Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image

Gastromand.dk | 19. marts 2024

Scroll to top

Top

Ingen kommentarer

VIN UDEN PIS: Rød eller brun?

VIN UDEN PIS: Rød eller brun?
Vinhjernen

Det er sguda hedvinstid. Der er ikke mere varme i luften og inden du ser dig om, er det jul. Hedvinstid, altså.

Foran dig venter et par gode håndfulde anmeldelser af hedvine, primært portvine og skal vi ikke lige repetere, hvordan det lige er, med det portvin der?

Hvis du har lyst til et glas portvin, skal du starte med at beslutte dig, om du vil gå den røde eller den brune vej og dernæst, hvor langt op ad kvalitetsstigen, du vil gå.

Lad os starte med at gå den røde vej, der på portvinssprog hedder ”ruby”. Her starter din portvin ligesom en rødvin. Blå druer høstes og presses og en gæring går i gang. Men hvis vi lader stå til herfra, bliver det til rødvin og det er jo ikke meningen. Derfor tilsætter man alkohol til den gærende most, mens der stadig er sukker tilbage. Alkoholen dræber gæren og efterlader en rød hedvin med en alkoholprocent på omkring 20%. Herefter bliver vinen lagret på stål- eller cementtanke inden den kommer på flasker og bliver solgt til dig.

I særligt gode år bliver der lavet årgangsruby, også kaldet ”Vintage Port”. Her nupper man de bedste druer og lagrer vinen på træfade et par år inden vinen kommer på flaske. Vintage port er den dyreste og ”fineste” form for portvin og skal typisk være 10-15 år gammel inden potentialet begynder at forløses. Og de bedste vintage ports kan sagtens tåle at blive endnu ældre.

Der findes også en ruby-type, der hedder ”Late bottled vintage”. Det er også god portvin fra et godt år, men ikke helt på ”vintage-niveau”. Her lagrer vinen længere tid på fad men er til gengæld drikkeklar og moden, når den kommer i handlen. 

Vi kan også gå den brune vej, der hedder ”tawny” i portvinsterminologi. Tawny portvin fremstilles ligesom ruby, men efter tilsætning af alkohol kommer vinen på træfade i lang tid. Her fordamper noget af vinen og resten udsættes for luftens ilt. Vinens røde farve forsvinder, den bliver i stedet brun og frugtsmagen erstattes af noter af nødder og tørret frugt. Kvaliteten af tawny bestemmes til dels af alderen. Typisk blander man vine af forskellig alder for at opnå det oxiderede udtryk også i de billige vine. Men man kan købe tawny, der er 10, 20, 30 og 40 år gammel(i gennemsnit). Med alderen øges kompleksitet og intensitet.

Der findes også årgangs-tawny. Det kaldes ikke vintageport, men ”Colheita”, der egentligt bare betyder ”årgang” eller ”høst” og udtales ’kål jæ ta’ . Colheita portvin er drikkeklar, når du køber den og udvikler sig ikke synderligt på flaske.

Nu er du klar ved portvinsrouletten og bestemmer selv om humøret er til at spille på rød eller brun. Så nupper vi hvid, rosé og orange portvin en anden gang. Med i testen er også portvinslignende hedvine fra Australien og de kan bestemt også noget.

Portvin plus det løse

TAWNY:

Dutschke Muscat 10-year-old

Pris: 299,-

Forhandler: Sprit&Co

Dejligt aromatisk næse med duft af kandiseret æble og syltede kirsebær. Ranciokrydret mund med både sødme og frugt og blidt syrebid. Nydelig vin, der kan håndtere en kraftig chokolade dessert eller en øreklapstol og en god bog. Ræk mig tøflerne, mor.


Dutschke 10-year-old Bourbon Barrel Tawny

Pris: 299,-

Forhandler: Sprit&Co

En lidt ukonkret næse, hvor både bourbonfad og hedvin trænger igennem. Munden er også lige dele bourbon og sød, stærk vin. Det er lettere og forvirrende og ikke nødvendigvis en succes i min gane, selvom vinen er vellavet. Men gaveidé til en whisky-aficionado, måske?


Cottas 20 year old Tawny

Pris: 429,-

Forhandler: Sprit&Co

Kraftig og alkoholisk, men velduftende næse med noter af valnød og tørret figen. Let, frugtig, elegant og letsprittet mund. Tawny i ret frugtig stil, der er god til isdesserter, brændte figner eller stærke oste. Lige det dyreste.


Cottas 10 year old Tawny

Pris: 269,-

Forhandler: Sprit&Co

Dejlig næse af syltede bær og puddersukker. Sød, men let mund med fint frugtpræg og balanceret sødme. Igen et ganske let tawnypræg  og vinen hænger fint sammen.


Dutschke Liquid Amber – 10 year old Topaque [BEDST TIL PRISEN, Tawny]

Pris: 299,-

Forhandler: Sprit&Co

Meget åben og gavmild næse, der oser af muscovado, valnød og møbelpolish. Sirupstyk og cremet, fløjlsblød mund med tæt sødme inden balancerende syre træder ind. Lang, trækrydret finale, hvor alkoholen akkurat fornemmes. Massiv vin til småkager og konfekt.


Warre’s Otima ’95 -single year tawny- [BEDST I TEST, Tawny]

Pris: 299,- (50 cl.)

Forhandler: Kjær&Sommerfeldt

Skøn og kompleks næse af figen og dadel, fernis og nødder. Herlig og let mund med delikat sødme, en lille brændt, bitter note og blid syre. Glimrende colheita.


Quinta do Pégo 10 years old port

Pris: 299,- (normalpris 399,-)

Forhandler: Jysk Vin

Meget let næse, med orange og marcipan. Let mund med tydelig alkohol og fin, nøddet finale. Sart og elegant tawny.


RUBY:

Cottas Ruby Port

Pris: 139,-

Forhandler: Sprit&Co

Meget vinøs og bærfrisk næse, nærmest helt uden portvinspræg. Munden smager af hyldebær med tydelig sødme og let sprittet finish. Jeg savner lidt nerve.


Warre’s Late Bottled Vintage 2008 [BEDST TIL PRISEN, Ruby]

Pris: 199,- (normalpris 289,-)

Forhandler: Kjær&Sommerfeldt

Tæt og spicy næse, med herlig duft af blåbær og skoleblæk. Fremragende mund med fine modne træk, men med frugt i behold og masser af kompleksitet. Herlig vin og et glimrende køb til tilbudsprisen.


Cottas Vintage Port 2013

Pris: 499,-

Forhandler: Sprit&Co

Ret frugtdreven og ungdommelig næse. Tæt, koncentreret og fyldig mund med en charmerende candyfloss tone. Let tannisk bid til sidst. Stadig for ung, mangler lidt kompleksitet og er for dyr.


Quinta Vale de Meao Vintage Port 2016 [BEDST I TEST, Ruby]

Pris: 335,- v. 3 (normalpris 395,-)

Forhandler: Jysk Vin

Purung næse med masser af blåbærfrugt og et touch amarenakirsebær. Harmonisk og kælen mund med medgørlige tanniner og afmålt sødme. Uforløst kæmpe, der er charmerende nu, men tåler 10+ år mere i din kælder. Tilbudsprisen hiver den til topkarakter.


Stik os en kommentar

Smid en kommentar