Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image

Gastromand.dk | 21. november 2024

Scroll to top

Top

13 Comments

GM Anmelder: Ida Davidsen – Smørrebrødsrestaurant

Gastromand

Som lovet i et tidligere indlæg kommer her første anmeldelse fra Familifar’ns “Gourmetweekend i København”:

“De er ret vilde med smørrebrød i den familie. Så vilde at de er nået til femte generation, der har gjort det højtbelagte til sit levebrød”.

Det hele startede tilbage i det magiske år 1888, hvor Ida Davidsens oldefar Oscar grundlage forretningen på Nørrebro, som kunne bryste sig af, at have ikke mindre end 177 stykker smørrebrød at vælge imellem. I dag findes den i Store Kongensgade i det indre København.

Ida Davidsen anses for at være Danmark bedste bud på godt gammeldags smørrebrød og med luksusstykker opkaldt efter vore tids største danskere, som desuden også har besøger og stadig besøger restauranten, kan man vel godt sige, at der er noget om snakken. For eksempel kan man sætte tænderne i Uffe Ellemann (nok værd at overveje!) eller Victor Borge. Den gamle showmand er et stykke med laks, frisk marineret stenbiderrogn, krebsehaler, grønlandske rejer, lime og dildmayonnaise.

Restauranten minder mest af alt om et bodega fra 1970’erne, hvor tiden ikke rigtig har flyttet sig siden hen. Opdækningen, bordene og generelt indretningen er simpel og ikke videre pralende. Her er der ikke tale om skandinaviske møbler eller tidløse designer lamper, ej heller minimalistiske kolde indrettede rum. Nej her er det skam stemning og atmosfære som tæller.

Vi ankommer tidligt til vores 11.30 reservation, hvor vi i forvejen har fået besked på, at vi skal være færdige med vores frokost inden kl. 14.00. Efter vi er blevet anvist pænt til garderoben og blevet vist til vores bord, hvor tjeneren tager imod vores bestilling af drikkevarer, vi en øl og en vand. Herefter forklarer tjeneren os venligt, at vi skal gå til disken hvor Ida Davidsen vil tage imod os. Det gør vi så, service er der ikke meget af.

Ida Davidsen er klædt i hvid kokkeuniform med kokkehue, som vi kender hende fra fjernsynet. Hun fungerer som et talende menukort, da hun gennemgår de mange forskellige stykker smørrebrød, og der er mere end rigeligt at vælge imellem. Mellem de ca. 25 stykker starter vi begge med fisken, som Ida i øvrigt også anbefaler os. Vi starter med et stykke med nysteg fiskefilet med hjemmelavet remoulade og en ”Victor Borge” (se ovenfor) som dog her også indeholder en æggeskal fyldt med Rød Aalborg snap, som man hælder udover som ”dressing”. Der hviler en konstant form for spænding, da vi påbegynder vores middag. Man har hørt så meget om Ida Davidsen, at det er svært at forestillet sig, om helt ærligt almindeligt smørrebrød kan smage af mere, end de forholdsvis simple råvare, som det i bund og grund eksisterer af. Men skuffede, bliver vi dog ikke. Det her er smørrebrød, som er lavet gennem adskillige år og den erfaring kan man ikke hamle op med.

Da vi er færdige går vi igen op til Ida, og vælger to stykker mere.

Denne gang får vi en H.C. Andersen (dyrlægens natmad) og et stykke med nykogte aspargeskartofler, bacon, hønsesalat, ristede løg samt purløg. Af smørrebrød at være smager det himmelsk. Det er virkelig kælet for detaljerne her, og det er særdeles gennemført. På trods af vores mæthed beslutter vi, da tjeneren kommer, at få et sidste stykke hver inden vi beder om en regning. Vi slutter af med traditionel hønsesalat med sprød bacon og et stykke med røget ål. Endnu engang smager det af godt gammeldags smørrebrød. Vi beder efterfølgende om en regning, som lyder på diskrete 649 kr,-.

