El Celler de Can Roca – verdens nu bedste restaurant!
Så gik den ikke længere og efter 3 år var der igår tronskifte på Worlds 50 listen. NOMA måtte “nøjes” med 2. pladsen og til tops strøg Catalanske El Celler de Can Roca. En fantastisk restaurant som halvdelen af Gastromand-teamet har haft glæden af at besøge og du får her første del af Familifarens oplevelser!
Som tidligere nævnt i indlægget om Can Paixano så er der simpelthen behov for at komme lidt ”Gourmet Getaway” engang imellem, og når man som Familiefar ikke kommer så meget ud, som man gerne ville, er det tiltrængt. Faktisk er næste års tur planlagt, hvor turen formentlig går til Osteria Francescana, Italien, som de sidste par år har ligget i top 5 på St. Pellegrinos liste over verdens bedste restauranter – i øvrigt så lad os lige holde den sidste del her lidt tæt, da konen faktisk ikke ved noget endnu!
El Celler de Can Roca drives af de 3 legendariske Roca-brødre, som gennem de seneste år er steget i graderne i den gastronomiske verden. I 2007 valgte de at flytte lokation og opføre helt nye lokaler – blot 100 meter fra deres gamle. To år senere modtog de deres 3. michelin-stjerne og er siden da kravlet langsomt op på Worlds 50 listen, hvor de efter at have åndet NOMA i nakken nu altså har overtaget 1. pladsen.
Stemningen er høj, da vi ankommer til den lille by Girona (Ryanair flyver direkte fra Aarhus og Billund til Girona, så en sviptur ligger lige for – hvis du kan få bord:-), som ligger ca. 110 km nordøst for Barcelona og tjekker ind på hotellet ca. 4 km fra restauranten. Jeg må sige, at det altid er med en smule ærefrygt, når jeg besøger disse restauranter – der er simpelthen noget dybt fascinerende ved at se det ypperste indenfor et fag.
Vi ankommer til restauranten ca. kl. 21.00, hvor vi har reserveret bord. Da vi stiger ud af taxaen kigger jeg lidt forundret rundt, da vi overraskende befinder os i, hvad jeg i Danmark ville betegne som et social-belastet kvarter. Netop som vi skal til at bevæge os indenfor spørger en lokal os, om hun ikke skal tage et billede af os foran restauranten – det siger vi naturligvis ikke nej til, men billedet blev forfærdeligt.
Vi går indenfor i den hyggelige gårdhave, hvor døren står åben og flere tjenere står klar til at tage imod os. De byder os velkommen og spørger med det samme om vi ikke kunne tænke os at se deres køkken inden middagen? Daaah, naturligvis! Jeg spørger samtidigt høfligt, om det er i orden at tage et par billeder? Hellere end gerne lyder svaret!
Vi bliver vist grundigt rundt og hilser på det meget veloplagte køkkenpersonale, som på trods af deres koncentration og travlhed tager sig tid til at hilse pænt – imponerende – mon også Rene Redzepi byder gæsterne indenfor i hans køkken?
Herefter bliver vi vist til bords i den minimalistisk indrettede restaurant, som faktisk minder meget om en skandinavisk restaurant. For lige at gøre det helt tydeligt, så er her stilrent, hvide gulvtæpper brudt af træmøbler med lyst læder og generelt bare smukt. Vi får vores menuer præsenteret, og ved siden af bordet ruller et mindre bibliotek ind, som viser sig at være vores vinkort, som bedst beskrives som en forvokset bibel, hvor der findes alt mellem himmel og jord – jeg bladrer den kort igennem og bemærker, at en flaske Dom Perignon fra 1996 kan købes for billige 200 euro! Fristelserne er mange – også for mange og vi lægger vores skæbne i hænderne på Roca-brødrene og vælger deres største Tasting menu ”Festival menu” med tilhørende vinmenu.
Kort efter vores bestilling er lagt, bliver vi budt på et glas cava, og den slags skal man bare aldrig sige nej til! Det skænkes og efterskænkes uhyre gavmildt, “Albert i Noya” som er El Cellers “egen” – havde det være en blindsmagning havde jeg skudt på champagne med alder – det er sprødt, tørt og lækkert. Kort efter lander vores første appetitvækker, “Verden rundt” hvor de fem små bidder symboliserer Mexico, Peru, Thailand, Morocco og Japan henholdsvis.
