Jeg bliver nødt til at starte med (endnu engang) at slå følgende fast: Winemakers Dinners er intet mindre end genialt koncept!

Disse arangementer er ganske enkelt en optimal måde at udvide sin vinhorisont, at lære om ’vin og mad parring’ og samtidig smage gode vine og gourmetmad. Alt dette ofte for en ganske fornuftig pris – og ’value for money’ er klart een af de vigtigste parametre for undertegnede, når der tales mad og vin.

I begrebet Winemakers Dinner ligger det implicit, at aftenen kommer til at dreje sig om een producent og dennes vine, hvortil restauranten kreerer komplimenterende retter. Denne aften, på Restaurant D’Angleterre, var definitionen dog blødt en smule op, med temaet Bordeaux Cru Classé.

Det skulle vise sig ikke at have nogen negativ betydning, da vi denne aften fik smagt nogle vine der viste hvorfor Bordeaux stadig står som det vel nok ypperste vinproducerende område i verden.

Samtidig fik vi fantastisk mad med base i det klassiske franske køkken og en guidet tur rundt i Bordeaux af aftenens meget kompetente vært Mogens Bay, som belærte os om alt fra Cru Classé-klassifikationens og slottenes historie, til detaljer som produktionsmetoder og de enkelte kommuners kendetegn.

Bordeaux Cru Classé
Bordeaux Cru Classé-klassifikationen blev stiftet forud for verdensudstillingen i Paris i 1855. Napoleon III bad Bordeaux’ handelskammer om at rangere de bedste Bordeaux-vine, for på denne måde at hjælpe udstillingens besøgende med at få et indblik i disse.

Inddelingen var ret enkel: De 58 udvalgte vinhuse blev inddelt i 5 Cru’er (klasser) efter salgsprisen på deres vine; De dyreste i 1. Cru, de næstdyreste i 2. Cru osv.’
Listen har siden 1855 kun ændret sig 2 gange – i 1856 da Château Cantemerle blev tilføjet i 5. Cru, og i 1973 da Château Mouton Rotschild blev opgraderet til 1. Cru.

Med en så statisk liste, leverer de kære franskmænd endnu engang ammunitionen til de kritikere, der elsker at klistre prædikatet ”stok-konservativ” på ryggen af det stolte folkefærd. De fleste vinkendere er idag er da også enige om, at der burde byttes en del rundt på husene i de forskellige cru’er, hvilket fint afspejles i priserne, hvor en 4. cru sagtens kan være prissat på niveau med en 2. cru. Ikke desto mindre præsterer mange af husene nogle formidable vine, og nogle af dem fik vi muligheden for at smage denne aften.

Vi startede aftenenen ud med lidt hors d’oeuvres i form af æbleflæsk på pind, grissini og chips af lotusrod og blå kartoffel. Her kommer et af de eneste kritikpunkter denne aften. Vi manglede bobler…istedet blev den første vin, beskrevet nedenunder, også serveret til snacks og præ-forret.

Præ-forretten var en lille lækker servering bestående af torsk, vagtelæg og en rygeostecreme.

2007 ”R” de Rieussec
Første vin i glasset, en hvidvin hovedsageligt bestående af Semmilon Blanc druen. Vinen er fra 1. cru Sauternes producenten Rieussec (Sauternes producenterne har sin egen klassifikation). Nogle betegner denne vin som en tør Sauternes, da den produceres på samme druer, som bare ikke er blevet angrebet af botrytis-svampen, det som kaldes ædelt råddenskab. En lækker cremet vin med en smule fad samt en mineralsk og citrus-præget smag. Allerede her viste D’Angleterres køkken at de bestemt var i stand til at parre vin og mad, med en servering af kammuslinger og gulerod.

2006 Les Fiefs de Lagrange
Lagrange er et glimrende eksempel på at vinproduktion af selv gode vine idag, er hardcore business.
Lagrange var ved at lide en langsom død, efter mange år hvor uden sammenhæng mellem kvalitet og pris, da det blev opkøbt af den japanske drikkevare-gigant Suntory.
De ansatte bl.a. Marcel Ducasse og gav ham en blankocheck til at rekonstruere Châteu Lagrange. I løbet af et par år lykkedes det at få Lagrange tilbage på rette hylde, hvor den siden har befundet sig.

Les Fiefs de Lagrange er andenvinen til Château Lagrange. En vin med en fantastisk og bordeauxtypisk næse samt en lækker krydret smag med mørke bær og lidt lakrids.
En ret elegant vin, som dog sagtens kunne matche serveringen af Grisekæber med perlebyg og morkler.

2004 Château Palmer
Aftenens ubestridte højdepunkt og en grund til at det før brugte ”stok-konservativ” ikke altid er et skældsord: Chateau Palmer i glasset og en Tournedos Rossini med super sprødstegt foie gras og friskrevet trøffel på tallerkenen. Det bliver ikke mere klassisk og det bliver ikke bedre. Selvom Château Palmer ”kun” rangerer i 3. Cru er de fleste enige om at slottet er det eneste i Margaux, der kan konkurere med 1. Cru’en Château Margaux.

Jeg var helt solgt! Noget af det bedste jeg har smagt, ever.

2003 Château Le Gay
Fra aftenens bedste match, til det efter min mening dårligste. Og det på trods af en virkelig potent Pomerol i glasset og nogle ganske fine oste. Men i mit (ikke voldsomt vinkyndige) hoved er at taninnerne i rødvinen og ost bare ikke et godt match. Jeg synes at rødvinen dør en smule ud når den indtages sammen med ost.

2004 Castelnau de Suduiraut
Aftenens sidste vin var en andenvin fra 1. Cru Sauternes-slottet Château Suduiraut. En dejlig sød og fyldig, nærmest honningagtig dessertvin med et hint af vanille. Et ganske fint match til den meget flotte dessert, syltet pære med hvid chokolade og hasselnødder.

Vi sluttede aftenen af med kaffe og et større batteri af petit fours, før vi mætte og meget tilfredse begav os hjemad.

Det er ikke første gang at jeg har været forbi D’Angleterres restaurant til en winemakers dinner og jeg må sige at de arrangementer jeg har besøgt holder et højt niveau. Priserne ligger som regel omkring en tusindlap per kuvert.

Så er du til gode vine og fransk gastronomi kan jeg kun anbefale dig at kigge forbi til nogle af de kommende smagninger.

Og til D’Angleterre: ”I’ll be back”…

Stik os en kommentar