Når alt kommer til alt, så lever vi i en tid, hvor det er vanskeligt for traditionelle restauranter at leve op til det molekylære køkken, som fx The Fat Duck og elBulli mestrer til perfektion. Det føles som om, at vi forlanger mere end gode gedigne råvarer, og til tider kan det være svært at værdsætte de danske traditioner, når de præsenteres ærligt, som på Ida Davidsen. Ida Davidsen er nemlig indbegrebet af dansk smørrebrød og det er gennemført og virkelig godt. Der er ingen tvivl om, at de adskillige års erfaringer har gjort Ida Davidsen til Danmarks smørrebrødsdronning. Man skal dog huske på, at maden er rugbrød med pålæg og ikke andet.

Et besøg på restauranten skal derfor hverken være for service eller indretning, men for smørrebrød, danskhed og ikke mindst Ida Davidsen. Hertil kommer også en rose for, at hun selv er tilstede i din forretning. Vi går fra restauranten en oplevelse rigere og som meget mætte danskere!

/Velbekomme.

Stik os en kommentar

Comments

  1. Jesus nogle billeder vi tog dengang, jamen for pokker – nå ikke desto mindre meget rart med en kommentar på et gammelt indlæg – tak for det Torben – Lyder super med Tingstedets Smørrebrød, næste gang hele Gastromand er samlet til frokost (uden tømmermænd vel at mærke), så må det blive stedet vi besøger – det ser jo indbydende ud! Tak for link…

  2. Torben

    Hej Gastro mand

    Du skulle måske slå din vej forbi Tingstedets Smørrebrød

    DE laver altså virkelig lækkert smørrebrød, og deres STORE luksus madder er virkelig virkelig lækre og så koster de kun 45 kr.

    Du finder Tingstedets smørrebrød på valby langgade 68
    og du kan se deres menukort på http://www.tingstedets.dk

    Jeg skriver det ikke så meget fordi du skal anmelde dem, men mere som anbefaling til hvis du virkelig gerne vil have godt smørrebrød en dag

    Ellers virkelig god blog du har
    kh
    torben

  3. Jens Rasmussen

    jeg har spist på Café Toldboden i Amaliegade og altid været tilfreds

    http://www.cafetoldboden.dk/kontakt.htm

    Mvh Jens

    • Ikke dårligt Jens – rent faktisk har jeg lige fået anbefalet denne af en kollega, det må prøves når vi besøger Staden næste gang…

      • Nu har jeg ikke prøvet Ida Davidsen – men har hørt fra pålidelige kilder, at det ikke skulle være så godt som man tit hører rundt omkring; ikke kvaliteten, men at madderne er forholdsvis små og priserne meget store.

        Har derimod tre andre steder i København som virkelig godt kan anbefales, som alle laver rigtig god smørrebrød til fornuftige priser.

        Som flere tidligere har nævnt, så er Schønemanns et super godt sted, god service, hyggeligt sted og ikke mindst rigtig godt smørrebrød.
        http://www.restaurantschonnemann.dk/

        Derudover synes jeg også at Restaurant Amalie laver ganske fornuftigt smørrebrød. De har en platte med 4-5 forskellige slags som er en ret fornuftig deal.
        http://www.restaurantamalie.dk/

        Men mit absolut favorit-sted i København at gå ud og få smørrebrød, det er Café Toldboden. Spørger man tjeneren hvor man stykker man skal købe, siger han pænt til én, at de fleste ikke kan spise mere end to – fordi de er rigtig store og der er rigtig meget fyld – så man går bestemt ikke sulten derfra.
        Restauranten er af gammel stil, med hvide duge på bordene, sømandsbilleder på væggen og masser af øl og snaps at vælge imellem. Det er helt sikkert et besøg værd hvis man slår et smut forbi. Dog kan det anbefales at bestille bord på forhånd.
        http://www.cafetoldboden.dk/

        Schønemanns er en meget close second på min lille liste ;-)

