Gastromand.dk | 30. July 2014

Til toppen

Top

12 Kommentarer

Bangers and Mash – Doggystyle!!

avatar

Jeg indrømmer det! Jeg er en sucker for bangers and mash – den angloficerede version af pølser og mos. En supergod pølse (banger), en ditto mos og så en omgang onion gravy til ligesom at slutte det hele af. En go’ klat sennep og lidt surt og du har dig et måltid, som er lige velsmagende som det er simpelt.

I anledning af DM i Hot Dog, som netop har været afholdt i Århus, tænkte jeg at det måtte være på tide med en lille fortolkning af den britiske klassiker – doggystyle!

Bangers & Mash – Doggystyle…

Min fortolkning endte med en hot dog bestående af et kartoffelbrød fyldt med en senneps-kartoffelmos og  en pølse garneret med bløde løg, agurkerelish, råmarineret rødbede, karse og friterede kartofler.

De forskellige bidragsydere….

…og endnu et lille vue over komponenterne

Herunder får du opskriften på eksperimentet, som høstede masser af ros omkring bordet:

4.0 from 1 reviews
Bangers and Mash – Doggystyle!!
Forfatter: 
Forberedelsestid: 
Tilberedningstid: 
Total tid: 
Antal personer: 2
 
Ingredienser
Til 4 hotdogs skal du bruge:
  • 4 gode pølser fra din slagter
  • 1 bakke karse
  • Kartoffelbrød (Se opskrift herunder)
  • Råmarineret rødbede (Se opskrift herunder)
  • Agurkerelish (Se opskrift herunder)
  • Bløde løg (Se opskrift herunder)
  • Sennepskartoffelmos (Se opskrift herunder)
  • Friterede kartofler (Se opskrift herunder)
Agurkerelish
  • 1 stor agurk
  • ½ rød peber
  • ¼ gul peber
  • 1 lille løg
  • 1 stang blegselleri
  • 1 spsk salt
  • 8 spsk (110gr) sukker
  • 1dl hvidvinseddike
  • 2 spsk grovkornet sennep
  • ½ chili (efter temperament)
  • Lidt peber
Kartoffelbrød
  • 8 mellemstore kartofler
  • 1 stort løg
  • 2 æg
  • 2 dl mel
  • 1,5 tsk bagepulver
  • Lidt salt
  • Friskhakket persille
Råmarineret rødbede
  • 1 rødbede
  • 1 spsk friskrevet peberrod
  • 1 tsk rapsolie
  • 1 tsk balsamico
Friterede kartofler
  • 2 store kartofler
  • 3 dl neutral olie til fritering
  • Lidt salt
Sennepskartoffelmos
  • 4 -5 mellemstore kartofler
  • 1 dl fløde
  • 20 gr smør
  • 2 spsk grovkornet sennep
  • Salt og Peber
Bløde løg
  • 3-4 løg
  • Salt
  • En klat smør
  • Lidt vand
  • Evt. 2 spsk Worchestershire sauce
Tilberedning
Agurkerelish
  1. Relishen kan med fordel laves i god tid.
  2. Start dagen inden med at skære i fine tern.
  3. Flæk først agurken på midten og skrab midten væk, hvorefter ”kødet” skæres i tern.
  4. Agurken puttes i en skål sammen med en spsk salt. Rør godt rundt og stil agurkerne på køl natten over.
  5. Dagen efter hældes det overskydende vand fra agurkerne, hvorefter salten skylles grundigt af agurkerne.
  6. Lad agurkerne dryppe af i en si.
  7. Imens skæres resten af grøntsagerne i fine tern og samtlige ingredienser puttes i en gryde og bringes i kog, hvorefter der skrues ned, så relishen simrer.
  8. Lad den simre til relishen har en passende konsistens (en god times tid). Husk at smage til!
  9. Herefter hælder du relishen på et desinficeret (skoldet) glas og stiller den på køl.
Kartoffelbrød
  1. Brødene kan sagtens laves dagen inden og varmes op igen.
  2. Riv kartofler og løg på den fine side af dit rivejern og pres så meget væske ud som muligt (brug evt. Et viskestykke).
  3. Bland de pressede kartofler og løg med resten af ingredienserne i en skål, og pisk det grundigt til en dejagtig/lind konsistens er opnået.
  4. Spred ”dejen” ud på et stykke bagepapir på en bageplade og bag i ovnen i ca 25-30 min ved 200 grader. Efter ca. 20 min vender du brødet og bager det færdigt på den anden side.
  5. Lad det køle lidt hvorefter brødet skæres ud i passende firkanter.
Råmarineret rødbede
  1. Riv rødbeden og peberroden på den fine side af rivejernet.
  2. Bland med olie og balsamico og lad det trække i minimum en time.
Husk at lade rødbeden dryppe meget godt af (på papir) inden du bruger den på din hotdog!
Friterede kartofler
  1. Skær kartoflerne i så fine strimler som muligt og lig dem i vand.
  2. Varm olien op ved mellemhøj varme.
  3. Tør kartoflerne i et viskestykke og fritér (En lille håndfuld af gangen) til de er gyldne.
  4. Lad dem dryppe af på lidt køkkenrulle og kværn en smule salt ud over.
Sennepskartoffelmos
  1. Skræl kartoflerne og skør dem i grove tern
  2. Kog dem i usaltet vand til de er møre (ca. 10 min)
  3. Hæld vandet fra og tilsæt nu de resterende ingredienser.
  4. Varm igennem og mos/blend det til en lind mos. Smag til.
Bløde løg
  1. Løgene deles på midten og skæres i tynde skiver.
  2. Varm en pande op ved mellemhøj varme og smid både smør, løg og salt på.
  3. Lad løgen karamelisere lidt og tilsæt så lidt vand. Dette step gentages til løgene er færdige.
  4. Tilsæt evt. Et par spsk Worchestershire sauce undervejs.
Så skal der samles:
  1. I bunden af brødet placeres et par skefulde mos.
  2. Herpå placeres pølsen, hvorpå de bløde løg, relishen, rødbeden og karsen ligges.
  3. Afslut med de friterede kartofler

