidt erfarne kommentarer! Egentlig var min opfattelse af Scanpan (før jeg blev en kende mere erfaren) at det var noget discount-agtigt, men denne opfattelse var da helt galt!

  4. RK

    Da jeg søgte på test af pander poppede denne her op: http://politiken.dk/tjek/penge/pengetest/testhjemmet/ECE1813966/kokke-rister-ringe-stegepander/
    Hvor Scanpan IQ panden “kun” får 4 ud af 6 stjerner, med begrundelsen at håndtaget skulle være skramlet og at overfladen har nemt ved at få ridser. Er det noget i kan genkende?
    Jeg er nemlig en ung gut som, inden for en overskuelig tidsramme, skal flytte hjemmefra og jeg interesserer mig meget for mad og vil gerne have at mit køkkenudstyr er i orden; hvilket også er grunden til at Bamix stavblenderen og Microplane rivejernene snart skal indkøbes. Derfor er jeg lige nu på jagt efter de bedste value-for-money pander som kunne tilføjes min lille indkøbsliste!

    • Hej RK,

      Jeg synes bestemt ikke at have stiftet bekendtskab med denne fejl, den er blevet brugt meget ihærdigt i nu over et halvt år, og den er ret holdbar, så jeg ville ikke tøve med at investere, jeg så den var på tilbud til 499,- og så er det altså bare at slå til. Du skal selvfølgelig bare være lidt påpasselig med ikke at smide iskoldt vand over den når den er glohed osv., men husker du det, så skal den nok holde længe.

  5. Povl Kvols

    Det skal måske lige tilføjes, at et IR digitalthermometer ikke nødvendigvis er så præcist, som man kunne foranledes til at tro. Udlæsningen afhænger meget af hvilket materiale der måles på (altså hvor stor varmeudstråling materialet giver).

    Dernæst, så skal man passe meget på med at varme ting der er baseret på PTFE (Teflon) op til over 250ºC, da det herved spaltes til andre og temmelig giftige kemikalier. Ved 350ºC bliver PTFE ødelagt.

    • Hej Povl – ja der kan naturligvis være en lille usikkerhed, men hvis vi kigger på “de store tals lov”, så var det bestemt en forskel. Du har helt ret mht. til spaltning af PTFE, hvilket også understreger, at Raadvad i teorien vil holde længere. Nu hvor der så efterhånden er gået endnu længere og pander fortsat bruges hver dag, så er der den tilføjelse til testen, at Raadvad sikkert ikke bliver ødelagt ved brug af den høje varme, da det er umuligt, men den har så tilgengæld også lidt ringere belægning, så den er noget mere modtagelig overfor skrammer, hvis du fx bruger metal redskaber på den. Her kan Scanpan bedre klare det. Så efter denne vurdering, så skal Raadvad måske trækkes en karakter ned :-)

  6. Nicki

    Har efterhånden arbejdet i en del prof køkkener. Og det er altid Scanpan der er blevet brugt hvis det ikke har været støbejern. Selv i et prof køkken har jeg set pande, der er blevet brugt, uden de er blevet passet på, holde i over 2 år. Selv om de nogen gange blev banket på et 8 kw gasblus og fik lov og stå 5 minutter. Så de røg voldsom, for der efter og blive smidt i en vask og overpøset med kold vand, fordi de var blevet for varme, til og stege på.

    • Det er simpelthen så fedt når professionelle som dig elv Nicki lige giver et indspark – det er også min opfattelse, Kim Schulz skriver også lignende længere oppe, så ja den holder godt, og nu snart et år efter testen er det altså også Scanpan som ser “pænest” og mindst slidt ud…

  7. Charles

    Har også tidligere haft en Scanpan og det var vores beste pande ever. Måtte også forære den væk da vi fik induktion, skal snart ha’ nye pander igen – og så bliver det Scanpan igen, det er helt sikkert.
    Min oplevelse var også at hvis slip let funktionen forsvandt skulle panden bare ha’ en ordentlig omgang med stål svampen så var det problem løst :-)

    • Helt enig Charles, jeg kan tilføje, at jeg faktisk her for nylig lige lavede en justering til testen, som fylder et år nu her, hvor Raadvad faktisk er nedjusteret en karakter, netop fordi den er noget hærget efterhånden, så selv om deres innovative tiltag med kernetemperaturen er fint, så hjælper det jo ikke meget hvis den ikke holder mere end et par år.. Min fungerer fortsat, ellers må den lige få en grundig omgang med børsten, tak for tippet…

  8. Har stegepander med keramisk hvid belægning til induktion, men med tiden er de blevet lidt brunlige omkring midten af panderne. Læste et sted hvor man med få resurser kunne fjerne denne brunligeaf plet, men kan ikke finde Hvad det var. Kan nogen hjælpe.

