2 fyre og en røvfuld god Karma
Kan 2 gastromænd tage på sushibar og kigge hinanden i øjnene uden at kompromittere deres maskulinitet? Det satte Feinschmeckeren og jeg selv os for at finde ud af en onsdag aften i indre København.
Anledningen var en invitation fra Karma Sushi til at svinge forbi Peder Skrams Gade og teste deres flagskibsrestaurant. Navnet var jeg allerede stødt på i AA, hvor kæden har en af deres 5 restauranter. En kæde der startede ud i Frederikshavn og har 4 af sine restauranter i Jylland. For en jyde borger det naturligvis for kvalitet – for en københavner eller København-bosiddende type som Feinschmeckeren klinger det måske knapt så sexet.
Trøffelcreme, kongekrabbe og caviar
Hvad Karma Sushis oprindelse ikke har af sex-appeal, har deres Signatur menu til gengæld – ikke overraskende trak specielt kongekrabben, laksesashimien med lakseæg og trøffelcreme og sidst men ikke mindst caviar med avokadoen i os – indover med 2 af dem, tak!
Vi havde naturligvis ikke tænkt os at sidde og tørste, så på tjenerens opfordring startede vi ud med en mini-sake-smagning. Men derfra var vi også på egen hånd, da vinanbefalinger til menuen tydeligvis ikke lå på rygradden hos vores tjener, men mon ikke noget Chardonnay fra Bourgogne should do the trick…
Kan 2 gastromænd tage på sushibar og kigge hinanden i øjnene uden at kompromittere deres maskulinitet?
Indretningen i restauranten var i øvrigt klassisk sushi-restaurant’ish – holdt i mørke farver. Der var dog rigeligt med lys ved vinduet, hvor vi havde placeret vores sultne kroppe denne sensommeraften.
Sake, tak
Vores mini-sake-smagning tog vi til miso-suppen kogt på kongekrappe og jomfruhummer, men det var det tilhørende salat bestående af ultra sprød wakame-tang der lidt overraskende stjal opmærksomheden i sakens selskab.
Herefter tog det fart og laksesashimien med lime, trøffelcreme og ørredrogn var et tidligt højdepunkt, som stadig står lysende klart i erindringen – det var vulgært på den foie gras agtige måde (og det er godt, hvis du skulle være i tvivl) og syren fra limen kunne lige akkurat holde serveringen i balance.
Næste ret fulgte trop med de lækreste fedtede (men stadig sprøde) tempura-rejer, i øvrigt toppede med karse, jeg har smagt – Feinschmeckeren så efterhånden også ud til at have smidt sin skepsis.
Vi måtte have fat i hemmeligheden bag denne lille genialitet. Slemt skuffede blev vi dog, da tjeneren berettede at ”de var fremstillet på en fabrik i Jylland”. Det vender vi tilbage til.
Så var det blevet tid til kongekrabbe. Jeg er normalt ikke den store fan af kold krabbekød, men det søde kongekrabbekød overbeviste mig alligevel om end det blev en anelse overdøvet af den (meget) stærke tilhørende chilicreme.
Som prikken over det efterhånden store I kom der kaviar på bordet – serbiske og ifølge med lameller af avokado, så man næsten troede man sad på Bo Bechs Geist. En simpel men utrolig solid servering hvor jeg skulle være hurtig for at følge med Feinschmeckeren der tydeligvis var i kaviarhumør – og hvornår er man i øvrigt ikke det?
Den udmærkede hvide Bourgogne havde det i øvrigt rigtig fint undervejs med de let fede fortolkninger af det japanske køkken!
En overraskende og overbevisende opvisning i lækre råvarer, hvor eneste finger at sætte var rækkefølgen, hvor vi blev enige om at det nok havde givet mening at afslutte med de federe laksesashimi og tempurareje.
Tid til klassisk sushi
Herefter stod den på mere klassisk sushi i form af nigiri og rolls i lange baner! Tankerne kredsede dog stadig om de indledende retter, hvilket formentlig forklarer hvorfor sushien ikke på samme måde står klart i erindringen.
Undervejs blev vi dog enige om at Karma sagtens kunne lave sushi – kvaliteten var god, men at kreativiteten ikke nåede samme højder som de indledende serveringer. Der er i øvrigt ingen grund til at servere den masseproducerede ingefær, når den hjemmesyltede er så meget bedre – bare et tip!
Bourgognen (det der var tilbage af den) stod i øvrigt helt af overfor sushien, hvorfor vi bestilte et par Iki-øl tilsat ingefær – et fremragende match!
Dessertfabrikken fra Jylland
Desserttid. Vi hoppede på en af hver af Karmas tre desserter – Chokoladekage, Kokos Cheese Cake og Passionsmousse. Cheese caken var en klar favorit blandt de tre desserter som var hæderlige, men som det ofte er med sådanne desserter, tydeligvis ikke var 100% frisklavede.
Og her vender vi tilbage til fabrikken i Jylland, for igen fortæller vores tjener at også desserterne var fremstillet på den tidligere omtalte ”fabrik”. Tjeneren tillagde tydeligvis ikke ordet fabrik samme negative ladning som vi ved bordet gjordet, men måske Karma skulle arbejde lidt med storytellingen der – det fortjener de nemlig!
PS. Vi følte os stadig som mænd da vi forlod Karma Sushi:)
Karma Sushi
Peder Skrams Gade 15
1054 København K
Web
Smid en kommentar