TEST: Bearnaise sauce på Mieles nye TempControl Kogeplade
Sponseret indlæg: Testet i samarbejde med Miele.
Hvad kendetegner en ægte Gastromand? Det er der helt sikkert masser af gode bud på og naturligvis er evnerne til, at kunne udtænke og kreere et lækkert måltid ret essentielt! Men spørger du undertegnede om, hvad den allervigtigste egenskab er, vil svaret uden tvivl være: Evnen til at nyde processen og at have det sjovt i køkkenet!
Og køkken-eskapaderne bliver sgu bare væsentligt sjovere, når man har muligheden for at tilsætte nyt lir og gear. Derfor tog det heller ikke mange sekunders overvejelse, at sige JA TAK til at bruge en dag på, at lege med Mieles nye TempControl kogeplader.
Miele påstår nemlig at de hér, har løsningen til én af mine vel nok største frustrationer i køkkenet: den fuldstændige mangel på en ordentlig styring af varmen på din traditionelle cook top. Jeg lyver ikke, når jeg siger at jeg har brokket mig utallige gange til de andre gastromænd, over hvorfor f…n der ikke var nogle producenter der magtede at løse dette problem. Good news til det resterende crew: Nu behøver I ikke at høre på mit brok længere.
Hvordan fungerer det, spørger du? På den klassiske kogeplade pumper du en konstant effekt ud, hvilket betyder at du bliver nødt til at holde et øje på maden og justere på kogepladens trin, for at kunne styre en temperatur nogenlunde. Forestil dig, at din ovn virkede på samme måde…nej, vel?! På TempControl kogepladen har man løst problemet, ved at indbygge sensorer i kogepladen. Sensorerne måler temperaturen på undersiden af din gryde/pande og justerer løbende effekten, så temperaturen holdes stabil.
Men hvor præcis er den så? Denne gang, må i nøjes med det korte svar: ”Ret så præcis!”. I et kommende indlæg skal jeg nok uddybe dette yderligere. Hér og nu må I nøjes med en lille video af den ultimative Gastromand cook top test: Sauce Bearnaise!
Ingredienser
Bearnaise
- 250 g smør
- 1 dl hvidvinseddike
- 1 dl hvidvin
- 1-2 skalotteløg
- 4-5 peberkorn
- ½ bundt estragon
- 2-3 æggeblommer
- Salt
- Cayenne peber
Brødfritter
- 5-6 skiver ca. 2cm daggammelt hvidt brød
- 75-100 gr smør
- Evt. et fed hvidløg
- Flagesalt
Sådan gør du
Bearnaiseessens
- Stokke fra den friske estragon, eddike, hvidvin, finthakket skallotteløg, peberkorn og lidt salt kommes i en gryde og koges ind, til ca. halvdelen er tilbage
- Si essensen over i en beholder
- Note: Der er essens til en del bearnaiser hér, men den kan sagtens holde sig i lang tid på køl.
Klaret smør
- Klar smørret ved at langsomt at opvarme smørret
- Når smørret er smeltet hældes den klare del over i en ny beholder og det hvide bundfald kasseres
Bearnaisesauce
- Hak estragonbladene
- Over svag varme (under 60 grader) pisk æggeblommerne i en kasserolle, med essensen til det skummer og tykner lidt.
- Herefter piskes smørret i en skefuld ad gangen til at starte med (6-7 skefulde) og derefter i en tynd tynd stråle.
- Umiddelbart før servering smages til med béarnaise-essens, salt og lidt cayennepeber
- Til sidst tilsættes de hakkede estragonblade
Brødfritter
- Smelt smørret (Hak evt hvidløget fint og vend i)
- Skær brøddet ud i 2x2cm stave og vend dem i smørret – lad dem gerne suge alt smørret til sig.
- Bag i ovnen i ca. 15 min ved 175 grader.
- Drys flagesalt på og servér
Stik os en kommentar
-
Hvorfor er det egentlig at man kasserer bundfaldet fra smørret?
Venlig hilsen Jannie -
Vil det være muligt at bruge en susvide cirkulator og så holde en gryde i vandbadet for på den måde også at have temperatur kontrol
Comments