  4. Susan

    Vi besøgte restauranten Ida Davidsen i sidst uge. Vi blev skuffet.
    Vi havde hørt om hendes lange menukort med forskellige smørrebrød, opkaldt efter kendte personer. At smørrebrødene var så store, at man max kunne spise 2 stk.
    Men vi blev skuffet. Intet menukort, blot kunne vi stille os op til en disk og vælge mellem ca. 10 forskellige stykker. Disse blev så serveret for os og de var så små, at man sagtens kunne spise 3-4 stykker, men det har vi jyder ikke råd til, så vi nøjes med det ene og gik bagefter et andet sted hen for at spise os mæt. Sikke en skuffelse. Dårlig service/betjening. Lokalet lille og meget støj, så ingen hygge. Så det er første og sidste gang vi har besøgt det sted.

    • Hej Susan,

      Da jeg var afsted var der ca. 25 stk., men måske har de ændret på opsætningen, det er jo vigtigt, at du påpeger, så andre læsere kan få gavn af det. Var Ida der ikke selv, og gennemgik hun ikke “alle” de stykker som var der? Jeg giver dig ret I, at service er minimal – jeg tror jeg var lidt småforelsket i stemningen og stedets historie. Vi konsumerede begge 3 stykker, og vi var mætte, men tjoo, man kunne da godt have klemt en ekstra ned – men som du selv skriver, så koster det….

      “Lauras Køkken” er vist desværre lukket, det er ellers et godt alternativt, og slet ikke så dyrt, eller så skal vi have nogle kyndige smørrebrødsspisere på banen, for at få en anden anbefaling?

      • Chr. Hansen

        Har haft den sammende skuffende oplevelse. Meget støj og en højt råbende ekspedient.
        Stedet har ikke åbne priser og intet menukort. Der er ikke meget værdi for pengene.
        Kejserens nye klæder om igen.

      • Desværre må man sige, for det oser jo et eller andet sted af nostalgi og er noget som alle forminder med “dansk”. Jeg glæder mig dog over, at smørrebrød er ved at få sin renæssance, hvor fx Aamanns rykker meget på denne front – forresten, så kommer der vist snareste noget konkurrence fra ham, det må jeg nok hellere lige huske at nævne!

        Du har ikke besøgt Lauras Køkken vel?

  5. Hej Kasper,

    Tak for det, brødet var faktisk under pålægget :-) Da vi fik hønsesalat bad vi om nogle ekstra stykker brød, så mængden var mere passende. Det kan jo godt blive lidt for meget af det gode. Aamanns ser indbydende ud og til rimelige priser. Som anmeldelsen også udtrykker, så var det jo forholdsvis mange penge at lægge for 6 stykker smørrebrød.

    MVH
    Mads

  6. Spændende eksperiment — jeg må indrømme, at jeg har til gode at spise hos ikonet. Blev brød serveret a part, eller gemmer det sig under pålægget?

    Hvad angår alternative forslag, så burde I kigge på Aamans. Revideret smørrebrød med råvarer af bedre kvalitet, så vidt jeg kan bedømme…

    http://www.aamanns.dk/index2.html

    Go’ søndag!

    Kasper

  7. Hej Anders,

    Tak for dit input, Schønemann ser både indbydende og hyggelig ud, og så lader det til, at priserne er fornuftige. Ellers er det jo også altid “Lauras Køkken” i Nyhavn, som får enhver Matador fan til at føle sig lige midt i Korsbæk :-)

    http://www.spiseliv.dk/lauras

  8. Når i engang kommer den vej igen, skulle i prøve Schønemann, de giver den gas og set ud fra anmeldelser skulle det også være mere hjemmelavet og gedigent end Davidsen.

    Jeg har aldrig besøgt Davidsen selv, men kan kun anbefale Schønnemanns på det varmeste, det er godt smørrebrød med kvalitet! Og der får i også service ;)

    http://www.restaurantschonnemann.dk/

Submit a Comment