  9. Camilla

    Jeg har altid været ekstremt kræsen hvad angår køkkengear (jagter bedste kvalitet, næsten for enhver pris). Jeg har da også altid været glad for mine scanpan pander og gryder, men mine ctx pander (efter under 2 års brug) er så godt som ubrugelige og lige til at kyle ud. Jeg har altid passet godt på dem, vasket af i hånden og ikke brugt metalredskaber, men det er som om, at non-stick effekten er fuldstændig forsvundet! Jeg kan se, at I skriver at man kan bruge stålsvamp på dem – det lyder da helt vildt? Kan de virkelig tåle det? Har altid tænkt, at netop denne rengøringsmetode da så absolut måtte være helt forbudt på sådan nogle pander!

    Er der evt. en der lige vil fortælle, om mine scanpan ctx pander vil kunne reddes ved at bruge stålsvamp? For ellers får min isenkræmmer dem smidt tilbage over disken en af de nærmeste dage..

    • Hej Camilla – det er ikke noget jeg selv har gjort, men som du kan se ovenstående, lader det til at nogle har oplevet samme problem og brugt en stålbørste, så hvis jeg var dig ville jeg forsøge. Du er det jo sådan, at nogle pande lige meget hvor meget man passer på dem bare ikke er gode nok – jeg har dog aldrig oplevet udfordringer med Scanpan – dog er OBH’en blevet smidt ud for nylig – den var helt ødelagt, lidt underligt, da de jo faktisk lover, at den burde holde længe.

    • Anonym

      I stemmer Nicki. Du kan bruge metalredskaber på den keramiske belægning og Scanpan anbefaler GRUNDIG vask med opvaskemiddel. Selv har jeg ikke store erfaringer med dem fra privatkøkkenet, jeg har ikke prøvet stålsvampe-tricket — men prøv også med bagepulver:

      “To prevent sticking, the cooking surface must be kept clean. On Classic, and Professional (NOT CTX) you can clean the cookware by holding under a stream of cold water while the pan is still hot, immediately after use. It is possible that this step was not always done. In this case, use concentrated dish washing liquid, a stiff bristle brush or scouring pad and a little elbow grease to thoroughly clean the cooking surface. In case food residue has built up over time, we suggest to pour water into the pan to cover the base of the pan up to an inch high – put one tablespoon of baking soda per 2 cups of water. Bring to a boil and let boil for 5 minutes. Turn off heat and let stand 30 minutes. Clean pans. Dry all cookware right away to avoid hard water stains. You may need to repeat this process more than once for it to be effective. Please for future reference watch your cooking temperatures. All cooking should be done on low or medium heat. These pans are built to last a lifetime. ( You can also use a product called “Barkeepers Friend”. It is a mild abrasive that is safe for use on Scanpan interiors. You will want to create a paste with the Barkeepers Friend and water, and then scrub with a nylon dish washing brush or scrubby.This process may be repeated.)”

      Kilde: http://www.scanpancookware.com

      • Tak for svar – ærgerligt er det dog forsat at min var noget ødelagt efter 2 år, men måske skulle jeg have været mere hård ved den med stålbørser osv….

  10. Mardy

    Efter lidt frem og tilbage er jeg blevet overbevist om at købe en Scanpan IQ. Tak for tippet ;)

  11. Helle

    Har to pander af rådvad- typen.. Er meget glad for dem, desværre oplever vi at de bliver “runde” i bunden. Tilsidst “danser” de simpelhen rundt på komfuret, fordi bunden ikke er plan længere. Vi fik dem byttet første gang inden for det første år, men med de næste to er det desværre galt igen. Vi lader dem altid afkøle inden de vaskes af – de kommer aldrig i opvaskemaskinen. Jeg kan kun se en grund til det – vi varmer dem
    hurtigt op – kan de ikke tåle det? Håber på et godt råd, inden vi snart er nødt til at købe nye pander igen – eller måske få dem ombyttet igen.

    • Hej Helle, få dem byttet, de skal kunde holde til det – jeg har selv gjort det masser af gange og min var helt plan, dog blev den slidt i belægningen med tiden. Men hold øje med Gastromand imorgen tidlig, der kommer en ny pandetest fra Raadvad og den er ret god – uden at spoile for meget…

  12. Preben

    hvis du ser i bunden af panden står der at den er 28 cm men ved induktion er den kun 21 cm det er nok derfor at den ikke bliver varm i kanten
    det er det der står på min Raadvad
    mine pander bliver altid vasket med opvaskemiddel så snart jeg tager dem af komfuret, det har aldrig givet problemer og de er også meget lettere at gøre rene

    • Hej Preben – de lever desværre ikke længere så det er svært at undersøge :-) Scanpan holdt længest :-)

Smid en kommentar