Nemme boller i rød sauce (Pasta med kødboller på 20 minutter)
Du kender det godt ikke? Det skal gå stærkt, men alligevel vrænger din bedre halvdel på næsen når du forslår en frossen købepizza. Jeps, det er hårdt at være mand, og ha’ ansvaret for madlavningen i huset. Men heldigvis har Spise med Price en opskrift (Spaghetti à la Putanesco), som Familiefar’n selvfølgelig har afprøvet og tilrettet den travle GastroMand:)
4 personer
Ingredienser
200 g sorte oliven uden sten
2 spsk. kapers
4-5 små rensede ansjoser – kan udelades i følge Webmasteren:)
3 fed hvidløg
1-2 peperocini (små tørrede chilipeber)
1-2 dåser flåede tomater
1 spiseskefuld revet citronskal
1 håndfuld finthakket persille
Olivenolie
Spaghetti
Økologisk medister – Jeg brugte een fra slagteren tilføjer Webmasteren!
Pris
Pris: 45-55 kr. afhængig af prisen på medister.
Tilberedning
– Begynd med at hakke oliven, kapers, ansjoser og hvidløg ganske fint (ingen store stykker) hver for sig og stil det til side.
– Olien varmes op i en sautérpande, og hvidløg og chili svitses let. Mængden af chili er en smagssag. Retten skal ikke være brændende stærk, men den må godt have lidt bid. Pas på at hvidløget ikke bruner, da det så bliver det bittert.
– Tilsæt oliven, kapers og ansjoser, og det hele får lov til at stege lidt under omrøring. Så kommes de flåede tomater ved, og blusset skrues ned.
– Lad sovsen simre roligt i 15-20 minutter, mens pastavandet sættes over. Kog altid pasta i rigeligt letsaltet vand, så det ikke klistrer sammen.
– Nu er det samtidig blevet tid til at lave kødbollerne. Varm en pande op til middelvarme med lidt olivenolie. Klip enden af medisteren, således du kan trække små stykker af farsen ud af pølsen, læg dem direkte på panden. De bliver ret hurtigt færdige, så hold øje med dem.
– Når sovsen har simret færdig, smages den til med salt og peber og et lille drys rørsukker (Webmasteren indskyder endnu en gang: Kan med fordel blendes!). Den hakkede persille (gem evt. lidt som pynt, hvis der er piger til bords), citronskallen og kødbollerne kommes i sovsen. Bland evt. med pastaen eller servér hver for sig.
Ifølge Price bør man ikke bruge parmesan til denne ret, da den indeholder fisk, men som de selv siger, smager det sgu godt alligevel – dog kun frisk parmesan. Lidt hakket frisk persille pynter også.
Velbekomme.
Stik os en kommentar
Submit a Comment