Godt fra start haster vi videre til næste spændende lille kunstværk: Et oliven træ med små karamelliserede oliven, som har den perfekte kombination af salt og syrlighed. Jeg ærgrer mig lidt over, at træet ikke kan spises – NOMA-style. Hertil får vi serveret “Expression de Granite Domaine Muscadet Sevre et Maine, en fremragende let sødlig hvidvin, som lige rundes af med lidt syre.
Kort efter ankommer vores næste snack og jeg bemærker, at vi faktisk har fart på her, men menuen er også lang, så hvis de vil have os ude inden kl. 3 i nat, så har de bare at komme igang. Se nu bliver det lidt pinligt, jeg husker glimrende den cava vi fik her, for det var den bedste cava jeg nogensinde har fået – en Gran Reserva Gramona Cava 2001 – den var værd at skrive hjem om. En helt enestående og flot cava, som bestemt giver baghjul til adskillige af de store champagner jeg har smagt – bravo!
Så til det pinlige – jeg aner vitterligt ikke hvad vi fik hertil, måske var det fordi cavaen stjal mit opmærksomhed eller fordi der bare er gået lidt kludder i alle de mange noter. Det eneste jeg husker er, at jeg udbrød – “Hey det er da Hestons puffed basmati/safran rice, der er ovenpå!” Heston Blumenthal prøver i et afsnit af lave de perfekte ris, hvor han ender med at fritere basmatiris, som er kogt i safran. Jeg er sikker på, at dette er brødrenes egen lille hilsen til Heston.
Den næste snack husker jeg til gengæld meget tydeligt, mest fordi jeg ikke synes vildt godt om Campari! Men når man sidder på en af verdens bedste restauranter gør man en undtagelse, og den var faktisk ganske fin, rensede lige munden op til næste oplevelse!
Normalt plejer jeg jo at flette ind, at vi læner os tilbage og nyder stemningen i restauranten, men hånden på hjertet; det var der faktisk ikke tid til. Der var hele tiden nye oplevelser på vej og selvom, det som denne blot var en lille marineret musling, så var fokus konstant på bombardementet af mad og vin. Til nogle af appetitvækkerne fik vi samme vin, hvilket passede mig glimrende, denne blev ledsaget af La Bota Fino Montilla-Moriles, som igen havde masser af sprødhed, men også en sødelig karakter og næsten noget parfumeret over sig, der gik godt i spænd med muslingen.
Det er muligt, at vi ikke havde så meget fokus på omgivelserne omkring os, til gengæld følte jeg mig fuldstændig styret igennem showet af restauranten. Der var ikke den mindste tvivl om, at alt var nøje planlagt og tilrettelagt.
Næste ret, som vist nok var vores sidste appetitvækker var en “trøffel brioche” altså brød bagt med ustyrlige mængder smør – og her snakker vi nok “50/50” som så var rullet i knuste sorte trøfler, hold nu kæft – jeg headbangede seriøst ved bordet! Det var vulgært godt – lige som vi kan li’ det!!
Så skal vi pludselig til noget mere velkendt: Ind kommer en lækker “lille” østers, som de meget venligt har delt i to stykker, så man let lige kan spise den med gaflen, som man gør på 3-stjernede michelin-restauranter. Konen er ikke så meget til østers, men napper da halvdelen, og rækker mig pænt resten, lige i samme sekund går tjeneren forbi og standser op for at forklare mig, at rigtige østers-spisere ikke bruger gaflen, men bare slynger den ned! Selvfølgelig, tænker jeg og vipper den indenbords i en hurtig vending – tjeneren nikker anerkendene og smiler! Den slags småting på sådan en restaurant er for mig med til at fuldende oplevelsen.
Vi springer lige et par retter over nu, for der var virkelig mange, så blot til din orientering, så gik vi altså ikke fra østers til asparges-is, som er nedenstående. De havde nogle retter hvor der indgik is i, og jeg må sige, at det er en smule underligt for mig, selv efter at have spist sardin-is i lakridsgele på The Fat Duck, men når der er så mange retter som her, så er det jo bare fedt – det var is lavet på hvide asparges med knuts trøffel på, og sammensætningen fungerede egentlig ganske fint. Det var bare ikke min favoritret!