 

BUM! Det færdige resultat!

Velbekomme!!

Kommentarer

  1. Herlig fortolkning af en klassisk engelsk pub-ret. På trods af at jeg har rejst rigtigt meget i england har jeg dog desværre endnu tilgode at smage en god udgave af originalen (bangers & Mash). Det er en af de der retter som jeg bare altid bliver skuffet over selv om mine engelske kollegaer påstår at det er den bedste udgave af retten som de nogensinde har fået.

    • Hej Kim!
      Mange tak for de fine ord :)
      Jeg har kun prøvet det en enkelt gang i oprindelses-landet, men var meget begejstret for det jeg smagte. Derudover er det kun blevet til hjemme-biksede udgaver…men er virkelig også voldsomt tosset med en god cremet og smør-mættet mos :)

  2. Fantastisk og utrolig inspirerende :-).

  3. Halvamerikaneren

    Lyder rigtig godt – napper lige et par af ideerne til en mande-fødselsdag næste måned. Der er allerede planlagt menu der inkluderer hotdogs med hjemmelavede pølser, egen sennep og ketchup på hjemmedyrkede tomater. Det bliver konge og endnu mere med lidt ekstra krydderi fra denne opskrift :)

    • Lyder sgu lækkert! Smid gerne et billede af din kreation til os. En traditionel hotdog lavet helt fra bunden står også højt på vores to do-liste, her på Gastromand :)

      • Halvamerikaneren

        Ja det er sgu også godt. Min seneste omgang lavede jeg to slags – en med rødløg/timian og en anden med soltørrede tomater/cheddarost. Især den sidste var helt kanon

  4. God ide med bangers & mash !! Højgastronomisk mad er fint – men ind imellem skal man altså bare have en pølle og noget godt brød. Så Hestons In search….. bangers & mash
    http://www.youtube.com/watch?v=VDpeYJIVTUs
    Kunne godt give lidt blod på tanden.

    Den hot dog ligner noget jeg gerne ville spise i aften :-)

    /Erland

  5. Hej Eksilsønderjyde

    Det ser godt ud – god opskrift. Jeg lavede en del af den i aftes – dog ikke kartoffelbrødet og de friterede kartofler, men resten. Det er ikke overdrevet at kalde det en succes – især agurkerelish, råmarineret rødbede og mosen er klasse. I stedet for dit kartoffelbrød bagte jeg nogle brød selv, men de sad ikke lige i skabet – for meget brød i forhold til tilbehør og pølse. Som lidt ekstra brugte jeg lidt ren Maile dijonsennep, kun som forsøg, men det var ikke dårligt til-:) Jeg kan anbefale en Ale nr. 16 fra Bryggeriet Refsvindinge til din Hot Dog med mash. Tak for et godt maskulin input her.

    Vh Kristian

  6. nobrain38

    Jeg har købt ind til denne ret som jeg har tænkt at udsætte familien for imorgen- men er ikke den helt store gastronom og bliver lidt i tvivl: Er det virkelig korrekt at der skal 1½ spiseskefuld bagepulver i kartoffelbrødet? Normalt synes jeg jo at bagepulver doseres i teskefulde??

    • Hej nobrain38 (dejligt nick! :) )

      Du har naturligvis ganske ret! Det er nu rettet i opskriften!
      Mange tak for hjælpen! :)

  7. nobrain38

    Tusind tak for svaret.
    Som planlagt serverede jeg retten i går aftes og det smagte vildt godt, bliver bestemt ikke sidste gang vi har det på menuen.

Smid lige en kommentar, ik'

Smid lige en kommentar, ik'