VIN UDEN PIS: Giv tak!
Om lidt er det Thanksgiving i USA(25/11). Canadierne har holdt deres, men nu er det kalkuntid i Guds eget land. Ligesom julemiddagen kan være skræmmende for danske hjemmekokke, så er det også sin sag at skulle sørge for mad på bordet til TG. Der er mange varianter over temaet, men visse elementer har det da med at gå igen. Der skal selvfølgelig være en stor, helstegt kalkun. Her er det optøningstid og stegetid, der bekymrer de fleste housewives. Ingen gider stå med hverken en knastør eller halvrå 8kgs fugl. Så er der ”stuffing” som før i tiden var var brødtern og urter, der blev fyldt i fuglen for at strække den. Men i dag laver de fleste deres stuffing som en selvstændig side-dish. Store brødtern vendes i urter og æg og bages i ovnen. Så er der ofte ”mash” af enten søde eller almindelige kartofler. Måske i en variant med hvidløg, brunet smør eller urter. Mosen kræver ”gravy”, som regel lavet af en opbagning af turkey drippings og mel, suppleret med fjerkræfond. Et sidste ”must” er selvfølgelig tranebærsaucen, der består af tranebær kogt op med sukker og vand og tilsmagt med orangeskal. Desuden indgår ofte grønne bønner, majskolber, ”dinner rolls” og pumpkin pie. Værsågod at spise!
Hvor skal vi så hen vinmæssigt? Som andre hønsefugle kalder kalkunen på pinot noir eller anden, ikke for kraftig drue. Tranebærsaucen er en udfordring de fleste vine har svært ved, men hvis vinen er oversøisk, er der måske lidt sødme til at hjælpe den på vej. Her kunne grenache også være en mulighed, fra det sydlige Rhône eller måske Spanien.
Her på kanalen går vi grundigt til værks og testede alle indkomne vine til kalkun med hele balladen. Karakteren er dog givet for pris/kvalitet udenfor den kulinariske kontekst, men vi kårer da også den bedste kalkunledsager.
Thanksgiving 2021
Sherwood Estate Stoney Range Pinot Noir 2020
Pris: 89,- (normalpris 159,-)
Forhandler: Kjær&Sommerfeldt
Let lukket næse med ribs og lidt vanilje. Tæt, men saftig mund med god frugt og tydelig alkohol. Ikke meget varietal karakter. Fungerede fint til kalkunen og er helt ok til tilbudsprisen.
Insensato Rioja Garnacha 2019
Pris: 119,-
Forhandler: Sprit&Co
Næse med masser af røde bær. Smooth og juicy mund med blidt tanninbid og spicy finish. Stadig en saftig og letdrikkelig vin, der dog fremstod lidt for tør i kalkunkonteksten.
Domaine de Champvallon Pinot Noir Bourgogne 2020
Pris: 199,-
Forhandler: Sprit&Co
Næse af ret moden frugt og uden typiske pinot-dyder. Rank, mineralsk mund med let tannisk bid og cremet frugt. Til prisen savner jeg noget burgundisk. Lidt for rank og stram til thanksgiving-fuglen.
Insolente Rioja Graciano 2019
Pris: 129,-
Forhandler: Sprit&Co
Tæt næse af brombær og rålakrids. Velstrukturet og kraftig, tør mund med ru, men behagelige tanniner og fadkrydret finish. Dejlig vin, der også klarede kalkun-skærene fint.
Carmel Road Monterey Pinot Noir 2018 [BEDST TIL THANKSGIVING-KALKUN & BEDST TIL PRISEN]
Pris: 129,- (normalpris 195,-)
Forhandler: Jysk Vin
Søde jordbær og lidt tuttifrutti i næsen på denne amerikanske pinot. Ret tæt og koncentreret mund i U.S.-stil, men det hænger nydeligt sammen. Glimrende køb til tilbudsprisen og sørme om ikke også vinen, som eneste amerikanske, viste sig at være det perfekte kalkunmatch.
Contino Rioja 2018 [BEDST I TEST]
Pris: 195,- (normalpris 249,-)
Forhandler: Jysk Vin
Kalket og crisp næse med duft af honningmelon. Skøn, mineralsk mund med frisk syrebid og fin balance. Hvid rioja er SÅ overset og det ældes med ynde. Vil du have hvidvin til pipfuglen, så var det her også et glimrende byd.
Tommasi Ripasso Palanca 2018
Pris: 109,- (normalpris 149,-)
Forhandler: Kjær&Sommerfeldt
Næse med moden frugt og en del træ. Ret lækker og spændstig mund; krydret, læskende og tæt. Smæk på fadet, men gudskelov blottet for påtaget sødme. Pæn vin.
Finca Meyros Ribera del Duero Tempranillo Roble 2019
Pris: 129,-
Forhandler: Sprit&Co
Den smager godt, den unge frugtprægede tempranillo her. Fin næse, saftig mund. Jeg er mildere stemt end sidst, den var med og synes, at den gør det godt. Også til kalkun, hvor den blev runner-up. Godt gået!
Massimo Rivetti Garasin 2016
Pris: 139,- (normalpris 155,-)
Forhandler: Jysk Vin
Mørk, næsten dyrisk næse af hængt kød, røde bær og vilde urter. Skøn mund med herligt raspende tannin og syre, der niver i kinderne. Skøn italiensk vin på cab og merlot, der dog var en tand for kraftig til den mildtsmagende fugl.
- Vinderne i Årets ret med gris og Årets ret med fisk & skaldyr er fundet
- Langtidsstegt and – den perfekte opskrift til Jul og Mortensaften
- Bliv madklar til præsidentvalget i USA med Gastromand
- Årets Ret Med Fisk & Skaldyr: Se de nominerede
- Årets Ret Med Gris: Her er de nominerede
Submit a Comment