Men det var den næste derimod, jeg havde faktisk siddet og ventet lidt på den her “rædselsret”, hvor toprestauranterne skubber grænser. På The Fat Duck var det ovenstående omtalte sardin-is i lakridsgele” – fy for pokker da. NOMA har deres levende rejer og myrer, men denne var faktisk slet ikke rædselsretten og faktisk kom den aldrig – ikke at jeg er skuffet, men så alligevel…
Her fik vi en kæmpereje (i hvert fald ifølge menukortet) , hvor alt kunne spises også ben, følehorn, indvolde og de små stykker “sten og sand” – den slags synes jeg er spændende og en smule grænseoverskridende, hvilket kun gør det ekstra fedt!
Nå inden vi forlader del 1, synes jeg lige vi skal nyde synet af “Tivoli-vognen”, som jeg beundrede hele aftenen. En lille vogn i bedste karneval-stil, som tjenerne lige rullede frem når gæsterne skulle have kaffe. Alt var naturligvis hjemmelavet og meget lækkert og det gav ordet “slik” en helt ny dimension – men det vender vi tilbage til i del 2.
Hvad siger du til den nye udgave af Worlds 50 listen? Er det fortjent at NOMA stødes fra tronen? :)
Stik os en kommentar
-
Kære begge vi skal til Girona i oktober og jeg satser på at få et bord. Kan i sige kort: er børn velkomne? Hvad er prisniveau? 1000 tak. Kh Britta
-
Hej Britta – detaljer om den forholdsvis beskedne regning finder du i del 2: http://gastromand.dk/anmeldelse-el-celler-de-can-roca-barcelona/ mener det var ca. 500 euro for to mand med fuld ild, champagne og efterfølgende GT – Mja – jeg tror da børn er velkomne, jeg har selv 3 stk på 5, 6 og 7, men dem ville jeg ikke kunne tage med – hvor gammel er dine, hvis jeg må spørge? Lige umiddelbart, så er der jo intet for dem andet end at se de mange spændende retter, men en aften tager jo ca. 5-6 timer, så tålmodighed er en dyd :-)
-
-
Ja min kæreste gjorde mig nemlig opmærksom på, jeg kunne nå top 3 inden for et år ;)
A la carte er ret dyrt.
De har tre tasting menus:
Traditions 110 € – 6 retter, traditionel italiensk, nogle retter dog med et tvist eller gourmet. Den fik min kræsne kæreste. Det var lækkert og velsmagende, men ikke så spændende.
Classics 150 € – 8 af deres kendte retter (gourmet). Den fik jeg, da man kun kunne få den sidste menu til hele bordet. Meget velsmagende og enkel mad. Der var rigeligt med umami, velsmag og meget fedt. Faktisk ret ‘maskulint’ især sammenlignet med det lette nordiske.
Sensations 180 € – 12 retter, mere eksperimenterende. Så vidt jeg kunne se, gik nogle af de andre retter igen dog. -
Jeg vil til El Cellar de Can Roca og have trøffel-brioche nu!!!
Jeg kan varmt anbefale Osteria Francescana – og man kan godt få køkkentour på noma btw. De er SÅ søde.-
Hej Mette, det er faktisk planen, at netop Osteria Francescana er næste stop på The World Tour – den er også lige rykket lidt op på Verdens Bedste-listen – kan du sige noget om prisniveauet der? Jeg synes ikke lige umiddelbart det stod nogle steder på deres side sidst jeg tjekkede… Og tag endelig til Girona og besøg El Celler, det er en oplevelse værd og en stor en af slagsen!
-
-
Jeg var på restauranten i maj 2012 og var desværre noget skuffet. Trods et par gode retter var der for mange kiksede ting. Måske var jeg bare uheldig at få en dårlig menu. Se fuld anmeldelse på http://www.restaurantcritic.eu/the-reviews/spain/el-celler-de-can-roca
-
Glæder mig til at læse resten. Tror næsten det må blive en destination til sommer, hvis det da er muligt at få et bord nu.. :)
Hvor længe i forvejen reserverede i, og hvordan?
/Mikkel
-
Hej Mikkel – tak for det – det var også en fantastisk oplevelse. Ja, det med bordet var noget hø for at sige det mildt – de har ingen “max 3 måneder” frem, hvilket betød, at vi skulle 7 måneder ud før vi kunne finde et bord og så kunne vi første begynde 21.30 – så den var vel 02.00 før vi var helt færdige – vi skulle så have fredag eller lørdag, hvilket jo gør det værre, så du skal nok igang allerede nu… :-)
-
Comments